Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2268903_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. oktober 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 73 (MOF alm. del) stillet 11.
oktober 2020 efter ønske fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 73
”Vil
ministeren oplyse, hvad det vil koste staten, hvis alle minkbesætninger slås ned?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser:
”Det
lægges til grund for estimatet, at der er tale om aflivning af mink som led i smittebekæmpelse og
ikke en udfasning af minkerhvervet. Det estimeres på baggrund af data for antal smittede besætninger
pr. 21. oktober 2020, at såfremt alle danske minkbesætninger (ca. 1.100) aflives som led i smittebe-
kæmpelse, vil det koste staten 2,3-2,8 mia. kr. i umiddelbare erstatninger til besætningerne for dyr og
driftstab. Beløbet er estimeret ud fra de aktuelt godkendte skalaværdier for erstatning for mink og
driftstab i henhold til bekendtgørelse nr. 1323 af 26. november 2015 om erstatning og udgifter ved be-
kæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme. De præcise udgifter til erstatninger vil afhænge af, i
hvilket omfang besætningerne er smittede eller ej, idet der ydes 20 pct. i erstatning for driftstab for
smittede besætninger, mens driftstabet erstattes 100 pct. for ikke-smittede besætninger. Desuden vil
det afhænge af, om de berørte besætningsejere vælger at få udbetalt erstatningen straks baseret på
markedsprisen i 2019/2020, eller om de vælger en aconto-udbetaling. Ved aconto-udbetaling fastsæt-
tes slutafregningen således først i 2021 afhængig af prisen på skind i 2021.
Udover erstatninger vil der være betydelige udgifter til rengøring og desinfektion af smittede besæt-
ninger. Det estimeres, at udgiften til rengøring og desinfektion af de smittede besætninger pr. 21. okto-
ber vil udgøre ca. 300 mio. kr. Såfremt alle besætninger i Danmark smittes og derfor skal rengøres og
desinficeres, vil de samlede udgifter hertil kunne beløbe sig til ca. 2,4 mia. kr. Beløbet er usikkert, da
det er baseret på et spinkelt erfaringsgrundlag og i øvrigt vil afhænge af tilrettelæggelsen af arbejdet.
Udover ovennævnte udgifter til erstatninger samt rengøring og desinfektion vil der være udgifter til
destruktion af dyr, udgifter til selve aflivningen i form af lønninger og udstyr samt udgifter til admini-
stration mv. De samlede udgifter hertil vil i høj grad afhænge af omfanget af smittede besætninger og
tilrettelæggelsen af arbejdet og kan ikke estimeres nærmere pt.
Det bemærkes at aflivning af mink endvidere kan resultere i øvrige erstatningskrav mod staten.”
Mogens Jensen
/
Nikolaj Veje
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk