Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 15. februar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 696 (MOF alm. del) stillet 18. januar 2021 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 696
”Det
fremgår af svaret på MOF alm. del
– spørgsmål 197, at ”Miljø-
og Fødevareministeriet har
kendskab til ét tilfælde inden for de seneste fem år, hvor en forsyning er politianmeldt i relation til
spildevandsoverløb”. Har der
været registreret andre lovovertrædelser af tilladelser i de seneste fem år,
og hvis der har været overtrædelser, hvilke og hvordan er de så sanktioneret?”
Svar
Miljøstyrelsen fører ikke et egentligt register over meddelte indskærpelser. Miljøstyrelsens
journaliseringssystem følger enkeltsagsprincippet. Det betyder, at spildevandsselskabernes
overtrædelser af fastsatte vilkår i udledningstilladelser registreres på de enkelte sager og ikke i fx lister
eller registre.
For at opgøre antallet af vilkårsoverskridelser har styrelsen derfor screenet tilsynssager for perioden
2017-19 samt kontaktet styrelsens lokale enheder for at indhente oplysninger om skriftligt meddelte
indskærpelser til specifikke overløbsbygværker. På baggrund heraf er der fundet 20 skriftligt meddelte
indskærpelser til specifikke overløbsbygværker fordelt på hhv. 1, 13 og 6 på årene 2017, 2018 og 2019.
Indskærpelserne dækker over manglende overholdelse af vilkår til max. antal overløb eller mængde,
manglende indsendelse af dokumentation af overholdelse eller manglende udledningstilladelse.
Miljøstyrelsen kontrollerer årligt vilkårsoverholdelse på samtlige renseanlæg ejet af
spildevandsselskaberne, mens tilsynet med selskabernes ca. 4.500 overløbsbygværker foregår som et
prioriteret tilsyn, hvor der tilstræbes et fysisk tilsyn på minimum 100 om året. Det ovenfor opgjorte
antal skriftlige indskærpelser på 20 til specifikke overløbsbygværker fremkommer på baggrund af
dette tilsyn.
Ved hovedparten af overskridelserne reagerer spildevandsselskaberne straks ved at iværksætte de
nødvendige tiltag - ofte i dialog med Miljøstyrelsen, således en skriftlig indskærpelse ikke er
nødvendig.
Det er ministeriets opfattelse, at årene 2017-2019 er dækkende for de seneste 5 år. Hvis den fulde 5 års
periode skal dækkes, vil det kræve, at Miljøstyrelsen skal gennemsøge ældre journalsystemer.
Lea Wermelin
/
Kristian Baden Dambo-Korch
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk