Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr. 2021-1267
Den 8. februar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 680 (MOF alm. del) stillet den 15. januar 2021 efter
ønske fra Anni Matthiesen (V) og Eva Kjer Hansen (V).
Spørgsmål nr. 680
Er ministeren tilfreds med indsatsen fra Kemikalieinspektionens side om anvendelsen af biocidholdige
produkter?
Svar
Jeg er bekendt med, at en række midler markedsføres som bl.a. facadevaskmidler, selvom disse reelt
kan anvendes til algebekæmpelse, og således synes at være biocider. Det er en problemstilling, som jeg
tager alvorligt, og som der skal findes en løsning på.
./.
Til brug for besvarelsen af MOF alm. del spm. 682 har Kemikalieinspektionen oplyst om status på og
deres håndtering af de indberetninger, som er indkommet i 2019 og 2020. Jeg finder det ikke
tilfredsstillende, at sagsbehandlingen trækker ud på disse sager. Miljøministeriet har derfor taget
kontakt til Miljøstyrelsen for at meddele, at disse sager skal opprioriteres i Kemikalieinspektionen og
løses hurtigst muligt.
Jeg ser positivt på, at vi ved Pure air-dommen og Kommissionens opfølgende brev fik større klarhed
omkring, hvilke forhold Kemikalieinspektionen kan inddrage i deres vurdering i denne typer sager. Jeg
er imidlertid også lydhør over for Kemikalieinspektionen, når de oplyser, at der stadig kan være
udfordringer med at løfte bevisbyrden i disse sager.
Kemikalieinspektionen har oplyst, at det ikke er ulovligt for professionelle algebekæmpere at besidde
ufortyndede produkter med 50 % benzalkoniumchlorid, idet de i forbindelse med anvendelse af
produkterne som rengøringsmidler kan fortynde produkterne ned til en mindre koncentration af
aktivstoffet, som ikke har en biocideffekt. Udfordringen for Kemikalieinspektionen i disse sager er
derfor at påvise, at de professionelle algebekæmpere faktisk også anvender rengøringsmidler med
benzalkoniumchlorid i for høje koncentrationer i forbindelse med bekæmpelse af alger, og ikke de
godkendte algeprodukter, som de som oftest også besidder. Det vil sige, at Kemikalieinspektionen skal
føre tilsyn med de professionelle algebekæmpere, mens de udfører behandlingen, der typisk varer
under en time, og foregår på privat grund. Kemikalieinspektionen har oplyst, at den typiske
indberetning på området sker efter algebehandlingen er foretaget, og der i den forbindelse konstateres
skader på faunaen, f.eks. fiskedød, og så er bevisbyrden svær at løfte.
Der udestår svar fra Kommissionen på den artikel 3(3) anmodning, som Miljøministeriets
departement sendte til Kommissionen i juli 2020. Kommissionen blev anmodet om at træffe afgørelse
om, hvorvidt et specifikt produkt er et biocidholdigt produkt i biocidforordningens forstand.
Kommissionen har i februar 2021 oplyst, at de fortsat behandler anmodningen. Miljøministeriet
vurderer, at der tidligst kan forventes en afklaring på anmodningen i 2. halvår 2021.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk