Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. februar 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 647 (MOF
alm. del) stillet 14. januar 2021 efter ønske fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 647
”I
Limfjorden er der før blevet lovet en arealpåvirkning på 15 pct. pr. år. Vil ministeren oplyse, hvilke
regler der fastsætter reglen om en arealpåvirkning på nu 15 pct. på 5 år?”
Svar
Grænsen for arealpåvirkningen har siden 2013 været uændret på samlet 15 pct. over en femårig
periode. Før 2013 var der ingen grænse for arealpåvirkningen.
Som led i beskyttelsen af naturtyperne og levestederne for arter i Natura 2000-områder, skal der
udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering af et givent fiskeri, inden der gives tilladelse til fiskeriet i
Natura 2000-områder, jf. artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af
naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet). Der udarbejdes derfor hvert år en
miljøkonsekvensvurdering forud for sæsonåbningen af fiskeriet efter blåmuslinger og østers i Natura
2000-områderne i Limfjorden. Et element i vurderingen er, om arealpåvirkning fra fiskeriet overstiger
grænsen på 15 pct. kumulativ over en femårig periode.
Grænsen fremgår ikke af direktivreglerne, men er fastsat i Muslinge- og Østerspolitikken, som
beskriver alle elementer, der skal indgå i denne specifikke miljøkonsekvensvurdering for fiskeriet efter
blåmuslinger og østers. Politikken blev oprindeligt udarbejdet i 2013 som opfølgning på en
traktatkrænkelsessag mod Danmark for manglende overholdelse af habitatdirektivets krav i
forbindelse med fiskeriet efter blåmuslinger og østers i Natura 2000-områderne i Limfjorden. Med
Muslinge- og Østerspolitikken kan der fortsat tillades fiskeri efter blåmuslinger og østers i Natura
2000-områderne. Muslinge- og Østerspolitikken blev senest ændret i maj 2019.
Rasmus Prehn
/
Nis Christensen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk