Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. februar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 635 (MOF alm. del) stillet 12. januar 2021 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 635
”Vil
ministeren redegøre for, om det kræver tilladelse, og i givet fald hvilke tilladelser, før
nogen kan suge og grave råstoffer i havet, herunder sand, sten, rald m.v., f.eks. i havet
ud for den jyske vestkyst på hele strækningen fra grænsen mellem Danmark/Tyskland og
helt op til Skagen?”
Svar
I Danmark er Miljøstyrelsen myndighed for indvinding af råstoffer på havet. Styrelsen meddeler
tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer efter § 20 i lov om råstoffer (LBK nr. 124 af 26.
januar 2017). Indvindingsområder udlægges med en bestemt mængde, som kan indvindes over en
tidsbegrænset periode på 10 år.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen som oplyser, at alt indvinding på havet kræver en
tilladelse til indvinding efter råstoflovens § 20. Der er ikke områder i de danske farvande, hvor der kan
indvindes uden en tilladelse, hverken for danske eller udenlandske virksomheder. Tilladelser til
indvinding af råstoffer meddeles specifikke virksomheder, herunder også f.eks. kommuner eller
statslige myndigheder. Der gøres ingen forskel i ansøgnings-/tilladelsesproceduren for danske og
udenlandske ansøgere.
Der kan gives tilladelse til indvinding i fællesområder, hvor alle virksomheder, kommuner, med videre
kan søge om tilladelse til indvinding. Der er i øjeblikket to udenlandske virksomheder med tilladelse til
indvinding i fællesområder i Nordsøen. Virksomhederne er baseret i hhv. Nederlandene og Belgien.
Derudover kan der gives tilladelse til indvinding i eneretsområder (bygherreområder eller
auktionsområder). På nuværende tidspunkt har ingen udenlandske virksomheder tilladelse til
indvinding i eneretsområder.
I fællesområder er der udlagt en samlet mængde, der kan indvindes af samtlige virksomheder, som har
tilladelse til indvinding i området. Mængden, der meddeles tilladelse til i disse områder, øremærkes
dermed ikke den enkelte virksomhed, men står i stedet til rådighed for alle tilladelsesindehaverne
–
både danske og udenlandske. Samtidig er der en årlig begrænsning på den mængde, der kan indvindes
inden for et kalenderår.
Ved udlægning af nye områder kræves en efterforskning, som afdækker områdets geologiske- og
miljømæssige forhold. I fællesområder og områder, hvor der tidligere har foregået råstofindvinding,
kan efterforskningen blot anmeldes, og kræver ikke en efterforskningstilladelse, såfremt
råstofefterforskningen gennemføres med henblik på udlægning af et nyt fællesområde.
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk