Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 15. januar 2021
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 553 (MOF alm. del) stillet
18. december 2020 efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 553
”Vil ministeren redegøre for, hvordan dyrevelfærdslovens formålsbestemmelse kan betragtes som
værende implementeret, når ministeriet samtidig oplyser, at der som udgangspunkt ikke bliver tale om
væsentlige indholdsmæssige ændringer i de regler, som udstedes i medfør af dyrevelfærdsloven
sammenlignet med dyreværnsloven?”
Svar
Det overordnede formål med den nye dyrevelfærdslov, der trådte i kraft den 1. januar 2021, har været
at forenkle lovgivningsstrukturen på dyrevelfærdsområdet, så reguleringen bliver mere overskuelig og
brugervenlig i praksis. Den nye regelstruktur, hvormed dyrevelfærdsreglerne samles i færre regelsæt,
gør det nemmere for landmænd og andre at få overblik over de regler, som har betydning for dyrenes
velfærd.
De nye bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af dyrevelfærdsloven, er en implementering af denne
strukturændring af regelområdet, hvormed der er i første omgang primært sker en videreførelse af de
eksisterende regler. Dette er også nøje beskrevet i lovbemærkningerne til dyrevelfærdsloven og lovens
øvrige forarbejder.
Dyrevelfærdslovens formålsbestemmelse er den overordnende ramme for de emner, som loven og de
tilhørende bekendtgørelser regulerer. Formålsbestemmelsen afspejler, hvilke emner der fremover kan
udstedes regler om, ligesom regler, der er udstedt i medfør af dyrevelfærdsloven, skal administreres og
fortolkes i overensstemmelse med lovens formålsbestemmelse.
Den nye dyrevelfærdslov er en rammelov for langt størstedelen af dyrevelfærdsområdet, og den nye
struktur med en bredere anvendelse af bemyndigelser i loven giver mulighed for, at reglerne
fremadrettet kan tilpasses udviklingen og ny viden på området på en hurtigere og mere fleksibel måde,
herunder især i forhold til anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer
Det skal tilføjes, at de enkelte bemyndigelser i dyrevelfærdsloven har et indhold og rækkevidde, som
afgrænser, hvad der kan fastsættes regler om i bekendtgørelsesform.
Det bliver inden for de nye strukturelle rammer og de principper, der fremgår af dyrevelfærdslovens
formålsbestemmelse, at fremtidige indholdsmæssige ændringer til dyrevelfærdslovgivningen vil kunne
fastsættes. Den kommende regeldannelse vil bl.a. ske på grundlag af ny viden, herunder anerkendte
praktiske erfaringer og forskningsresultater, som kan danne udgangspunktet for nye eller ændrede
regler, der tager hensyn til dyrenes tarv.
Rasmus Prehn
/
Hanne Larsen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk