Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 14. januar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 533 (MOF alm. del) stillet 17. december 2020 efter ønske
fra Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 533
”Vil
ministeren oplyse, om Aarhus Universitet har modtaget de nye kvælstoftal fra DMI på
nuværende tidspunkt, og hvad begrundelsen i bekræftende fald er på, at kvælstoftallene
for NOVANA 2019 først gøres tilgængelig for Folketinget og offentligheden i løbet af høringsperioden
(april/maj 2021) for 3. vandområdeplanperiode, der er planlagt til februar?”
Svar
Processen forløber sådan, at DMI leverer nedbørsdata til Aarhus Universitet, som indgår i de
opgørelser af kvælstofudledningen, som universitetet foretager for 2019. Da der er opdaget mulige fejl
i de pågældende nedbørsdata, pågår der i øjeblikket en gennemgang og opdatering af disse. Først når
dette arbejde er afsluttet, kan DMI levere nye nedbørsdata, og først herefter kan Aarhus Universitet
foretage beregningen af kvælstofudledningen. Der foreligger derfor ikke kvalitetssikrede tal for
kvælstofudledningen i 2019 på nuværende tidspunkt. Aarhus Universitet har oplyst, at kvælstoftallene
forventes offentliggjort omkring den 1. april 2021.
Den kvælstofbelastning, der danner grundlag for vandplanerne, fastsættes på baggrund af flere års
data. Det skyldes, at kvælstofudledningen af flere årsager varierer mellem årene, og der derfor opnås
den mest robuste opgørelse ved at anvende flere års data i planlægningen. Da kvælstoftallene for 2019,
af ovenstående grunde, først offentliggøres efter, at udkast til vandplaner for tredje vandplanperiode
forventes sendt i høring, og da opdatering af grundlaget for udkast til vandplanerne med kvælstoftal
fra 2019 forudsætter omfattende genberegninger, vil disse tal ikke indgå i den kvælstofbelastning
udkastet baseres på.
Lea Wermelin
/
Lidde Bagge Jensen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk