Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-25670
Den 13. januar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 532 (MOF alm. del) stillet 16. december 2020 efter ønske
fra Zenia Stampe (RV).
Spørgsmål nr. 532
”Kan
ministeren oplyse, hvilke krav der stilles til den faglige vurdering af, om etablering
eller udvidelse af et husdyrbrug kan gøre skade på et internationalt naturbeskyttelsesområde,
herunder beskyttede arter, jf. bekendtgørelse om udpegning og administration
af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter uanset
beskyttelsesniveauet? Og kan ministeren i den forbindelse uddybe, hvad der konkret menes
med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens
§ 36, stk. 7, hvor der står, at der ”ved skade
forstås, at det på et konkret eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumenteres,
at ammoniakpåvirkningen fra husdyrbruget med det ansøgte vil medføre en påviselig biologisk
ændring af et internationalt naturbeskyttelsesområde, herunder beskyttede arter,
selvom beskyttelsesniveauet i denne bekendtgørelse er overholdt”, og om denne bestemmelse
overhovedet er forenelig med habitatdirektivets krav om et forsigtighedsprincip.”
Svar
Det følger af husdyrreguleringen, at kommunen skal meddele afslag på en ansøgning om godkendelse
eller tilladelse, hvis skade på et internationalt naturbeskyttelsesområde, herunder beskyttede arter,
ikke kan forhindres, selvom beskyttelsesniveauet for ammoniak m.v. overholdes.
Kommunens forpligtelse til at meddele afslag i visse situationer har et yderst snævert
anvendelsesområde. Ved skade forstås således, som nævnt i spørgsmålet, at det på et konkret
eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumenteres, at ammoniakpåvirkningen fra
husdyrbruget med det ansøgte vil medføre en påviselig biologisk ændring af et internationalt
naturbeskyttelsesområde, herunder beskyttede arter, selvom beskyttelsesniveauet i
husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er overholdt.
Afslagsforpligtelsens yderst snævre anvendelsesområde hænger sammen med, at bekendtgørelsens
beskyttelsesniveau for ammoniakpåvirkningen er fastsat ud fra bedste videnskabelige viden, som
sikrer, at der med overholdelse af dette beskyttelsesniveau ikke vil kunne påvises en biologisk ændring
af naturområderne. Det er Miljøministeriets vurdering, at der dermed også er taget højde for
forsigtighedsprincippet i reguleringen.
Lea Wermelin
/
Nina Møller Porst
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk