Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2316323_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-24289
Den 21. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 424 (MOF alm. del) stillet 30. november efter ønske fra
Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 424
”Vil
ministeren oplyse, i hvor mange tilfælde (antal og procent) Miljøstyrelsens
væsentlighedsvurdering henholdsvis vurdering af farlige stoffer har ført til egentlig
habitatkonsekvensvurdering og/eller afvisning af ansøgning til klaptilladelse?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen
har ikke en opgørelse over, hvor mange ansøgninger om genplacering af
havbundsmateriale, der indeholder en habitatkonsekvensvurdering og/eller ender med helt eller
delvist afslag, eller alternativ anvendelse af materialet, som følge af dialog med ansøger. På årsbasis er
det kun få ansøgninger, som munder ud i en afgørelse om afslag.
Baggrunden herfor er, at ikke alle ansøgninger om genplacering af havbundsmaterialer ender med
klapning på klappladser. En del ender med at blive nyttiggjort i anlægsprojekter, eller f.eks. tilslag i
cementindustrien. En del af ansøgningerne om klapning munder ikke ud i en klaptilladelse, fordi dele
af materialet ikke kan klappes på grund af materialets indhold af miljøfarlige stoffer. Ved oprensning
af en havn vil nogle områder af havnens sediment kunne klappes, mens materiale fra andre områder i
havnen må afvises. Ansøgeren vælger som regel på baggrund af dialog med Miljøstyrelsen at tilrette
ansøgningen, således at de materialer, som ikke kan leve op til kravene, i stedet bringes på land.
Miljøstyrelsen har ikke en opgørelse af, i hvor mange tilfælde det således sker, at ansøger selv vælger at
ændre den oprindelige ansøgning på denne baggrund.
Ved ansøgninger om klapning vil ansøgeren som regel undlade at søge om klapning i et Natura 2000-
område, hvis det er sandsynligt, at en væsentlighedsvurdering vil vise, at der kan være en væsentlig
påvirkning af Natura 2000-området. Ansøger har også mulighed for at søge dialog med Miljøstyrelsen,
inden en ansøgning indgives, så åbenlyst kritiske projekter opgives eller flyttes til en anden klapplads
allerede inden, en ansøgning fremsendes.”
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk