Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 27. januar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 489 (MOF alm. del) stillet 10. december 2020 efter ønske
fra Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål 489
I lyset af at bildæk udgør den største kilde til mikroplast i miljøet i Danmark bedes ministeren oplyse,
om der vil blive fastlagt miljøkvalitetsstandarder (EQS) for nano- og mikroplast fra dæk eller andre
anvendelser af plast og/eller EQS for farlige stoffer
–
herunder 6PPD i dæk og andre plastanvendelser
på baggrund af det omfattende forbrug og slid
–
og derfor også krav til spildevands- og
regnvandskoncentrationer og udledte mængde af disse miljøfremmede stoffer og materialer?
Svar
I henhold til besvarelse af, hvorvidt der er behov for fastsættelse af miljøkvalitetskrav for de
pågældende stoffer, som blandt andet afhænger af forholdet mellem den forventede koncentration af
stofferne i vandmiljøet og stoffernes giftighed, henvises der også til besvarelsen i 486 og 487.
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Fastsættelse af miljøkvalitetskrav for miljøfarlige forurenende stoffer sker i bilag 2 til bekendtgørelse
nr. 1625/2017 om fastlæggelse af miljømål på baggrund af kvalitetskriterier, som er grænseværdier
udarbejdet af Miljøstyrelsen på et fagligt grundlag.
Miljøstyrelsen vurderer løbende, hvilke stoffer der skal udarbejdes kvalitetskriterier for. På baggrund
af en prioritering foretaget i foråret 2020 er styrelsen ved at udarbejde kvalitetskriterier for et antal
stoffer, herunder en række af de stoffer, der indgår i det nationale overvågningsprogram NOVANA,
samt stoffer, der er relevante for virksomheders udledninger. Styrelsen har for nuværende ikke
planlagt at udarbejde kvalitetskriterier med henblik på fastsættelse af miljøkvalitetskrav
(miljøkvalitetsstandarder) for hverken nano- og/eller mikroplast fra dæk eller andre anvendelser af
plast eller for 6PPD og 6PPD-quinon. Styrelsen er i forbindelse med fremtidige prioriteringer af, hvilke
stoffer der skal udarbejdes kvalitetskriterier for, opmærksom på 6PPD og dets
nedbrydningsprodukter.
Styrelsen har ikke en plan for udarbejdelse af kvalitetskriterier for nano- og/eller mikroplast, blandt
andet fordi eventuelle fysiske og/eller økotoksikologiske effekter af nano- og mikroplast i vandmiljøet
efter styrelsens vurdering ikke p.t. er tilstrækkeligt belyst til at kunne danne baggrund for udarbejdelse
af kvalitetskriterier. Derudover findes der endnu ingen internationalt anerkendte metoder til måling af
nano- og mikroplast i vandmiljøet. Miljøstyrelsen følger drøftelserne om nano- og mikroplast i
ekspertgrupper under EU-Kommissionen, hvor det endnu ikke er afklaret, hvorvidt nano- og
mikroplast kan reguleres under vandrammedirektivet.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk