Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2326035_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 27. januar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 488 (MOF alm. del) stillet 10. december 2020 efter ønske
fra Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål 488
Vil ministeren oplyse, hvordan stoffet 6PPD er blevet vurderet inden for EU's REACH-regulering eller
i anden EU-lovgivning, f.eks. vandrammedirektivet, og/eller af danske myndigheder?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen har ikke undersøgt 6PPD eller dets nedbrydningsprodukt 6PPD-quinon
nærmere i regi
af REACH, fx i forbindelse med en stofvurdering. Det bemærkes dog, at 6PPD er registreret under
REACH, da stoffet produceres/importeres i EU i mængder på over 1000 tons/år. Stoffet har været
genstand for en overensstemmelseskontrol (et såkaldt compliance check) udført af ECHA, hvilket
resulterede i, at ECHA i 2017 i en afgørelse krævede yderligere forsøg med stoffet. De krævede forsøg
inkluderede et prænatalt udviklingstoksicitetsstudie og et udvidet et-generationsstudie for at
undersøge stoffets reproduktionstoksiske egenskaber. Resultaterne fra disse studier er nu inkluderet i
registreringsdossieret. 6PPD-quinon er ikke registreret under REACH, og der foreligger derfor ikke et
registreringsdossier med data på dette stof.
Stoffet 6PPD indgår ikke i det nuværende nationale overvågningsprogram, NOVANA. Det samme
gælder nedbrydningsproduktet 6PPD-quinon. 6PPD og dets nedbrydningsprodukt har heller ikke
tidligere været inddraget i NOVANA-programmet.
Miljøstyrelsen justerer løbende overvågningsprogrammet og vurderer, om andre stoffer end de
allerede inkluderede evt. fremadrettet skal indgå i overvågningen. NOVANA-programmet skal
revideres i 2021 med henblik på at sikre, at det fortsat lever op til de gældende direktivkrav m.v. for
den kommende overvågningsperiode 2022-2027. I den sammenhæng vil det blive vurderet, om 6PPD
kan være relevant at inddrage, herunder om forekomsten af stoffet og dets nedbrydningsprodukter evt.
kan undersøges gennem en screening.”
I øvrigt henvises til svar på alm. del spm. 487, hvor vurdering af giftigheden af 6PPD og
nedbrydningsproduktet 6PPD-quinon over for organismer i vandmiljøet uddybes.
Lea Wermelin /
Peter Østergård Have
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk