Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2312761_0001.png
rFolketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 24520
Den 22. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 442 MOF alm. del stillet 3. december 2020 efter ønske
fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 442
Vil ministeren forholde sig til rapporten fra Aarhus Universitet, der konkluderer, at udledningen af
spildevand fra virksomheden RGS Nordic har vist sig at være en væsentlig belastning af vandmiljøet i
Agersø Sund? Der henvises til artiklen ´Ny rapport: Udledning af spildevand ved Stigsnæs truer
havmiljøet´fra Tv2 Øst den 27. november 2020 (www.tv2east.dk/slagelse/ny-rapport-udledning-af-
spildevandved-stigsnaes-truer-havmiljoeet).
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som på baggrund af en gennemgang af rapporten bl.a.
kan oplyse, at:
”Miljøstyrelsen
har ikke grund til at betvivle de data, som rapporten bygger på.
Rapportens sammenligning mellem målte udløbskoncentrationer med gældende generelle
miljøkvalitetskrav vurderes at være retvisende. Til gengæld er prøvetagningsmetoden ikke egnet
til sammenligning med miljøkvalitetskravet for maksimumkoncentrationen. Det er derfor
sandsynligt, at maksimumskoncentrationen overskrides oftere end angivet i rapporten, men der
foreligger ikke data for de reelle maksimumkoncentrationer.
Rapporten sammenligner resultaterne af de enkelte månedsprøver med såvel krav i
miljøgodkendelsen som med de nuværende miljøkvalitetskrav ganget med 70. Dette er ikke
retvisende, idet såvel kravene i miljøgodkendelsen som de generelle miljøkvalitetskrav er
gældende som årsgennemsnit.
I miljøgodkendelsen og rapportens vurderinger tages der ikke højde for stoffernes i forvejen
forekommende koncentration i det berørte vandområde.
Til rapportens tekst om revurdering kan Miljøstyrelsen oplyse, at Slagelse Kommune i
overensstemmelse med godkendelsesbekendtgørelsen § 40 har påbegyndt revision af RGS
Nordics miljøgodkendelse. Den reviderede miljøgodkendelse med vilkår skal være indført på
virksomheden senest den 17. august 2022.
MST er enig i DCE’s fremstilling af NOVANA-programmet
som værende repræsentativt for
vandområdet som helhed, og at det ikke er rettet mod den konkrete punktkilde.
Miljøstyrelsen vurderer overordnet, at selvom rapporten henviser til vandrammedirektivet og
målene om god økologisk og god kemisk tilstand, herunder overholdelse af gældende
miljøkvalitetskrav, så forholder den sig ikke til vandområdeplanerne og de konkrete oplysninger
om det berørte vandområde. Miljøstyrelsen kan ikke på baggrund af rapporten vurdere, om den
konkrete udledning har direkte betydning for den økologiske og kemiske tilstand i vandområdet
Smålandsfarvandet, åbne del, som Agersø Sund udgør en del af. Det kan imidlertid konstateres,
at der er et sammenfald mellem enkelte af de stoffer, som udledes, og de stoffer som overskrider
gældende miljøkvalitetskrav.
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 442: Spm. om ministeren vil forholde sig til rapporten fra Aarhus Universitet, der konkluderer, at udledningen af spildevand fra virksomheden RGS Nordic har vist sig at være en belastning af vandmiljøet i Agersø Sund, til miljøministeren
Det skal bemærkes, at rapporten i vurderingen af udledningen alene forholder sig til
miljøkvalitetskrav, som gælder for vandfasen, mens tilstandsvurderingerne i
vandområdeplanerne for kystvande er baseret på målinger og kravværdier, som gælder for
sediment og biota (fisk).”
Jeg kan supplerende forstå, at Slagelse Kommune jf. Sjællandske Nyheder af 23. juni i artiklen
“Fiskene er forsvundet fra stort sund: Nu skal årsagen findes” påtænker en undersøgelse, hvilket lyder
klogt.
Lea Wermelin
/
Cecilie Spanner Rydeng
2