Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2308065_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-24370
Den 16. december 2020
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 439 (MOF
alm. del) stillet 2. december 2020 efter ønske fra Torsten Schack Pedersen (V).
Spørgsmål nr. 439
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan man har taget hensyn til socioøkonomiske forhold, som er et
krav i havstrategidirektivet, jf. grundnotat om fiskeriregulering i svenske Natura 2000-områder i
Kattegat (MOF alm. del
bilag 166)?”
Svar
Det er Sverige, som initierende medlemsstat, der har udarbejdet forslag til fiskeriregulering i de
svenske Natura 2000-områder i Kattegat. Danmark og Tyskland er blevet konsulteret som berørte
medlemsstater.
Det fremgår af havstrategidirektivets artikel 13, stk. 3, at ”Ved
udarbejdelsen af
indsatsprogrammerne, jf. stk. 2, tager medlemsstaterne behørigt hensyn til princippet om bæredygtig
udvikling og navnlig til de sociale og økonomiske konsekvenser af de påtænkte foranstaltninger.”
Dansk fiskeri har en særlig interesse i
’Sprækken’,
som er et blødbundshabitat beliggende i Natura
2000-området
’Stora Middelgrund och Röde Bank’.
Korridoren fungerer som bindeled mellem to
fiskepladser, som især benyttes af danske fiskere. Sverige er forpligtet til gennem et indsatsprogram at
beskytte et repræsentativt udsnit af blødbundshabitater under EU’s havstrategidirektiv.
Det er regeringens vurdering, at de erhvervsøkonomiske konsekvenser ved områdelukningen er
proportionale med områdets beskyttelseshensyn. Der er i denne vurdering lagt vægt på, at det svenske
forslag bidrager til en sammenhængende områdebeskyttelse af havmiljøet i vores fælles havområde
med relativt begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser til følge. Regeringen lægger desuden vægt
på, at landene kan have forskellige tilgange til områdebeskyttelse, men at beskyttelsen skal være
videnskabelig begrundet. Nærværende forslag danner derfor ikke præcedens for regeringens
stillingtagen til fremtidige forslag, som stadig vil blive vurderet på ad-hoc basis og med udgangspunkt i
de specifikke områders beskyttelsesbehov.
Forslaget har kørt parallelt med den kommende fælles henstilling mellem Danmark, Sverige og
Tyskland om fiskeriregulering i syv naturbeskyttede områder i den danske del af Kattegat. De to
forslag markerer et vigtigt skridt i opfyldelsen af både Danmarks og Sveriges forpligtelser over for et
presset havmiljø og er derfor en tilfredsstillende konklusion på to års lange forhandlinger.
Rasmus Prehn
/
Nis Christensen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk