Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2312400_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-22721
Den 22. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 421 (MOF alm. del) stillet den 30. november 2020 efter
ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 421
”Når
man ikke kan udelukke, at forureningen fra mink-massegrave går i grundvandet,
bedes ministeren redegøre for, hvilken betydning det får, hvis det gør. Kan man fortsat
bade i søen sommer og vinter, eller er der en sundhedsrisiko forbundet med dette?”
Svar
Der lægges til grund, at spørgeren henviser til Boutrup Sø ved Nr. Felding.
Miljøstyrelsen oplyser, at Miljøstyrelsen ikke vurderer, at der vil være tale om en væsentlig og akut
påvirkning af overfladevandet i områderne.
I GEUS’ og DTU’s notat om "Vurdering af mulig
udvaskning fra nedgravningsområder for mink" estimeres strømningshastigheden i grundvandet til at
være mellem 40 og 125 m/år. Estimatet bygger på skønsmæssige beregninger, hvorfor intervallet
mellem højeste og laveste hastighed er stort.
Miljøstyrelsen oplyser videre, at Miljøstyrelsens rådgivere vil i forbindelse med den igangværende
forureningsundersøgelse på grundlag af målinger estimere den faktiske strømningshastighed i
grundvandet på de to lokaliteter. Der er etableret boringer omkring gravene og udtaget prøver. Selv
hvis den højeste strømningshastighed lægges til grund, forventer Miljøstyrelsen, at
afværgeforanstaltninger vil være etableret i tide, så forureningen ikke når Boutrup Sø. Det forventes, at
rådgiverne har afsluttet deres forureningsundersøgelser og foretaget en risikovurdering i februar 2021.
I forhold til badning i Boutrup Sø har Miljøstyrelsen oplyst, at søen anvendes af lokalbefolkningen til
rekreative formål, men at den ifølge oplysninger fra Holstebro kommune ikke er udpeget som
badevandssø. Der udtages derfor ikke badevandsanalyser fra søen.
Jeg har bedt Miljøstyrelsen om at følge op på alle de anbefalinger, GEUS og DTU kommer med i
notatet.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk