Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2307684_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-23170
Den 16. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 318 (MOF alm. del) stillet den 18. november 2020 efter
ønske fra Anni Matthiesen (V) og Eva Kjer Hansen (V).
Spørgsmål nr. 318
Finder ministeren, at det er blevet nemmere for Kemikalieinspektionen at løfte bevisbyrden
for, hvilke midler der er omfattet af EU-forordning nr. 528/2012 (biocidforordningen)?
Svar
Idet emnefeltet for spørgsmålene MOF alm. del spm. 318-323 samlet set er relateret til
algemiddelsproblematikken, forudsættes det, at der med ”midler”
i nærværende spørgsmål menes
rengørings- og husrensmidler m.fl.
Miljøministeriet er bekendt med, at en række midler markedsføres som bl.a. facadevaskmidler, selvom
disse reelt kan anvendes til algebekæmpelse, og således synes at være biocider. Det er en
problemstilling, som jeg er helt enig i, at vi skal finde en løsning på, og det er område jeg er meget
opmærksom på.
Indtil nu har Kemikalieinspektionen på grund af disse rengøringsprodukters anprisninger eller mangel
på samme haft svært ved at løfte bevisbyrden for, at disse rengøringsmidler er omfattet af Europa-
Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og
anvendelse af biocidholdige produkter (herefter benævnt biocidforordningen).
I lyset af dommen fra EU-domstolen om Pure Air (C-592/18) og den kommunikation Miljøministeriet
har haft med EU-Kommissionen i kølvandet heraf, står det klart, at Kommissionen tilslutter sig Pure
Air-dommens konklusioner. Det fremgår af dommen, at tilsynsmyndigheder, fx
Kemikalieinspektionen, kan inddrage andre elementer end det, som står på etiketten, når det skal
vurderes, om et produkt markedsføres som et biocidmiddel. Kommissionen bemærkede yderligere
hertil, at også koncentrationen af aktivstoffet i produktet med fordel kunne inddrages i
tilsynsmyndighedens vurdering af, om der er tale om et produkt, som reelt er bestemt til at fungere
som et biocidmiddel. Mit ministerium vurderer derfor, at Kemikalieinspektionen har fået bedre
værktøjer til at skride ind over for disse rengøringsmidler på baggrund af de nye
fortolkningsprincipper, som fremkom i lyset af EU-domstolens dom og Kommissionens brev.
Kemikalieinspektionen har vurderet at der stadig er udfordringer med håndhævelse, selvom ”Pure Air”
dommen og brevet fra EU-Kommissionen er et nyttigt bidrag. Det skyldes, at spørgsmål omkring
vildledende markedsføring altid er en konkret vurdering fra sag til sag. Det er dog forventningen, at
Kemikalieinspektionen vil få yderligere værktøjer til at løfte bevisbyrden for disse typer produkter, når
der fremkommer endelig afklaring på de andre initiativer, som jeg satte i værk i foråret 2020. Det
drejer sig om mulig fastsættelse af en koncentrationsgrænse for aktivstoffet Benzalkoniumchlorid og
en forespørgsel til Kommissionen om, hvorvidt et konkret rengøringsprodukt er omfattet af
biocidforordningen. Der henvises endvidere til svar på MOF alm. del spm. 319 og alm. del spm. 323.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
CVR 12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 318: Spm. om, at det er blevet nemmere for Kemikalieinspektionen at løfte bevisbyrden for, hvilke midler der er omfattet af EU-forordning nr. 528/2012, til miljøministeren
Når ministeriet får endelig afklaring på disse spørgsmål, er det aftalt med Kemikalieinspektionen, at
de næste år vil køre en kontrolkampagne målrettet de omhandlede midler. Hvis det skulle vise sig, at
afklaringen med kommissionen viser, at disse typer rengøringsmidler ikke kan anses som
biocidprodukter, så har jeg bedt mit ministerium om at undersøge, om reglerne på området kan
skærpes på anden vis.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
2