Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 259 (MOF alm. del) stillet den 12. november 2020 efter
ønske fra Egil Hulgaard (KF).
Spørgsmål nr. 259
"Vil ministeren oplyse, om Naturstyrelsens skilte ved indhegninger, hvor der blandt andet står, at man
skal "gå stille og roligt gennem indhegningen" betyder, at helt almindelige rekreative aktiviteter som
f.eks. løb og cykling er forbudt i Naturstyrelsens indhegninger? Der henvises til
adgangsbekendtgørelsens § 25, der blandt andet siger, at alle, der færdes i naturen, skal følge ejerens
skiltning."
Svar
Det følger af naturbeskyttelsesloven, at borgerne har adgang til alle statens arealer døgnet rundt,
herunder i indhegninger. Færdsel til fods er tilladt overalt og døgnet rundt. Ridning i skove er tilladt
døgnet rundt på veje, som er mere end 2�½ m brede, på afmærkede ridestier samt i skovbunden, mens
ridning på og i udyrkede arealer døgnet rundt kun er tilladt på de veje og stier, der fører igennem de
udyrkede arealer, samt på afmærkede ridestier. Cykling er tilladt døgnet rundt på alle veje og stier,
hvor man kan cykle med en almindelig cykel, samt på afmærkede cykelstier. Færdslen sker som
udgangspunkt på eget ansvar.
Disse rettigheder kan ikke indskrænkes gennem § 25 i adgangsbekendtgørelsen. Formålet med
Naturstyrelsens skiltning er alene at give brugerne af arealerne forslag til hensigtsmæssig færdsel i
indhegninger.
Naturstyrelsen oplyser, at dyrene i styrelsens indhegninger sædvanligvis er rolige dyr, men at de kan
instinktivt reagere, hvis der kommer høje lyde eller pludselige bevægelser. Derfor er det en fordel for
de besøgende at vide, hvordan man færdes mest hensigtsmæssigt, særligt hvis der medtages børn eller
hunde. Løb og cykling anses ikke for at udgøre en risiko i sig selv, men også i de situationer kan den
besøgende af hensyn til sig selv holde afstand til dyrene og f.eks. ikke komme mellem ko og kalv mv. Vi
vil i det videre forløb med udmøntning af natur- og biodiversitetspakken se nærmere på den
tilgængelige information om Naturstyrelsens arealer for netop at sikre, at man får gode råd om
adfærdsregler og samtidig føler sig tryg og velkommen.
Skiltningen i indhegningerne er udformet efter høring af Adgangsforum, som rådgiver Miljøministeriet
om spørgsmål i relation til adgang til naturen. Naturstyrelsen oplyser, at styrelsen løbende foretager
justeringer i skiltningen, så den lever op til formålet, og at styrelsen fortsat vil inddrage Adgangsforum
i forbindelse med eventuel revision.
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk