Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2302839_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. december 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 256 (MOF alm. del) stillet den 12. november 2020 efter
ønske fra Egil Hulgaard (KF).
Spørgsmål nr. 256
"Vil ministeren oplyse, hvor stort et areal de planlagte 15 naturnationalparker samlet set forventes at
omfatte, hvor stor en andel af dette som forventes indhegnet, og i hvilket omfang disse 15
naturnationalparker forventes etableret på Naturstyrelsens arealer?"
Svar
I juni 2020 indgik regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet aftaler om midler til
naturindsatser, herunder midler til etablering af de to første naturnationalparker i Gribskov og ved
Fussingø.
Naturnationalpark Fussingø bliver på omkring 800 hektar og naturnationalpark Gribskov
bliver på omkring 1.100 hektar på statens arealer. Der er i aftalen lagt til grund, at der opsættes et ydre
hegn i disse naturnationalparker, men der er endnu ikke taget stilling til, hvilke hegn, der skal
opsættes. Der er igangsat en proces, hvor både forskere, interessenter og lokale brugergrupper bliver
inddraget, inden der tages stilling til den endelige udformning af projekterne i aftalekredsen.
De kommende naturnationalparker i Gribskov og Fussingø skal være med til at styrke natur og
biodiversitet og samtidig give nye friluftsmuligheder. Hegnet skal hegne dyrene inde, men ikke holde
folk ude. Tværtimod.
Regeringen har endvidere d. 4. december 2020 indgået en aftale med Radikale Venstre, SF,
Enhedslisten og Alternativet om en natur- og biodiversitetspakke på 888 mio. kr. i perioden 2021-
2024 til blandt andet udlæg af urørt skov og etablering af nye naturnationalparker. Samlet set kan
naturen på et areal, som er omkring dobbelt så stort som Langeland, slippes fri. Desuden er
aftaleparterne enige om at der skal udarbejdes en strategi for forvaltning af truede arter, nedsættes et
biodiversitetsråd, iværksættes en lovgennemgang på natur- og biodiversitetsområdet samt igangsættes
indsatser for havmiljøet. De afsatte midler betyder, at vi samlet set kan nå op på i alt 15
naturnationalparker på statens arealer inklusiv de kommende naturnationalparker i Fussingø og
Gribskov. Den konkrete udmøntning skal drøftes mellem aftaleparterne. Stillingtagen til placering af
kommende naturnationalparker vil ske som led i en samlet drøftelse af flere potentielle områder.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk