Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. november 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 206 (MOF alm. del) stillet
4. november 2020 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål 206
Regeringen bedes redegøre for, hvilke aktuelle overvejelser og konkrete planer regeringen har for
og sikre, at der er avlsdyr nok til rådighed for at sikre uændret sædvanlig størrelse minksektor også
til næste år 2021.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:
”Der
henvises til lovforslag L 77 - Forslag til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af
mink. Lovforslaget indebærer, at alle mink på danske minkfarme, inklusiv avlsdyr, skal aflives, og
samtidig foreslås et forbud mod hold af mink til og med den 31. december 2021.
Det fremgår af risikovurderingen fra Statens Serum Institut (SSI) af 3. november 2020, at såfremt
minkproduktionen fortsættes i Danmark, således at der i 2021 genetableres en stor population af
mink, vurderes det for overvejende sandsynligt, at denne population vil være modtagelig for smitte, og
at det forventes, at der stadig vil være COVID-19 i omløb blandt mennesker og ingen betydende
immunitet i befolkningen, før størstedelen af befolkningen er vaccineret. Dermed er der en betydelig
risiko for gentagelse af smittespredning blandt mink og mennesker, som er set i vestdanmark i 2020.
SSI vurderer, at dette indebærer en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større
sygdomsbyrde blandt mennesker, og ved at et stort virusreservoir øger risikoen for, at der igen opstår
nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod. Samlet set kan den
flokimmunitet, der opnås ved vaccination eller overstået infektion, risikere at blive svækket eller
udeblive. SSI skriver desuden, at det samtidig må forventes at betyde en væsentlig forringelse af
mulighederne for at bevare epidemikontrol i Danmark.
En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer derfor efter
sundhedsmyndighedernes vurdering en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for
mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.
På baggrund af ovenstående besluttede regeringen at påbyde aflivning af alle mink i danske
besætninger samt forbyde genindsættelse af mink til og med den 31. december 2021.”
Rasmus Prehn
/
Nikolaj Veje
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk