Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2468437_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 27. oktober 2021
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1680 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 13. september 2021.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Torsten Schack Pedersen (V), Anni Matthiesen (V) og Marie Bjerre
(V).
Spørgsmål nr. 1680 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren give en status på situationen omkring IHN-smitte for danske dambrug og ”put and
take”-søer?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har
oplyst følgende:
”Den aktuelle situation viser elleve IHN-smittede akvakulturvirksomheder, hvoraf otte er dambrug og
tre er put and take-søer. Disse er under offentligt tilsyn og må ikke flytte eller sælge fisk mv. uden
tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Der er i forbindelse med sygdomsudbruddene oprettet otte
restriktionszoner i Danmark. På baggrund af omfanget af de seneste udbrud har Fødevarestyrelsen den
13. september 2021 vurderet, at det er nødvendigt midlertidigt at suspendere Danmarks IHN-fri status
frem til den 1. november 2021.
Dansk Akvakultur, der repræsenterer størstedelen af dambrugere i Danmark, har den 1. oktober 2021
fremsendt en anmodning til ministeren om at ophæve Danmarks IHN-frie status. Fødevarestyrelsen har
foretaget en høring af de øvrige interessenter (Danske Ørredsøer, Danmarks Sportsfiskerforbund,
Danish Seafood Association og Landbrug & Fødevarer), der har meddelt støtte til ønsket. Der er blandt
interessenterne fortsat ønske om, at Danmark på sigt skal generhverve sin IHN-frie status.
Ønsket om nu at ophæve Danmarks IHN-fri status vil bevirke, at ingen danske akvakulturvirksomheder
vil kunne betragtes som IHN-fri. Der vil derved fortsat ikke kunne certificeres for IHN-frihed efter den
midlertidige suspension udløber. Dog kan den enkelte akvakulturvirksomhed ansøge om status som et
IHN-frit segment, hvis den opfylder kravene i EU-forordning 2020/689 om supplerende regler til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 for så vidt angår regler om overvågning,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1680: Spm. om status på situationen omkring IHN-smitte for danske dambrug og put and take-søer, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
udryddelsesprogrammer og status som sygdomsfri for visse listeopførte og nye sygdomme. Den 8.
oktober 2021 har Fødevarestyrelsen sendt et orienterende brev herom til 96 akvakulturvirksomheder,
hvor der samtidig oplyses om tidsfrist for segmentansøgning den 18. oktober 2021 kl. 12.00.”
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
2