Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 11110
Den 6. september 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1560 (MOF alm. del) stillet 8.juli 2021 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1560
”Som
det fremgik af nyhedsudsendelse på TV Midtvest den 5. juli 2021, så udfører kommunerne
fortsat miljøtilsyn på minkfarme, på trods af at disse alle desværre er tomme for
dyr. Vil ministeren oplyse om formålet med disse miljøtilsyn
–
herunder risikobetragtningen
bag tilsynene og prioriteringen heraf
–
når den potentielle miljøpåvirkning fra denne
type virksomheder helt eller tilnærmelsesvis må betragtes som ikke eksisterende?”
Svar
Jeg har forelagt problemstillingen for Miljøstyrelsen, der har oplyst, at minkfarme er omfattet af
kravet om regelmæssige tilsyn efter reglerne i miljøtilsynsbekendtgørelsen. Der er forskellige former
for tilsyn, herunder basis-, prioriterede og § 9-tilsyn, og der kan både tilrettelægges fysiske og
administrative tilsyn.
Kravet om regelmæssige tilsyn gælder, indtil driften er ophørt. Dette anses for at være tilfældet, når
eventuelle miljømæssige foranstaltninger i forbindelse med ophøret er foretaget, fx tømning af tanke,
oprydning af oplag mv. Reglerne om regelmæssige tilsyn gælder uanset, at minkfarmen er tom for dyr,
idet der skal være sikkerhed for, at der ikke længere er aktiviteter, gødningsoplag eller andre kilder til
forurening.
Regelmæssige tilsyn skal herved kun føres, indtil det vurderes, at minkfarmen er lukket ned på en
miljømæssigt forsvarlig måde, og at arealet er bragt i miljømæssigt acceptabel stand. Denne vurdering
ligger hos kommunen. Der er ikke et krav om, at tilsynsmyndigheden skal føre tilsyn i umiddelbar
forbindelse med ophør af en virksomhed eller et husdyrbrug m.v. Det centrale er, at kommunen har et
grundlag for at vurdere, at minkfarmen er lukket ned på en miljømæssigt forsvarlig måde, og at arealet
er bragt i miljømæssigt acceptabel stand. Dette grundlag kan efter omstændighederne godt foreligge,
selvom kommunen ikke har været på fysisk tilsyn i tilknytning til ophøret, herunder via et
administrativt tilsyn.
Kommunerne har herved muligheder for at tilrettelægge en miljømæssigt forsvarlig afslutning af
tilsynsindsatsen herunder med hensyntagen til den helt særlige situation, der er opstået på
minkfarmene. Jeg vil samtidig bede Miljøstyrelsen vurdere, om der er behov for yderligere vejledning
til kommunerne.
Lea Wermelin
/
Nina Møller Porst
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk