Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2426622_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-9198
Den 1. juli 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1452 (MOF alm. del) stillet 10. juni 2021 efter ønske fra
Stén Knuth (V).
Spørgsmål nr. 1452
Vil ministeren oplyse, om brandslukningsskum med flourstoffer som PFOS er tilstede i
brandslukningsredskaber som f.eks. sprinkleranlæg i IT-rum? Og i bekræftende fald vil
disse anlæg så blive en del af undersøgelsen, der skal give overblik over problematiske
forekomster af flourstoffer og brugen heraf?”
Svar
PFOS har været forbudt at anvende i al brandslukningsskum siden 2011.
I et traditionelt sprinkleranlæg kommer der vand ud af sprinkleren. I virksomheder med brandbare
væsker eller andre brandbare emner, kan der være tilsluttet en beholder med et skumkoncentrat, som
tilføres vandet fra sprinkleren, når denne udløses. Dette skumkoncentrat kan i dag indeholde andre
flourstoffer end PFOS.
Mobile håndholdte brandslukkere indeholder desuden et brandskum, der kan indeholde flourstoffer.
Med hensyn til overbliksundersøgelsen vil jeg henvise til besvarelse af alm del spørgsmål 1453.
Jeg kan oplyse, at EU-kommissionen har bedt det Europæiske kemikalieagentur (ECHA) om at
udarbejde et forslag til begrænsning af brug af alle PFAS stoffer i brandskum i EU. Forslaget vil blive
fremsendt d. 1. oktober 2021, hvorefter det skal behandles i ECHAs videnskabelige komiteer. ECHA
har i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget undersøgt, hvilke PFAS der anvendes i brandskum i
EU, i hvor store mængder de anvendes samt alternativer.
Sammen med myndighederne i Holland, Norge, Sverige, Tyskland udarbejder Danmark desuden et
forslag til begrænsning af alle ikke-samfundskritiske anvendelser af PFAS i EU. Forslaget vil blive
sendt til behandling i ECHAs videnskabelige komiteer i 2022.
Lea Wermelin
/
Henrik Søren Larsen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk