MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1445: Spm. om, hvad ministeren vil gøre for, at tidligere minkejere hurtigst muligt selv kan få lov at rive de gamle minkfarme ned, der nu står tomme, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt

NOTAT

J.nr. 2021 -14

Den 15. april 2021

Notat om høringssvar vedr. lovforslag om ændring af lov om aflivning af og

midlertidigt forbud mod hold af mink og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet

Et udkast til forslag til lov om ændring af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet har været i en kort ekstern høring i perioden fra 24. marts

2021 til den 31. marts 2021.

Der er modtaget høringssvar fra følgende eksterne høringsparter: Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a.

(herunder Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur), Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, Det

Danske Minkerhverv, Den Danske Dyrlægeforening, Danske Advokater, FSR - danske revisorer og

Finans Danmark.

./.

Den politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af

COVID-19 vedlægges som bilag til dette høringsnotat.

Bemærkninger til lovforslaget m.v.

På baggrund af høringen og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris efterfølgende overvejelser

vil der blive stillet følgende ændringsforslag til lovforslaget:

- Den gældende lovs § 8, stk. 3, præciseres sprogligt således, at det fremgår direkte af ordlyden,

at der fastsættes regler om

fuldstændig

erstatning og

fuldstændig

kompensation.

- I den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der med lovforslaget bliver stk. 5, ændres

”revisorattestation” til ”erklæring fra en godkendt revisor”

- Den foreslåede § 8, stk. 8, om, at krav på erstatning og kompensation ikke kan overdrages, før

kravet er indtrådt, udgår. Hermed sikres fortsatte finansieringsmuligheder, ligesom aftaler om

transport i forskud på erstatning mv. kan indgås i forbindelse med samtykke fra panthavere, jf.

nedenfor.

- I den foreslåede bemyndigelse i § 8, stk. 9, om fordeling og udbetaling af erstatning og

kompensation tilføjes, at der herunder kan fastsættes regler om krav om samtykke fra

rettighedshavere og om det tidspunkt, som skal danne grundlag for værdiansættelsen af

rettigheder. Hensigten er at præcisere i bemærkningerne, at forringelsen af pantets værdi vil

blive opgjort på tidspunktet inden beslutningen om nedslagning af alle mink som følge af

COVID-19. Samtidig præciseres, at der påtænkes fastsat regler om, at der ved udbetaling af

forskud på erstatning m.v. skal indhentes samtykke fra pant- og rettighedshavere.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K

Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk

MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1445: Spm. om, hvad ministeren vil gøre for, at tidligere minkejere hurtigst muligt selv kan få lov at rive de gamle minkfarme ned, der nu står tomme, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

Den foreslåede bemyndigelse i § 8 a, stk. 4, ændres således, at der vil kunne fastsættes regler

om, at visse aktiver, der indgår i erstatning opgjort på grundlag af DCF-modellen efter

anmodning fra minkavleren kan

”frikøbes” til markedspris,

efter udmålingen af erstatningen

efter DCF-modellen er foretaget.

Der foreslås indført en bestemmelse, der bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om

statens betaling af renter, herunder om hvordan og fra hvornår renter skal beregnes.

Der foreslås indført en bestemmelse, der skaber hjemmel til, at staten også vil kunne overtage

ejendomsretten til ikke-minkrelaterede aktiver, som kompenseres, såfremt der fastsættes regler

om, at der kan ydes kompensation for disse aktiver i de særlige tilfælde, hvor den tilbageblivende

del af virksomheden/ejendommen bliver så lille eller er af en sådan beskaffenhed, at den ikke

kan udnyttes på fornuftig måde.

Udmøntningen af ovennævnte bemyndigelser skal besluttes i aftalekredsen.

Der vil være forhold, som skal afklares i relation til EU's statsstøtteregler, inden bemyndigelserne kan

udmøntes.

I det følgende redegøres for de væsentligste bemærkninger i høringssvarene. Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeris (herefter Fødevareministeriet) bemærkninger til høringssvarene er anført med

kursiv. I første hovedafsnit gennemgås generelle og overordnede bemærkninger til lovforslaget, den

gældende lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink (herefter minkloven) og den

politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19

(herefter den politiske aftale). I andet hovedafsnit gennemgås bemærkninger til lovforslagets

hovedpunkter, herunder specifikke bestemmelser. I tredje hovedafsnit gennemgås øvrige

bemærkninger relateret til enten lovforslaget, den gældende minklov eller den politiske aftale.

Generelle bemærkninger m.v.

Fuldstændig erstatning og kompensation

Dansk Pelsdyravlerforening mener, at det bør fremgå af lovforslaget, at der ydes fuldstændig erstatning

til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter

grundlovens § 73 eller ej, som dette fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, og mener på

baggrund af aftalen, at vurderingen i lovbemærkningerne til minkloven om, at det foreslåede

midlertidige forbud mod hold af mink ikke i almindelighed vil udgøre et ekspropriativt indgreb over for

de erhvervsdrivende, er aldeles uaktuel. Det Danske Minkerhverv fremhæver ligeledes, at den

grundlæggende forudsætning i den politiske aftale om, at der skal

betales ”fuldstændig erstatning” til

minkavlere og minkafhængige følgeerhverv mangler i lovforslaget.

Det Danske Minkerhverv mener endvidere, at det er i strid med aftalen, når lovforslaget bruger ordet

”kompensation”, hvilket ifølge foreningen fører til den fejlslutning, at der ikke skal betales fuldstændig

erstatning til hele minkbranchen, men fuldstændig erstatning til minkavlere og kompensation til resten

af minkbranchen. Landbrug & Fødevarer (L&F) anfører ligeledes, at lovforslagets gennemgående

anvendelse af både termerne erstatning og kompensation er i strid med aftalens klare ordlyd om, at der

skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv. L&F finder, at denne

tosporede terminologi er egnet til at skabe tvivl om den juridiske klassifikation, og anbefaler, at

lovforslaget renses for bemærkninger, hvor der angives termen

”kompensation”.

Det Danske

Minkerhverv

anfører, at kompensation er noget andet end ”fuldstændig erstatning”, idet ”fuldstændig

erstatning” modsvarer et økonomisk tab, hvorimod kompensation er et beløb, man får tildelt, uden det

nødvendigvis modsvarer et økonomisk tab, og foreningen finder det derfor afgørende, at der i

lovforslaget bruges samme formuleringer som i den politiske aftalen.

Landbrug & Fødevarer peger på, at det ikke omtales i lovforslaget, at det fremgår af den politiske aftale

af 25. januar 2021, at der er adgang til at modtage et engangsbeløb på kr. 80.000 i lukkeomkostninger,

som er en post, der er er uafhængig af den øvrige udmåling af fuldstændig erstatning, og som L&F mener

bør fremgår af lovforslaget.

Fødevareministeriet bemærker, at nærværende lovforslag ikke er en udmøntning af den politiske

aftale af 25. januar 2021, men har til formål at tilvejebringe hjemmel til at udmønte de dele af den

politiske aftale, som der ikke er hjemmel til eller klar hjemmel til i den gældende lov om aflivning af og

midlertidigt forbud mod hold af mink. Hjemlen til at udmønte den del af aftalen, som vedrører

fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlere og minkafhængige følgeerhverv, herunder de

i aftalen fastlagte erstatningsmodeller, findes i den gældende lovs § 8, stk. 3. Det gælder ligeledes det

i aftalen omtalte engangsbeløb på kr. 80.000 til at dække nedlukningsomkostninger.

Bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 8, stk. 3, vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, som i

overensstemmelse med den politiske aftale vil blive forelagt aftalekredsen inden den udstedes.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at

der er enighed om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og minkafhængige

følgeerhverv, uanset om der er tale om ekspropriation efter grundlovens § 73 eller ej. Med den politiske

aftale er aftalepartierne enige om, hvad "fuldstændig erstatning" til minkavlerne og minkafhængige

følgeerhverv er. Aftalepartierne er altså enige om, at de erstatningsmodeller, der beskrives i aftalen,

og som herefter skal benyttes i udmålingen af erstatningen, er "fuldstændig erstatning" til

minkavlerne og minkafhængige følgeerhverv.

Udmøntning af aftalen, hvormed der fastsættes regler om fuldstændig erstatning og fuldstændig

kompensation til de berørte virksomheder, ændrer ikke på vurderingen af, at aflivningen af mink og

det midlertidige forbud mod hold af mink, som følge af COVID-19 ikke i almindelighed vil udgøre et

ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende.

Fødevareministeriet finder dog på baggrund af de indkomne høringssvar, at det vil være

hensigtsmæssigt sprogligt at præcisere, at der i medfør af den gældende lovs § 8, stk. 3, vil blive fastsat

regler om fuldstændig erstatning og kompensation til minkavlere og fuldstændig kompensation til

minkafhængige følgeerhverv, jf. den politiske aftale. Der vil derfor blive stillet et ændringsforslag til

lovforslaget om en sproglig præcisering af ordlyden af lovens § 8, stk. 3.

Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at

brugen af begrebet ”kompensation”

for så vidt angår

følgeerhverv anses for at være mere korrekt, da følgeerhvervsvirksomheder alene indirekte berøres af

det midlertidige forbud mod hold af mink. Det er politisk aftalt, at erstatningsudmålingen til

følgeerhverv skal ske ud fra princippet om "handel og vandel". Det ændrer brugen af begrebet

"kompensation" ikke ved.

Høring m.v.

Bæredygtigt Landbrug fremfører, at høringsfristen er alt for kort, hvilket gør det svært at nå at komme

med bemærkninger til alle dele af lovforslaget.

Ligeledes bemærker Danske Advokater (DA), at den meget korte høringsfristvanskeliggør

høringsparternes reelle mulighed for at afgive relevante og kvalificerede høringssvar. DA anfører, at den

valgte proces medfører en væsentlig risiko for lovsjusk, og idet der lovgives på et område, der er af

indgribende og væsentlig karakter, og desuden beløber sig til milliardsummer for den danske stat,

forekommer dette overordnet retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Fødevareministeriet er opmærksom på, at der er tale om en meget kort høringsperiode, og kan hertil

bemærke, at der desværre ikke har foreligget et udkast til lovforslag, der kunne sendes i høring før

umiddelbart inden fremsættelsen af lovforslaget. Med henblik på at høringssvarene kan komme med

i betragtning i Fødevareministeriets overvejelser om eventuelle behov for ændringsforslag til

lovforslaget og samtidig indgå i Folketingets behandling af lovforslaget er høringsfristen derfor

ganske kort. Fødevareministeriet bemærker endvidere, at udkast til bekendtgørelser, som udmønter

minkloven, herunder lovforslaget, og den politiske aftale, vil blive sendt i offentlig høring.

For så vidt angår hastebehandling af lovforslaget bemærkes, at regeringen ønsker, at lovforslaget

skal vedtages og træde i kraft hurtigst muligt, så der kan udstedes de nødvendige regler for, at nye

udbetalingsspor kan påbegyndes. De næste erstatninger, som skal udbetales, er driftstabserstatning.

Det er en forudsætning for udstedelse af bekendtgørelsen om driftstabserstatning (og endelig

skinderstatning), at ændringen af minkloven er vedtaget.

Pligter og rettigheder

Landbrug & Fødevarer mener, at reguleringen i lovforslaget er for ensidig med fokus på myndighedernes

krav, f.eks. at de berørte parter medvirker aktivt i processen, og fremhæver samtidig, at ord som

”retssikkerhed”, ”løsningsorienteret”, ”pragmatisk” eller ”fleksibel” ikke fremgår en eneste gang af

lovforslaget, hvilket skaber en ubalance mellem rettigheder og pligter med risiko for, at der ved

udmøntningen kan ske en glidning i styrkeforholdet mellem de forskellige aktører.

Fødevareministeriet bemærker, at lovforslaget har til formål at etablere hjemmel til at udmønte dele

af den politiske aftale, og det er ministeriets vurdering, at der med lovforslaget foreslås de regler og

bemyndigelser, som er nødvendige for endelig udmøntning af den politiske aftale og forvaltning.

Ministeriet anerkender fuldt ud interessenternes ønsker om fleksibilitet mv. og vil tilstræbe at tage

højde herfor i udarbejdelsen af udkast til de regler, der skal fastsættes i bekendtgørelsesform.

Fødevareministeriet vil sikre en dialog med interessenterne i forbindelse med udarbejdelse af udkast

til reglerne, som betyder, at der er mulighed for at drøfte afvejning af forskellige hensyn til for

eksempel hurtig og effektiv afklaring af det store antal sager og individuel vurdering. Der er et udtalt

ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid, og det er derfor centralt, at der

udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen, administrationsgrundlag, skabeloner mv. Det er

Fødevareministeriets

opfattelse,

dette

ikke

vil

indskrænke

erstatnings-

taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men understøtte en ensartet

og effektiv behandling af sagerne.

Brug af bemyndigelser

Landbrug & Fødevarer bemærker, at lovforslaget i høj grad indeholder en række meget vide

bemyndigelsesbestemmelser til at udstede væsentlige regler i bekendtgørelsesform, og L&F så gerne, at

man på nuværende tidspunkt fastsatte bestemmelser om strukturen og kompetencerne undervejs,

herunder f.eks. den nærmere sammensætning og sagsbehandling hos de kommende myndigheder, der

skal forestå takstionsprocessen og udmåle fuldstændig erstatning.

Danske Advokater (DA) noterer med bekymring, at der med lovforslaget lægges op til at bemyndige

ministeren til at udmønte lovforslaget i bekendtgørelsesform på en række centrale områder, der har en

karakter, som burde reguleres i selve loven, da det i realiteten afskærer Folketinget fra at diskutere

lovens reelle konsekvenser og herefter træffe beslutning på et oplyst grundlag. DA anser det dog for

positivt, at det bliver mere tydeligt hvilke regler og principper, der kommer til at være gældende i

forbindelse med taksation af minkvirksomheder, og det anerkendes også, at det skal være muligt for den

pågældende ressortminister at kunne agere og fastsætte retningslinjer for området. Danske Advokater

finder det dog afgørende, at ministeren ikke gives bemyndigelse til at detaljeregulere, hvordan

erstatningen skal fastsættes samt hvilke dokumentationskrav, der skal gælde, ligesom kompetencen

aldrig må blive så vid, at det egenhændigt og reelt er den enkelte ressortminister, der fastsætter hvilke

principper eller hvilken dokumentation, der skal udmåles erstatning efter, når dette har indskrænkende

karakter i forhold til den berørte minkavler. Det bør ifølge DA være en uafhængig taksationsmyndighed,

som fastlægger erstatningen m.v., som skal kunne operere fuldstændig frit og uafhængigt.

Fødevareministeriet kan hertil bemærke, at formålet med lovforslaget er at etablere hjemmel til at

udmønte dele af den politiske aftale. Det er hensigten, at aftalen skal udmøntes i bekendtgørelser med

hjemmel i loven. Fødevareministeriet bemærker, at der endnu er visse punkter, som der skal tages

endeligt stilling i forhold til den konkrete udmøntning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder

i form af overerstatnings- og taksationskommissioner, og hvor mange medlemmer, der skal være i

kommissionerne, og det er derfor hensigtsmæssigt med bemyndigelsesbestemmelser, som giver

mulighed for nærmere detailregulering, herunder også hvilken dokumentation der vil være nødvendig

for, at kommissioner kan behandle sager efter de erstatningsmodeller, der er fastlagt i den politiske

aftale. Det bemærkes, at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den politiske

aftale. Det kan videre bemærkes, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal taksere

fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter principperne fastsat i den politiske aftale,

som skal udmøntes i en bekendtgørelse med hjemmel i bl.a. den gældende minklovs § 8, stk. 3.

Der er et udtalt ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid, og det er derfor

centralt, at der udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen, administrationsgrundlag, skabeloner

mv. Det er Fødevareministeriets opfattelse at dette ikke vil indskrænke erstatnings- og

taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men understøtte en ensartet

og effektiv behandling af sagerne.

Strategisk miljøvurdering (SMV-vurdering)

Bæredygtigt Landbrug mener, at lovforslaget bør SMV-vurderes, da det er organisationens opfattelse, at

der med lovforslaget er tale om fuldstændig lukning, og at lovforslaget derfor har betydning for

ammoniak-udledningen. Bæredygtigt Landbrug anfører, at uanset, at dette generelt vurderes at have en

positiv miljøgevinst, er lovforslaget underlagt SMV-direktivet, hvorfor lovforslaget pligtigt skal SMV-

vurderes, og idet hverken aflivningen af mink, den gældende lov om aflivning af og midlertidigt forbud

mod hold af mink eller nærværende lovforslag er SMV-vurderet, vil lovforslagets vedtagelse og dermed

loven være ugyldig.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at der med lovforslaget såvel som med den gældende lov om

aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink ikke er tale om implementering af en EU-retlig

(eller folkeretlig) forpligtelse, hvorfor det er vurderingen, at der ikke skal gennemføres en

miljøvurdering eller screening af lovforslaget i henhold til miljøvurderingsdirektivet.

Bemærkninger til lovforslagets hovedpunkter og enkelte bestemmelser

Udvidelse af kredsen af kompensationsberettigede følgeerhverv

Danske Advokater kan støtte forslaget om, at der sker en udvidelse af kredsen af

kompensationsberettigede følgeerhverv, herunder særligt forholdet angående pelserier/udlejning,

således at virksomheder ikke stilles ringere pga. deres organisatoriske opdeling i koncernen.

Landbrug & Fødevarer (L&F) anerkender, at kredsen af følgeerhvervsvirksomheder foreslås udvidet,

som angivet i lovforslaget. L&F finder dog fortsat, at afgrænsningen efter den gældende lovs § 8, stk. 3,

og de tilhørende bemærkninger om ” følgeerhverv, der

i det væsentlige er afhængige af minkavl for at

kunne drive virksomhed”, er for snæver. Det er L&F’s

opfattelse, at der er behov for tydeligere at åbne

anvendelsesområdet for øvrige følgeerhverv, som måtte have lidt et kausalt tab som følge af forbuddet

mod hold af mink. L&F mener f.eks., at virksomheder, der lider tab i en mellem- eller omstillingsperiode

forårsaget af minkloven, herunder virksomheder, der omstiller produktionen, men hvor dette ikke kan

ske uden betydelige tab, herunder driftstab, omsætningstab og øvrige omkostninger til omstillingen,

også skal omfattes af lovens anvendelsesområde, og at der således bør indføres en direkte hjemmel hertil

i lovforslaget.

Det er L&F’s opfattelse, at der fortsat udestår et vigtigt arbejde med at

fastlægge kredsen

af følgeerhvervene, ligesom der er behov for yderligere fleksibilitet i forhold til lovens

anvendelsesområde. L&F foreslår derfor, at der indføres en opsamlingshjemmel, der kan rumme og

hjemle erstatning i særlige tilfælde for en bredere kreds af følgeerhverv og for specifikke aktiver eller

dokumenterede tab opgjort efter nærmere skønsmæssige principper, som erstatnings- og

taksationskommissionen skal anvende.

Det Danske Minkerhverv mener, at lovforslaget har flere væsentlige mangler med hensyn til

afgrænsning af følgeerhverv således, at det sikres, at de virksomheder, der er intensivt ramt af indgrebet

får erstatning. Foreningen fremhæver, at det fremgår af minklovens § 8, stk. 3, og de dertilhørende

bemærkninger, at der med

”visse

følgeerhverv” forstås følgeerhverv, der i det væsentlige er afhængige af

minkavl for at kunne drive virksomhed, og at der i lovforslaget er der en fejlagtig kobling mellem

ordlyden i den politiske aftale om

”handel med danske minkproducenter” og ”væsentlig afhængige af

minkavl”, jf. lovbemærkningerne til minkloven. Det Danske Minkerhverv anfører, at det ikke kan være

afgørende for erstatningskravet (eller den politiske intention med aftalen), om en

følgeerhvervsvirksomhed handler direkte med danske minkproducenter/minkavlere. Foreningen finder

derfor at formulering i lovforslagets bemærkninger skal korrigeres.

Det Danske Minkerhverv anfører endvidere, at der er behov for større fleksibilitet end en omsætning på

50 pct., som fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, da foreningens undersøgelser af

minkbranchen har vist, en sådan omsætningsgrænse vil efterlade ca. 5 virksomheder lige under denne

grænse, selvom virksomhederne ifølge foreningen i det væsentlige er afhængige af minkavl for at kunne

drive virksomhed. Det Det Danske Minkerhverv foreslår derfor, at man fastsætter det som krav for at få

erstatning, at over 50 pct. af virksomhedens samlede omsætning eller indtjening eller over 50 pct. af

virksomhedens omkostninger, varelager eller aktiver i 2017, 2018 og 2019 er relateret til minkbranchen,

hvilket ifølge foreningen vil sikre en smule mere fleksibilitet. Ligeledes foreslår Det Danske

Minkerhverv, at erstatnings- og taksationskommissionen får en skønsmæssig beføjelse til på baggrund

af en konkret vurdering at lade en berørt virksomhed være omfattet af erstatningsordningen.

Den Danske Dyrelægeforening (DDD) mener overordnet, at da der reelt er tale om nedlæggelse af et

erhverv fra den ene dag til den anden, uden overgangs- eller tilpasningsperiode, kan dette sidestilles

med ekspropriation, og at alle berørte interessenter derfor bør være fuldt kompensationsberettigede.

DDD hilser det som udgangspunkt velkomment, at lovforslaget lægger op til en begrænset udvidelse af

kredsen af følgeerhverv, som kan ydes erstatning og kompensation, uanset om disse i det væsentligste

er afhængige af minkavl. DDD mener dog ikke, at det er acceptabelt at stille som betingelse, at man kun

bliver kompenseret, hvis 50 pct. af virksomhedens samlede omsætning vedrører minkerhvervet. Det er

DDD’s holdning, at kredsen af erstatnings-

og kompensationsberettigede interessenter bør udvides til

også at omfatte praktiserende dyrlæger og konsulenter, uanset hvor stor en omsætning virksomheden

har mistet. DDD nævner i denne sammenhæng, at kun et fåtal af minkdyrlægerne har mere end 50 pct.

af deres omsætning i minksektoren, og hvis lovforslaget vedtages uden yderligere udvidelser af kredsen

af følgeerhverv, og det fortsat vil blive krævet, at over 50 pct. af virksomheden samlede skal være

minkrelateret, vil dette bl.a. kunne føre til en forskelsbehandling af dyrlæger. DDD nævner som

eksempel, at en dyrlæge, som arbejder alene og 100 pct. med mink, såvel som en dyrlæge i kompagniskab

med f.eks. en hestedyrlæge (i forholdet 50/50) får fuld kompensation, mens en dyrlæge i kompagniskab

med f.eks. en hestedyrlæge og en kvægdyrlæge, hvor virksomhedens minkrelaterede omsætning udgør

mindre en 50 pct. af den samlede omsætning, ikke vil få kompensation.

Fødevareministeriet bemærker, at den politiske aftale af 25. januar 2021 om erstatning mv. til

minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 fastlægger de kriterier, og undtagelser til

kriterierne, der skal finde anvendelse ved afgrænsningen af kompensationsberettigede

følgeerhvervsvirksomheder. Det fremgår af aftalen, at der ydes erstatning til følgeerhverv, der

opfylder følgende kriterier:

- Over halvdelen af virksomhedens omsætning i 2017-19 skal hidrøre fra handel med danske

minkproducenter.

- Virksomhedens produktion kan ikke umiddelbart omlægges til anden aktivitet

Det er Fødevareministeriets opfattelse, at kriteriet i den politiske aftale formuleret som "over

halvdelen af virksomhedernes omsætning i 2017-2019 skal hidrøre fra handel med danske

minkproducenter", skal forstås på den måde, at der skal anlægges en "værdikæde-betragtning", dvs.

at det ikke alene er virksomheder, som har handlet direkte med minkproducenter, som omfattes. Dette

vil fremgå af den bekendtgørelse, der skal fastsætte de erstatningsmodeller, der er fastlagt i aftalen.

Kriteriet om, at over halvdelen af virksomhedens omsætning skal hidrøre fra dansk minkproduktion

kan fraviges i de to tilfælde, som foreslås indført med nærværende lovforslag, dvs. udlejning af stald-

og burkapacitet til dansk minkavl og pelserier, der betjener danske minkavlere, hvor pelseriet indgår

i en virksomhed, hvor der også drives minkavl i Danmark.

Ved vurderingen af, om produktionen kan omlægges til anden aktivitet, vil erstatnings- og

taksationskommissionerne bl.a. skulle vurdere om omstilling er mulig, hvad omkostningerne er ved

en omstilling, og om dette står i et rimeligt forhold til indtjeningspotentialet ved en ny type aktivitet.

For at en virksomhed kan betragtes som værende væsentlig afhængig af minkavl, er det således en

forudsætning, at virksomheden, herunder den minkrelaterede del af en virksomhed, ikke kan

omlægges. Det er i sidste ende en konkret vurdering, som foretages af de erstatnings- og

taksationskommissioner, som påtænkes oprettes, hvorvidt en følgeerhvervsvirksomhed opfylder de

kriterier, som fremgår af den politiske aftale, og som udmøntes i regler, der udstedes i medfør af

minklovens § 8, stk. 3.

De nærmere regler om kompensation til følgeerhverv, herunder hvilke virksomheder, der er

berettigede til at modtage fuldstændig kompensation efter de modeller, der er fastsat i aftalen, vil blive

udmøntet i en bekendtgørelse, som vil blive forelagt aftalekredsen inden den udstedes. Behovet for

eventuel præcisering af kriterierne i aftalen vil blive drøftet med aftalekredsen.

Det kan endelig bemærkes, at andre erhverv ligeledes er hårdt ramt af COVID-19, og virksomheder,

som ikke opfylder aftalens kriterier for at være kompensationsberettiget, kan i stedet søge

kompensation inden for de almindelige COVID-19-kompensationsordninger, herunder den særlige

ordning om kompensation til leverandører til minkfarme, der følger af Aftale om udvidelse af

hjælpepakker af 27. oktober 2020.

Regler om krav om miljøtilladelser m.v.

Landbrug & Fødevarer finder ikke, at der skal medtages en bemyndigelsesbestemmelse som den

foreslåede § 8, stk. 4, i lovforslaget, da det forekommer unødig tungt administrativt og bureaukratisk at

afvige fra ekspropriationspraksis for at etablere et nyt set-up, ligesom det må være formodningen, at

såvel miljøgodkendelse som bygge- og planforhold er lovlige både retlig set og fysisk. Endvidere

bemærker L&F, at såfremt der mod forventning skulle være en tilbygning el.lign., der mangler formel

godkendelse, så er det spild af alle ressourcer at ansøge herom forud for en umiddelbar nedrivning, og

det er vigtigt, at hele processen ikke går i stå som følge af en række bagatelprægede vurderinger. Der bør

efter L&F’s

opfattelse være en bagatelgrænse, hvis en evt. retlig lovliggørelse er ude af proportioner

henset til værdi og betydning, og L&F opfordrer således til, at det angives i bemærkningerne, at

uvæsentlige mangler i godkendelsesgrundlaget ikke skal få betydning hverken i erstatningsmæssig eller

processuel henseende.

Bæredygtigt Landbrug anfører, at bestemmelsen om, at der kan fastsættes regler om at tilladelser eller

godkendelser efter anden lovgivning som betingelse for tildeling og udbetaling af erstatning og

kompensation synes overflødig, da den, der eksproprieres som udgangspunkt har ret til erstatning for

aktiver, der er en del af den lovlige drift, jf. bl.a. princippet om forbud mod ugrundet berigelse.

Endvidere anfører Bæredygtigt Landbrug, at udgangspunktet er, at produktionen og bedriften i sin

helhed er gyldig, og at det må være statens opgave i hver enkel sag at bevise det modsatte, og lovforslaget

bør derfor ændres på dette punkt. Bæredygtigt Landbrug anfører endvidere, at hvor en bedrift er nedlagt

kan sådanne dokumenter måske være umulige eller svære at skaffe eller gendanne.

Dansk Pelsdyravlerforening (DP) anfører ligeledes, at bemyndigelsen er overflødig, da det ikke er

nødvendigt at fastsætte regler herom, idet det er helt sædvanligt, at man ved ekspropriation kun får

erstatning for det, der er lovligt opført og drevet. Samtidig anfører DP, at udeladelse af fastsættelsen af

sådanne regler desuden vil give erstatnings- og taksationskommissionerne den nødvendige fleksibilitet

til rimelighed i sagsbehandlingen, hvis der måtte være tvivl om ubetydelige uoverensstemmelser i data.

Det er desuden vigtigt, at der er enighed om, at der naturligvis kun skal have været de nødvendige

tilladelser på ”driftstidspunktet” eller ”det forventede driftstidspunkt”. Miljøgodkendelser m.v. skal ikke

fornyes, så de er gældende, når der holdes møde med erstatnings- og taksationskommissionen.

Danske Advokater anser det for meget vidtgående og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at det

egenhændigt er ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, der kan fastsætte regler for hvilke

dokumentationskrav retten til erstatning er betinget af og evt. pålægge erstatnings- og

taksationskommissionen at nedsætte en eventuel erstatning. Ved en fastlæggelse af hvilke tilladelser,

der skal være til stede, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om alle minkavlere vil opnå fuldstændig

erstatning, som angivet i den politiske aftale af 25. januar 2021, f.eks. hvis dokumentationsgrundlaget

for en af de givne tilladelser ikke kan fremfindes. Danske Advokater mener derfor ikke, at

fødevareministeren bør bemyndiges til at kunne fastsætte regler, om hvilket dokumentationsgrundlag

der skal være opfyldt, før der gives ret til erstatning, men at det bør være op til erstatnings- og

taksationskommissionen at fastlægge, hvornår og hvordan et evt. dokumentationskrav for ret til

erstatning anses for opfyldt.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det med den politiske aftale af 25. januar 2021 om

erstatning mv. til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19 er en forudsætning for erstatning

og kompensation efter de i aftalen fastlagte erstatningsmodeller, at der skal have været de relevante

miljøtilladelser mv. til de producerede dyr eller den minkrelaterede produktion. Udgangspunktet er

således, at der tale om driftstidspunktet, hvor udbruddet af COVID-19 ramte minkerhvervet, herunder

at der for så vidt angår uudnyttet kapacitet fortsat er de relevante miljøtilladelser mv. til at producere

mink på den uudnyttede kapacitet. Gyldige miljøgodkendelser mv. på driftstidspunktet skal ikke

fornyes, så de forbliver gældende under behandlingen af sagen af erstatnings- og

taksationskommissionen.

Fødevareministeriet skal endvidere gøre opmærksom på, at der endnu ikke er taget endelig stilling til

den konkrete udmøntning af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, og forslag til udmøntning af

bemyndigelsen vil skulle forelægges partierne bag aftalen af 25. januar 2021. Der vil herunder også

skulle tages stilling til, hvilken retsvirkning manglende eller mangelfulde tilladelser vil få for

fastsættelse af erstatningen eller kompensation, herunder dispensationsmuligheder. Det vil være

erstatnings- og taksationskommissionerne, der foretager en konkret vurdering heraf i de enkelte sager

efter disse regler.

Fødevareministeriet bemærker endvidere, at enhver, der har produktion af mink eller anden

minkrelateret produktion, skal sørge for, at der er de nødvendige tilladelser og godkendelser til

produktionen. Selvom produktionen af mink midlertidigt er indstillet, er det Fødevareministeriets

opfattelse, at miljøtilladelser m.v., der er udstedt og gyldige på tidspunktet, hvor COVID-19 ramte

minkerhvervet, ikke er umulige at skaffe. Det skal hertil bemærkes, at de myndigheder, der har udstedt

de relevante tilladelser og godkendelser, på forespørgsel kan bistå hermed.

Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at aflivningen af mink og det midlertidige forbud mod

hold af mink til og med 31. december 2021 som følge af COVID-19 ikke i almindelighed udgør et

ekspropriativt indgreb, og at det er frivilligt for minkavleren at søge om fuldstændig erstatning og

kompensation for permanent nedlukning af den pågældende minkvirksomhed eller søge om

kompensation for en midlertidig nedlukning af minkproduktion. Hvis en minkavler konkret mener at

være blevet eksproprieret eller ikke ønsker erstatning eller kompensation ud fra de

erstatningsmodeller, der fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, som vil blive udmøntet i

regler udstedt i medfør af lovens § 8, stk. 3, er der mulighed for at indbringe spørgsmålet om

ekspropriation og erstatning for domstolene.

Dokumentationskrav og revisorerklæringer m.v.

I relation til den foreslåede bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om krav om revisorattestation

bemærker Landbrug & Fødevarer (L&F), Dansk Pelsdyravlerforening (DP), og Det Danske Minkerhverv,

at økonomikonsulenter i landboforeningerne under rådgiveransvar kan præstere samme sikkerhed og

vurdering af de forhold, som attesteres i form af en revisorattest. L&F og DP bemærker, at det er

nærliggende at anvende økonomikonsulenterne i landboforeningerne el.lign., hvilket også vil muliggøre

en hurtigere behandling, idet konsulenterne i forvejen kender og har indsigt i virksomhederne. L&F

anbefaler, at der skabes hjemmel hertil. Det Danske Minkerhverv anfører endvidere, at det vil være

hensigtsmæssigt, hvis andre end revisorer kan bistå virksomhederne i processen, da en vis konkurrence

generelt er en fordel, og det afgørende må være, om kompetencerne er til stede.

FSR

–

danske revisorer

forslår, at ordet ”revisorattestation” i den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der

med lovforslaget bliver stk. 5, hvorefter der kan fastsættes regler om ansøgning, frister, oplysnings- og

dokumentationskrav samt krav om revisorattestation, ændres til ”en erklæring fra en godkendt revisor”.

FSR bemærker, at

rette ord for ”attestation” i revisionsmæssige sammenhænge er ”erklæring”, og

ved at

anvende formuleringen ”godkendt revisor” sikres det, at revisoren er uddannet statsautoriseret eller

registreret revisor. FSR bemærker endvidere, at ordet ”revisorpåtegning”, som anvendes i lovforslagets

bemærkninger, i revisionsmæssige sammenhænge kun anvendes om én bestemt type revisorerklæring,

hvorfor rette ord vil være ”revisorerklæring”.

Danske Advokater bemærker, at hvis der stilles krav om revisorattestation, så bør der rent

omkostningsmæssigt tages højde for dette, idet de berørte borgere ellers vil lide et tab, som ikke

erstattes.

L&F støtter forslaget om, at der som alternativ eller supplement i dokumentationsprocessen kan

anvendes tro og loveerklæringer, jf. det foreslåede § 8, stk. 6 i lovforslaget.

Fødevareministeriet tager bemærkningerne fra FSR

–

danske revisorer til efterretning og kan oplyse,

at der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget med henblik på at anvende den korrekte

formulering og præcisere bemærkningerne hertil.

Fødevareministeriet bemærker endvidere, at den foreslåede ændring af § 8, stk. 4, der med

lovforslaget bliver stk. 5, hvoraf fremgår, at der kan fastsættes regler om ansøgning, frister,

oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation (revisorerklæringer), ikke

betyder, at der er taget stilling til, om der i alle henseender vil blive stillet krav om, at dokumenter og

oplysninger vedrørende regnskabsmæssige forhold skal være godkendt af en uddannet

statsautoriseret eller registreret revisor. Bemyndigelsen giver mulighed for, at der om visse forhold

kan stilles krav om en erklæring fra en uddannet statsautoriseret eller registreret revisor. Det er

Fødevareministeriets opfattelse, at økonomikonsulenter i mange tilfælde med fordel kan benyttes af

minkavlere mv. i forbindelse med dokumentation af visse af de oplysninger, der vil være behov for i

forbindelse med sagernes behandling ved erstatnings- og taksationskommissionerne.

Fødevareministeriet finder, at økonomikonsulenter kan f.eks. være værdifulde i forhold til at bistå

minkavleren/minkvirksomheden med f.eks. at udarbejde en oversigt over lønomkostninger eller

aktiver i virksomheden med anskaffelsespriser og dokumentation herfor.

Fastsættelse af regler om, hvilke oplysninger og dokumenter, der skal stilles krav om i forbindelse med

ansøgninger og til brug for behandlingen af sager, herunder hvilke oplysninger og dokumenter, der

skal afgives ved erklæring fra en uddannet statsautoriseret eller registreret revisor, hvilke oplysninger

og dokumenter, der i øvrigt skal afgives, herunder hvilke oplysninger, der skal gives på tro- og love,

vil blive udmøntet i bekendtgørelse efter forelæggelse for aftalekredsen.

Indhentning og videregivelse af oplysninger om skindindeks

Dansk Pelsdyravlerforening har i øvrigt noteret, at foreningen får en forpligtelse til at videregive

oplysninger i henhold til den foreslåede § 8, stk. 7, i lovforslaget. Foreningen er naturligvis indstillet på

at medvirke til oplysningen af sagerne, idet foreningen forudsætter, at foreningen alene skal udlevere

oplysninger, der ikke er offentligt tilgængelige i registre el.lign., og foreningen antager, at der alene er

tale om at videregive eksisterende oplysninger i et rimeligt omfang, f.eks. i forbindelse med fastlæggelse

af indekstal til anvendelse i avlernes erstatningsberegning.

Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2.4.2, at

bestemmelsen forudsættes anvendt til, at Fødevarestyrelsen kan indhente oplysninger om de enkelte

minkavlere og deres indleverede skinds kvalitet i form af et indeks over skindpriser fra Dansk

Pelsdyravlerforening, som skal benyttes til at behandle og træffe afgørelse i sager efter regler fastsat

i medfør af lovens § 8, stk. 1 og 3. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at der er et

behandlingsgrundlag for Fødevarestyrelsen til at indhente de omhandlede oplysninger efter

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og for Dansk Pelsdyravlerforening til at

videregive de omhandlede oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Den

foreslåede bestemmelse indebærer ligeledes en retlig forpligtelse for Dansk Pelsdyravlerforening til at

videregive de anmodede oplysninger til Fødevarestyrelsen. Der er med bestemmelsen tale om en pligt

til at videregive eksisterende oplysninger, ikke en pligt til at tilvejebringe nye oplysninger. Der kan

endvidere henvises til databeskyttelsesforordningens artikel 5 om principper for behandling af

personoplysninger, herunder bl.a. principperne om dataminimering og rigtighed.

Overdragelse af krav på erstatning og kompensation

Flere høringssvar indeholder bemærkninger til den med lovforslaget foreslåede 8, stk. 8, om, at krav på

erstatning og kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, herunder eventuelle krav på

forskud på erstatning og kompensation, ikke kan overdrages, og at aftaler om sådanne overdragelser er

ugyldige.

Finans Danmark (FIDA) og FSR

–

danske revisorer anfører, at banker og realkreditinstitutter siden

nedlukningen i november har understøttet minkavlerne og stillet likviditet til rådighed, og at der således

allerede er indgået aftaler om krav på erstatning og kompensation, herunder forskud, med

minkerhvervet for at hjælpe dem godt igennem en svær periode efter nedlukningen. FIDA og FSR

anfører, at man skal respektere allerede indgåede aftaler. FIDA finder det derfor meget problematisk, at

lovforslaget lægger op til at tilsidesætte de allerede etablerede aftaler om sikkerhed og transport, der er

indgået mellem minkavlere og kreditinstitutterne. Det er FIDA’s opfattelse, at der hermed er tale om et

ekspropriativt indgreb, idet panthavere herved fratages en etableret sikkerhed.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at lovforslaget/loven først vil få virkning fra

ikrafttrædelsestidspunktet, dvs. den 1. maj 2021. Lovforslaget har således ikke betydning for

transporter, som er meddelt forud for ikrafttrædelsestidspunktet, og lovforslaget respekterer således

de aftaler, som den finansielle sektor har indgået med minkavlerne.

Fødevareministeriet har dog overvejet behovet for at fastholde den foreslåede bestemmelse i § 8, stk.

8, og finder på baggrund af de indkomne høringssvar, at bestemmelsen bør udgå, og der vil blive stillet

et ændringsforslag til lovforslaget herom.

Dansk Pelsdyravlerforening (DP) ønsker en afklaring af, hvorvidt

forbuddet mod overdragelse af ”krav

på erstatning og kompensation” betyder, at det er selve kravet, der ikke kan overdrages, eller om det er

tanken, at virksomhedsejeren heller ikke kan overdrage den minkvirksomhed, som kravet relaterer sig

til. DP finder det ikke rimeligt, hvis virksomhedsejeren begrænses i sin almindelige råden over

”minkvirksomheden”.

Det Danske Minkerhverv

mener ligeledes, at der er uklart, hvad ”aftaler om

sådanne overdragelser” betyder, og går ud fra, at det ikke er hensigten at begrænse muligheden for at

overdrage de ”minkvirksomheder”, som kravet på erstatning er knyttet op på, men alene at undgå en

overdragelse af selve kravet på erstatning og kompensation, og foreningen mener, at dette skal

præciseres. Det Danske Minkerhverv antager, at staten betaler erstatning for overtagelsen af

virksomheden/ejendommen, uanset hvem der er ejer. Landbrug & Fødevarer mener, at det bør

præciseres, at der er tale om overdragelse af selve erstatningskravet og ikke

virksomheden/ejendommen.

Danske Advokater finder, at den foreslåede bestemmelse vil hindre, at borgerne kan overdrage fast

ejendom. Dermed vil en lang række borgere

være ”låst” til deres ejendom uden mulighed for

overdragelse, og dette anses for urimeligt henset til den pågældende situation, som mange af de berørte

borgere er i, hvor det netop kan være nødvendigt at flytte, f.eks. grundet manglende arbejdsmuligheder.

Danske Advokater anerkender, at der er et hensyn at tage til de pågældende panthavere i ejendommen,

herunder at det f.eks. ikke vil skulle være muligt at give transport i kravene på erstatning mv., men et

sådan hensyn bør dog afvejes i forhold til, at

borgerne bliver ”låst” frem til, at der er endelig afgørelse af

erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse.

Fødevareministeriet bemærker, at den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 8, skal forstås efter ordlyden

og går således alene på forbud mod overdragelse af krav på erstatning og kompensation (efter § 8,

stk. 3), herunder krav på forskud, før den er fastsat. Bestemmelsen forhindrer dermed ikke, at

ejendommen overdrages. Som nævnt ovenfor vil der blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om,

at bestemmelsen udgår.

Det bemærkes endvidere, at en minkavler, der har ansøgt om fuldstændig erstatning og kompensation

for permanent nedlukning af sin minkvirksomhed, som vilkår for erstatningen og kompensationen

skal give staten ret til at bortskaffe stalde og bure og overdrage ejendomsretten til løsøre i

minkvirksomheden i henhold til den foreslåede § 8 a. Det samme gælder for følgeerhverv, som udlejer

stald- og burkapacitet og pelserier, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed. Det

betyder, at minkavlere m.v. ikke kan modtage erstatning og/eller kompensation, hvis de overdrager

ejendomsretten til de pågældende aktiver på en måde, der forhindrer, at staten opnår de forudsatte

rettigheder. Den faste ejendom (grund inkl. bygninger, herunder bolig) erhverver staten ikke ret til,

og den kan derfor frit overdrages med respekt af statens ret til at bortskaffe stalde og bure m.v. samt

overtage løsøre.

I forhold til følgeerhvervsvirksomheder er det efter den foreslåede § 8 b et vilkår for kompensationen,

at staten erhverver ejendomsret til den faste ejendom, løsøre, immaterielle rettigheder og alle øvrige

aktiver, som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede virksomhed, uanset graden af anvendelse i

den minkrelaterede virksomhed, og som der ydes kompensation for. Hvis den faste ejendom eller

løsøre overdrages til tredjemand forud for fastsættelsen af kompensationen, vil det have den

konsekvens, at kompensationen nedsættes med den nedgang i virksomhedens handelsværdi, som

overdragelsen medfører. Det bemærkes, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.5.2,

at en følgeerhvervsvirksomhed kan frabede sig at modtage kompensation for visse aktiver, f.eks. en

bygning eller et andet udeleligt aktiv, som helt eller delvis har været anvendt til minkrelateret

produktion m.v., for dermed at beholde hele bygningen eller aktivet, og at dette ikke udelukker, at der

kan ydes fuldstændig kompensation for andre aktiver, herunder f.eks. inventar og andet løsøre, som

har været anvendt i den minkrelaterede virksomhed. Hvis den faste ejendom overdrages, og der skal

ydes fuldstændig kompensation for andre aktiver, som har været anvendt til minkrelaterede

produktion m.v., vil følgeerhvervsvirksomheden skulle sikre, at staten fortsat kan erhverve ret til disse

aktiver, som der ydes fuldstændig kompensation for.

Der er i øvrigt anledning til at præcisere, at de erstatningsberettigede minkavlere er de juridiske og

fysiske personer, som drev minkvirksomhed, da aflivningen af minkene skete som følge af COVID-19.

Det er altså ikke sådan, at krav på erstatning eller kompensation følger den faste ejendom. Hvis der

måtte være sket overdragelse af en minkfarm, vil udgangspunktet være, at det kun er den faste

ejendom, der er overdraget, og ikke også krav på erstatning eller kompensation. Om sidstnævnte krav

er medoverdraget vil bero på fortolkning af parternes overdragelsesaftale.

Fødevareministeriet bemærker, at der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om, at

bestemmelsen i § 8, stk. 8, udgår.

Landbrug & Fødevarer bemærker, at det i lovforslaget er angivet, at kravet på erstatning og

kompensation anses for indtrådt, når der foreligger en endelig afgørelse om erstatningens størrelse,

hvilket L&F imidlertid finder er et brud på det ifølge L&F klare udgangspunkt om, at der blev truffet en

ekspropriationsbeslutning med udmeldingen om nedlukning af erhvervet den 4. november 2020, og

L&F er derfor uforstående over for dette sene retserhvervelsestidspunkt. Ligeledes mener Dansk

Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv principielt, at kravet indtrådte med udmeldingen om

nedlukning af erhvervet den 4. november 2020. Dansk Pelsdyravlerforening (DP) bemærker dog

samtidig, at det i givet fald betyder, at aftaler, der er indgået før den 4. november 2020 (og før

minklovens og lovændringens ikrafttræden), er ugyldige. DP mener således, at det er uklart, hvornår

”kravet er indtrådt”, og såfremt det er tanken, at man ønsker at

sikre, at virksomhedsejere ikke

overdrager selve kravet på erstatning til tredjemand til underkurs, og der således er tale om en

beskyttelse af virksomhedsejere, der befinder sig i en sårbar situation, har foreningen forståelse for

reguleringen, men det bør i givet fald fremstå klarere, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt. Det

Danske Minkerhverv

finder ligeledes, at det bør præciseres, hvad der menes med ”endelig afgørelse”

med hensyn til, hvornår kravet er ”indtrådt”, og at det er uklart, hvad ”aftaler om sådanne overdragelser”

betyder. Herudover mener L&F, at det er uklart, hvordan man i praksis håndterer dispositioner, der

måtte være foretaget i den mellemliggende periode, som kan være ganske lang.

Fødevareministeriet bemærker, at det er frivilligt, om man ønsker at søge erstatning eller

kompensation. Det skal derfor være muligt, når den endelige erstatning eller kompensation kendes at

tage stilling til, om man ønsker at modtage denne på de vilkår, som gælder efter de foreslåede §§ 8 a-

8 c. I konsekvens heraf kan staten ikke erhverve ret efter de nævnte bestemmelser, før erstatning eller

kompensation er endeligt fastsat og accepteret af ansøgeren. Da krav på erstatning eller

kompensation vil være undergivet domstolsprøvelse, kan der blive tale om, at den endelige fastsættelse

sker ved dom.

Som nævnt ovenfor vil der blive stillet ændringsforslag til lovforslaget om, at bestemmelsen i § 8, stk.

8, udgår.

Udbetaling og fordeling mellem rettighedshavere

Finans Danmark (FIDA) bemærker, at der med lovforslaget lægges op til udbetaling af erstatning med

fravigelse af det normale princip om panthaversamtykke, hvilket stiller panthaverne væsentlig

anderledes end i en ekspropriationssituation, idet de afskæres fra at få sikkerhed for, at det endelige

beløb i erstatningen vil være tilstrækkeligt til at dække deres tilgodehavender. FIDA finder det er derfor

meget bekymrende, at der med lovforslaget åbnes op for den mulighed at foretage forskudsbetalinger

direkte til minkavlerne uden samtykke fra pant- og rettighedshavere. Dette bryder med væsentlige

retsprincipper, som banker og realkreditinstitutter baserer deres forretning på, og det rokker ved

sikkerheden bag institutternes udlån FIDA anfører, at der i selve lovforslaget skal tages udtrykkeligt

stilling til, hvordan det sikres, at panthaveres rettigheder respekteres i forbindelse med en forudbetaling

af erstatning, og at der skal indhentes samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med, at

staten overtager virksomhedens aktiver, hvis aktiverne er pantsat.

FIDA anfører endvidere, at udgangspunktet må være, at pant- og rettighedshaveres del i erstatningen

opgøres efter en vurdering af, hvad virksomheden var værd før nedlukningen. Derfor skal de pantsatte

aktiver værdiansættes på samme måde i forbindelse med, at staten overtager aktiverne. Der henvises

til, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at minkavlere og følgeerhverv skal have

erstatning på ekspropriationslignende vilkår, som vil være baseret på tidspunktet før nedlukningen. Det

vil sige, at man skal vurdere virksomheden før nedlukningen, når man værdiansætter de pantsatte

aktiver i forbindelse med, at staten overtager aktiverne.

FSR

–

danske revisorer har fuld forståelse for, at der arbejdes for en hurtig udbetaling af erstatning til

minkavlerne, men mener samtidigt, at det er væsentligt at sikre, at lovgivningen ikke bryder med

væsentlige panteretlige principper og dermed skaber usikkerhed om sikkerheden bag penge- og

realkreditinstitutternes udlån. FSR anfører, at om end lovforslaget forudsætter, at pant- og

rettighedshavere bliver kompenseret fuldt ud for forringelsen af pantets værdi, så afhænger

værdiudmålingen meget af, hvordan man vil opgøre det. FSR finder, at det bør overvejes at beskrive

principperne for værdiudmålingen nærmere i lovbemærkningerne, og det bør sikres, at der indhentes

samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med statens erhvervelse af rettigheder. Endvidere

stiller FSR spørgsmål til, hvad konsekvensen er, hvis ikke der er enighed om, hvorvidt der er tale om

fuld kompensation til pant- og rettighedshavere.

Danske Advokater (DA) bemærker, at DA ikke på den korte tid, der har været til rådighed, har haft

mulighed for at foretage en vurdering af de reelle konsekvenser for de panthavere, der har ydet lån og

kredit til minkavlerne. DA peger dog på, at det bl.a. fremgår af lovforslagets bemærkninger, at staten

kan erhverve rettigheder til pantsatte aktiver uden at indhente samtykke fra pant- og rettighedshavere,

hvilket DA mener rejser det principielle spørgsmål om hvorvidt det i sig selv kan anses for ekspropriation

af fordringer, der tilhører pant- og rettighedshaverne.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af afsnit 4 i den politiske aftale af 25. januar

2021, at minkavlerne står i en helt ekstraordinær situation og har behov for hurtigst muligt at få

vished om deres fremtidige økonomi. Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at erstatnings- og

taksationskommissionerne skal nedsættes hurtigst muligt, og at der derfor skal afsættes de

nødvendige ressourcer til, at takseringerne hurtigst muligt kan afsluttes. Aftalepartierne er endvidere

enige om, at der i det omfang det er muligt skal etableres en standardberegning, som kan bruges til at

udbetale en del af den fremtidige erstatning som et acontobeløb, inden erstatnings- og

taksationskommissionen har behandlet sagen, og den samlede taksering er afsluttet. På den baggrund

har Fødevareministeriet foreslået, at der etableres en proces for udbetaling af forskud/acontobeløb,

der bl.a. tager højde for rettighedshavernes position. Det fremgår således af lovforslagets

bemærkninger, afsnit 2.4.2, at den foreslåede bemyndigelse i § 8, stk. 9, forudsættes anvendt til at

sikre, at pant- og rettighedshavere bliver kompenseret fuldt ud for forringelsen af pantets værdi, og

der lægges derfor med den foreslåede ordning ikke op til at fastsætte regler om, at der indhentes

samtykke fra pant- og rettighedshavere i forbindelse med statens erhvervelse af rettigheder.

På baggrund af høringssvarene har Fødevareministeriet genovervejet spørgsmålet om udbetaling af

forskud/acontobeløb uden samtykke fra eventuelle pant- og rettighedshavere, og Fødevareministeriet

finder det hensigtsmæssigt, at udbetaling af forskud gøres betinget af, at der på forhånd er indhentet

samtykke hertil hos eventuelle rettighedshavere. Der vil således blive stillet ændringsforslag til

lovforslaget herom.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at Finans Danmark har tilkendegivet, at de vil bidrage til,

at de enkelte kreditinstitutter kan etablere en ordning med samtykke som en del af modellen for

acontobetaling, som sikrer hurtig udbetaling, og som betyder, at acontobetalingerne under respekt

for pant- og rettighedshavere i videst muligt omfang kan betyde, at minkavlerne sikres likviditet frem

til, taksationsforretningen er gennemført, og fuld og hel erstatning er udbetalt.

Fødevareministeriet er endvidere enig i, at det er tidspunktet før nedlukningen som følge af COVID-

19, der skal danne grundlag for værdiansættelse af rettigheder over de pantsatte aktiver, som staten

overtager, og der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget med henblik på at præcisere dette.

Landbrug & Fødevarer finder, at en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte nærmere regler om

udbetaling og fordeling er fornuftig med hensyn til at kunne etablere en fleksibel løsning med mulighed

for udbetaling af erstatning for de aktiver, hvor der ikke er panterettigheder at tage højde for.

Landbrug & Fødevarer foreslår desuden, at det også reguleres eksplicit, at der ikke kun kan anmodes

om et forskud på erstatning, men også løbende aconto udbetaling, f.eks. i den situation, hvor

sagsbehandlingen trækker ud, eller der i øvrigt er særlige forhold.

Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår eksplicit af den politiske aftale om erstatning mv. til

minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19, at aftalepartierne er enige om, at der, i det omfang

det er muligt, skal etableres en standardberegning, som kan bruges til at udbetale en del af den

fremtidige erstatning som et a conto-beløb, inden erstatnings- og taksationskommissionen har

behandlet sagen, og den samlede taksering er afsluttet.

En sådan model for aconto-betaling af en del af nedlukningserstatningen til minkavlerne er under

udarbejdelse i Fødevareministeriet. En sådan model skal udarbejdes under hensyntagen til, at der ikke

udbetales for meget aconto i forhold til den endelige erstatning, som først vil blive opgjort ved de

særlige erstatnings- og taksationskommissioner, som skal oprettes.

Kommissionerne skal træffe afgørelse ud fra en konkret vurdering af hver minkvirksomhed eller

følgeerhvervsvirksomhed efter reglerne og principperne, der fastsættes i en kommende

erstatningsbekendtgørelse, og kommissionerne skal herved både tage stilling til, hvilke aktiver,

omkostninger mv., der skal erstattes mv., og fastsætte erstatningens eller kompensationens størrelse.

Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at foretage en individuel vurdering af

erstatningens omfang til konkrete minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder. Der er således

begrænsninger i forhold til ovennævnte aconto-model.

Fødevareministeriet bemærker herudover, at der er en række udbetalingsspor til minkavlerne, som

bl.a. omfatter honorar for aflivning af mink, tempo-bonus, forskud på skinderstatning, endelig

skinderstatning, driftstabserstatning, lukkeomkostninger, forskud på nedlukningserstatning og

endelig nedlukningserstatning. De udbetalingsspor, som ikke er startet op endnu, kan først startes op,

når der er udstedt nærmere regler om ordningerne, og disse regler afhænger bl.a. af lovforslag om

ændring af lov om aflivning og midlertidigt forbud mod hold af mink.

Der er udarbejdet en oversigt over målsætninger for udbetalingerne, som er sendt over til Folketingets

Miljø- og Fødevareudvalg den 5. marts 2021 (MOF alm. del spørgsmål 934).

Statens overtagelse af erstattede og kompenserede aktiver

I relation til lovforslagets bestemmelser om statens overtagelse af aktiver anfører Dansk

Pelsdyravlerforening og Det Danske minkerhverv, at der ikke er tale om overtagelse af aktiver, men

overtagelse af virksomheder, og at det er en fejl at koble erstatningen op på værdien af aktiverne, i stedet

for værdien af virksomheden og den mistede fremtidige indtjeningsevne. Foreningerne henviser i den

forbindelse til, den politiske aftale af 25. januar 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at minkavlere skal opnå

fuld erstatning for tabet af deres minkvirksomhed, og at erstatningen til følgeerhverv fastlægges ved en

vurdering af

virksomhedens værdi i såkaldt ”handel og vandel”.

DP anfører, at virksomhederne således

skal have erstatning for den mistede fremtidige indtjeningsevne, og at staten til gengæld overtager og

bortskaffer de minkspecifikke aktiver, således at det sikres, at aktiverne ikke kan anvendes til

minkrelaterede aktiviteter igen.

Dansk Pelsdyravlerforening lægger til grund, at der med

”minkspecifikke aktiver”, som nævnt i den

politiske aftale af 25. januar 2021, menes aktiver, der alene anvendes til ”minkvirksomheden”, uanset

om der er tale om en minkavler (besætningsejer) eller følgeerhverv, og bemærker, at staten ifølge

lovforslaget ikke alene overtager minkspecifikke aktiver, men også aktiver, som der er blevet anvendt til

andre formål (”fællesaktiver”).

Det Danske Minkerhverv anfører desuden, at det må være en strukturel

misforståelse i lovforslaget, at der lægges

op til, at staten overtager alle aktiver ”uanset graden af

anvendelse i den minkrelaterede virksomhed”, jf. det foreslåede § 8 b, stk. 1, i lovforslaget. Selvom § 8 b

specifikt nævner følgeerhverv, som ikke er udlejning af staldkapacitet eller pelseri, formoder foreningen,

at det gælder hele minkbranchen.

Som eksempel på ”fællesaktiver”

nævner foreningerne en landbrugsmaskine, der er også er blevet

anvendt til anden landbrugsdrift end minkproduktion, og (for så vidt angår følgeerhverv) en fast

ejendom, hvorfra der også drives en virksomhed, der ikke er minkrelateret. DP og Dansk Minkerhverv

mener, at

staten ikke skal overtage ”fællesaktiver” eller ”andre aktiver” ejet af virksomhedsejeren, der

kun delvist har været anvendt til ”minkarbejdet”, idet virksomhedsejeren

fortsat skal kunne anvende

disse aktiver til driften af øvrig virksomhed, og at virksomhedsejeren således skal kunne beholde disse,

uden at det får nogen betydning for erstatningens størrelse. Foreningerne anfører, at virksomhedsejeren

ellers vil skulle bruge penge på at erhverve de samme aktiver en gang til eller miste yderligere omsætning

og indtjening.

Landbrug & Fødevarer anfører, at med hensyn til selve erstatningsopgørelsen er tabet af den fremtidige

indtjening den afgørende, hvilket med fordel kunne fremhæves i lovforslaget. L&F anfører, at der

givetvis vil være en række grænsetilfælde, hvor den rigtige tilgang må være, at der tages hensyn til den

virksomhedens ønsker og værdispildsbetragtninger, men L&F savner en markant mere fleksibel

regulering, der fanger de situationer, der ikke eksemplificeres direkte. For eksempel kan minkavlere kan

have anvendt løsøre til øvrige formål i deres bedrifter, ligesom følgevirksomheder f.eks. kan have

immaterielle aktiver som bærende grundlag, også i den fortsættende virksomhed efter en omstilling.

L&F mener, at disse fællesaktiver bør udgå af statens erhvervelse (og nedrivning) trods betaling af

erstatning for det minkrelaterede tab, eftersom disse aktiver er nødvendige for opretholdelse af

virksomheden øvrige fremtidige indtjening, da virksomhedens øvrige indtjening ellers også vil blive

negativt påvirket. Formålet hermed er at hindre unødigt værdispild og yderligere negative konsekvenser

for virksomheden, hvis løsøre forsat skal anvendes til andre formål end minkerhverv.

Dansk Pelsdyravlerforening

har noteret, at det er tanken, at virksomhedsejerne kan ”frikøbe”

fællesaktiver, hvis de gerne vil beholde dem, og

anfører, at ikke giver mening at tale om ”frikøb” af

fællesaktiver, som der ikke er betalt fuld erstatning for, da konsekvensen er, at virksomhedsejeren får

mindre end fuld erstatning. Det Danske Minkerhverv anfører, at såfremt det er hensigten, at

virksomhedsejeren skal betale for at bevare fælles aktiver, så vil det være interessant at vide, hvorledes

dette skal fastsættes. Det Danske Minkerhverv anfører, at man ikke fastsætter handelsværdien af en

erhvervsvirksomhed ved at vurdere værdien af enkeltaktiver, og spørgsmålet er derfor, hvordan det vil

påvirke værdien af erhvervsvirksomheden, hvis virksomhedsejeren f.eks. gerne vil beholde it-systemet,

fordi det skal bruges til virksomhedens øvrige drift. Det Danske Minkerhverv mener ikke, at lovforslaget

hænger sammen, og at det vil fungere i praksis, for selv hvis værdien for disse aktiver kunne fastsættes,

så ville det medføre, at virksomhedsejeren får mindre end fuldstændig erstatning. Hvis en

virksomhedsejer med en sådan ”blandet virksomhed” afstår den del af virksomheden, der er relateret til

dansk minkavl, er det naturligvis kun de minkspecifikke aktiver, der skal overtages af staten, men der

skal betales fuldstændig erstatning for virksomhedsejerens økonomiske tab, og virksomhedsejeren skal

naturligvis ikke betale et vederlag til staten for at beholde fællesaktiver.

Det Danske Minkerhverv peger desuden på, at der er et stort behov for, at minkbranchen snarest muligt

får retningslinjer for, hvorledes branchen kan disponere indtil mødet med erstatnings- og

taksationskommissionen. Det er f.eks. uklart, om lejemål, der er anvendt til ”minkaktiviteten”, kan

opsiges, om aktiver kan sælges, og hvor meget virksomhederne kan afvikles, opbrydes og sælges uden at

dette leder til, at grundlaget for (den mistede) fremtidige indtjening ikke længere er til stede på

tidspunktet for mødet med erstatnings- og taksationskommissionen.

Dansk Pelsdyravlerforening mener endvidere, at der bør være mulighed for, at virksomhedsejeren kan

”frikøbe” minkspecifikke aktiver, altså aktiver som kun er blevet anvendt til ”minkvirksomheden”, og

som staten derfor skal overtage med henblik på at sikre, at aktiverne ikke anvendes til minkrelaterede

aktiviteter igen. Som eksempel nævner foreningen en minkhal, som virksomhedsejeren gerne vil bruge

til noget andet, f.eks. lagerhal. Det er ifølge foreningen samfundsmæssigt værdispild at nedrive sådanne

bygninger, og foreningen foreslår derfor, at virksomhedsejeren får mulighed for at ”frikøbe” aktivet, og

at vederlaget fastsættes af erstatnings- og taksationskommissionen ud fra en konkret vurdering af

aktivets værdi på tidspunktet for mødet med kommissionen. Hvis staten gerne vil undgå, at aktivet

anvendes til minkavl igen

–

en efter foreningens opfattelse helt hypotetisk situation

–

kan det f.eks. ske

ved tinglysning af deklaration med forbud mod minkhallens anvendelse til minkavl.

Den Danske Dyrelægeforening (DDD) fremhæver, at det foreslåede § 8 b behandler aktiver i form af fast

ejendom, løsøre og immaterielle rettigheder. Det er DDD’s indtryk, at der her tænkes på bl.a. patenter,

og DDD anfører, at goodwill for dyrlægebranchen er et væsentligt immaterielt aktiv, men at tabt

omsætning for konsulentydelser i liberalt erhverv ikke behandles eksplicit i lovforslaget. DDD finder det

således væsentligt at få præciseret, at der kan være tale om væsentlige driftstab også i virksomheder

uden væsentlige fysiske aktiver.

Fødevareministeriet bemærker, at hensigten med lovforslagets § 8 a er, at der skal etableres en

ordning, som sikrer, at brugen af de aktiver, der fuldt ud erstattes eller kompenseres, ikke senere kan

genoptages, og som samtidig er i overensstemmelse med gældende regler om udskillelse af en

eksisterende bygning fra grunden. Ordningen vil overordnet indebære, at det for minkavl, opdræt af

mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en

minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er et vilkår for erstatningen eller

kompensationen, at der skal ske nedrivning og bortfjernelse af de bygninger med tilhørende

bygningsinstallationer, der er blevet erstattet eller kompenseret. Det vil således være et vilkår for

erstatning eller kompensation for aktiver i form af fast ejendom, at minkavleren m.v. accepterer, at

staten bortskaffer og nedriver bygninger, bure og andre aktiver omfattet af den faste ejendom, der er

blevet fuldstændigt erstattet eller kompenseret. Herudover fremgår af bestemmelsen, at det et vilkår

for erstatning eller kompensation, at staten erhverver ejendomsret til de erstattede eller kompenserede

løsøregenstande, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige

aktiver. Af den foreslåede § 8 b fremgår, at det for så vidt angår følgeerhverv, der ikke er et pelseri,

som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet vil

det være et vilkår for kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til fast ejendom, løsøre,

immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver, som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede

virksomhed, uanset graden af anvendelse i den minkrelaterede virksomhed, og som der ydes

kompensation for. Dog kan sådan vilkår ikke omfatte fast ejendom, hvorpå der er en ejerbolig,

medmindre ejeren fremsætter begæring herom.

I medfør af såvel det foreslåede § 8 a, stk. 4, og § 8 b, stk. 3, kan ministeren for fødevarer, landbrug og

fiskeri fastsætte regler om, at visse aktiver, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller

følgeerhvervsvirksomhed, ikke overtages og dermed heller ikke erstattes eller kompenseres.

Bemyndigelsen skal sikre en vis fleksibilitet med hensyn til, at visse aktiver kan beholdes af

virksomheden, men værdien af aktivet indgår således ikke i den samlede værdiansættelse af

virksomheden, herunder virksomhedens aktiver. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne udnyttes til at

fastsætte regler om, at løsøregenstande, der har haft begrænset anvendelse i en minkvirksomhed eller

minkrelateret virksomhed, ikke overtages og erstattes. Der er ikke tale om, at staten overtager aktiver,

som kun delvist erstattes eller kompenseres. Det er hele aktiver mod fuldstændig erstatning eller

fuldstændig kompensation for aktivets værdi.

For følgeerhvervsvirksomheder, som har aktiver, f.eks. bygninger, som har "dual use", dvs. hvor kun

en del af aktivet er minkrelateret, og hvor aktivet ikke kan deles, har virksomheden mulighed for at

frasige sig kompensation for aktivet og således også beholde aktivet. Staten betaler ikke kompensation

for aktiver, som forbliver ejet af virksomheden. Ønsker virksomheden kompensation for aktiver, f.eks.

bygninger, som har "dual use", dvs. hvor kun en del af aktivet er minkrelateret, og hvor aktivet ikke

kan deles, yder staten fuldstændig kompensation for hele aktivet og overtager ejerskabet af hele

aktivet.

Fødevareministeriet bemærker i øvrigt, at det er fastlagt i aftalen, at kompensationsberettigede

følgeerhvervsvirksomheder skal have kompensationen udmålt efter princippet om værdien i "handel

og vandel". I værdiansættelsen efter "handel og vandel" indgår bl.a. en vurdering af fremtidige

indtjeningsmuligheder. Det vil være de særlige erstatnings- og taksationskommissioner, som skal

forestå værdiansættelsen.

Fødevareministeriet bemærker endvidere, at minkvirksomheder, der har haft minkproduktion i 2020,

og som vælger at nedlukke deres minkvirksomhed permanent, kan søge fuldstændig erstatning og

kompensation udmålt efter den såkaldte DCF-model, hvor minkavleren modtager erstatning og

kompensation for såvel tab af fremtidig indtjening og restværdi af kapitalapparatet. Det fremgår af

bemærkningerne til det fremsatte lovforslag, at minkvirksomheder, der vælger erstatning opgjort på

grundlag af DCF-modellen, som fastlagt i den politiske aftale, ikke kan fravælge aktiver, som er

omfattet af denne model. Det skyldes, at en del af erstatningen for de minkrelaterede aktiver i DCF-

modellen beregnes som tabt fremtidig indtjening. Aktiver, der har været anvendt med over 50 pct. til

minkproduktionen, vurderes derfor at skulle indgå i DCF-modellen. Det fremgår således af

bemærkningerne til lovforslaget, at bemyndigelsen i det foreslåede § 8 a, stk. 4, ikke kan anvendes til

at fastsætte regler om, at sådanne aktiver kan fravælges, hvormed disse ikke erstattes og overtages af

staten.

I lyset af de indkomne høringssvar og ud fra betragtninger om at undgå værdispild med hensyn til at

nedrive bygninger som f.eks. en lade, der kan anvendes til andre formål end minkproduktion, finder

Fødevareministeriet, at der bør stilles ændringsforslag til lovforslaget om at ændre bemyndigelsen i

det foreslåede § 8, stk. 4, således at der også vil kunne fastsættes regler om, at visse aktiver, der indgår

i DCF-modellen,

f.eks. en lade eller løsøre, der har haft ”dual use”, efter anmodning fra minkavleren

kan

”frikøbes” til markedspris,

efter udmålingen af erstatningen efter DCF-modellen er foretaget.

Det skal desuden bemærkes, at minkvirksomheder kan vælge at få opgjort erstatningen efter

princippet om værdien i "handel og vandel", herunder minkvirksomheder, der ikke haft

minkproduktion i 2020, men i 2018 og/eller 2019. Bemyndigelsen i det foreslåede § 8 a, stk. 4, vil

derfor kunne anvendes til at fastsætte regler om, at visse aktiver, som indgår i disse minkvirksomheder

efter anmodning ikke overtages og dermed heller ikke erstattes og kompenseres, hvormed

virksomheden kan beholde aktivet.

Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at der med lovforslaget indsættes mulighed for ekstension i de

tilfælde, hvor statens overtagelse af aktiver har en sådan påvirkning på ejendommens restværdi eller

fortsatte udnyttelsesmuligheder, at ejendommen ikke kan udnyttes på en hensigtsmæssig måde.

Dansk Pelsdyravlerforening anfører ligeledes, at lovforslaget bør være mere fleksibelt, så der bliver

mulighed for, at fuld overtagelse af ejendommen, hvis det ikke giver mening for lodsejerne at sidde

tilbage med en mindre restejendom, der ikke fungerer alene. Der kan f.eks. også være situationer, hvor

den berørte virksomhedsejer bor på den ejendom, hvor minkaktiviteten har foregået, og som måske

gerne vil væk fra området, når deres minkvirksomhed er forsvundet. DP mener, at lovforslaget generelt

bærer præg af, at staten har meget stor frihed til at vælge det, der skal overtages og betale erstatning

efter de principper, der er mest hensigtsmæssige for staten, samtidig med, at staten i øvrigt ikke

overtager passiver, herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, og at det er

således op til virksomhedsejeren at få aftaleforhold afsluttet og selskabet lukket.

Det Danske Minkerhverv bemærker ligeledes, at foreningen har forstået den politiske aftalen således, at

staten ikke overtager passiver, herunder gældsforpligtelser, af nogen art vedrørende virksomheden, og

at det således overlades til virksomhedsejeren at få selskabet lukket (eller drevet videre med mindre

aktivitet) og aftaleforhold afsluttet. Det Danske Minkerhverv går ud fra, at dette inddrages ved

vurderingen af erstatningen, at virksomhedsejeren står tilbage med denne ”lukkeopgave”, som kan være

meget bekostelig.

Fødevareministeriet bemærker, at det følger af den politiske aftale, at der skal ydes fuldstændig

erstatning og kompensation for minkrelateret virksomhed og aktiver. Det er således ikke en del af

aftalen, at staten skal yde erstatning for aktiver mv., som ikke er en del af den minkrelateret

virksomhed. Baggrunden herfor er bl.a. hensynet til, at mange danske virksomheder er påvirket

negativt af COVID-19 situation generelt.

Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af den foreslåede § 8 b, stk. 1, at det for følgeerhverv,

som ikke driver udlejning af stald- og burkapacitet eller pelseri, der har været drevet i tilknytning til

en minkvirksomhed, er et vilkår for kompensationen, at staten ved fastsættelsen af kompensation

erhverver ejendomsret til den faste ejendom, løsøre, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver,

som ejes af og blev anvendt i den minkrelaterede virksomhed, uanset graden af anvendelse i den

minkrelaterede virksomhed, og som der ydes kompensation for. Efter den forslåede § 8 b, stk. 3, 2.

pkt., kan der fastsættes regler om, at visse aktiver som nævnt i stk. 1, herunder efter anmodning fra

følgeerhvervsvirksomheden, ikke overtages og dermed heller ikke kompenseres.

Udgangspunktet er således, at følgeerhvervsvirksomheder, der ejer aktiver, f.eks. bygninger (fast

ejendom), som har haft "dual use", dvs. hvor kun en del af aktivet er anvendt til minkrelateret

virksomhed, og hvor aktivet ikke kan deles, vil modtage fuldstændig kompensation for hele aktivet

mod at staten overtager ejerskabet af hele aktivet. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor

følgeerhvervsvirksomheden frabeder sig fuldstændig kompensation for nogen del af aktivet og dermed

beholder dette selv.

Fødevareministeriet skal endvidere bemærke, at det fremgår af den politisk aftale, at følgeerhverv for

at være kompensationsberettigede bl.a. skal opfylde et kriterie om, at virksomhedens produktion ikke

umiddelbart kan omlægges til anden aktivitet. Ved vurderingen af, om produktionen kan omlægges

til anden aktivitet, vil det bl.a. skulle vurderes om omstilling er mulig, hvad omkostningerne er ved en

omstilling, og om dette står i et rimeligt forhold til indtjeningspotentialet ved en ny type aktivitet. Det

fremgår endvidere af den politiske aftale, at der ydes kompensation for den andel af virksomheden,

der er relateret til dansk minkavl. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal fastsættes regler om muligheden

for at kompensere ikke-minkrelaterede aktiver i særlige tilfælde, vil derfor være et spørgsmål, som vil

skulle drøftes med aftalepartierne.

Det skal samtidig bemærkes, at det er Fødevarevareministeriet vurdering, at der allerede er hjemmel

i den gældende lovs § 8, stk. 3, til at fastsætte regler om, at der kan ydes kompensation for ikke

minkrelaterede aktiver, såfremt der er tale om særlige tilfælde, hvor den tilbageblivende del af

følgeerhvervsvirksomheden/ejendommen, herunder de ikke minkrelaterede aktiver (restværdien af

virksomheden/ejendommen), bliver så lille eller af en sådan beskaffenhed, at den ikke kan udnyttes på

fornuftig måde. Der vil dog blive fremsat et ændringsforslag om at indføre en bestemmelse, der bl.a.

skaber hjemmel til, at staten også overtager ejendomsretten til ikke-minkrelaterede aktiver, såfremt

disse kompenseres i sådanne særlige tilfælde som nævnt ovenfor.

For minkavlere betyder erstatningsordningen i den politiske aftale, at værdiansættelsen af

minkvirksomheden er eksklusiv jord. Det er således ikke hensigten, at staten skal overtage hele

minkavlernes faste ejendom inklusiv jord og bolig mv. Da udgangspunktet for erstatningsordningen

er, at det ikke er muligt for minkavlerne at omlægge minkvirksomheden og anvende stalde m.v. til

andet formål, indebærer erstatningsordningen, at der skal ske nedrivning og bortfjernelse af

produktionsanlæg m.v., der er blevet erstattet.

Fødevareministeriet bemærker desuden, at det ikke er hensigten, at staten skal overtage minkavlernes

og følgeerhvervsvirksomhedernes gæld. Virksomhedernes gældsforpligtelser må derfor skulle betales

ud af den erstatning og kompensation, der udmåles til virksomhederne.

Endelig bemærker Fødevareministeriet, at det følger af den politiske aftale, at aftalepartierne er enige

om, at alle minkavlere, der vælger at lukke bedriften, kan modtage et engangsbeløb på 80.000 kr.

Beløbet vil gøre det muligt for avleren at dække diverse engangsomkostninger i forbindelse med

nedlukningen. Det fremgår ikke af aftalen, at der ydes et lignende engangsbeløb til

følgeerhvervsvirksomheder.

Tidspunkt for erhvervelse af adkomst m.v.

Dansk Pelsdyravlerforening finder generelt, at der er behov for en konkret fastsættelse af tidspunktet

for erhvervelse af adkomst m.v., og foreningen er ikke enig i beskrivelsen i lovforslaget, hvor det fremgår,

at statens ret stiftes ved den endelige fastsættelse af erstatningen eller kompensationen, dvs. når der

enten indgås forlig/aftale om erstatnings- eller kompensationsbeløbets størrelse eller træffes endelig

afgørelse, herunder ved endelig dom. DP mener, at man i højere grad skal lade sig inspirere af den

almindelige ekspropriationsproces, hvor staten får adkomst, når ekspropriationskommissionen træffer

beslutning om ekspropriation, hvorefter adkomst kan tinglyses, rettigheder ophæves m.v., mens der

typisk fastsættes typisk et senere overtagelsestidspunkt, hvor staten overtager ejendommen.

Det Danske Minkerhverv foreslår, at staten får adkomst til aktiverne den dag, hvor erstatnings- og

taksationskommissionen afholder mødet med den enkelte minkvirksomhed (”besøgsdagen”), og træffer

beslutning om overtagelse af aktiverne. Det vil i så fald være den dag, at statens adkomst kan tinglyses

og rettigheder ophæves, og der kan efter aftale med virksomhedsejeren fastsættes et senere

overtagelsestidspunkt, hvor staten tager aktiverne ”i besiddelse”. Det Danske Minkerhverv foreslår

endvidere, at erstatningen forrentes fra den dag

(”besøgsdagen”),

hvor staten får adkomst, ligesom

staten fra den dag kan få eventuelle indtægter af aktiver, fx lejeindtægter fra fast ejendom.

Det Danske Minkerhverv og Dansk Pelsdyravlerforening mener desuden ikke, at det skal have nogen

betydning for ejendomsrettens overgang eller udbetalingen af erstatningen, at der eventuelt er anlagt en

retssag, dog nævner Det Danske Minkerhverv det er naturligvis vigtigt, at der ikke destrueres aktiver,

hvis der verserer en retssag om erstatningen. Foreningerne mener således, den del af erstatningen, der

ikke er udbetalt a conto, skal udbetales, når den er endeligt fastsat enten når i) der er indgået forlig, ii)

et skriftligt erstatningsforslag er tiltrådt af begge parter, iii) erstatnings- og taksationskommissionen har

afsagt en kendelse, som ikke rettidigt er indbragt for en eventuel overerstatnings- og

taksationskommission, eller iv) en eventuel overerstatnings- og taksationskommission har afsagt en

kendelse.

Landbrug & Fødevarer anfører, at det tidsmæssige aspekt bør tages med i betragtning i forhold til aktiver

- både fsva. bygninger og løsøre - så bygninger ikke nedrives, eller løsøre overdrages, før der er opnået

enighed ved taksation eller domstolsprøvelse, og anfører, at værdispildbetragtninger også her er vigtige

at have for øje.

Fødevareministeriet henviser til bemærkningerne ovenfor om overdragelse af krav på erstatning

kompensation.

Endvidere

bemærkes,

det

vil

være

minkavleren

eller

følgeerhvervsvirksomheder, der oppebærer eventuelle indtægter i perioden frem til statens

erhvervelse af ret over de erstattede eller kompenserede aktiver.

Det er ikke en del af den politiske aftale, at der skal ske forrentning af erstatning og kompensation

forud for den endelige fastsættelse af denne.

I lyset af de indkomne høringssvar, herunder spørgsmålet om tidspunktet for erhvervelse af

adkomst m.v., finder Fødevareministeriet det hensigtsmæssigt, at der foreslås indført en

bestemmelse i minkloven, der bemyndiger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til at

kunne fastsætte regler om statens betaling af renter af krav på erstatning og kompensation,

herunder om hvordan og fra hvornår renten skal beregnes. Der vil således blive stillet et

ændringsforslag til lovforslaget herom. Det skal hertil bemærkes, at udmøntning af en sådan

bestemmelse, i givet fald vil skulle drøftes nærmere med partierne bag den politiske aftale.

Nedrivning af produktionsanlæg m.v.

Landbrug & Fødevarer og Dansk Pelsdyravlerforening fremhæver, at det klare udgangspunkt i

forbindelse med nedrivningsarbejdet er, at der skal ske en fuldstændig retablering af det berørte areal,

således at arealet efterfølgende kan anvendes til landbrugsdrift eller anden aktivitet uden afholdelse af

omkostninger til at færdiggøre statens forpligtelser. Dette indebærer ifølge L&F og DP, at alt, der er

minkrelateret, skal fjernes og bortskaffes, uanset om det er beliggende over, på eller under terræn, at

grus, sand m.v., der er indgået i opbygningen af minkfarmen med interne køreveje m.v., skal opgraves

og bortskaffes, og at det berørte areal derefter planeres, og der udlægges et hensigtsmæssigt lag råjord

og muldjord. L&F mener endvidere, at det også bør fremgå af bemærkningerne i lovforslaget, hvordan

man håndterer de situationer, hvor nedrivning ikke er mulig uden skade på tilknyttet bygningsmasse.

Landbrug & Fødevarer bemærker, at staten i relation til fast ejendom ikke overtager det matrikulære

areal, som derfor fortsat tilhører den eksproprierede, og da der ikke gennemføres en juridisk

arealafståelse, skal arbejde udført på den pågældende ejendom derfor ske med respekt for den

tilbageværende virksomhed, bedrift og/eller bolig. Landbrug & Fødevarer anfører, at der ved

nedrivningen og bortskaffelsen af materiel bør reguleres en pligt til at drage omsorg for en ryddelig

ejendom med mindst mulig synlige spor, sikring af, at adgangsveje kan benyttes, ligesom evt.

strukturskade og andet i forbindelse med den midlertidige arbejdsplads også skal erstattes i henhold til

gældende praksis.

Dansk Pelsdyravlerforening og Landbrug& Fødevarer bemærker, at lovforslaget indeholder flere

bestemmelser om virksomhedsejerens pligt til at give adgang til ejendommen, friholde adgangsveje og

rydde op på ejendommen før nedrivningen, og efter

L&F’s

opfattelse mangler lovforslaget at tillægge

den eksproprierede rettigheder også i forbindelse med den praktiske gennemførelse af statens

erhvervelser, herunder er det ikke er fremhævet, at øvrige sikkerhedsforskrifter skal iagttages, også fra

statens side.

Dansk Pelsdyravlerforening opfordrer til, at nedrivning og bortskaffelse sker i tæt samarbejde med de

virksomhedsejere, der er dybt berørt af situationen, og DP mener, at det bør være en mulighed, at

virksomhedsejere, der selv ønsker det, kan forestå nedrivningen, og at virksomhedsejeren herved også

får nedrivningsomkostningerne betalt. DP anfører endvidere, at det, hvor virksomhedsejere ikke selv

ønsker at gennemføre nedrivningen, skal sikres, at virksomhedsejerne får en fast kontaktperson, som

kan følge nedrivningen og håndtere eventuelle problemstillinger undervejs, så en vigtig dialog ikke skal

føres gennem tilfældige håndværkere. Herudover skalvirksomhedsejeren naturligvis varsles om

håndværkernes adgang til ejendommen, ligesom virksomhedsejeren skal vide, hvem der får adgang til

ejendommen.

Det er Landbrug & Fødevarers opfattelse, at det bør være en pligt for staten at sikre, at gennemførelsen

af arbejdet planlægges og gennemføres i nærmere dialog med den eksproprierede med henblik på

mindst mulig gene for den resterende del af ejendommen, f.eks. kan det være relevant med særlig

asbestafdækning eller andre forholdsregler for at beskytte tilhørende bygningsmasse og ejere, og det

anføres, at orientering skal være en pligt ikke et udgangspunkt, hvor L&F henviser til , at det fremgår af

lovforslagets bemærkninger, at ejeren som udgangspunkt skal orienteres i behørig tid inden arbejdets

udførelse.

Dansk Pelsdyravlerforening mener desuden, at der skal fastsættes en frist for arbejdets udførelse, idet

det ikke er rimeligt, hvis virksomhedsejeren skal vente i længere tid på statens fjernelse af bygninger

m.v., og DF finder, at der skal være sanktioner, hvis tidsfristen ikke overholdes, f.eks. afkortning af den

anvendte tidsperiode i tilbagediskonteringsberegningen på den pågældende erstatningssag.

Danske Advokater bemærker, at det anses som værende uhensigtsmæssigt, såfremt loven fortolkes

således, at det alene er offentlige myndigheder, der må medvirke til nedrivning af produktionsanlæg.

Danske Advokater anfører i den forbindelse, at private virksomheder, herunder de minkavlere som har

haft deres daglige gang på netop produktionsanlægget, kan have en særlig viden om

produktionsapparatet/branchen, der indebærer, at netop de vil være nærmest til at sikre, at

produktionsanlægget nedtages korrekt. Herudover anfører Danske Advokater, at der også er et ganske

almindeligt konkurrenceretligt aspekt at tage hensyn til, og at det på den baggrund bør præciseres i

lovforslaget, at også private kan medvirke til processen under forudsætning af, at der kan opnås enighed

herom, og under forudsætning af, at sædvanlige regler om udbud m.v. overholdes.

Fødevareministeriet bemærker, at det fremgår af den politiske aftale af 25. januar 2021, at staten vil

have ansvaret for at dække udgifter forbundet med nedrivning af produktionsanlæg mv. Det fremgår

af den foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, at

staten ved

erstatning eller kompensation for fast

ejendom erhverver ret til bortskaffelse af bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den

faste ejendom, og at retten til bortskaffelse omfatter ret til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v.

samt ejendomsret til de bortskaffede aktiver. Det fremgår endvidere, at staten afholder udgifterne til

nedrivning og fjernelse af bygninger m.v., og at staten ikke afholder andre omkostninger, herunder

omkostninger til anden oprydning eller forureningsbekæmpelse. Det fremgår af lovforslagets

bemærkningerne, afsnit 2.5.2, at ejendomsretten til den faste ejendom således forbliver hos

erstatningsmodtageren, der imidlertid skal acceptere, at staten får ret til at nedrive bygninger med

tilhørende bygningsinstallationer m.v., herunder installationer såsom rørføring m.v. under jorden, og

at staten kan bortfjerne det herved fremkomne bygningsaffald. Nedrivning og bortfjernelse sker for

statens regning, og staten skal i den forbindelse sørge for, at det pågældende areal efterlades rydeligt

uden huller og jordbunker. Anden oprydning og reetablering af grundarealer under og ved bygninger

m.v. omfattet af bortskaffelsesretten, herunder håndtering af eventuel forurening, forbliver et

anliggende for grundejeren.

Fødevareministeriet bemærker, at der med anden oprydning bl.a. forstås fjernelse af affald og skrot,

der ikke er relateret til nedrivningsarbejdet eller den minkrelaterede del af virksomheden i øvrigt. Med

anden reetablering af grundarealer under og ved bygninger m.v. omfattet af bortskaffelsesretten

tænkes særligt på forureningsbekæmpelse. Opgaven med nedrivning og fjernelse af bygninger og

installationer m.v., herunder bortskaffelse af bygningsaffald m.v., vil således omfatte oprydning og

reetablering, der relaterer sig til det nedrevne produktionsanlæg, såsom fjernelse af fundamentet,

herunder grus og sand mv., og hvad der sædvanligvis følger med en sådan opgave med at rydde og

reetablere arealer i form af planering af areal og f.eks. udlægning af råjord eller muldjord.

I relation til den praktiske udførelse af opgaver med nedrivning af bygninger m.v. og bortskaffelse af

affald skal gældende regler for udførelse af sådant arbejde naturligvis overholdes, herunder

miljøregler (miljøscreening, håndtering og bortskaffelse af farlige stoffer mv.) og arbejdsmiljøregler,

herunder sikkerhedsforskrifter mv., ligesom der naturligvis vil være krav på udbedring eller

erstatning, hvis der som led i udførelsen af nedrivningsarbejdet sker anden skade på ejendommen.

Med hensyn til minkavlernes egen involvering i arbejdet med nedrivning af produktionsbygninger

mv., er det Fødevareministeriets opfattelse, at der under forhandlingerne er af den politiske aftale er

taget stilling til spørgsmålet, og at denne mulighed blev afvist. Begrundelsen er bl.a., at der er en række

miljø- og arbejdsmiljøregler, som skal overholdes. Arbejdet med nedrivning af produktionsbygninger

mv. planlægges af Transportministeriet og vil skulle ske via udbud.

Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.5.2, at

staten

skal sørge for nedrivning

af stalde og bygninger eller anden bortskaffelse eller flytning af erhvervede aktiver inden for en

rimelig frist fra erstatningens eller kompensationens endelige fastsættelse, og at det i den forbindelse

skal sikres, at ejer af ejendommen som udgangspunkt orienteres i behørig tid forud for påbegyndelse

af nedrivningsarbejde m.v. Fødevareministeriet skal understrege, at ejer af ejendommen naturligvis

skal orienteres forud for påbegyndelse nedrivningsarbejde, og som udgangspunkt skal orienteringen

ske i behørig tid. Dette gælder også i forhold til anden aktivitet i forbindelse med statens erhvervelse

af aktiver, der ikke vedrører nedrivning af bygninger m.v.

Eventuel nedsættelse eller bortfald af ret til erstatning og kompensation

Dansk Pelsdyravlerforening fremfører, at beskrivelsen i lovforslagets bemærkninger om, hvorledes der

kan fastsættes regler om nedsættelse og bortfald af erstatning, hvis frister overskrides eller

virksomhedsejerne ikke aktivt bidrager eller medvirker i processen i forbindelsen med statens

erhvervelse af aktiver, herunder nedrivningsarbejde mv., er udtryk for en skæv balance i lovforslaget, og

at ønsket om at fastsætte sådanne regler er udtryk for en helt forkert indstilling til minkbranchen.

Det Danske Minkerhverv mener, at

”vinklen” i

lovforslaget er forkert og nærmest et udtryk for

manglende respekt over for minkbranchen, og finder, at der skal lægges en helt anden linje for

samarbejdet end den, der kommer til udtryk i lovforslaget. DP bemærker, at minkbranchen selvsagt

mere end indstillet på at medvirke hurtigt og smidigt, og denne indbyggede mistænkeliggørelse på ingen

måder er klædelig, og der skal naturligvis ikke fastsættes sådanne regler. Foreningerne anfører desuden,

at der (formentlig) ikke kan fastsættes regler om bortfald af en grundlovssikret ret til fuldstændig

erstatning, hvis man f.eks. overser en frist for aflevering af materiale el.lign.

Landbrug & Fødevarer ønsker ligeledes at udfordre lovligheden af at fastsætte en bestemmelse om

retsfortabelse af erstatningskrav, hvis der ikke er overholdt en nærmere fastsat tidsfrist. L&F anbefaler,

at der i stedet vejledes grundigt om processen, men at man undlader afskærende regler af den karakter

for et erhverv, som kun har vist interesse i at bidrage til en hurtig proces og afslutning.

Danske Advokater anfører, at den foreslåede bemyndigelse til, at fastsætte regler om, at

ansøgningsfrister og øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation

med den konsekvens af manglende opfyldelse af regler om ansøgningsfrister og dokumentationskrav

m.v. kan betyde, at erstatningen eller kompensationen nedsættes helt eller delvist, må anses

retssikkerhedsmæssigt kritisabelt. Danske Advokater henviser i den forbindelse til, at der med

bemyndigelsen kan fastsættes regler om oplysnings- og dokumentationskrav til brug for sagernes

behandling, herunder til brug for fastsættelse af et minimumsniveau for omkostninger på 25 pct. under

gennemsnittet, der ifølge Danske Advokater potentielt kan stride imod princippet om fuldstændig

erstatning. Ifølge Danske advokater bør en minkavler, der kan dokumentere lavere omkostninger end

25 pct.-grænsen tilgodeses herfor, og på tilsvarende vis mener Danske Advokater, at loftet for

kvalitetsindeks (105), der er omtalt i den politiske aftale, fjernes. Ligeledes anfører Danske Advokater,

at det bør være op til erstatnings- og taksationskommissionen at vurdere, hvilken dokumentation der

skal være til stede for at opnå erstatning. Det bør ifølge Danske Advokater ikke fastsættes politisk, og i

hvert fald ikke som ultimativt krav. Herudover fremgår det af lovforslaget, at bemyndigelsen også vil

kunne anvendes til at kunne fastsætte regler for hvilke frister, der skal være gældende. I den

sammenhæng bør opmærksomheden henledes på, at der gives rimelige frister for anmeldelse af krav,

således det sikres, at alle de berørte minkavlere har mulighed for at anmelde deres krav.

Fødevareministeriet bemærker, at lovforslagets bemærkninger om, at kravet på erstatning eller

kompensation helt eller delvist kan bortfalde ved manglende overholdelse af regler eller vilkår om

aktivt medvirken på ingen måde er udtryk for en manglende tillid eller tiltro til minkbranchen.

Bemærkningerne er alene udtryk for almindelig praksis for, at retsvirkningen af manglende

efterlevelse beskrives i lovbemærkningerne. Den nærmere udmøntning af regler om statens adgang

til nedrivning mv. forventes i øvrigt udarbejdet i forlængelse af dialog med interessenterne.

For så vidt angår den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om ansøgning, ansøgningsfrister

og øvrige frister, oplysnings- og dokumentationskrav samt krav om revisorattestation, bemærker

Fødevareministeriet at bemyndigelsen bl.a. forudsættes anvendt til at fastsætte regler om, at ansøgere

ved indgivelse af ansøgningen skal afgive oplysninger om produktionsomkostningerne for det

ansøgte. Den foreslåede bemyndigelsen forventes endvidere anvendt til at fastsætte regler om frister

for indgivelse af ansøgninger, således at det bl.a. bliver muligt at fastlægge det i den politiske aftale

forudsatte minimumsniveau for omkostninger på 25 pct. under gennemsnittet til brug for

behandlingen af ansøgningerne. Fødevareministeriet bemærker, at grænsen på 25 pct. såvel som

loftet for kvalitetsindeks på 105, er politisk besluttet og indgår som en del af beregningen i den i aftalen

fastlagte DCF-model vedrørende erstatning til minkvirksomheder.

Det bemærkes, at fastsættelse af regler om ansøgningsfrister m.v. også vil gøre det muligt tidligt i

sagsbehandlingen at foretage en afdækning af ejerforhold og antal mink i de enkelte besætninger,

herunder navnlig i besætninger med flere underbesætninger. Det er forventningen, at dette vil

reducere sagsbehandlingstiden generelt.

Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, at der kan fastsættes regler om, hvilken

retsfølge manglende opfyldelse af reglerne vil have for ansøgeren, herunder at ansøgningen kan

afvises ved overskridelse af en frist eller ved manglende indsendelse af fornøden dokumentation

inden en angiven frist. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at erstatningen eller

kompensationen nedsættes helt eller delvist ved overskridelse af frister. Fødevareministeriet

bemærker, at det vil være erstatnings- og taksationskommissionerne, der i den konkrete sag vurderer,

i hvilket omfang overskridelse af frister vil have betydning for den endelig fastsættelse af erstatning

eller kompensation.

Det bemærkes endelig, at de nærmere frister for ansøgninger mv. vil bliver fastsat efter dialog med

branchen.

Kompensation for udgifter i mellemperiode

Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv har noteret, at det anerkendes i lovforslaget, at

der skal betales kompensation for udgifter til sikring af aktiver, indtil disse skal overtages af staten, men

DP gør samtidig opmærksom på, at når minkbranchen skal behandles som ved ekspropriation, jf. den

politiske aftale, har minkbranchen ikke kun krav på en usikker kompensation for specifikke

udgiftsposter, men derimod krav på fuld erstatning for faste omkostninger, der ikke kan undgås,

herunder lønudgifter i en opsigelsesperiode, og foreningerne peger på, at staten bør refundere disse

omkostninger løbende, idet der kan gå lang tid, før erstatnings- og taksationskommissionen behandler

de enkelte sager. Det Danske Minkerhverv foreslår konkret en a conto model, hvor de enkelte

virksomheder løbende for den foregående måned opgør de faste omkostninger, som ikke har kunnet

spares, og hvis en del af virksomheden er beskæftiget med salg til andre brancher, så reduceres disse

ikke-sparede faste omkostninger for denne andel ud fra omsætningens fordeling i 2019.

Det Danske Minkerhverv finder generelt, at lovforslaget mangler en præcisering af vigtige tidspunkter,

og mener at minkvirksomhederne har krav på

erstatning for ”faste omkostninger” i perioden fra den 4.

november 2020, hvor minkbranchen blev lukket, til det tidspunkt, hvor staten får adkomst til aktiverne.

Landbrug

& Fødevarer mener, at der i der i forhold til den foreslåede § 8 d ikke blot skal

stå ”kan” men

”skal”, at der skal fastsættes regler om erstatning herfor i perioden fra 4. november 2020 frem til

taksationskendelsen. L&F anfører, at kravet ikke kun skal omfatte omkostninger til forsikring som

nævnt eller eksemplificeret i de tilhørende bemærkninger, men også lønninger, idet der som

udgangspunkt er opsigelsesvarsler at iagttage. Der kan også være it-infrastruktur, abonnementer, varme

og leasingudgifter, som ikke fra den ene dag til den anden kan stoppes.

Fødevareministeriet bemærker indledningsvist, at der ved lov om aflivning af og midlertidigt forbud

mod hold af mink blev indført et midlertidigt forbud mod hold af mink til og med den 31. december

2021, jf. lovens § 1, stk. 1. Vurderingen er, at det midlertidige forbud mod hold af mink ikke i

almindelighed udgør et ekspropriativt indgreb over for de erhvervsdrivende. Det fremgår dog af

forarbejderne til lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, at ”det kan imidlertid

ikke udelukkes, at det midlertidige forbud vil kunne udgøre et ekspropriativt indgreb over for konkrete

erhvervsdrivende”.

Det fremgår af den politiske aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af

COVID-19, at aftalepartierne er enige om, at der skal ydes fuldstændig erstatning til minkavlere og

minkafhængige følgeerhverv, uanset om der juridisk set er tale om ekspropriation efter grundlovens

§ 73 eller ej. I aftalen er fastlagt de erstatningsmodeller, som skal benyttes i udmålingen af fuldstændig

erstatning og kompensation til minkavlerne og fuldstændig kompensation til følgeerhverv.

Det er Fødevareministeriets opfattelse, at der med den politiske aftale ikke er taget stilling til

minkvirksomheders og følgeerhvervsvirksomheders udgifter i perioden indtil erstatnings- og

taksationskommissionernes konkrete vurdering af sagerne er afsluttet.

På den bagrund er der foreslået en bemyndigelse til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri

kan fastsætte regler om, at staten yder kompensation for rimelige omkostninger afholdt af minkavlere

eller følgeerhverv i perioden frem til fastsættelsen af fuldstændig erstatning eller kompensation efter

regler fastsat i medfør af lovens § 8, stk. 3

Der gives i lovforslagets bemærkninger enkelte eksempler på sådanne udgifter. Her nævnes udgifter

til forsikringspræmier og nødvendig vedligeholdelse af løsøregenstande. Dette er dog ikke en

udtømmende liste.

Der er altså endnu ikke taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning af bestemmelsen, herunder

hvilke typer udgifter mv., der skal omfattes, ligesom den konkrete udbetalingsmodel ikke er besluttet,

og Fødevareministeriet bemærker, at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag

den politiske aftale. Fødevareministeriet har noteret sig de indkomne bemærkninger og forslag til den

konkrete udmøntning af bestemmelsen.

Erstatnings- og taksationskommissioner

Dansk Pelsdyravlerforening (DP) og Det Danske Minkerhverv har noteret, at det fremgår af den politiske

aftale, at fødevareministeren nedsætter en særlig erstatnings- og taksationskommission, der skal

behandle sagerne. Foreningerne anbefaler, at erstatnings- og taksationskommissionen består af 3

medlemmer, herunder en formand, som skal have juridisk kandidateksamen eller tilsvarende juridiske

kvalifikationer til varetagelse af hvervet, mens de to øvrige medlemmer skal være henholdsvis en

økonom eller revisor med indgående kendskab til værdiansættelse af virksomheder og en fagligt kyndig

med stort kendskab til minkbranchen.

Landbrug & Fødevarer støtter oprettelsen af de særlige erstatnings- og taksationskommissioner og

eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner i klar forventning om, at kommissionerne

bidrager til en effektiv og ensartet sagsbehandling allerede i første instans. L&F påpeger, at det er vigtigt,

at sammensætningen af kommissionernes medlemmer tilrettelægges, så der inddrages eksperter med

tung faglig ekspertise i både minkproduktion, juridiske ekspropriationsforhold og økonomiske

vurderinger, og at det således ikke er antallet af medlemmer, der er afgørende, men derimod den faglige

indsigt i området og viljen og evnen til at prioritere opgaven.

Dansk Pelsdyravlerforening anfører, at det helt afgørende er, at processen gennemføres hurtigst muligt,

og foreningen er derfor betænkelig ved, at erstatnings- og taksationskommissionen eventuelt får samme

antal medlemmer som de kommissioner, der kendes fra den almindelige ekspropriationsproces, idet det

uundgåeligt vil forlænge processen, og foreningen anbefaler, at medlemmerne af kommissionerne bliver

fuldtidsbeskæftiget med opgaven, da det ikke vil være hensigtsmæssigt med deltidsbeskæftigede

medlemmer, fordi det uundgåeligt vil forlænge processen. Landbrug & Fødevarer foreslår, at der

indføres sagsbehandlingstider for kommissionerne på højest 3 måneder samt, at kendelserne skal

foreligge senest 8 uger efter taksationsforretningen.

Danske Advokater anfører, at det for at sikre taksationskommissionens fuldstændige uafhængighed ikke

bør være ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri der egenhændigt har kompetencen til at udpege

kommissionens formænd eller i øvrigt fastsætte reglerne om udpegning. Der bør også være tillagt

kompetence til at udvælge medlemmer/fastsætte reglerne om udpegning fra brancheforeninger.

Dansk Pelsdyravlerforening forstår, at der gives mulighed for at nedsætte overerstatnings- og

taksationskommissioner, der skal efterprøve de afgørelser, der træffes af erstatnings- og

taksationskommissionen, og foreslår en enklere løsning med kun ét niveau overvejes, da det vigtigste er,

at de stærkeste kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionerne, således at sagerne i

videst mulige omfang kan afsluttes i første instans. Det Danske Minkerhverv er ligeledes af den

opfattelse, at det vil være tilstrækkeligt med ét administrativt niveau for så vidt angår erstatningens

størrelse, hvis de stærkeste kompetencer samles i erstatnings- og taksationskommissionen. Det Danske

Minkerhverv peger dog på, at der kan være behov for, at visse afgørelser kan prøves administrativt, fx

erstatnings- og taksationskommissionens beslutning om, hvorvidt en virksomhed i følgeerhvervet

opfylder betingelserne for at få erstatning. Det Danske Minkerhverv peger endvidere på, at hvis en

afgørelse truffet af erstatnings- og taksationskommissionen påklages administrativt, er det vigtigt, at der

gennemføres en meget hurtig sagsbehandling i klageinstansen, og foreningen mener endvidere, at der

skal laves et ”fast track” for minksager.

Danske Advokater finder, at nedsættelse af en administrativ

rekursmyndighed for afgørelser truffet af erstatnings- og taksationskommissionerne vil forlænge

sagsbehandlingstiden betydeligt, og anser det for retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, da der i så fald vil

ske en betydeligt tidsmæssig forlængelse i forhold til, hvornår de berørte parter eventuelt kan indbringe

sagen for domstolene.

Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv anfører, at hvis der arbejdes videre med to

administrative niveauer bør der være mulighed for at springe overerstatnings- og

taksationskommissionen over, hvis sagen ønskes prøvet ved domstolene. Landbrug & Fødevarer og

Danske Advokater (DA) anbefaler ligeledes, at der skabes mulighed for, at den pågældende part selv

vælger, om de vil udnytte en rekursadgang til eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner

eller indbringe spørgsmålet direkte for domstolene. DA påpeger endvidere, at der

–

såfremt der

fastsættes frister for indbringelse af sagen for domstolene

–

bør være tale om rimelige frister. DA mener

desuden, at der bør indføres en ret til, at den, som klager over erstatningens størrelse til domstolene

eller til en overerstatnings- og taksationskommission, kan modtage en del af den af erstatnings- og

taksationskommissionen tilkendte erstatning som en aconto-erstatning, der udbetales med det samme,

eller kan det potentielt afskære borgere fra at klage/indbringe sagen, da det rent økonomisk ikke er en

mulighed.

Danske Advokater anerkender, at det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, at erstatnings- og

taksationskommissionen vil blive etableret som uafhængige forvaltningsmyndigheder uden for

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris organisatoriske hierarki, og at kommissionerne således

ikke vil være underlagt nogen instruktionsbeføjelser, men mener dog ikke, at dette helt kommer til

udtryk, når ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastlægge konkrete krav til dokumentation,

erstatningsprincipper m.v. DA finder det afgørende, at erstatnings- og taksationskommissionen er helt

frit stillet i deres behandling af sagen, og dermed ikke er underlagt begrænsninger, og DA mener derfor

ikke, at der bør være mulighed for, at fødevareministeren kan fastlægge konkrete retningslinjer for

taksationskommissionerne, herunder hvilke principper de skal følge.

Fødevareministeriet bemærker, at der med lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og

midlertidigt forbud mod hold af mink er hjemmel i § 8, stk. 4, 2. pkt., til at oprettelse af myndigheder,

der skal behandle sagerne efter lovens § 8, stk. 1-3. Med lovforslaget uddybes bemyndigelsen til også

at omfatte fastsættelse af regler om deres virksomhed og sekretariatsbistand.

Det er hensigten, at bemyndigelsen bl.a. skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om

sammensætning af erstatnings- og taksationskommissionerne. Disse regler vil bl.a. skulle sikre, at

medlemmerne af erstatnings- og taksationskommissionerne og eventuelle overerstatnings- og

taksationskommissioner har tilstrækkelig indsigt i vurdering af ejendomme, driftsmidler, inventar

m.v., indsigt i revision og regnskab samt indsigt i minkproduktion, pelsindustri, fodervirksomhed

m.v., hvilket vil blive påset i forbindelse med udpegning af medlemmer og sammensætning af

kommissionerne.

Det er ligeledes hensigten, at bemyndigelsen bl.a. skal benyttes til at fastsætte nærmere regler om

udpegning af kommissionernes formænd og medlemmer, om kompetencefordelingen mellem de

enkelte kommissioner samt om sagsbehandlingen ved kommissionerne, herunder om parternes

skriftveksling, kommissionernes erstatningsforslag til parterne, sagens afgørelse, fordelingen af

sagsomkostninger og honorering af kommissionernes formænd og medlemmer. Ministeren for

fødevarer, landbrug og fiskeri vil endvidere kunne fastsætte regler om sekretariatsbetjening af

kommissionerne, herunder at det efter forhandling med vedkommende minister kan bestemmes, at

myndigheder under andre ministeriers ressort yder kommissionerne sekretariatsbistand.

Det er hensigten, at sagsbehandlingsreglerne for erstatnings- og taksationskommissionerne og

eventuelle overerstatnings- og taksationskommissioner i et vist omfang skal svare til reglerne om

taksations- og overtaksationskommissioner i lov om offentlige veje m.v. samt reglerne om

ekspropriations- og taksationskommissioner i ekspropriationsprocesloven.

Fødevareministeriet bemærker, at der endnu ikke taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning

af bestemmelsen, og at den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den politiske

aftale. Det er således en politisk beslutning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder i form af

overerstatnings- og taksationskommissioner, og om hjemlen til at fastsætte regler om afskæring af

domstolsprøvelse før rekursmulighederne er udnyttet, skal udnyttes. Det er ligeledes en politisk

beslutning, hvor mange medlemmer, der skal være af kommissionerne, og om der skal gives

foreninger el. lign. mulighed for at indstille personer til kommissionerne.

Fødevareministeriet bemærker, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal taksere

fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter principperne fastsat i den politiske aftale,

og som skal udmøntes i en bekendtgørelse. Der er således ikke eksisterende administrativ praksis og

erfaring at trække på. Der er et udtalt ønske om, at sagerne afvikles inden for en overskuelig fremtid,

og det er derfor centralt, at der udarbejdes vejledninger om sagsbehandlingen,

administrationsgrundlag, skabeloner mv. Det er ministeriets opfattelse at dette ikke vil indskrænke

erstatnings- og taksationskommissionernes skønsmæssige beføjelser i de konkrete sager, men

understøtte en ensartet og effektiv behandling af sagerne.

Fødevareministeriet bemærker i øvrigt, at formålet med administrativ rekurs er at sikre

retssikkerheden for de berørte personer og virksomheder. Ved at sikre mulighed for at få en sag

behandlet to gange øges sandsynligheden for, at der træffes en korrekt juridisk afgørelse, og at

eventuelle fejl begået af 1. instansen rettes. Rekursmuligheden bevirker tillige, at der sikres en ensartet

praksis i 1. instansen, som er forpligtet til at efterleve rekursmyndighedens fortolkning af

regelgrundlaget. Endelig reduceres antallet af retssager, som bebyrder domstolssystemet.

Fødevareministeriet har noteret sig de indkomne bemærkninger og forslag til den konkrete

udmøntning af bestemmelsen.

Administrativ rekurs og klageadgang

Efter Landbrug & Fødevarers opfattelse er bestemmelsen om klage og delegation i den med lovforslaget

foreslåede § 10 a ikke enkelt formuleret, selvom det medgives, at der ikke skal kunne klages over faktisk

forvaltningsvirksomhed, f.eks. i de tilfælde, hvor gennemførelsen af det praktiske arbejde overlades til

andre offentlige myndigheder. L&F opfordrer til, at der sikres en enhed, der samtænker de forskellige

opgaver, fagligheden og gennemførelsen af arbejdet og hurtigt følger op, hvis der opstår utilsigtede

situationer.

Landbrug & Fødevarer (L&F) finder ikke, at udnyttelse af den administrative rekursadgang skal være

tvungen, men der skal indrømmes de eksproprierede en mulighed for at søge en afgørelse heraf prøvet

ved rekurs fremfor at starte en retssag, og L&F vil gerne bekræftes i, at der er adgang for de

eksproprierede til frivillig, administrativ rekurs. L&F er enig i, at der skal være adgang til remonstration,

idet kun er i alles interesse, hvis sager som alternativ kan løses ved afgørelsesmyndighedens

genoptagelse af en sag.

Danske Advokater (DA) anerkender, at det kan være hensigtsmæssigt at Miljø- og Fødevareklagenævnet

anses for at være rekursmyndighed efter både lov om hold af dyr og lov om aflivning af og midlertidigt

forbud mod hold af mink, og DA kan generelt støtte, at der bør være enkle og ens klageinstanser, uanset

hvilken lov der klages efter. Det er samtidig DA’s opfattelse, at der for alle

de forvaltningsafgørelser, der

måtte blive truffet, skal være klageadgang, og at denne klageadgang skal være vid, henset til den helt

særlige situation som de berørte borgere er sat i.

Landbrug & Fødevarer (L&F) mener ikke, at klageadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet er optimalt

for en effektiv proces, idet der fortsat arbejdes med ekstremt lange sagsbehandlingstider, trods

intentioner om at gøre op med sagspuklerne. L&F antager, at der med tilførslen af de i lovforslaget

nævnte yderligere ressourcer til nævnet, må kunne forventes en maksimal sagsbehandlingstid på højest

3 måneder uden, at det herved slækker kvaliteten i afgørelserne.

Danske Advokater mener, at der bør skabes hjemmel til, at der ved udnyttelse af en klageadgang bør

være ret til godtgørelse for rådgiveromkostninger, f.eks. som der er fastlagt i

ekspropriationsprocesloven.

Fødevareministeriet bemærker, at det følger af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelsen i § 10 a,

stk. 1, at henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller miljøministeren sine beføjelser

efter loven til en myndighed under det pågældende ministerium, kan vedkommende minister fastsætte

regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptage en

sag, efter at der er indgivet klage. Vedkommende minister kan endvidere fastsætte regler om

indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen. Herudover fremgår det af den foreslåede § 10

a, stk. 2, at der kan fastsættes tilsvarende regler om klage og klageadgang, hvis fødevareministeren

efter forhandling med vedkommende minister eller kommunale og organisation har fastsat regler om

andre offentlige myndigheders eller offentlige institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver

efter loven, og såfremt disse opgaver indebærer, at der træffes forvaltningsretlige afgørelser. Der er

for nuværende ikke tillagt andre offentlige myndigheder eller institutioner opgaver efter loven, hvor

der træffes forvaltningsretlige afgørelser efter minkloven eller regler udstedt i medfør heraf.

Endvidere fremgår det af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 10 a, stk. 3, at afgørelser

truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven

eller i regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen

i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 8, i lov om Miljø og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede § 10 a svarer således til retsstillingen for så vidt angår de fleste love på fødevare-,

landbrugs- og fiskeriområdet, herunder § 66, stk. 1, 2, 5 og 6, i lov om hold af dyr.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.6.2, at det således vil være hovedreglen, at

afgørelser truffet efter lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink og regler udstedt i

medfør heraf kan indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, og at afgørelserne dermed ikke vil

kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Det er hensigten, at alle forvaltningsretlige

afgørelser, der træffes i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af loven, herunder

Fødevarestyrelsens afgørelser, vil skulle kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvormed

der er sikret en adgang til administrativ rekurs.

Det er dog ikke hensigten, at erstatnings- og taksationskommissionernes og eventuelle

overerstatnings- og taksationskommissioner afgørelser skal kunne påklages til Miljø- og

Fødevareklagenævnet eller anden administrativ myndighed. Disse sager og afgørelser vil således

behandles i et andet spor, hvilket der vil blive fastsat regler om.

Fødevareministeriet bemærker, at der i forbindelse med ændringen af klageadgangen vil ske en

bevilling til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som omfatter skønnede udgifter til behandlingen af de

klagesager, som klagenævnet skal træffe i relation til bl.a. lovens § 8, stk. 1-2.

Det er som nævnt hensigten, at der skal oprettes særlige erstatnings- og taksationskommissioner til

behandling af sager om fuldstændig erstatning og kompensation for permanent nedlukning af

minkvirksomhed, fuldstændig kompensation for minkrelateret følgeerhvervsvirksomhed og

kompensation for midlertidig nedlukning af minkproduktion efter lovens § 8, stk. 3. Der er endnu ikke

taget endeligt stilling til den konkrete udmøntning af bemyndigelsen til at etablere erstatnings- og

taksationskommissionerne. Den konkrete udmøntning skal drøftes med aftalepartierne bag den

politiske aftale. Det er således en politisk beslutning, f.eks. om der skal oprettes rekursmyndigheder i

form af overerstatnings- og taksationskommissioner, og om hjemlen til at fastsætte regler om

afskæring af domstolsprøvelse før rekursmulighederne er udnyttet, skal udnyttes.

Der lægges umiddelbart op til, at erstatnings- og taksationskommissionerne skal træffe afgørelser i

alle sager om fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation efter de regler, der fastsættes i en

bekendtgørelse om erstatning mv., uanset om der er tale om ekspropriation i det konkrete tilfælde.

Kommissionerne skal således ikke tage stilling til, om der foreligger ekspropriation i det konkrete

tilfælde. Minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder, som ønsker, at der tages stilling til

spørgsmålet om ekspropriation, kan indbringe spørgsmålet om ekspropriation, herunder spørgsmålet

om udmåling af fuldstændig erstatning og fuldstændig kompensation, for domstolene.

Det følger af lov 2185 af 29. december 2020 om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink

§ 8, stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om erstatning og

kompensation som følge af forbuddet mod hold af mink, jf. § 1, stk., herunder erstatning og

kompensation til visse følgeerhverv. Det er Fødevareministeriets vurdering, at denne bemyndigelse

kan benyttes til at fastsætte regler om kompensation for udgifter til rådgivning af minkvirksomheder

og følgeerhvervsvirksomheder i forbindelse med erstatning og kompensation efter lovens § 8, stk. 1-3.

Regler om kompensation til udgifter til dækning af rådgivning vil skulle fastsættes i bekendtgørelse

om erstatning mv.

Endelig bemærker Fødevareministeriet, at der er oprettet en implementeringsenhed med

repræsentanter fra bl.a. Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Transportministeriet,

Miljøministeriet og Beskæftigelsesministeriet, som skal følge implementeringen af den politiske aftale

om erstatning mv. og koordinere tværgående indsatser.

Obligatorisk digital kommunikation

Danske Advokater støtter, at der fastsættes regler om digital kommunikation, men bemærker samtidig,

at der bør være adgang til fritagelse for digital kommunikation, såfremt der er hensyn/forhold, der

berettiger hertil.

Fødevareministeriet bemærker, at der med lovforslaget etableres hjemmel til at fastsætte regler om

obligatorisk digital kommunikation, som bl.a. skal bidrage til en mere effektiv opgavevaretagelse og

størst mulig ressourceudnyttelse for de myndigheder, der administrerer reglerne i loven. Det fremgår

af lovforslagets bemærkninger, afsnit 2.8.2, at det er hensigten at fastsætte regler om, at det efter

ansøgning vil være muligt for personer og virksomheder at opnå dispensation fra kravet om digital

kommunikation, hvis specielle forhold begrunder dette, f.eks. stærkt ordblinde, der ikke kan betjene en

computer eller personer, som bor i dele af Danmark, hvor det ikke er teknisk muligt at koble sig på

internettet.

Øvrige bemærkninger

Anden godtgørelse

–

sagkyndig bistand

Danske Pelsdyravlerforening og Det Danske Minkerhverv anfører, at en virksomhedsejer, der har ret til

erstatning, og som har måttet afholde nødvendige udgifter til sagkyndig bistand, skal have tildelt

godtgørelse for sådanne udgifter, ligesom det sker i almindelige ekspropriationssager. Foreningerne

mener, at vedkommende kommission skal kunne pålægge staten at udrede godtgørelse herfor, og at der

ved fastsættelsen af godtgørelsen bl.a. tages højde for sagens kompleksitet og omfang, de involverede

værdier, sagens forløb og det forhold, at der direkte stilles krav om sagkyndig bistand. Foreningerne

mener ikke, at det godtgørelsesniveau, der kendes fra almindelige ekspropriationssager, er tilstrækkeligt

i minksagerne.

Landbrug & Fødevarer fremhæver, at det af lovforslaget fremgår, at man anslår omkostningerne for

erhvervet til at udgøre under kr. 4 mio. kr., hvortil kommer bistand til revisor. I runde tal svarer det til

kr. 4.000 for hver avler, hvortil kommer de omkostninger, følgevirksomhederne har. L&F bemærker, at

denne vurdering ikke kan ventes at holde stik i realiteten, selv når revisors (eller økonomikonsulentens)

faktura ikke medtages.

Der mangler efter Landbrug & Fødevarers opfattelse en tydelig hjemmel til, at der tilkendes sædvanlige

omkostninger for sagens gennemførelse for den eksproprierede. I den forbindelse skal sagens

kompleksitet indgå i vurderingen af de tilkendte omkostninger.

Fødevareministeriet bemærker, at det ikke fremgår af den politiske aftale, at der skal ydes særlig

godtgørelse til minkavlere og følgeerhverv for udgifter til sagkyndig bistand (advokat, revisor m.v.) i

forbindelse med sagernes behandling. Det er ministeriets opfattelse, at der er hjemmel i den gældende

lovs § 8, stk. 3, til at fastsætte regler om en sådan godtgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal

fastsættes regler om godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand, vil i givet fald være noget, der skal

drøftes med partierne bag den politiske aftale.

Fødevareministeriet kan endvidere oplyse, at de anslåede administrative omkostninger på ikke over

4 mio. kr. for så vidt angår tidsforbruget i forbindelse med indsendelse af ansøgninger og dokumenter

er forbundet med en stor usikkerhed, da der endnu ikke er taget endelig stilling til præcis, hvilke typer

af dokumenter og oplysninger der skal tilgå de myndigheder, der skal behandle sagerne, ligesom der

er forskel på typen og størrelsen af minkvirksomheder og følgeerhvervsvirksomheder, om der søges

om erstatning og kompensation efter DCF-modellen eller efter princippet om værdien i handel og

vandel, eller om der er tale om ansøgninger om kompensation for midlertidig nedlukning.

Øvrige muligheder for erstatning

Dansk Pelsdyravlerforening (DP) ønsker, at erstatnings- og taksationskommissionerne får en mulighed

for at beslutte, at der skal betales erstatning i situationer, hvor virksomheder utvivlsomt er blevet påført

et økonomisk tab som følge af nedlukningen af minkbranchen, men hvor dette tab ikke falder direkte

inden for erstatningsordningen. DP nævner som eksempel en virksomhed, som nyligt har opført en

minkhal og fået de nødvendige tilladelser til minkavl, men hvor der endnu ikke har været nogen

produktion, hvormed investeringen er værdiløs. Foreningen forstår umiddelbart lovforslaget således, at

virksomheden hermed ikke får erstatning, hvilket foreningen ikke finder rimeligt. Hvis de takserende

myndigheder får en skønsmæssig beføjelse, kan det forhåbentlig sikres, at der ikke opstår

uhensigtsmæssige situationer, hvor der ikke betales fuld erstatning på trods af, at den ramte

virksomhedsejer utvivlsomt er blevet påført et voldsomt økonomisk tab som følge af nedlukningen af

minkbranchen.

Det er Fødevareministeriets opfattelse, at der med den politiske aftale er gjort op med de

virksomheder/erhverv, som skal være berettigede til at modtage erstatning og kompensation efter de

modeller, der er fastlagt i aftalen.

Det er således Fødevareministeriets opfattelse, at der i den politiske aftale ikke indgår en mulighed for

at tilvejebringe en bestemmelse med mulighed for at erstatnings- og taksationskommissionerne kan

fravige kriterierne beskrevet i aftalen. Erstatnings- og taksationskommissioner skal derimod tage

stilling til, om kriterierne for kompensationsberettigede følgeerhvervsvirksomheder er opfyldt.

Fødevareministeriet vurderer, at eksemplet med en nyopført minkhal uden dyr på det tidspunkt, hvor

COVID-19 ramte minkerhvervet, ikke vil anses for at være en erstatnings- eller

kompensationsberettiget minkvirksomhed eller følgeerhvervsvirksomhed efter de kriterier, der er

aftalt i den politiske aftale. Der vurderes at være hjemmel i

den gældende minklov til at fastsætte regler

om erstatning og kompensation til en sådan type virksomhed. Det bør således være aftalekredsen, som

træffer beslutning om den pågældende type virksomhed skal være berettiget til erstatning efter de

modeller, der er fastlagt i aftalen.

Skatteregler og beskatning

Dansk Pelsdyravlerforening og Det Danske Minerhverv bemærker, at det fremgår af den politiske aftale

af 25. januar 2021, at erstatningerne skal behandles skattemæssigt som ekspropriationserstatninger,

ligesom de takserende myndigheder skal fastsætte erstatningen efter samme principper, uanset om der

i det enkelte tilfælde vurderes at være tale om ekspropriation eller ej.

Fødevareministeriet bemærker, at det generelle skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger,

herunder ekspropriationserstatninger, skattemæssigt skal behandles på samme måde som det,

erstatningen træder i stedet for. Som det også fremgår af aftalen, skal erstatning, der ydes til

minkavlerne og minkafhængige følgeerhverv, overordnet set skattemæssigt vil blive behandlet efter

gældende beskatningsprincipper og behandles ens uanset, om der juridisk set foreligger

ekspropriation.

Kontinuitetsprincippet (godkendelser/tilladelser)

Bæredygtigt Landbrug mener, at lovforslaget bør suspendere det 3-årige kontinuitetsprincip, så

kontinuitetsprincippet først beregnes fra det tidspunkt, hvor den midlertidige lukning af minkerhvervet

på grund af corona er fortid, og så alle minkavlere

–

uanset om de vælger en dvalemodel eller en

fuldstændig lukning

–

kan beholde deres produktionsret og/eller miljøgodkendelse og have mulighed

for at opstarte deres produktion, når corona-epidemien er over.

Fødevareministeriet skal hertil bemærke, at miljøministeren i medfør af § 5 i lov om aflivning af og

midlertidig forbud mod hold af mink har dispenseret fra kontinuitetsbrudsreglerne, der følger af

husdyrbrugloven, som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Det betyder, at 2021 og 2022

ikke tæller med i den 3 årige periode. Dispensationen er særligt møntet på minkavlere, som nedlukker

deres produktion midlertidigt, så de ikke mister produktionsretten som følge af de gældende regler om

helt eller delvis bortfald af godkendelse eller tilladelse efter husdyrbrugloven, og dermed kan

genoptage deres produktion, når det midlertidige forbud mod hold af mink ophører. Dispensationen

gælder dog også minkavlere, der modtager erstatning og kompensation for permanent nedlukning af

deres minkvirksomhed. Der er således intet til hinder for, at minkavleren kan genetablere hele sit

projekt på ny og gøre brug af samme godkendelse eller tilladelse. Dette forudsætter dog, at hele

byggeriet og produktionen m.v. sker ved overholdelse af den godkendelse eller tilladelse, man

oprindeligt har fået. Hvis man således ønsker en ny produktionsramme, nyt staldsystem, ny teknologi

mv. vil det kræve en ny godkendelse.

Det skal endvidere bemærkes, at en godkendelse eller tilladelse bortfalder 6 år efter, at godkendelsen

eller tilladelsen er meddelt, hvis den ikke er udnyttet inden da, jf. husdyrbrugloven § 59 a. Dette gælder

for husdyrbrug med en godkendelse efter 1. august 2017, og det gælder en godkendelse efter de

tidligere gældende regler. Ved siden af denne regel gælder som nævnt også kontinuitetsbrudsreglerne,

som indebærer, at en afgørelse, der er udnyttet, kan bortfalde på et senere tidspunkt, hvis den ikke

udnyttes i en sammenhængende periode på 3 år. Hvis kontinuitetsbrud indtræder i perioden før der

bygges på ny, vil godkendelsen være bortfaldet af denne årsag. I den situation må der således søges

om en ny godkendelse. Det vil sige, at minkavlere, der modtager fuldstændig erstatning og

kompensation for permanent nedlukning af deres minkvirksomhed, i givet fald må starte op på ny på

samme vilkår som en hvilken som helst anden person eller virksomhed, der måtte ønske at starte som

minkproducent.

Fødevareministeriet skal desuden bemærke, at lovforslaget ikke indfører et permanent forbud mod

hold og opdræt af mink, og at enhver har ret til at starte eller genstarte produktion af mink, når det

midlertidige forbud mod hold af mink udløber. Det vil sige, at den minkavler, der vælger at nedlukke

sin ”nuværende” virksomhed permanent

og modtage fuldstændig erstatning herfor, har ret til at starte

op på ny. Det er dog ikke muligt at modtage fuld erstatning og kompensation for en minkvirksomhed

for derefter at starte produktionen op igen ved brug af de samme aktiver, som staten har ydet

erstatning eller kompensation for.

Ophævelse af rettigheder (lejeaftaler)

Dansk Pelsdyravlerforening anfører, at hvis staten overtager en fast ejendom ved ekspropriation,

indtræder staten i alle rettigheder og forpligtelser vedrørende den faste ejendom. Er ejendommen

udlejet, indtræder staten også i lejemålet som udlejer. Hvis staten overtager fast ejendom i forbindelse

med minksagerne, kan det være hensigtsmæssigt, hvis lejeforhold fortsætter med staten som udlejer,

men hvis lejeforholdet er minkrelateret, skal lejeforholdet naturligvis ophøre, og der synes umiddelbart

at mangle en hjemmel til ophævelse af rettigheder mod betaling af erstatning. Situationen kan f.eks.

være den, at en ejer af en minkfarm (farmejer) har udlejet minkfarmen til en minkavler (besætningsejer)

ved en lejekontrakt, der er uopsigelig indtil 2030. Farmejeren skal have erstatning som følgeerhverv, og

staten overtager minkfarmen. Besætningsejeren skal have erstatning som minkavler, og lejekontrakten

mellem farmejeren og besætningsejeren skal naturligvis ophæves; staten kan ikke holde fast i, at

besætningsejeren skal fortsætte sit lejemål, når minkbranchen er nedlagt.

Det følger af den foreslåede § 8 a, stk. 1-2, at ved fastsættelsen af erstatning eller kompensation efter

regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for udlejning af stald- og burkapacitet, er det et vilkår for

erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret til bortskaffelse af bygninger,

bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom. Det er derfor en forudsætning for

erstatning eller kompensation, at de pågældende bure og stalde frigøres for eventuelle lejeaftaler og

andre rettigheder. Der forudses ikke fastsat regler om indgreb i tredjemands rettigheder.