Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. juni 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 1399 (Alm.
del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Spørgsmålet er stillet den 18. maj 2021.
Spørgsmål nr. 1399
”Vil
ministeren kommentere henvendelse af 10/5-21 fra Fair Dog om forslag til ændring af hundeloven,
jf. MOF alm. del - bilag 570?”
Svar
Foreningen Fair Dog foreslår i henvendelsen af 10. maj 2021 en række ændringer af hundeloven,
herunder en ændring af hundelovens forbudsordning. Det foreslås blandt andet, at forbudsordningen
ophæves, og at der i stedet indføres krav om, at hundeejere skal have bestået et kursus og have en
hundelicens. Foreningen fremhæver endvidere en række opmærksomhedspunkter og forslag vedrørende
politiets håndhævelse af reglerne i hundeloven.
Hundelovens forbudsordning fremgår af hundelovens §§ 1 a-1 b. Det fremgår heraf bl.a., at der er forbud
mod besiddelse og avl af 13 oplistede hunderacer, ligesom der er forbud mod krydsninger af hunde, hvori
disse hunderacer indgår.
Forbudsordningen blev indført for at imødekomme en voksende utryghed i befolkningen over for farlige
hunde. Det skyldtes en række alvorlige episoder, hvor bestemte typer af hunde havde angrebet andre
hunde og mennesker med bid. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at det er et væsentligt problem,
når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive angrebet af hunde på offentlige gader og veje.
Forud for indførelsen af forbudsordningen havde et udvalg overvejet forskellige løsninger i forhold til
farlige hunde. Kravet om uddannelse, herunder et
”kørekort”
til hundeejere, blev i den forbindelse
overvejet. Udvalget fandt dog, at et generelt uddannelseskrav ville være for vidtgående. Det er jeg enig i.
Jeg finder umiddelbart, at de nuværende regler i hundeloven er tilstrækkelige og hensigtsmæssige. Jeg
finder derfor umiddelbart ikke, at der er grundlag for at ændre hundeloven, herunder at
forbudsordningen ophæves.
Jeg vil dog samtidig understrege, at det er vigtigt, at der er fokus på administration og håndhævelse af
reglerne i hundeloven. Det skal i den forbindelse også sikres, at dyrevelfærdsreglerne om forsvarlig og
omsorgsfuld behandling af hunde overholdes, når hunde er pensionsanbragt i sager efter hundeloven.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
•
•
www.fvm.dk