Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-7956
Den 15. juni 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1372 (MOF alm. del) stillet 12. maj 2021 efter ønske fra
Pernille Vermund (NB).
Spørgsmål nr. 1372
”Mener
ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at husdyrlovens specifikke ammoniakregler fastsætter
så stramme regler, at husdyrproducenter i nærheden af ammoniakfølsom natur ikke kan få lov til at
lave miljøforbedrende tiltag på deres bedrifter, medmindre de kan leve op til det fastsatte
totaldepositionskrav, heller ikke selvom et eventuelt tiltag vil mindske ammoniakpåvirkningen af
naturen? Og vil ministeren redegøre for det juriske grundlag for disse regler, der kan være med til at
forhindre en forbedring af naturtilstanden?”
Svar
Husdyrreguleringens totaldepositionskrav blev indført i 2011 af den daværende regering bestående af
Venstre og Det Konservative Folkeparti. Med reguleringen sikres bl.a. overholdelse af habitatdirektivet
og VVM-direktivet. Endvidere sikres en hensigtsmæssig strukturudvikling, så nye husdyrbrug
etableres i områder, hvor der er bedre plads til husdyrproduktion.
De ammoniakfølsomme naturtyper beskyttes efter habitatdirektivets artikel 6, der retter sig både mod
den eksisterende påvirkning og nye projekter. Ved bedømmelsen af en ansøgning om et husdyrprojekt
i forhold til beskyttede, ammoniakfølsomme naturtyper følger der efter både habitatdirektivet og
VVM-direktivet bl.a. en pligt til også at inddrage ammoniakbelastningen fra den eksisterende
husdyrproduktion. Det vil derfor efter Miljøministeriets vurdering ikke være i overensstemmelse med
direktiverne alene at vurdere et ansøgt projekt ud fra ændringen af ammoniakbelastningen som følge
af selve projektet.
Ved reglernes ikrafttræden i 2011 blev der etableret en overgangsordning, der indebar, at der ikke blev
grebet ind over for lovligt eksisterende husdyrbrug, der ikke overholdt kravet, idet reglerne fik
virkning for ansøgninger om etablering, ændring eller udvidelser indsendt efter lovens ikrafttræden og
for sager om revurdering efter dette tidspunkt. Det blev herved muligt at indfase kravet over en
længere årrække for at sikre hensynet til erhvervet.
Lea Wermelin
/
Nina Møller Porst
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk