Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1170
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 5694
Den 27. april 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1170 (MOF alm. del) stillet 26. marts 2021 efter ønske fra
Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 1170
”Mener
ministeren, at der er tale om en rimelig retssikkerhed for de landmænd, der oplever, at der,
efter de har fået en miljøgodkendelse, er blevet kortlagt kategori 1 eller kategori 2 natur i nærheden af
deres husdyrproduktioner, som betyder, at de ved en revurdering ikke længere vil kunne fortsætte den
hidtil lovlige produktion?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for mit ministerium, som har svaret følgende:
Beskyttelsesniveauet for kategori 1- og kategori 2-natur består i krav til den maksimalt tilladte
deposition af ammoniak. Der er tale om et såkaldt totaldepositionskrav, hvorved forstås den samlede
ammoniakdeposition på et naturområde, som den eksisterende og ansøgte drift af stalde og
gødningsopbevaringsanlæg samlet set medfører. Kravene skal overholdes ved godkendelse eller
tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug, der sker efter de nærmere regler i
husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
Totaldepositionskravet sikrer, at der kan gives godkendelser til udvidelser eller ændringer, uden at det
ansøgte, sammen med den i forvejen eksisterende produktion, påvirker ammoniakfølsom natur
negativt.
Totaldepositionskravet blev indført med den ændring af lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug,
der trådte i kraft i 2011 (lovforslaget L 12 Folketinget 2010-11 (1. samling). Husdyrbrug, der på dette
tidspunkt ikke overholdt kravene, kunne fortsætte den hidtidige, lovlige drift. Såfremt husdyrbruget
udvides eller ændres efter lovens ikrafttræden, skal kravet overholdes, evt. over en årrække.
Totaldepositionskravene til kategori 1- og 2-natur skal også iagttages ved revurdering af godkendelser.
Den regelmæssige revurdering skal ske første gang efter 8 år og derefter hvert 10. år. I situationer,
hvor der ikke kan peges på proportionale krav om ammoniakreducerende teknologi, kan der gives en
frist for kravets overholdelse under hensyn til den forventede restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg.
I betænkningen til L12 Folketinget 2010-11 (1. samling) afsnit 3.3, blev det i forhold til staldenes
levetid angivet, at den typiske levetid for et staldanlæg er 15-20 år, men at det i den konkrete situation
vil blive overvejet, om den typiske levetid i visse situationer bør forlænges op til 25-30 år, efter
staldanlæggene er etableret, for at tage hensyn til allerede foretagne investeringer på tidspunktet for
lovens ikrafttrædelse. Dette er indarbejdet i Miljøstyrelsens vejledning på området. Der kan således gå
op til 30 år fra anlægstidspunktet af stalden, inden husdyrproduktionen skal overholde
totaldepositionskravet.
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
•
CVR 12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk