Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2425473_0001.png
NOTAT
Cirkulær Økonomi & Affald
J.nr. 2021 - 8282
Ref. JESJE
Den 18. juni 2021
Status for monitering omkring minkgravene maj 2021
For at følge udviklingen af forurening fra de nedgravede mink har Miljøstyrelsen (MST) iværksat
monitering af det terrænnære grundvand, under og omkring gravene. Moniteringen giver mulighed for
at følge en udvikling af forureningen over tid. Herved opnås en bedre forståelse af, hvordan
forureningen spredes i grundvandet, og denne viden indgår som et vigtigt input, når de kommende
afværgeanlæg skal dimensioneres og projekteres.
Der er i Nr. Felding gennemført to moniteringsrunder. Den første runde blev gennemført d. 16. og 19.
april 2021, og den anden runde blev gennemført d. 5-7. maj. Der er her udtaget grundvandsprøver til
analyser fra i alt 19 boringer. I Kølvrå blev første moniteringsrunden gennemført d. 22. og 27. april, og
anden runde gennemført fra d. 17-19. maj. Der er udtaget grundvandsprøver til analyser fra i alt 32
boringer. I tidligere fremsendte notat af d. 25. maj 2021 fremgik det, at der var udtaget prøver fra 29
boringer. Afvigelsen skyldes, at Cowi i deres afrapportering kun havde sammenlignet data fra 29
boringer, mens der faktisk var prøvetaget 32 boringer. Cowi har overfor MST bekræftet, at de mener,
at det korrekte antal er 32 boringer, og deres endelige afrapportering har taget udgangspunkt i dette.
Resultaterne fra de to moniteringsrunder i hhv. Nr. Felding og Kølvrå kan opsummeres som følgende:
Både i Nr. Felding og Kølvrå ses der nu en yderligere påvirkning af grundvandet under
minkgravene i flere af boringerne i forhold til målingerne i jan-feb. Samt en mindre stigning fra
april til maj.
I Nr. Felding ses det desuden, at forureningen fundet i en enkelt boring i det sydlige område
længest fra søen, har bevæget sig til en boring placeret umiddelbart nedstrøms. Dette var
forventet med de strømningshastigheder der er i grundvandet.
Forureningen består, ligesom tilbage i januar-februar, hovedsageligt af phenoler og
kvælstofforbindelser. I januar-februar sås der ikke spor af Covid-19-SARS, og der er ikke
efterfølgende vurderet at være risiko for, at finde det i grundvandet.
Billedet er som forventet, at jo længere tid minkene ligger nedgravet i området, jo større
påvirkning ses der i det terrænnære grundvand.
Der er fortsat ingen risiko over for drikkevand i områderne, og ingen akut risiko for nærliggende
overfladevand (sø og vandløb).
Rådgivernes tidligere vurderinger af, hvornår forureningen vil kunne nå nærliggende
overfladevand, hvis ikke der laves en afværgeindsats, holder fortsat, dvs. forureningen vil tidligst
nå Gryde Å efter 2-3 år, Boutrup Sø efter 6-10 år, og Hesselund Bæk efter ca. 5 år.
Tidsangivelserne er fra forureningen blev konstateret i januar 2021.
Den stigende forurening i grundvandet understreger behovet for afværgetiltag.
Med de foreslåede afværgetiltag vurderer MST/rådgiverne, at der kan ske en fuld genopretning af
miljøtilstanden.
Miljøstyrelsen
Tolderlundsvej 5
5000 Odense C
Tlf. 72 54 40 00
• CVR
25798376
• EAN
5798000860810
[email protected]
www.mst.dk