Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2399964_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-6738
Den 21. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1311 (MOF alm. del) stillet 23. april efter ønske fra Erling
Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1311
”På
samråd den 21. april 2021 om manglende dyrevelfærd i naturplejeprojekt i Mols Bjerge udtrykte
ministeren, at der godt måtte være mindre foder til rådighed til dyr, der indgår i naturplejeprojekter på
statens arealer. Hvordan hænger det sammen med dyrevelfærdslovens § 18, hvoraf det bl.a. fremgår, at
opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en måde, så dyrets behov tilgodeses?”
Svar
Den konkrete sag om manglende dyrevelfærd i naturplejeprojektet i Mols Bjerge er helt uacceptabel.
Der er sket en forkert faglig vurdering af, hvornår dyrene skulle hjemtages og fodres. Det har
Naturstyrelsens direktion erkendt og beklaget. Der er ikke blevet passet godt nok på dyrene, og som
jeg har tilkendegivet, har jeg sikret, at der bliver fulgt op på sagen også for at undgå, at noget lignende
kan ske igen.
På samrådet den 21. april 2021 svarede jeg på formand for Miljø- og Fødevareudvalget René
Christensens (DF, spørgsmål om forskellen på, hvornår et dyr er sultent, og hvornår et dyr er udsultet,
at der henover en vinter vil være mindre med føde, men der skal være tilstrækkeligt med føde til
dyrene. Det kan godt betyde at de spiser nogen andre ting der, end de gør i sommerperioden, men det
ændrer ikke på, at de skal have det godt.
På samrådet svarede jeg også på et spørgsmål fra Susanne Zimmer (UFG) om, hvorvidt ministrene
anerkender, at dyr i vild natur først og fremmest reguleres gennem fødemængden. Her svarede jeg, at
jeg ikke deler refleksionen om at regulere vildere natur med fodermangel, og at det ikke er den måde,
vi vil gøre det på i Danmark. Tværtimod vil vi have proaktive forvaltningsplaner, så vi sikrer, at når der
er dyr derude på arealerne, er der også foder nok. Så kan der være perioder, hvor dyrene er mere
sultne, men de må ikke sulte, og det er en meget vigtig forskel.
Når vi sætter dyr ud i indhegninger på statens arealer, har vi samtidig pligt til at sikre, at dyrene har
det godt. Det må vi aldrig gå på kompromis med. Hverken på de mange enge og overdrev, hvor staten i
dag har græssende dyr gående, eller i de kommende naturnationalparkerne. Vi vil have sunde og raske
dyr, der trives, og som hjælper med at skabe en mere mangfoldig natur.
Naturstyrelsen vil som opfølgning på den beklagelige sag i Mols Bjerge nu gennemføre en række tiltag
for at sikre dyrevelfærd i naturplejen generelt på statens arealer. Jeg kan henvise til den handleplan,
som er sendt til udvalget den 14. april 2021.
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1311: Spm. om, hvordan hænger ministerens udtalelse "om at der godt måtte være mindre foder til rådighed til dyr, der indgår i naturplejeprojekter på statens arealer" sammen med dyrevelfærdslovens § 18, til miljøministeren
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
2