Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2399951_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-6715
Den 21. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1309 (MOF alm. del) stillet 23. april 2021 efter ønske fra
Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 1309
”Ministeren
bedes redegøre for forløbet omkring de to stenrev, som staten skal etablere ved Gilleleje,
herunder bedes oplyst, om det er korrekt, at Miljøstyrelsen endnu ikke har søgt om tilladelse hos
Kystdirektoratet til at anlægge disse stenrev?”
Svar
I 2014 afsatte den daværende SR-regering 10 mio. kr. til etablering af et stenrev i Natura 2000-
området Gilleleje Flak og Tragten. Pengene blev afsat i forbindelse med Naturplan Danmark. Det var
tanken, at der skulle søges LIFE-medfinansiering af projektet. I 2016 under V-regeringen foretog
aftaleparterne bag Naturpakken et serviceeftersyn af Naturplan Danmark, hvor det blev valgt at
videreføre en række naturindsatser, herunder det planlagte LIFE-projekt med stenrev ved Gilleleje
Flak. Stenrevsretableringen ved Gilleleje Flak indgår i Natura 2000-planen 2016-21.
Miljøstyrelsen forestår opgaven med at genetablere stenrevet ved Gilleleje. I 2016 blev der foretaget en
kortlægning af havbunden i området ved Gilleje Flak og foreslået 2 delområder til reetablering af
stenrev. Efterfølgende blev der i efteråret 2019 foretaget geologiske forundersøgelser af de 2 foreslåede
stenrevsområder, og i august 2020 foretog Miljøstyrelsen en biologisk forundersøgelse af de 2
stenrevsområder. Miljøstyrelsen skal ansøge Kystdirektoratet om anlæggelsen af stenrev i 2
delområder ved Gilleleje. Heri skal indgå udformningen/design af revene, hvilket endnu ikke er
udarbejdet. Miljøstyrelsen forventer at kunne indsende ansøgning til Kystdirektoratet i løbet af 2021.
Herefter skal styrelsen indhente tilbud på anlæg af revene.
Miljøstyrelsen oplyser, at årsagen til, at stenrevsprojektet ved Gilleleje har forløbet over en årrække,
skyldes både afslag på LIFE-midler fra EU samt Miljøstyrelsens manglende kapacitet og ressourcer,
hvilket særligt skal ses i lyset af andre Natura 2000 opgaver og udflytningen af styrelsen.
I juni 2020 afsatte regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet
yderligere finansiering til etablering af stenrev ved Gilleleje.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk