Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 415
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-2756
Den 25. april 2016
./.
Til udvalgets orientering fremsendes hermed notat om udslip af kvælstof i forbindelse med tankkollaps
og efterfølgende brand på Fredericia havn den 3. februar 2016. Notatet er udarbejdet af Miljøstyrelsen
og Naturstyrelsen og redegør for væsentlige juridiske og miljømæssige problemstillinger i relation til
ulykken.
I forbindelse med politiets efterforskning og Fredericia Kommunes sagsbehandling har det været
oplyst i medierne, at årsagen til ulykken muligvis skyldes overfyldning af tanken i forhold til den
mængde gødning, tanken er godkendt til. Efterforskningen er dog endnu ikke afsluttet, og politiet har
oplyst, at politiet forventer at have et samlet overblik over sagsforløbet i august/september.
Efter de gældende regler om miljøgodkendelser skal virksomheder som Dan Gødning A/S have en
miljøgodkendelse. I forbindelse med det igangværende arbejde med forenkling af
miljøgodkendelsesreglerne har jeg bedt Miljøstyrelsen sikre, at virksomheder som Dan Gødning A/S
også fremover skal være omfattet af krav om miljøgodkendelse.
Det vedlagte notat redegør for Naturstyrelsens resultat af den rutinemæssige overvågning i Lillebælt i
ugerne efter ulykken. Kvælstofmålinger i vandmiljøet viser, at der 1-2 uger efter udslippet i Fredericia
forekom stærkt forhøjede koncentrationer af kvælstof i vandet både nord og syd for Fredericia. To
måneder efter var målingerne nede på normalt niveau. Der kan ikke påvises påvirkning på marsvins
tilstedeværelse i et nærliggende habitatområde, og kommunens egne undersøgelser viser ingen synlige
tegn på skader på det nærliggende miljø. For at foretage en konkret vurdering af konsekvenserne af
udslippet for havmiljøet vil det efter Naturstyrelsens vurdering være nødvendigt at gennemføre
modelberegninger i Lillebælt og i de indre danske farvande. Kommunen har håndteret den akutte
forurening, således at det nu drejer sig om, hvorvidt der bør foretages tiltag i forhold til eventuelt
andre mere langsigtede miljøpåvirkninger.
Fredericia Kommune er miljømyndighed i relation til sagen. En af de centrale juridiske
problemstillinger for Kommunen har været at afklare, om sagen er omfattet af miljøskadelovens
regler. Denne vurdering er endnu ikke afsluttet, men Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen har løbende
vejledt kommunen om, hvilke processer og vurderinger af de miljømæssige konsekvenser der skal være
gennemført for at foretage vurderingen efter miljøskadereglerne. Kommunen oplyser nu, at de
forventer at kunne træffe afgørelse medio maj.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk