Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-6438
Den 05. maj 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1240 (MOF alm. del) stillet 13. april 2021 efter ønske fra
Martin Lidegaard (RV).
Spørgsmål nr. 1240
”Vurderer
ministeren, at de foreslåede havstrategiområder i Nordsøen og Skagerrak vil sikre, at
Danmark når de lovpligtige mål i Havstrategidirektivets Artikel 13 (4), som foreskriver, at
indsatsprogrammet skal ”… medfør
af nærværende artikel skal omfatte geografiske
beskyttelsesforanstaltninger, der bidrager til sammenhængende og repræsentative net af beskyttede
havområder og i tilstrækkelig grad dækker diversiteten i de enkelte økosystemer, såsom særlige
bevaringsområder i henhold til habitatdirektivet og anvendelse af særligt beskyttede områder i
henhold til fugledirektivet samt beskyttede havområder som fastlagt af Fællesskabet eller de berørte
medlemsstater inden for rammerne af internationale eller regionale aftaler,
som de er part i.”?”
Svar
Udpegning af de nye havstrategiområder i Nordsøen og Østersøen omkring Bornholm samt udpegning
af det nordlige Øresund bliver en del af havstrategiens indsatsprogram, som skal udarbejdes i 2021.
Havstrategiområderne supplerer og udbygger det eksisterende netværk af beskyttede havområder og
vil bidrage til et sammenhængende og repræsentativt netværk af beskyttede havområder, der dækker
diversiteten i de enkelte økosystemer. Havstrategidirektivet præciserer ikke, hvad der skal forstås ved
"sammenhængende og repræsentative net af beskyttede havområder", eller hvornår biodiversiteten i
de enkelte økosystemer er ”tilstrækkeligt” dækket. Der findes heller ikke nogen
vejledning under
havstrategidirektivet til vurdering af disse overordnede begreber. Udpegning beror derfor i vidt
omfang på et skøn. Miljøministeriet har i det faglige arbejde blandt andet haft fokus på at sikre en
beskyttelse af havets forskellige naturtyper og arter, at sikre geografisk jævnt fordelte områder og at
sikre, at de enkelte områder er af en vis størrelse. Samtidig er der taget behørigt hensyn til sociale og
økonomiske konsekvenser, jf. havstrategidirektivets art. 13, stk. 3. Kommissionen evaluerer
medlemslandenes indsatsprogrammer, og inden for seks måneder fra modtagelsen af alle
indsatsprogrammer meddeler Kommissionen de pågældende medlemsstater, hvorvidt de meddelte
indsatsprogrammer er i overensstemmelse med havstrategidirektivet.
De beskyttede havområder er også et vigtigt bidrag til at opnå god miljøtilstand i havet, som er
havstrategidirektivets overordnede mål.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk