Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2279356_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. november 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 118 (MOF alm. del) stillet
19. oktober 2020 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 118
”Vil
ministeren give en aktuel status på hundeområdet herunder i relation til hundeloven og
bestemmelserne om lovlige og ulovlige hunde? Og vil ministeren redegøre for, hvor mange ulovlige
hunde der er indfanget og aflivet i hvert af årene 2018, 2019 og 2020?”
Svar
Det er ikke oplyst nærmere, hvad der menes med hundeområdet, men da spørgsmålet henviser til
hundelovens bestemmelser om lovlige og ulovlige hunde, indskrænker jeg mit svar til at omfatte
hundelovens forbudsordning. Hundeområdet spænder bredt og indeholder således en bred vifte af
regler om blandt andet besiddelse, registrering, import og erhvervsmæssigt hold.
Der har været forbud mod avl og besiddelse af bestemte hunderacer siden 1991, da det den 1. december
1991 blev forbudt at avle og besidde hunderacerne Tosa Inu og Pittbull.
I 2010 blev der tilføjet yderligere 11 hunderacer til det eksisterende forbud, så forbudslisten består nu
af 13 forskellige hunderacer samt krydsninger med disse racer. Ændringen skete på baggrund af
episoder omtalt i medierne, hvor man så overfald begået af bestemte racer af hunde. Formålet med
udvidelsen af forbudslisten var således at varetage hensynet til borgernes sikkerhed og imødekomme
en øget utryghed i befolkningen ved visse typer af hunde.
For at sikre at forbuddet kan virke effektivt, er der vedtaget regler om omvendt bevisbyrde, hvormed
det er besidderen, der skal kunne dokumentere, at dennes hund er lovlig. Dette er kun såfremt, der er
begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende hund består af én eller flere forbudte hunderacer. Der
findes ingen krav til den nærmere udformning af denne dokumentation, og besidderen må derfor
principielt fremlægge enhver dokumentation, som vedkommende finder relevant.
Et studie fra Københavns Universitet har desuden undersøgt muligheden for at anvende en bestemt
DNA-test til at fastslå, hvilke hunderacer en given hund består af, og denne test kan anvendes til at
identificere visse racer, som er beskrevet i udbyderens database. Derved har besiddere fået endnu en
dokumentationsmulighed, såfremt hunden indeholder racer, der findes i testens database.
Forbudslisten er ikke ændret siden 2010. I forbindelse med tilføjelserne til forbudslisten i 2010 blev
der også udarbejdet en observationsliste med forskellige hunderacer, som kunne ligne de forbudte, og
som det derfor var særligt vigtigt at sikre sig tilstrækkelig dokumentation for. Denne observationsliste
er dog siden blevet fjernet. Der findes ikke en liste over lovlige racer som sådan, og enhver hunderace,
som ikke er forbudt, er det tilladt at besidde.
Jeg har på nuværende tidspunkt ikke planer om at ændre på hundelovens forbudsliste.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 118: Spm. om ministeren vil give en aktuel status på hundeområdet, til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
./.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvor mange forbudte der er indfanget og aflivet, kan jeg henvise til
min besvarelse af spørgsmål nr. 1437 (MOF alm. del).
Mogens Jensen
/
Per Presiler Christiansen
2