Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2379326_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-5482
Den 22. april 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1153 (MOF alm. del) stillet 25. marts 2021 efter ønske fra
udvalget.
Spørgsmål nr. 1153
”Vil
ministeren kommentere materialet European Energy om mulig udpegning af Natura
2000-område i Smålandsfarvandet, jf. MOF alm. del
bilag 409, og herunder eksplicit
besvare de 3 ministerspørgsmål i præsentationen?”
Svar
Materialet fra European Energy vedrører Energistyrelsens sagsbehandling af European Energys
havvindmølleprojekt Omø Syd. Energistyrelsen har haft sat sagsbehandlingen i bero, idet
sagsbehandlingen har afventet en afklaring af en mulig udpegning af et Natura 2000-område i
Smålandsfarvandet. Energistyrelsen oplyser, at de nu har genoptaget sagsbehandlingen.
Regeringen har på baggrund af en pilotsag fra EU-Kommissionen truffet beslutning om at udpege et
nyt fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet. Miljø- og Fødevareudvalg blev orienteret herom d.
26. marts 2021 og samme dag blev et udkast til en bekendtgørelse, der udgør den formelle udpegning,
sendt i offentlig høring.
Den afklaring, som European Energy efterspørger, er nu meldt ud.
Angående de tre ministerspørgsmål i præsentationen er min besvarelse følgende:
1. Hvordan forklarer ministeren, at det kan tage myndighederne tre år at godkende en VVM-
undersøgelse for et havvindmølleprojekt?
Sagsbehandlingen af European Energys havvindmølleprojekt varetages af Energistyrelsen.
2. Hvad er til hinder for, at regeringen kan afslutte pilotsagen med Europa-Kommissionen og
konkludere på Natura 2000-områder i Danmark, inkl. Smålandsfarvandet?
Regeringen har som nævnt truffet beslutning og har svaret Europa-Kommissionen på pilotsagen.
3. Hvordan forventer miljøministeren at håndtere udfordringen ved, at de fleste udpegede
havvindmølleområder i Danmark samtidig er potentielle natur- eller fuglebeskyttelsesområder?
Hvis der er konkrete planer om at gennemføre et havvindmølleprojekt inden for et område, der er
udpeget som Natura 2000-område, skal der foretages en konsekvensvurdering for det konkrete
projekt, så det kan afgøres, om projektet kan sameksistere med Natura-2000 området.
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1153: Spm. om kommentar til materiale fra European Energy om mulig udpegning af Natura 2000-område i Smålandsfarvandet, til miljøministeren
Jeg kan i øvrigt oplyse, at uanset udpegning til Natura 2000, så skal der tages hensyn til forekomsten
af fugle i den konkrete miljøvurdering af et projekt.
Klima, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser endvidere, at det ikke gør sig gældende, at de fleste
udpegede havvindmølleområder i Danmark er potentielle beskyttelsesområder, hvilket bl.a. fremgår af
havplanen, som er i offentlig høring.
Klima-, energi- og forsyningsministeren og jeg har indledt en dialog med EU-Kommissionen om
blandt andet forbedring af rammevilkår for sameksistens mellem naturbeskyttelsestiltag og klimatiltag
generelt.
Lea Wermelin
/
Paolo Perotti
2