Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2394948_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-2053
Den 17. maj 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 1150 (MOF
alm. del) stillet 24. marts 2021 efter ønske fra Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 1150
”Vil
ministeren redegøre for, om et forbud mod trawlfiskeri på sigt potentielt kunne resultere i så meget
større indtægter fra det øvrige fiskeri samt øget turisme, at det samlet set vil være en fordel for
Danmark?”
Svar
Der indgår mange faktorer og store usikkerheder i beregningen af de økonomiske konsekvenser af et
forbud mod trawlfiskeri. Derfor er der ikke mulighed for en præcis opgørelse.
Værdien af de samlede landinger i dansk fiskeri varierer fra år til år. I 2018 var værdien eksempelvis på
ca. 3.514 mio. kr. Heraf udgjorde værdien af landinger med trawl i alt ca. 2.649 mio. kr. (ca. 75 pct. af
den samlede værdi af alle landinger).
En lang række af faktorer har betydning for, i hvilket omfang et forbud mod trawlfiskeri potentielt ville
kunne resultere i større indtægter i det øvrige fiskeri og øgede turismeindtægter. Eksempelvis vil
mulighederne for at fange målarterne for trawlfiskeriet med alternative redskaber og effektiviteten af
disse redskaber være af stor betydning. En eventuel nedgang i landingerne i havnene vil også have
betydning for følgeerhverv og lokale økonomier i havnene. Også omkostninger forbundet med en
omlægning af størstedelen af fiskeflåden vil sammen med mange andre faktorer skulle indregnes.
Den socioøkonomiske analyse i forbindelse med Danmarks Havstrategi II
1
viste, at kystturismens
omsætning beløber sig til cirka 28 mia. kr. (2014-værdier) og beskæftiger omkring 40.000 årsværk. Det
er meget vanskeligt at vurdere, hvordan et forbud mod trawlfiskeri potentielt vil påvirke
turismeerhvervet.
Endelig konkurrerer danske fiskere med fiskere fra andre lande, der har fiskerirettigheder i de samme
farvande. Det gælder også i danske farvande, hvor en række andre lande har fiskerirettigheder. Derfor
vil det være af stor betydning, om et trawlforbud alene indføres for danske fartøjer eller generelt i EU.
Rasmus Prehn
/
Nis Christensen
1
https://mim.dk/media/216854/sociooekonomisk_analyse.pdf
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 10 60 00
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.fvm.dk