Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2373696_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 14. april 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1097 (MOF alm. del) stillet 18. marts 2021 efter ønske fra
Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 1097
”Vil ministeren præcisere, hvad ”jævnligt” i dyrevelfærdsloven § 9, stk. 2, reelt betyder i tid, når der
står, at fritgående dyr på græs eller lignende skal tilses jævnligt?”
Svar
Jeg har anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om bidrag til miljøministerens
besvarelse af spørgsmålet. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har indhentet bidrag fra
Fødevarestyrelsen, der kan oplyse følgende:
”Det fremgår af lovbemærkningerne til dyrevelfærdsloven,
at tilsynsfrekvensen med fritgående dyr på
græs eller lignende vil bero på en konkret vurdering bl.a. afhængig af dyrets art, områdets beskaffenhed,
vejrforhold m.v. Der skal dog føres tilsyn så ofte, at dyrenes velfærd til enhver tid er sikret.
Det Veterinære Sundhedsråd har i juli 2018 afgivet en udtalelse om tilsynsfrekvens for udendørs hold af
dyr på forespørgsel fra Fødevarestyrelsen. Der svares herunder på et spørgsmål om, hvorvidt rådet anser
det som forsvarligt og i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven, at husdyr, der holdes udendørs
døgnet rundt på større arealer, hvor de udfører naturpleje, kun tilses ugentligt. Rådet har hertil udtalt,
at rådet ikke finder det muligt at drage omsorg for et dyr og sikre det bedst muligt mod smerte, lidelse
angst, varigt mén og væsentlig ulempe ved kun at tilse det ugentligt. Desuden anfører rådet, at
hyppigheden af tilsyn, der er behov for, til enhver tid er uafhængig af antallet af dyr, arealets størrelse
og formålet med dyrene, herunder naturpleje. Som svar på et spørgsmål om, der kan angives mere faste
retningslinjer for
”jævnligt tilsyn”, har rådet udtalt, at rådet ikke
finder,
at udtrykket ”tilses jævnligt”
kan rummes i en éntydig definition. Hyppigheden af tilsynene vil altid være underlagt de helt konkrete
omstændigheder. Det kan således handle om vejrlig, udearealernes beskaffenhed og herunder
mulighederne for at finde tilstrækkeligt med føde og vand, dyrenes aktuelle ernæringstilstand, evt.
drægtighed eller mulig temporær rangorden-uro i dynamiske dyregrupper.
Formålet med tilsynene er bl.a. at sikre, at dyrene ikke udsættes for påvirkninger eller belastninger, der
kan kompromittere dyrenes velfærd. Én bestemt tilsynsfrekvens kan således under nogle
omstændigheder være fuldt forsvarlig, mens samme tilsynsfrekvens under andre omstændigheder vil
være helt utilstrækkelig.”
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 •
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1097: MFU spm. om, hvad jævnligt i dyrevelfærdsloven § 9, stk. 2. reelt betyder i tid, når der står, at fritgående dyr på græs eller lignende skal tilses jævnligt, til miljøministeren
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
2