Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2374207_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1992
Den 15. april 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 1077 (MOF
alm. del) stillet 18. marts 2021 efter ønske fra Susan Kronborg (RV).
Spørgsmål nr. 1077
”Kan
ministeren oplyse, hvorfor belgiske fartøjer er undtaget fra den nuværende genopretningsplan for
torsk i Nordsøen og Skagerrak? Kan ministeren oplyse, om ministeren eller ministeriet i forbindelse
med arbejdet med genopretningsplanen for torsk, har gjort Kommissionen opmærksom på de høje
landinger af torsk fra belgiske bomtrawlere? Der henvises til svar på MOF alm. del - spørgsmål 470, hvor
det fremgår, at fra 1. juni
8. december 2020 var andelen af torsk i landinger fra belgiske bomtrawlere
på 24,1 pct.”
Svar
Bomtrawlere er undtaget fra de nuværende afhjælpende foranstaltninger for torsk i Nordsøen og
Skagerrak, som fastlagt i Rådets forordning 2021/92, artikel 18. Årsagen til denne undtagelse er, at
bomtrawlerne bidrager med en begrænset samlet dødelighed for torsk. I den seneste rådgivning fra det
Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er det opgjort, at bomtrawlere i 2018 stod for 2,5 pct. af
dødeligheden for torsk i Nordsøen og Skagerrak.
Imidlertid tager dette ikke højde for, at bomtrawlerne på fartøjsniveau kan have ret høje fangster af
torsk. Både med henblik på at tage højde for bomtrawlernes relativt høje fangster af torsk, samt for at
give lige vilkår mellem de demersale fartøjer, der fisker i samme område, har regeringen fra starten
arbejdet for, at bomtrawlere også blev omfattet af de afhjælpende foranstaltninger.
Bomtrawlere var ikke omfattet af Kommissionens første forslag til afhjælpende foranstaltninger, dateret
den 4. marts 2020. Dette forslag blev aldrig vedtaget. Imidlertid var bomtrawlere
blandt andet på
baggrund af indsatsen fra dansk side
omfattet af det forslag fra Kommissionen, der blev fremlagt den
20. maj 2020. På trods af Kommissionens forslag blev inklusionen af bomtrawlerne imidlertid fjernet
ved Rådets vedtagelse af foranstaltningerne. Dette skete på grund af pres fra særligt Nederlandene og
Belgien.
Jeg bliver ved med at nævne over for Kommissionen, at bomtrawlerne skal inkluderes, på lige fod med
andre demersale fartøjer, under de afhjælpende foranstaltninger for torsk i Nordsøen og Skagerrak.
Senest rejste jeg dette over for Kommissionen i forbindelse med rådsmødet (landbrug og fiskeri) den
22.-23. marts 2021.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1077: MFU spm. om, hvorfor belgiske fartøjer er undtaget fra den nuværende genopretningsplan for torsk i Nordsøen og Skagerrak, til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Rasmus Prehn
/
Jes Brogaard Nielsen
2