Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1596
Den 10. maj 2021
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris besvarelse af spørgsmål nr. 1066 (MOF alm. del) stillet
17. marts 2021 efter ønske fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 1066
Vil ministeren oplyse, hvorfor tvangslukkede restauranter, køkkener m.v. skal betale afgift til
Fødevarestyrelsen for veterinærkontrol, der ikke gennemføres?
Svar
Jeg kan godt forstå, at nedlukkede virksomheder kan undre sig over opkrævning af afgift for
fødevarekontrol. Der betales dog ikke afgift for ordinær fødevarekontrol hos nedlukkede restauranter
og køkkener, men der opkræves afgift for kampagnekontrol. Fødevarestyrelsen forventer at gennemføre
kampagnekontrol i 2021 trods COVID-19. Skulle omfanget af kontrolkampagnen i 2021 mod
forventning blive mindre end planlagt, vil afgiften blive justeret i forbindelse med afgiftsopkrævningen
for 2022. Afgiften er i 2021 fastlagt til 557 kr. svarende til ca. 46 kr. pr. måned.
Afgift for fødevarekampagnekontrol opkræves hos alle virksomheder, der er registreret eller autoriseret
til at fremstille eller sælge fødevarer. Betaling af kampagnekontrolafgiften afhænger derfor ikke af om
virksomhederne har haft besøg af kampagnekontrollen eller ej.
Kampagnekontrolafgiften blev indført ved fødevareforlig II i 2010 som supplement til
stikprøvekontrollen af fødevarevirksomheder. Formålet var i højere grad at målrette fødevarekontrollen
mod problemområder i fødevaresektoren. I det nuværende fødevareforlig IV blev det aftalt at fastholde
den fokuserede kampagnekontrol, og at kampagnekontrollen fortsat afgiftsfinansieres af erhvervet.
Afgiften er fastsat i fødevareloven, og en ændring af en afgiftsfinansiering af kampagnekontrollen vil
derfor kræve både politisk beslutning i forligskredsen og en lovændring.
Rasmus Prehn
/
Sarah Børner
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk