Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2370686_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-5052
Den 11. april 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1055 (MOF alm. del) stillet den 16. marts 2021 efter
ønske fra Udvalget.
Spørgsmål nr. 1055
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 12/3-21 fra Dansk Industri om biocidholdige produkter,
jf. MOF alm. del
bilag 417”
Svar
Jeg deler Dansk Industris bekymring over, at der findes produkter på markedet, der markedsføres som
biocidprodukter uden at leve op til biocidreglerne om godkendelse. Det er et problem for miljøet, og
det er et problem for konkurrencen på markedet, hvis nogle virksomheder kan undsige sig de udgifter,
der er forbundet med godkendelse af biocidprodukter. Det skal kunne betale sig for virksomheder at
følge reglerne.
Jeg mener også, det er problematisk, hvis virksomheder omgår biocidreglerne ved at markedsføre
produkter som rengøringsmidler, hvis der reelt er tale om algemidler.
./.
Jeg bemærker, at Dansk Industri i deres henvendelse desuden anerkender kompleksiteten på området,
herunder ift. grænsen mellem algemidler og rengøringsprodukter. Den svære grænsedragning bidrager
også til, at det kan tage tid at løse udfordringen. Men den skal løses.
Dansk Industri ønsker, at håndhævelsen på området prioriteres. Det er også målet med de initiativer,
jeg har igangsat, og som jeg orienterede udvalget om i min besvarelse af samrådsspørgsmål AP og AQ.
Kemikalieinspektionen har fulgt op på indberetninger, hvor sagsbehandlingen har vist, at der er tale
om enten åbenlyse ulovlige produkter eller ulovlig markedsføring.
Afslutningsvis håber jeg også, at alle relevante brancheforeninger bidrager med information om
reglerne til deres medlemmer.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk