Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
4. maj 2021
Folketingets Kulturudvalg har den 9. april 2021, stillet mig følgende spørgsmål, nr. 271
(Alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvornår hun planlægger at indkalde partierne til forhandlinger
om udlodningsmidlerne?
Svar:
Af den politiske stemmeaftale om ændring af udlodningsmodellen af januar 2017
fremgår, at udlodningsmodellen skal evalueres tre år efter ikrafttrædelse. Eftersom den
nye udlodningslov trådte i kraft 1. januar 2018, betyder det, at modellen bør evalueres i
2021, hvorefter der kan indkaldes til evt. forhandlinger.
Bestemmelsen om evaluering blev i sin tid indsat i aftaleteksten bl.a. grundet et ønske
fra aftalepartierne om at sikre midler til gruppe 3, der modtager den resterende del af
udlodningsmidlerne efter fordeling af midler til gruppe 1 og gruppe 2.
Gruppe 3 har lige siden loven trådte i kraft modtaget et nogenlunde stabilt niveau
(omkring 70 mio. kr.) og forventes fortsat at modtage udlodningsmidler. Det er derfor
min vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er et presserende behov for en
evaluering af udlodningsmodellen med henblik på at sikre midler til gruppe 3.
Set i lyset af, at der er vigtige prioriteringer, der presser sig på, ikke mindst i relation
til COVID-19, har jeg derfor endnu ikke taget stilling til, hvornår evalueringen skal
gennemføres.
Joy Mogensen
Dok. nr. 21/02329-3