Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-9282
Den 30. juni 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 446 (KEF alm. del) stillet 11. juni 2021 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 446
”Har
reduktionen af jagt på skarv haft effekt på dens adfærd og i givet fald hvilke?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Miljøstyrelsen
har ikke kendskab til, at der er lavet undersøgelser vedrørende jagtens påvirkning af
danske skarvs adfærd, og kan derfor ikke bidrage med svar på spørgsmålet.
Siden 1980 har der ikke været jagt på skarv i Danmark, og frem til i dag har bestandene været i en
positiv udvikling. Fra 1971 til 1981 steg antallet af skarvreder fra 300 til 3.000, og siden midten af
90’erne har der været mellem 30.000-40.000
ynglende skarvpar. Et antal der over de seneste 10 år
synes at have stabiliseret sig omkring 30.000. Hertil kommer et antal trækfugle. Et estimat af en
samlet bestand vil være behæftet med store usikkerheder, bl.a. fordi en del danske ynglefugle trækker
sydover, mens en del fugle nordfra trækker til Danmark.
Siden 1994 har der efter vildtskadebekendtgørelsens bestemmelser været adgang til regulering af skarv
ved skader på fiskeri og siden 2009 ved skader på fiskeri eller skader på fiskebestande. Al regulering
sker efter forudgående tilladelse, og i de senere år er der indberettet 6.000-9.000 nedlagte individer
og 6.000-10.000 æg, som er reguleret i udvalgte skarvkolonier. Det svarer til en regulering af 12.000-
15.000 individer årligt. Miljøstyrelsen vurderer, at reguleringen kan være medvirkende årsag til
stagnation af bestandstilvæksten nationalt, men regionalt og lokalt er der også andre presfaktorer.
Eksempelvis menes visse skarvkolonier at være reduceret som følge af havørnens tilbagekomst.
Helt overordnet menes jagtophøret at være medvirkende årsag til skarvenes bestandstilvækst op
gennem 1980’erne.”
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk