IFU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm., om der er udarbejdet en undersøgelse af Grundloven og eller Statsborgerretskonventionens betydning i forhold til indfødsretsområdet og Indfødsretsudvalgets arbejde m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2020-21
IFU Alm.del
Offentligt

Arbejdsgruppen om dobbelt statsborgerskab

Arbejdsgrupperapport

dobbelt statsborgerskab

Marts 2014

IFU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm., om der er udarbejdet en undersøgelse af Grundloven og eller Statsborgerretskonventionens betydning i forhold til indfødsretsområdet og Indfødsretsudvalgets arbejde m.v., til udlændinge- og integrationsministeren

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning....................................................................................................... 5

1.1. Arbejdsgruppens kommissorium ............................................................................. 5

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde .......................................................... 6

1.3. Resumé................................................................................................................... 7

Kapitel 2. Gældende ret................................................................................................. 12

2.1. Lov om dansk indfødsret....................................................................................... 12

2.1.1. Princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab ........................................ 12

2.1.2. Adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved erklæring................................ 14

2.2. Cirkulæreskrivelse af 6. juni 2013 om naturalisation ............................................. 16

2.3. Internationale konventioner................................................................................... 17

2.3.1. Grundlovens § 19, stk. 1................................................................................. 17

2.3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention............................................ 18

2.3.3. Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt

statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret ....................... 20

2.3.4. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret ................... 21

2.3.4.1. Generelt om konventionen........................................................................ 21

2.3.4.2. Diskriminationsforbuddet i konventionen ................................................. 22

2.4. EU-retten .............................................................................................................. 23

2.5. Retsvirkningerne af dansk statsborgerskab i den gældende lovgivning .................. 25

2.6. Sammenfatning..................................................................................................... 49

Kapitel 3. Fremmed ret ................................................................................................. 52

3.1. Indledning............................................................................................................. 52

3.2. Belgien ................................................................................................................. 54

3.3. Bulgarien .............................................................................................................. 54

3.4. Cypern.................................................................................................................. 55

3.5. Estland.................................................................................................................. 55

3.6. Finland.................................................................................................................. 56

3.7. Frankrig ................................................................................................................ 57

3.8. Grækenland .......................................................................................................... 58

3.9. Holland................................................................................................................. 58

3.10. Irland .................................................................................................................. 59

3.11. Island .................................................................................................................. 60

3.12. Italien.................................................................................................................. 61

3.13. Letland................................................................................................................ 61

3.14. Litauen................................................................................................................ 62

3.15. Luxembourg ....................................................................................................... 63

3.16. Malta .................................................................................................................. 64

3.17. Norge.................................................................................................................. 64

3.18. Polen................................................................................................................... 65

3.19. Portugal .............................................................................................................. 65

3.20. Rumænien........................................................................................................... 66

3.21. Schweiz .............................................................................................................. 66

3.22. Slovakiet ............................................................................................................. 67

3.23. Slovenien ............................................................................................................ 67

3.24. Spanien ............................................................................................................... 68

3.25. Storbritannien ..................................................................................................... 68

3.26. Sverige................................................................................................................ 69

3.27. Tjekkiet............................................................................................................... 70

3.28. Tyskland ............................................................................................................. 70

3.29. Ungarn................................................................................................................ 71

3.30. Østrig.................................................................................................................. 72

Kapitel 4. Hensyn for og imod øget accept af dobbelt statsborgerskab....................... 73

4.1. Indledning............................................................................................................. 73

4.2. Argumenter, der har været fremført til støtte for en øget accept af dobbelt

statsborgerskab ............................................................................................................ 73

4.3. Argumenter, der har været fremført til støtte for den hidtidige restriktive regulering

af dobbelt statsborgerskab............................................................................................ 75

4.4. Høring af interesseorganisationer .......................................................................... 78

Kapitel 5. Modeller for accept af dobbelt statsborgerskab.......................................... 80

5.1. Indledning............................................................................................................. 80

5.2. Fuld adgang til dobbelt statsborgerskab................................................................. 81

5.3. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra EU-lande, EØS-lande og Schweiz ........... 82

5.4. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra de nordiske lande..................................... 84

5.5. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra NATO-lande ........................................... 85

5.6. Krav om løsning for udlændinge, der bliver danske statsborgere, men ikke

automatisk fortabelse for danske statsborgere, der søger fremmed statsborgerskab....... 86

5.7. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra lande, hvormed der er indgået folkeretlig

aftale ........................................................................................................................... 88

5.8. Andre modeller ..................................................................................................... 89

Kapitel 6. Overgangsregler ........................................................................................... 91

6.1. Indledning............................................................................................................. 91

6.2. Overgangsregler i andre lande............................................................................... 92

6.2.1. Indførelse af overgangsregler ......................................................................... 92

6.2.2. Udstrækningen af en overgangsordning.......................................................... 93

6.2.3. Antallet af personer, der i andre lande har valgt at generhverve et tidligere

fortabt statsborgerskab ............................................................................................. 94

6.3. Valg af overgangsregler ........................................................................................ 96

6.3.1. Udformning af en overgangsordning .............................................................. 96

6.3.2. Erklæringsadgang........................................................................................... 97

6.3.3. Afgrænsning i forhold til indfødsretslovens § 8 .............................................. 98

6.3.4. Øvrige kriterier............................................................................................. 100

6.4. Sammenfatning................................................................................................... 101

Kapitel 7. Økonomiske overvejelser ........................................................................... 103

7.1. Økonomiske konsekvenser ved øget accept af dobbelt statsborgerskab................ 105

7.1.1. Naturalisationssager ..................................................................................... 105

7.1.2. Sager om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret.................................. 106

7.2. Økonomiske konsekvenser ved en overgangsordning.......................................... 107

7.2.1. Erklæringssager i Statsforvaltningen ............................................................ 109

7.2.2. Erklæringssager i Justitsministeriet .............................................................. 110

7.2.3. Sager om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret.................................. 110

7.3. Økonomiske konsekvenser ved en overgangsordning for efterkommere.............. 111

7.3.1. Erklæringssager fra efterkommere................................................................ 111

Kapitel 1. Indledning

1.1. Arbejdsgruppens kommissorium

Ved kommissorium af 23. november 2012 besluttede regeringen at nedsætte en tværmi-

nisteriel arbejdsgruppe om dobbelt statsborgerskab.

Arbejdsgruppens kommissorium har følgende ordlyd:

”1. Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober

2011, at ”Danmark er et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det

være muligt at have dobbelt statsborgerskab.”

Regeringen har derfor besluttet at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal

undersøge, hvorledes nye regler om dobbelt statsborgerskab skal udmøntes.

Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov. Kompeten-

cen til at meddele statsborgerskab ved naturalisation er således henlagt til Folketinget.

Statsborgerretsområdet reguleres desuden af lov om indfødsret, jf. lovbekendtgørelse

nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret med senere ændringer. Indfødsretslovens

regler suppleres af de retningslinjer for naturalisation, som fastlægges ved en aftale

indgået af et flertal i Folketinget. De gældende retningslinjer er fastlagt i en aftale af

22. september 2008 om indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af 22. september 2008

om naturalisation.

Danmark har tiltrådt Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af

tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsbor-

gerskab og Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret. Begge

konventioner omhandler spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab.

Når Danmark beslutter i videre omfang at tillade dobbelt statsborgerskab, kan det bli-

ve nødvendigt helt eller delvist at opsige Europarådets konvention fra 1963 om be-

grænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dob-

belt statsborgerskab.

Endvidere vil spørgsmålet om accept af dobbelt statsborgerskab skulle vurderes i for-

hold til EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv og EMRK arti-

kel 14 om forbud mod diskriminering.

Arbejdsgruppen skal komme med forslag til, hvorledes regulering af dobbelt stats-

borgerskab fremadrettet kan udformes, og skal som led heri opstille forskellige mulige

modeller for accept af dobbelt statsborgerskab samt redegøre nærmere for konsekven-

serne af de foreslåede modeller, herunder spørgsmålet om opsigelse af internationale

forpligtelser.

Det forudsættes, at arbejdsgruppen inddrager regler og erfaringer fra andre lande, der

accepterer dobbelt statsborgerskab, eller som har gjort sig overvejelser herom. Det

bemærkes i den forbindelse, at der i de EU-lande, som anerkender dobbelt statsborger-

skab, er valgt forskellige modeller for denne anerkendelse.

Endvidere skal arbejdsgruppen overveje, hvilke konsekvenser en ændring af reglerne

om dobbelt statsborgerskab bør have for borgere, der tidligere har mistet deres danske

statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af statsborgerskab i et andet land, her-

under om der bør indføres overgangsregler, der giver disse borgere mulighed for at

generhverve deres danske statsborgerskab. Arbejdsgruppen skal som led i disse over-

vejelser belyse konsekvenserne af både en tidsbegrænset og en permanent mulighed

for generhvervelse af dansk statsborgerskab.

Arbejdsgruppen skal endelig foretage en vurdering af de økonomiske konsekvenser af

de foreslåede modeller for accept af dobbelt statsborgerskab samt de økonomiske kon-

sekvenser af en eventuel overgangsordning.

Arbejdsgruppen sammensættes af Justitsministeriet (formand), Udenrigsministeriet,

Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet.

Arbejdsgruppens sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.

Arbejdsgruppen skal færdiggøre sit arbejde i april 2013 med henblik på, at arbejds-

gruppens rapport kan forelægges for regeringen primo maj 2013.”

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde

Arbejdsgruppen havde ved rapportens afgivelse følgende sammensætning:

Kontorchef Louise Vadheim Guldberg (formand for arbejdsgruppen), Justitsministeriet

Kontorchef Christina Ekmann, Økonomi- og Indenrigsministeriet

Chefjurist Nikolaj Stenfalk, Finansministeriet

Fuldmægtig Thorsten Sparsø, Finansministeriet

Chefkonsulent Christine Pii Hansen, Udenrigsministeriet

Fuldmægtig Thorsten Sparsø indtrådte som medlem af arbejdsgruppen i oktober 2013 i

stedet for fuldmægtig Anne Marie Smith.

Specialkonsulent Julie Davidsen, specialkonsulent Rikke Nørregaard og fuldmægtig

Christian Trøst Rasmussen, alle Justitsministeriet, har fungeret som sekretariat for ar-

bejdsgruppen.

Arbejdsgruppen har afholdt 5 møder i perioden januar 2013 til november 2013.

1.3. Resumé

Det har hidtil været et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at

dobbelt statsborgerskab så vidt muligt skal undgås. Baggrunden herfor er navnlig, at

den generelle politiske opfattelse har været, at en person opnår et særligt tilhørsforhold

til og loyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger.

1.3.1.

Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov. Kompe-

tencen til at meddele statsborgerskab ved naturalisation er på den baggrund henlagt til

Folketinget.

Statsborgerretsområdet reguleres desuden af lov om indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr.

422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret med senere ændringer. Indfødsretslovens regler

suppleres af de retningslinjer for naturalisation, som fastlægges ved en aftale indgået af

et flertal i Folketinget. De gældende retningslinjer er fastlagt i aftale af 29. maj 2013 om

indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation.

Endvidere har Danmark tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Euro-

parådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret

og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret og Europarådets konvention af 6.

november 1997 om statsborgerret, som er relevante for spørgsmålet om dobbelt stats-

borgerskab.

Med henblik på at afklare, i hvilket omfang den gældende danske lovgivning indeholder

bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, at en person har dansk statsborgerskab, har

arbejdsgruppen anmodet samtlige ministerier om en udtalelse herom. De indkomne bi-

drag er i rapportens kapitel 2 grupperet efter overordnede emner.

De oplysninger, som arbejdsgruppen har indhentet, viser, at der på en række områder

findes bestemmelser, hvor dansk statsborgerskab er tillagt betydning i den gældende

lovgivning.

For så vidt angår retten til at modtage velfærdsydelser inden for det uddannelsesmæssi-

ge, beskæftigelsesmæssige samt sociale og sundhedsmæssige område kan det imidlertid

på baggrund af ministeriernes høringssvar generelt udledes, at dansk statsborgerskab

kun i begrænset omfang tillægges betydning for retten til at opnå de pågældende ydel-

ser. I relation til skattepligt i Danmark er det generelt oplyst, at dansk statsborgerskab

ikke er afgørende.

1.3.2.

Arbejdsgruppen har med henblik på at afdække, hvordan reglerne om dobbelt

statsborgerskab er udformet i andre lande, anmodet en række lande om at oplyse, om

der i deres statsborgerretslovgivning er regler om dobbelt statsborgerskab, samt hvordan

disse regler i givet fald er udformet.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse endvidere anmodet de pågældende lande om at

oplyse, om der i tilknytning til en eventuel indførelse af regler om dobbelt statsborger-

skab har været etableret en overgangsordning.

De indkomne oplysninger om andre landes regler om dobbelt statsborgerskab samt om

eventuelle overgangsregler fremgår af rapportens kapitel 3.

1.3.3.

Der er flere gange i de senere år rejst spørgsmål ved, om de gældende regler om

dobbelt statsborgerskab bør ændres. Som led i debatten om dette spørgsmål har der væ-

ret fremført en række argumenter for en øget accept af dobbelt statsborgerskab, ligesom

også argumenter for en bevarelse af de gældende regler har været fremført.

De fremførte argumenter for en øget accept af dobbelt statsborgerskab samt de argu-

menter, der har været fremført som begrundelse for den gældende regulering af dobbelt

statsborgerskab er beskrevet i rapportens kapitel 4.

1.3.4.

Mange danske statsborgere oplever det som et problem, at de ikke i forbindelse

med, at de bosætter sig i udlandet, kan opnå statsborgerskab i deres bopælsland uden at

skulle opgive deres danske statsborgerskab. Nogle har på den baggrund valgt at opret-

holde deres danske statsborgerskab, mens andre har valgt at opgive deres danske stats-

borgerskab for fuldt ud at kunne integrere sig i bopælslandet.

For de personer, der endnu ikke har opgivet deres danske statsborgerskab, vil regler om

øget accept af dobbelt statsborgerskab give en ny mulighed for, at de pågældende kan

blive fuldt integrerede i deres bopælsland, uden at de dermed bliver tvunget til at opgive

deres danske statsborgerskab.

Et regelsæt, der indebærer en øget accept af dobbelt statsborgerskab, kan udformes på

flere måder. I rapportens kapitel 5 er opstillet en række forskellige modeller for en øget

anerkendelse af dobbelt statsborgerskab.

Der vil eksempelvis kunne indføres en fuld adgang til dobbelt statsborgerskab, hvor der

fremadrettet ikke længere stilles krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab for per-

soner, der meddeles dansk indfødsret, ligesom danske statsborgere, der efter ansøgning

eller udtrykkeligt samtykke mv. opnår statsborgerskab i et andet land, ikke længere au-

tomatisk skal miste deres danske statsborgerskab.

Endvidere vil der kunne indføres en model, hvor dobbelt statsborgerskab alene accepte-

res i forhold til:



øvrige EU-lande, EØS-lande og Schweiz,

øvrige nordiske lande,

øvrige NATO-lande, eller

lande hvormed der er indgået en folkeretlig aftale.

Det bemærkes i den forbindelse, at en model, hvor dobbelt statsborgerskab tillades i

forhold til øvrige NATO-lande eller lande, hvormed der er indgået en folkeretlig aftale,

imidlertid vurderes at rejse spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions artikel 14 (diskriminationsforbuddet) i sammenhæng med artikel 8

(retten til privatliv).

Herudover vil der kunne indføres en model, som skelner mellem danske statsborgere,

som opnår statsborgerskab i udlandet, og udenlandske statsborgere, som opnår statsbor-

gerskab i Danmark.

Fælles for alle modellerne er, at det vil være nødvendigt at opsige Europarådets konven-

tion af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt

for personer med dobbelt statsborgerret helt eller delvist. Opsigelsesvarslet er i konven-

tionen fastsat til 1 år.

1.3.5.

For de tidligere danske statsborgere, som har valgt at opgive deres danske stats-

borgerskab for fuldt ud at kunne integrere sig i bopælslandet, vil det have stor betyd-

ning, såfremt der i forbindelse med en ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab

indføres en overgangsordning, der giver dem mulighed for at generhverve deres danske

statsborgerskab.

En overgangsordning vil kunne udformes som en erklæringsadgang. Det vil i den for-

bindelse være muligt at betinge en erklæring om generhvervelse af dansk statsborger-

skab af eksempelvis et opholdskrav eller et vandelskrav.

I forbindelse med en beslutning om indførelse af en overgangsordning er det væsentligt

at få afklaret, hvorledes muligheden for generhvervelse efter overgangsordningen skal

afgrænses i forhold til indfødsretslovens § 8. Efter indfødsretslovens § 8 fortabes ind-

fødsretten som udgangspunkt af danske statsborgere født i udlandet, som hverken gen-

nem bopæl eller ophold i Danmark inden det fyldte 22. år har haft den fornødne tilknyt-

ning til Danmark.

Endvidere vil der ved udformningen af eventuelle overgangsregler skulle tages stilling

til den tidsmæssige udstrækning af en sådan ordning. De modtagne oplysninger om reg-

lerne om dobbelt statsborgerskab i andre lande har vist, at der både ses eksempler på

lande, som har indført en overgangsordning for en nærmere fastsat periode, og eksem-

pler på lande, som har indført en overgangsordning uden tidsmæssig begrænsning. Det

kan dog i tilknytning hertil bemærkes, at de lande, der i forbindelse med indførelsen af

en fuld adgang til dobbelt statsborgerskab har etableret en tidsbegrænset overgangsord-

ning, alle efterfølgende enten har forlænget den tidsbegrænsede periode eller har indført

en permanent adgang til generhvervelse for de personer, der tidligere har fortabt deres

statsborgerskab.

Endelig vil der ved udformningen af eventuelle overgangsregler skulle tages stilling til,

om ordningen alene skal gælde for personer, der tidligere har været danske statsborgere,

og som har fortabt deres danske statsborgerskab som følge af, at de har erhvervet et an-

det statsborgerskab, eller om ordningen desuden skal omfatte børn af disse tidligere

danske statsborgere (efterkommere), selv om børnene ikke selv tidligere har været dan-

ske statsborgere.

Spørgsmålet om udformningen af eventuelle overgangsregler samt disses tidsmæssige

udstrækning og afgrænsning til indfødsretslovens § 8 er nærmere behandlet i rapportens

kapitel 6.

1.3.6.

I rapportens kapitel 7 redegøres der for de økonomiske konsekvenser ved en øget

accept af dobbelt statsborgerskab.

I forhold til administrative omkostninger vurderes indførelse af en øget accept af dob-

belt statsborgerskab at medføre flere sager om indfødsret og dermed øgede udgifter til

sagsbehandling.

De endelige merudgifter afhænger dels af, hvilken konkret model for dobbelt statsbor-

gerskab der indføres, og dermed hvor mange nye sager om indfødsret der vil opstå, dels

af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de nye sager.

Antallet af sager vil først og fremmest afhænge af, hvorvidt den model, der vælges, gi-

ver alle udenlandske statsborgere mulighed for at erhverve dobbelt statsborgerskab eller

afgrænses nærmere.

Såfremt der tillige indføres en overgangsordning, der i en periode giver tidligere danske

statsborgere mulighed for at generhverve deres statsborgerskab, vil der ske en yderlige-

re forøgelse af antallet af sager om indfødsret. Antallet af sager vil bl.a. afhænge af

overgangsordningens tidsmæssige udstrækning.

Antallet af sager under en overgangsordning vil endvidere afhænge af, hvorvidt ordnin-

gen inkluderer efterkommere af tidligere danske statsborgere samt hvilken aldersgrup-

pe, der omfattes.

Det forventes, at en øget accept af dobbelt statsborgerskab vil give en permanent for-

øgelse af antallet af sager, som dog vurderes at være kraftigst i de første år efter mulig-

heden indføres. Effekten fra overgangsordningen vil afhænge af dennes tidsmæssige ud-

strækning.

De nærmere administrative omkostninger konsolideres i det videre arbejde i samarbejde

mellem Justitsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet.

Foreløbigt skønner Justitsministeriet, at en model, der giver alle udenlandske statsbor-

gere mulighed for at erhverve dobbelt statsborgerskab, vil medføre årlige merudgifter

på op til 6,5 mio. kr. til øget sagsbehandling.

Indføres der samtidig eksempelvis en femårig overgangsordning, skønner Justitsmini-

steriet, at dette vil kunne medføre yderligere merudgifter pr. år på op til 9,5 mio. kr. til

øget sagsbehandling i overgangsordningens løbetid. Det vurderes at være af væsentlig

betydning for merudgifternes størrelse, i hvilket omfang overgangsordningen også skal

omfatte efterkommere af tidligere danske statsborgere.

Kapitel 2. Gældende ret

Det har hidtil været et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at

dobbelt statsborgerskab så vidt muligt skal undgås. Baggrunden herfor er navnlig, at

den generelle politiske opfattelse har været, at en person opnår et særligt tilhørsforhold

til og loyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger.

Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov. Kompetencen

til at meddele statsborgerskab ved naturalisation er på den baggrund henlagt til Folke-

tinget.

Statsborgerretsområdet reguleres desuden af lov om indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr.

422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret med senere ændringer.

Indfødsretslovens regler suppleres af de retningslinjer for naturalisation, som fastlægges

ved en aftale indgået af et flertal i Folketinget. De gældende retningslinjer er fastlagt i

aftale af 29. maj 2013 om indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om

naturalisation.

2.1. Lov om dansk indfødsret

2.1.1. Princippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab

Princippet om, at dobbelt statsborgerskab så vidt muligt skal undgås, følger bl.a. af ind-

fødsretslovens § 7, nr. 1 og 2, hvorefter dansk indfødsret fortabes af den, som erhverver

fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke eller erhverver

fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land. Endvidere

fortabes dansk indfødsret af ugift barn under 18 år, som bliver fremmed statsborger der-

ved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver

fremmed statsborgerret på en måde som angivet i nr. 1 og 2, medmindre den anden af

barnets forældre vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden

over barnet, jf. lovens § 7, nr. 3.

Herudover følger det af indfødsretslovens § 4 A, stk. 1, at erhvervelse af dansk indføds-

ret i medfør af lovens §§ 3 og 4 – som omhandler erhvervelse af dansk indfødsret ved

afgivelse af erklæring for nordiske statsborgere og tidligere danske statsborgere – er be-

tinget af, at den, som afgiver erklæring, godtgør, at den pågældende derved mister sit

statsborgerskab i andre stater. En erklæring afgivet efter lovens §§ 3 eller 4 afvises af

den myndighed, som erklæringen er fremsat over for, hvis myndigheden ikke finder, at

betingelserne for at erhverve dansk indfødsret ved erklæring er opfyldt, jf. lovens § 4 A,

stk. 4. Afvisning af en erklæring kan påklages til Justitsministeriet.

Kravet om dokumentation for tab af hidtidigt statsborgerskab gælder som udgangspunkt

også for børn, der omfattes af en eller begge forældres erhvervelse af dansk indfødsret

ved erklæring, jf. lovens § 5, stk. 2.

En ansøger, der ikke opfylder betingelserne for at erhverve dansk indfødsret ved erklæ-

ring, vil kunne søge om dansk indfødsret ved naturalisation. Der stilles også ved erhver-

velse af dansk indfødsret ved naturalisation krav om afkald på hidtidigt statsborgerskab,

jf. pkt. 2.2 nedenfor.

Dobbelt statsborgerskab accepteres dog i tilfælde, hvor Danmark internationalt er for-

pligtet hertil. Dette gælder bl.a. i forhold til personer, der er født med dobbelt statsbor-

gerskab, herunder børn født af forældre med forskellig nationalitet, samt børn født af

danske forældre i et land, hvor børnene også automatisk får dette lands statsborgerskab

ved fødslen.

Det følger således af indfødsretslovens § 1, at et barn erhverver dansk indfødsret ved

fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er forældrene ikke gift, og er kun faderen

dansk, erhverver barnet dog kun dansk indfødsret, hvis det er født i Danmark, jf. lovens

§ 1, stk. 1, 2. pkt. Dette gælder, uanset om barnet samtidig opnår statsborgerskab i et

andet land, f.eks. ved at den ene af forældrene er udenlandsk, eller ved at barnet fødes i

udlandet.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet i februar 2014 forventer at frem-

sætte et lovforslag om ændring af indfødsretslovens § 1, stk. 1, således at et barn er-

hverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Med den

forventede ændring af bestemmelsen i § 1, stk. 1, vil et barn således – uanset om det er

født i eller uden for ægteskab og også uafhængigt af om det er født i eller uden for

Danmark – erhverve dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk.

Forslaget fremsættes på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom

af 11. oktober 2011 i sagen

Genovese mod Malta

(53124/09).

Efter indfødsretslovens § 2 erhverver et barn af en dansk far og en udenlandsk mor, som

ikke har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, dansk indfødsret ved forældrenes ind-

gåelse af ægteskab. Det er en forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets

indgåelse er ugift og under 18 år.

Det følger endvidere af indfødsretslovens § 2 A, stk. 1, at et udenlandsk barn under 12

år, der er adopteret ved en dansk adoptionsbevilling, bliver dansk statsborger ved adop-

tionen, hvis barnet adopteres af et ægtepar, hvor mindst én af ægtefællerne er dansk

statsborger, eller af en ugift dansk statsborger. Efter bestemmelsens stk. 2 erhverves

dansk indfødsret fra det tidspunkt, hvor adoptionens retsvirkninger indtræder. Det frem-

går af stk. 3, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adop-

teret ved en udenlandsk afgørelse, der anerkendes i medfør af adoptionslovens § 28, stk.

Erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab (legiti-

mation) og erhvervelse af dansk indfødsret ved adoption har efter indfødsretsloven ikke

konsekvenser for den pågældendes eventuelle hidtidige statsborgerskab. Dobbelt stats-

borgerskab kan således tillige opstå i disse tilfælde.

Sammenfattende accepteres dobbelt statsborgerskab efter de gældende regler i følgende

tilfælde:



børn, der erhverver dobbelt statsborgerskab ved fødslen eller som følge af visse

efterfølgende dispositioner (forældrenes indgåelse af ægteskab eller adoption)

personer, herunder børn, der erhverver dansk indfødsret ved naturalisation uden

at miste deres hidtidige statsborgerskab (gennem løsning), jf. herved pkt. 2.2 ne-

denfor

personer, der i forbindelse med indgåelse af ægteskab med en udenlandsk stats-

borger som følge af statsborgerretslovgivningen i ægtefællens hjemland automa-

tisk erhverver statsborgerskab i det pågældende land



Det følger imidlertid af indfødsretslovens § 8, at den, der er født i udlandet og aldrig har

boet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed

med Danmark, taber sin indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende

derved bliver statsløs. Justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan dog efter

ansøgning indgivet inden dette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.

2.1.2. Adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved erklæring

Efter indfødsretslovens § 3 erhverver den, der er statsborger i Finland, Island, Norge el-

ler Sverige, og som opfylder betingelserne i bestemmelsens stk. 2 eller stk. 3, dansk ind-

fødsret ved at afgive erklæring herom over for en statsforvaltning, Rigsombudsmanden

på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.

Efter indfødsretslovens § 3, stk. 2, kan erklæring afgives af personer, der 1) er fyldt 18,

men endnu ikke 23 år, 2) på erklæringstidspunktet har bopæl her i riget, 3) har haft bo-

pæl her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5 år inden for de

sidste 6 år, 4) er ustraffede og ikke er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel

9, og 5) ikke er sigtede for en straffelovsovertrædelse.

Det følger endvidere af indfødsretslovens § 3, stk. 3, at erklæring kan afgives af perso-

ner, der 1) har erhvervet statsborgerret i Finland, Island, Norge eller Sverige på anden

måde end ved naturalisation, 2) er fyldt 18 år, 3) har haft bopæl her i riget i de sidste 7

år, og 4) ikke i løbet af denne tid er idømt frihedsstraf eller foranstaltning, der kan lige-

stilles med frihedsstraf.

Ved anvendelsen af § 3, stk. 2, nr. 3, ligestilles bopæl i et andet nordisk land med bopæl

her i riget, dog kun i det omfang bopælstiden i det andet nordiske land ligger mindst 5

år forud for erklæringens afgivelse og før den erklærendes fyldte 16. år, jf. § 3, stk. 4.

Efter indfødsretslovens § 3, stk. 5, kan personer, som på grund af en sigtelse for en lov-

overtrædelse ikke kan erhverve dansk indfødsret ved erklæring, jf. stk. 2, nr. 5, afgive

ny erklæring inden for 1 år efter, at der er truffet endelig afgørelse i sagen, selv om den

pågældende forinden er fyldt 23 år, hvis den pågældende ikke findes skyldig i lovover-

trædelsen.

Det følger af indfødsretslovens § 4, stk. 1, at hvis nogen, som ved fødslen har erhvervet

dansk indfødsret, og som har boet her i riget indtil det fyldte 18. år, har mistet indføds-

retten, generhverver den pågældende, såfremt vedkommende har haft bopæl her i de

sidste 2 år, sin danske indfødsret ved at afgive erklæring herom over for statsforvaltnin-

gen, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland.

I relation til kravet i § 4, stk. 1, om at den, der ønsker at erklære, skal have boet her i ri-

get indtil det fyldte 18. år, fremgår det af bestemmelsens stk. 3, at bopæl i et andet nor-

disk land indtil det fyldte 12. år ligestilles med bopæl her i riget.

Det følger endvidere af indfødsretslovens § 4, stk. 2, at den, der har mistet dansk ind-

fødsret og derefter vedblivende har været statsborger i et nordisk land, generhverver

indfødsretten, når den pågældende efter at have taget bopæl her i riget over for en stats-

forvaltning, Rigsombudsmanden på Færøerne eller Rigsombudsmanden i Grønland af-

giver skriftlig erklæring herom. Det er efter bestemmelsen således muligt at afgive en

erklæring i umiddelbar forlængelse af etablering af fast bopæl i Danmark.

Det følger af indfødsretslovens § 4 A, stk. 2, at erklæring om erhvervelse af indfødsret i

medfør af §§ 3 og 4 alene kan afgives af personer, som på tidspunktet for erklæringens

afgivelse har lovligt ophold her i riget. Erklæring kan dog ikke afgives, hvis der verserer

en sag mod den pågældende, hvor der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om

udvisning, eller hvor anklagemyndigheden som vilkår for et tiltalefrafald har fastsat, at

den pågældende udvises.

Det følger endvidere af indfødsretslovens § 4 A, stk. 3, at en erklæring om erhvervelse

af indfødsret i medfør af §§ 3 og 4 ikke kan afgives ved værge eller af forældremyndig-

hedens indehaver.

Desuden følger det af indfødsretslovens § 5, stk. 1, at hvis en person erhverver indføds-

ret ved afgivelse af erklæring i medfør af §§ 3 eller 4, tilkommer indfødsretten også den

pågældendes barn, herunder adoptivbarn, medmindre det udtrykkeligt er angivet, at et

barn ikke skal være omfattet af erhvervelsen af indfødsret. Det er en forudsætning for

barnets erhvervelse af indfødsret, at den erklærende har del i forældremyndigheden over

barnet, og at barnet er ugift, under 18 år og bosat her i riget. For et adoptivbarn er det

tillige en betingelse, at adoptionen har gyldighed efter dansk ret.

2.2. Cirkulæreskrivelse af 6. juni 2013 om naturalisation

Som følge af det grundlæggende princip om så vidt muligt at undgå dobbelt statsborger-

skab er det en forudsætning for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets medde-

lelse, at ansøgeren er indforstået med at give afkald på sit hidtidige statsborgerskab.

Hvis ansøgeren ikke automatisk mister sit statsborgerskab ved naturalisationen, stilles

der krav om løsning fra det hidtidige statsborgerskab som betingelse for erhvervelsen af

indfødsret, jf. cirkulæreskrivelsens § 4, stk. 1.

Kravet om løsning stilles dog ikke over for personer med flygtningestatus her i landet,

personer fra lande, hvor det erfaringsmæssigt er umuligt eller forbundet med overor-

dentlig store vanskeligheder at blive løst, personer, der har fået afslag på løsning fra de-

res hidtidige statsborgerskab, eller personer, der har dokumenteret at have gjort et seri-

øst, men forgæves forsøg på at blive løst fra deres hidtidige statsborgerskab, jf. cirkulæ-

reskrivelsens § 4, stk. 2.

Har den, der naturaliseres, børn, herunder adoptivbørn, følger det af indfødsretslovens §

6, stk. 2, jf. § 5, stk. 1, at indfødsretten også tilkommer barnet, herunder adoptivbarnet,

medmindre det udtrykkeligt er angivet, at barnet ikke skal være omfattet af erhvervelsen

af indfødsret. Det er en forudsætning for barnets erhvervelse af indfødsret, at den erklæ-

rende har del i forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18 år og

bosat her i riget. For et adoptivbarn er det tillige en betingelse, at adoptionen har gyl-

dighed efter dansk ret.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke stilles krav om løsning over for personer,

der optages på et lovforslag om indfødsretsmeddelelse som bipersoner.

Endvidere stilles der ikke krav om løsning over for børn, der optages på et lovforslag

om indfødsretsmeddelelse, medmindre de er tidligere statsborgere i Finland, Island,

Norge eller Sverige.

2.3. Internationale konventioner

Danmark har tiltrådt følgende konventioner, der er relevante for spørgsmålet om dob-

belt statsborgerskab:



Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Se hertil pkt. 2.3.2.

Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt

statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret. Se hertil

pkt. 2.3.3.

Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret. Se hertil pkt.

2.3.4.



2.3.1. Grundlovens § 19, stk. 1

Grundlovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd:

”Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets

samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker ri-

gets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken

er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folke-

tingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med fol-

ketingets samtykke.”

Det følger således af grundlovens § 19, stk. 1, 3. pkt., at en opsigelse af internationale

forpligtelser, der er påtaget i overensstemmelse med proceduren i grundlovens § 19, stk.

1, 2. pkt., vil skulle ske med Folketingets samtykke.

Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde af opsigelse, såvel når denne sker i overens-

stemmelse med den pågældende konventions egne bestemmelser, som når den sker efter

folkerettens almindelige regler herom.

2.3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Danmark har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som er

inkorporeret i dansk ret, jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998, som ændret

ved § 10 i lov nr. 538 af 8. juni 2006.

EMRK artikel 8 har følgende ordlyd:

”Stk.

Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korre-

spondance.

Stk. 2.

Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmin-

dre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund

af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske

velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-

ligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

Retten til et privatliv omfatter efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prak-

sis retten til at etablere og udvikle bånd til andre mennesker og verden. Dermed bliver

aspekter af en persons sociale identitet omfattet af beskyttelsen.

Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol garanterer EMRK arti-

kel 8 ikke en ret til en bestemt nationalitet, men det kan ikke udelukkes, at en vilkårlig

nægtelse af statsborgerskab efter omstændighederne kan give anledning til spørgsmål i

forhold til artikel 8.

EMRK artikel 14 har følgende ordlyd:

Jens Peter Christensen m.fl.,

Dansk Statsret, 1. udg., DJØF’s Forlag, 2012, s. 196-199;

Peter Germer,

Stats-

forfatningsret, 5. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2012, s. 247-251;

Henrik Zahle,

Dansk forfat-

ningsret

3. udg., Christian Ejlers’ Forlag, 2007, s. 238-240;

Alf Ross,

Dansk Statsforfatningsret

3. udg.,

ved Ole Espersen, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1980, s. 384-389;

Max Sørensen,

Statsforfatningsret, 2.

udg. ved Peter Germer, Juristforbundets Forlag, 1973, s. 278-281;

Ole Espersen,

Indgåelse og opfyldelse af

traktater, Juristforbundets Forlag, 1970, s. 74ff.;

Poul Andersen,

Dansk Statsforfatningsret, Gyldendal, 1954,

s. 489-493.

Se Domstolens dom af 12. januar 1999 i

Karassev m.fl. mod Finland

(no. 31414/ 96), Domstolens dom af

11. oktober 2011 i

Genovese mod Malta

(no. 53124/09), Domstolens dom af 26. juni 2012 i

Kurić m.fl. mod

Slovenien

(no. 26828/06) og Domstolens afgørelse af 21. maj 2013 i

Fehér og Dolník mod Slovakiet

(14927/12 og 30415/12).

”Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres

uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbe-

visning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, for-

mueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.”

Det følger af Domstolens praksis, at beskyttelsen mod diskrimination i konventionens

artikel 14 rækker udover de rettigheder og friheder, som konventionens øvrige bestem-

melser beskytter, og således også finder anvendelse på de supplerende rettigheder, der

falder inden for området af en hvilken som helst artikel i konventionen, og som staten

frivilligt har besluttet at stille til rådighed.

Det generelle formål med konventionens artikel 14 er således at sikre, at hvor staten op-

stiller rettigheder, som falder inden for konventionens område, der går videre end mi-

nimumskravene i konventionen, så bliver disse supplerende rettigheder anvendt rimeligt

og konsistent over for alle personer på statens område, medmindre forskelsbehandlingen

er objektivt begrundet.

Domstolen fandt i

Genovese mod Malta

, at selv om retten til statsborgerskab ikke som

sådan er beskyttet af konventionen – og selvom nægtelse af statsborgerskab i den kon-

krete sag ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8 – havde statsborgerskabets be-

tydning for klagerens sociale identitet en sådan karakter, at det bragte statsborgerskabet

inden for EMRK artikel 8’s generelle anvendelsesområde. Bestemmelsen om et diskri-

minationsforbud i EMRK artikel 14 fandt derfor anvendelse i sagen.

Domstolen fandt derimod i

Fehér og Dolník mod Slovakiet

, at sagen ikke rejste et

spørgsmål i forhold til konventionens artikel 8, idet klagerne havde fortabt deres stats-

borgerskab

ex lege

som følge af deres egen beslutning om at søge og opnå statsborger-

skab i et andet land.

Det er ikke muligt på grundlag af den foreliggende praksis fra Domstolen

at angive

præcise kriterier for, hvornår en persons ønske om statsborgerskab ligger inden for

EMRK artikel 8’s generelle anvendelsesområde og dermed bliver omfattet af diskrimi-

nationsforbuddet i EMRK artikel 14.

Se blandt andet Domstolens dom af 13. juli 2011 i

Clift mod Storbritannien

(no. 7205/07), pr. 60, og Dom-

stolens ovennævnte dom i

Genovese mod Malta,

pr. 34.

Se note 2.

Se Domstolens ovennævnte dom i

Genovese mod Malta,

pr. 33.

Se Domstolens ovennævnte afgørelse i

Fehér og Dolník mod Slovakiet.

Se note 2.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at kun forskelsbehandling i sam-

menlignelige situationer er beskyttet af bestemmelsen i EMRK artikel 14.

Det kan end-

videre udledes af Domstolens praksis, at en forskelsbehandling anses som diskrimine-

rende, hvis den ikke er begrundet i objektive og relevante forskelle (saglighed), dvs.

hvis den ikke forfølger et legitimt formål, og hvis der ikke er et rimeligt forhold mellem

de midler, der anvendes, og det mål, der søges realiseret (proportionalitet).

Ved vurderingen af, om et indgreb er proportionalt, har staterne en vis skønsmargin med

hensyn til, hvilke forskelle, der kan forskelsbehandles på baggrund af. Størrelsen af

denne skønsmargin afhænger dog af sagens nærmere omstændigheder. Forskelsbehand-

ling på baggrund af visse kriterier vil som altovervejende hovedregel udgøre en kræn-

kelse, f.eks. race, køn og fødsel uden for ægteskab. Herudover vil forskelsbehandling på

baggrund af national oprindelse kunne udgøre en krænkelse.

2.3.3. Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dob-

belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret

Konventionens bestemmelser indeholder en forpligtelse for de kontraherende stater til at

begrænse tilfælde af dobbelt statsborgerskab.

Efter konventionens artikel 1, stk. 1, mister statsborgere, som har nået myndighedsalde-

ren, og som af egen fri vilje, enten gennem naturalisation, option eller generhvervelse,

opnår statsborgerret hos en anden part, deres hidtidige statsborgerret. De kan ikke få til-

ladelse til at beholde denne.

Efter konventionens artikel 2 kan en person med statsborgerret i to eller flere af de kon-

traherende stater give afkald på sin statsborgerret i en eller flere af disse med samtykke

fra den kontraherende part, hvis nationalitet han ønsker at give afkald på. Bestemmelsen

fastsætter endvidere, hvornår staten er afskåret fra at nægte sit samtykke hertil.

Efter konventionens artikel 7, stk. 1, er der mulighed for, at en kontraherende stat på

tidspunktet for undertegnelsen eller samtidig med deponeringen af dens ratifikations-,

accept- eller godkendelsesinstrument kan erklære, at den kun vil anvende bestemmel-

Se f.eks. Domstolens Storkammerdom af 16. marts 2010 i

Carson m.fl. mod Storbritannien

(42184/05).

Se note 12, samt f.eks. Domstolens Storkammerdom af 16. marts 2010 i

Orsus m.fl. mod Kroatien

(15766/03), og Domstolens dom af 23. oktober 1990 i

Darby mod Sverige

(11581/85).

Se f.eks. Domstolens dom af 16. september 1996 i

Gaygusuz mod Østrig

(17371/90).

serne i konventionens kapitel I eller i kapitel II. Konventionens kapitel I omfatter be-

stemmelser om begrænsning af dobbelt statsborgerskab.

Følgende lande har ratificeret konventionen: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Ir-

land, Italien, Luxembourg, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. Heraf har

Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Spanien, Storbritannien og Sverige i

forbindelse med ratifikationen af konventionen taget forbehold for anvendelsen af kon-

ventionens kapitel I.

Tyskland valgte i 2001 med virkning fra 2002 at opsige hele konventionen, da der ikke

på daværende tidspunkt var mulighed for en partiel opsigelse af konventionen.

Ved aftale af 2. april 2007 mellem de kontraherende stater og Europarådets generalse-

kretær er der åbnet mulighed for, at en kontraherende stat kan opsige konventionens ka-

pitel 1, dvs. at en stat kan vælge alene at opsige konventionen delvist.

Varslet er for såvel hel som delvis opsigelse af konventionen på et år, jf. konventionens

artikel 12.

Folketingets samtykke blev ikke indhentet forud for ratifikation af traktaten i 1972. En

hel eller delvis opsigelse af konventionen vil således ikke forudsætte folketingets sam-

tykke, jf. grundlovens § 19, stk. 1, 3. pkt., modsætningsvist. Se hertil nærmere pkt. 2.3.1

ovenfor.

2.3.4. Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret

2.3.4.1. Generelt om konventionen

Konventionen fastlægger principper og regler for fysiske personers statsborgerret samt

regler vedrørende værnepligten i tilfælde af dobbelt statsborgerret, som de kontraheren-

de staters nationale lovgivning skal være i overensstemmelse med. Konventionen fast-

slår bl.a., at enhver har ret til at besidde statsborgerskab, at statsløshed skal undgås, og

at ingen på et vilkårligt grundlag skal kunne fratages sin statsborgerret.

Herudover fremgår det af konventionens artikel 14, at en kontraherende stat skal tillade,

at børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet statsborgerret i forskellige lande, be-

varer denne, ligesom en kontraherende stat skal tillade sine statsborgere at være i besid-

delse af fremmed statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk ved ægteskab.

Af konventionens artikel 15 fremgår det endvidere, at konventionens bestemmelser ikke

begrænser en kontraherende stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme, hvorvidt

statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i en anden stat, bevarer

eller fortaber deres statsborgerret i den kontraherende stat, og hvorvidt erhvervelse eller

bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald på eller fortabelse af fremmed statsbor-

gerret.

Det følger desuden af konventionens artikel 16, at en kontraherende stat ikke må gøre

en persons erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, at vedkommende gi-

ver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt afkald eller fortabelse ikke

er mulig eller ikke med rimelighed kan påkræves.

Endelig fremgår det af konventionens artikel 17, stk. 1, at statsborgere, som bor i en

kontraherende stat, og som har fremmed statsborgerret, i den kontraherende stat skal

have samme rettigheder og forpligtelser som statens øvrige statsborgere. Bestemmelser-

ne i artikel 14-17 vedrører dog efter artikel 17, stk. 2, ikke folkerettens regler vedrøren-

de diplomatisk eller konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat yder en af sine

statsborgere, der samtidigt har fremmed statsborgerret, ligesom bestemmelserne ikke

vedrører de kontraherende staters anvendelse af internationale privatretlige regler i til-

fælde af dobbelt statsborgerret.

Det vil således ikke være nødvendigt at opsige hele eller dele af denne konvention for at

tillade dobbelt statsborgerskab i videre omfang.

2.3.4.2. Diskriminationsforbuddet i konventionen

Konventionens artikel 5 har følgende ordlyd:

”1. En kontraherende stats regler vedrørende statsborgerret må ikke indeholde forskel-

le eller omfatte praksis, der indebærer, at der finder forskelsbehandling sted på grund

af køn, religion, race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse.

2. Enhver kontraherende stat skal følge princippet om ikke at forskelsbehandle sine

statsborgere, uanset om de har erhvervet indfødsret ved fødslen eller efterfølgende.”

Konventionens artikel 5, stk. 1, finder anvendelse på regler om opnåelse af statsborger-

skab såvel ved fødslen som ved naturalisation.

Det fremgår bl.a. af den forklarende rapport til konventionens artikel 5, stk. 1, at det

følger af statsborgerskabets karakter, at staterne må fastsætte visse kriterier for, hvem

der udgør landets statsborgere.

Disse kriterier kan i visse tilfælde føre til særbehand-

ling (preferential treatment), f.eks. i relation til krav om kendskab til landets sprog, af-

stamning eller fødested. Der er således ved oplistningen af diskriminationsgrunde ude-

ladt nogle af de grunde, som fremgår af EMRK artikel 14 (bl.a. fødsel og sprog), idet

det blev vurderet, at disse grunde ikke udgør diskrimination i relation til tildeling af

statsborgerskab.

Herudover er det forudsat i den forklarende rapport, at landene kan give positiv særbe-

handling til statsborgere fra bestemte andre lande, f.eks. andre EU-lande. Dette vil i gi-

vet fald udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som ikke er omfattet af

forbuddet i bestemmelsen, og ikke forskelsbehandling på grundlag af national oprindel-

se, som er omfattet af forbuddet i bestemmelsen.

Konventionens artikel 5, stk. 2, supplerer stk. 1, idet denne bestemmelse indeholder et

generelt forbud mod forskelsbehandling mellem statsborgere afhængig af, om de har

opnået statsborgerskabet ved fødslen eller ved naturalisation. Bestemmelsen er ikke be-

grænset til statsborgerskabslovgivningen.

Det følger dog af den forklarende rapport til bestemmelsen, at det med formuleringen

”skal følge princippet om” er tilsigtet, at bestemmelsen alene er en hensigtserklæring,

og derfor ikke er en bindende regel, som skal følges i alle tilfælde.

2.4. EU-retten

Unionsborgerskabet blev indført med Maastricht-traktaten, der trådte i kraft den 1. no-

vember 1993. Med Amsterdam-traktaten i 1999 blev det traktatfæstet, at unionsborger-

skabet ikke træder i stedet for de nationale statsborgerskaber, men blot supplerer disse.

Bestemmelsen om unionsborgerskabet, der i dag fremgår af Traktaten om Den Europæi-

ske Unions Funktionsmåde (herefter TEUF) artikel 20, har følgende ordlyd:

”1. Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger

i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab

og træder ikke i stedet for dette.

2. Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i trak-

taterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

a) de har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område

”However, the very nature of the attribution of nationality requires States to fix certain criteria to determine

their own nationals.”

b) de har valgret og er valgbare ved valg til Europa-Parlamentet og ved kommunale

valg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i

denne stat

c) de nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, som de er statsborgere i, ikke er re-

præsenteret, beskyttelse hos enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndig-

heder på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat

d) de har ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og til at henvende sig til

Den Europæiske Ombudsmand samt til Unionens institutioner og rådgivende organer

på et af traktaternes sprog og få svar på samme sprog.

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i

traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.”

Selv om regler vedrørende erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab henhører under

medlemsstaternes og ikke EU’s kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde

EU-retten i de situationer, der omfattes af EU-retten. EU-Domstolen har således i sagen

C-135/08, Rottman

, udtalt, at det tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med

folkeretten at definere betingelserne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab,

men at medlemsstaterne ved udøvelse af deres kompetence vedrørende statsborgerskab

skal overholde EU-retten, jf. dommens præmis 39 og 41.

I den forbindelse udtalte EU-Domstolen, at en situation, hvor en unionsborger konfron-

teres med en beslutning om tilbagekaldelse af en naturalisation, der er vedtaget af en

medlemsstats myndigheder, og hvorved den pågældende efter at have mistet sit oprinde-

lige statsborgerskab i en anden medlemsstat sættes i en situation, der kan medføre forta-

belse af den status, som den pågældende er tildelt efter TEUF artikel 20 og af de dertil

knyttede rettigheder, efter sin natur og sine konsekvenser er omfattet af EU-retten, jf.

præmis 42.

I et sådant tilfælde skal beslutningen om tilbagekaldelse overholde proportionalitets-

princippet for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte persons situation i forhold

til EU-retten, jf. præmis 55.

EU-Domstolen udtalte herom, at ”henset til den betydning, som den primære ret tillæg-

ger unionsborgerskabet, bør der i forbindelse med undersøgelsen af en beslutning om

tilbagekaldelse af en naturalisation tages hensyn til eventuelle virkninger, denne beslut-

ning har for den berørte person og i givet fald for hans familiemedlemmer, for så vidt

angår fortabelsen af de rettigheder, enhver unionsborger nyder godt af”, jf. præmis 56.

EU-Domstolens dom af 2. marts 2010 i sagen C-135/08, Rottman.

EU-Domstolen konkluderede således, at EU-retten, navnlig TEUF artikel 20, ”...ikke er

til hinder for, at en medlemsstat tilbagekalder en unionsborgers statsborgerskab i denne

medlemsstat, som er erhvervet ved naturalisation, når dette er opnået svigagtigt, under

forudsætning af, at denne beslutning om tilbagekaldelse overholder proportionalitets-

princippet”, jf. præmis 59.

2.5. Retsvirkningerne af dansk statsborgerskab i den gældende lovgivning

Med henblik på at afklare, i hvilket omfang den gældende danske lovgivning indeholder

bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, at en person har dansk statsborgerskab, har

arbejdsgruppen anmodet samtlige ministerier om en udtalelse herom. De indkomne bi-

drag er nedenfor grupperet efter overordnede emner.

2.5.1.

Grundloven. Efter grundlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., kan ingen ansættes som

tjene-

stemand

uden at have indfødsret. Udmøntningen af denne bestemmelse er beskrevet ne-

denfor under pkt. 2.5.4.

Efter grundlovens § 29, stk. 1, 1. pkt., er

valgret

til Folketinget betinget af dansk stats-

borgerskab. Det har ikke i den forbindelse nogen betydning, om den pågældende også

har statsborgerskab i et andet land. Efter grundlovens § 30, stk. 1, er

valgbarhed

til Fol-

ketinget betinget af valgret hertil og dermed af dansk statsborgerskab. Se herom neden-

for under pkt. 2.5.2.

Efter grundlovens § 44, stk. 2, skal regler om udlændinges adgang til at blive ejere af

fast ejendom

fastsættes ved lov.

Reglerne om erhvervelse af fast ejendom i Danmark – herunder udlændinges erhvervel-

se af fast ejendom i Danmark – er fastsat i erhvervelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

566 af 28. august 1986 om erhvervelse af fast ejendom, som ændret ved lov nr. 1102 af

21. december 1994. Det følger af § 1, stk. 1, i erhvervelsesloven, at personer, der ikke

har bopæl i Danmark, og som heller ikke tidligere har haft bopæl her i landet i et tids-

rum af i alt 5 år, kun med justitsministerens tilladelse kan erhverve fast ejendom i Dan-

mark. Loven bygger på et bopælskriterium, og der er ikke knyttet særskilt retsvirkning

til ansøgers nationalitet.

Ifølge grundlovens § 71, stk. 1, 2. pkt., kan der ikke ske

frihedsberøvelse

af en dansk

borger på grund af dennes politiske eller religiøse overbevisning eller dennes afstam-

ning. Beskyttelsen gælder i overensstemmelse med sin ordlyd ikke for udlændinge.

Det følger endvidere af § 71, stk. 6, at uden for strafferetsplejen skal

lovligheden af en

frihedsberøvelse,

der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har

hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed,

eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden

dømmende myndighed til prøvelse. Kun udlændinge kan frihedsberøves efter udlæn-

dingelovens regler. De udlændingeretlige regler er nærmere beskrevet nedenfor i pkt.

2.5.9.

2.5.2.

Borgerlige rettigheder og ombud. På området for borgerlige rettigheder og om-

bud findes følgende bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, om en person har dansk

statsborgerskab:

Det følger af folketingsvalglovens § 1 (og grundlovens § 29, jf. ovenfor under pkt.

2.5.1), at der med henblik på at opnå

valgret

til Folketinget bl.a. stilles krav om dansk

indfødsret. Efter folketingsvalglovens § 1 har en borger således valgret, såfremt ved-

kommende har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget, medmindre

vedkommende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne. Har en bor-

ger valgret til Folketinget og er optaget på valglisten, har vedkommende ligeledes ret til

at deltage i folkeafstemninger, jf. folketingsvalglovens § 96, stk. 1.

Det følger af folketingsvalglovens § 4, stk. 1, at en borger er

valgbar

til Folketinget,

hvis vedkommende har valgret til Folketinget, medmindre vedkommende er straffet for

en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være med-

lem af Folketinget, jf. grundlovens §§ 30 og 33.

Dansk indfødsret kan ligeledes have betydning for valgret og valgbarhed til kommunale

og regionale valg.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om

kommunale og regionale valg,

at enhver, der på

valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen, og som her-

udover enten har dansk indfødsret, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den

Europæiske Union, er statsborger i Island eller Norge eller uden afbrydelse har haft fast

bopæl i riget i de sidste 3 år forud for valgdagen, har valgret til kommunalbestyrelsen

og regionsrådet.

Valgret til kommunalbestyrelsen og regionsrådet har endvidere enhver, der på valgda-

gen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Uni-

on og er registreret i Udenrigsministeriets protokol (EU-diplomater), jf. § 1, stk. 2, i lov

om kommunale og regionale valg. Den, der er under værgemål med fratagelse af den

retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, har dog, jf. § 1, stk. 3, i lov om kommu-

nale og regionale valg, ikke valgret.

Enhver, der har valgret til kommunalbestyrelsen og regionsrådet, er desuden også valg-

bar til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, jf. § 3 i lov om kommunale og

regionale valg, medmindre vedkommende ved endelig dom eller vedtagelse af bøde er

straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at

være medlem af kommunale og regionale råd, jf. lovens § 4, stk. 1. Dansk indfødsret

har (på linje med statsborgerskab i et andet EU-medlemsland, Island eller Norge) såle-

des den betydning, at valgret og valgbarhed til forskel fra situationen for herboende

statsborgere fra tredjelande ikke er betinget af, at man forinden har haft fast bopæl i ri-

get i en forudgående periode (3 år).

For så vidt angår

valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet,

følger det af § 3,

stk. 1, i Europa-Parlamentsvalgloven, at en borger har valgret til Europa-Parlamentet,

såfremt vedkommende 1) har valgret til Folketinget eller 2) har dansk indfødsret, er

fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i EU, medmindre ved-

kommende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne eller 3) er stats-

borger i en af de øvrige medlemsstater i EU, er 18 år og har fast bopæl i Danmark eller

er optaget i Udenrigsministeriets protokol, medmindre vedkommende er under værge-

mål med fratagelse af den retlige handleevne. Personer, der har fast bopæl på Færøerne

eller i Grønland, har dog ikke valgret til Europa-Parlamentet, jf. lovens § 3, stk. 2.

Enhver, der har valgret til Europa-Parlamentet, er desuden også valgbar til Europa-

Parlamentet, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 6, medmindre vedkommende er straffet

for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være

medlem af Europa-Parlamentet.

Endvidere er en borger, der har valgret som følge af, at vedkommende er statsborger i

en af de øvrige medlemsstater i EU, er 18 år og har fast bopæl i Danmark eller er opta-

get i Udenrigsministeriets protokol, ikke valgbar, såfremt vedkommende har fortabt sin

valgbarhed ved en civil- eller strafferetlig afgørelse i den medlemsstat, hvor den pågæl-

dende er statsborger, jf. Europa-Parlamentsvalglovens § 6, stk. 3.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om

valg til menighedsråd,

at valgret har ethvert medlem

af folkekirken, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller har haft fast bopæl i riget

uafbrudt i et år forud for valgdagen. Valgbar er enhver, som opfylder betingelserne i § 2

for valgret, jf lovens § 3, stk. 1.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 69, at til

nævning eller domsmand

kan udta-

ges enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre den

pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, el-

ler på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det dan-

ske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævnings og domsmands forpligtelser.

Undtaget herfra er dog ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministratio-

nens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæse-

nets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de aner-

kendte trossamfunds gejstlige, jf. retsplejelovens § 70.

Efter retsplejelovens § 93, stk. 4, skal de

sagkyndige retsmedlemmer,

der beskikkes, væ-

re i besiddelse af tidssvarende praktisk kendskab til vedkommende sagsområde, have

dansk indfødsret, ikke være fyldt 70 år, være uberygtede og ikke være umyndige mv.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at hvis nogen af de nævnte betingelser ophører

med at være opfyldt, tilbagekaldes beskikkelsen.

2.5.3.

Erhvervs- og skattemæssige forhold. Inden for det erhvervs- og skattemæssige

område findes følgende bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, om en borger har

dansk statsborgerskab:

Det fremgår af sølovens § 1, stk. 1, at for at

et skib kan anses som dansk og sejle under

dansk flag,

må dets ejer være dansk. Som dansk ejer anses bl.a. danske statsborgere

samt danske statsinstitutioner og kommuner, jf. lovens § 1, stk. 2. I tilknytning hertil

fremgår det af § 1 i lov om Dansk Internationalt Skibsregister, at danske skibe med en

bruttoregistertonnage på 20 tons/en bruttotonnage på 20 eller derover optages i Dansk

Internationalt Skibsregister, jf. sølovens § 1, stk. 2, og § 2. Det fremgår endvidere af be-

kendtgørelse om Dansk Internationalt Skibsregisters § 3, at et skib, der er optaget i

Dansk Internationalt Skibsregister, bl.a. er undergivet dansk ret.

Herudover fremgår det af § 19, stk. 2, i lov om skibes besætning, at til

erhvervelse af

sønæringsbevis

med førerrettigheder til handels- og fiskeskibe skal vedkommende have

dansk indfødsret. Søfartsstyrelsen kan dog tillade, at lovens krav om indfødsret fraviges.

Efter bekendtgørelse om indberetning af på- og afmønstring af søfarende og om søfarts-

bøger § 6, stk. 1, må

søfartsbøger

kun udstedes til personer, som har dansk indfødsret.

Det fremgår af luftfartslovens § 7, at et

luftfartøj kan indregistreres

i Danmark, hvis det

har dansk ejer. Dette krav vil bl.a. være opfyldt med dansk statsborgerskab.

Det fremgår endvidere af luftfartslovens § 34, at transportministeren kan fastsætte nær-

mere regler om de krav, der skal være opfyldt for at gøre

tjeneste på et luftfartøj,

herun-

der om statsborgerskabsforhold. Det er oplyst, at transportministeren ikke har udnyttet

denne bemyndigelse.

Efter § 130, stk. 8, i lov om

fiskeri og fiskeopdræt

(fiskeriloven) hører overtrædelse af

bestemmelser fastsat i EU-forordninger inden for fiskeri og fiskeopdræt, der skal fore-

bygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), un-

der dansk straffemyndighed (jurisdiktion), uanset om overtrædelsen er begået uden for

Danmark, hvis overtrædelsen er begået af en person, der på gerningstidspunktet havde

dansk statsborgerskab og ikke havde bopæl eller i øvrigt var hjemmehørende på Færø-

erne eller i Grønland. Dette gælder, uanset om betingelserne i straffelovens §§ 6-9 er

opfyldt, og selv om overtrædelsen ikke er strafbar efter lovgivningen i det pågældende

statsområde.

Det følger endvidere af fiskerilovens § 143, stk. 2, at loven gælder for overtrædelse af

bestemmelser fastsat i EU-forordninger inden for fiskeri og fiskeopdræt, der skal fore-

bygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri),

som er begået på Færøerne eller i Grønland af danske statsborgere, der ikke har bopæl

eller i øvrigt er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, jf. § 130, stk. 8.

Det følger af ophavsretslovens § 85, stk. 1, nr. 1, at lovens bestemmelser om

ophavsret

gælder for værker af personer, der er statsborgere i eller bosat i et land inden for EØS.

Hvis en person har dansk statsborgerskab, men 1) ikke er statsborger i eller bosat i et

andet land inden for EØS, 2) ikke nyder beskyttelse efter den danske ophavsretslov pga.

de yderligere tilknytningskriterier i §§ 85 og 86 eller 3) ikke nyder beskyttelse efter den

danske ophavsretslov i medfør af tilknytning til et land, som har ratificeret en trak-

tat/konvention, som Danmark ligeledes er bundet af, vil det danske statsborgerskab

kunne få en betydning i forhold til, hvorvidt den danske ophavsretslov kan finde anven-

delse i forhold til den pågældende person.

Dansk statsborgerskab vil således kunne blive relevant, hvis en person er bosat i et land

uden for EØS, der ikke har ratificeret nogen af de internationale traktater eller konven-

tioner, som Danmark er bundet af, og under forudsætning af, at ingen af de yderligere

tilknytningskriterier, der findes i ophavsretslovens §§ 85 og 86 og de internationale

traktater eller konventioner, finder anvendelse. Der vil være tale om en ganske særlig si-

tuation, og det er vurderingen, at det nævnte eksempel ikke har praktisk betydning.

Efter varemærkelovens § 55 kan en

international varemærkeansøgning

indleveres af

danske statsborgere samt fysiske eller juridiske personer, som er bosat i Danmark eller

er indehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Danmark.

Efter designlovens § 55 indgives en

international designansøgning

til Patent- og Vare-

mærkestyrelsen eller til Det Internationale Bureau. Den internationale designansøgning

kan indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen af danske statsborgere samt af fysiske

eller juridiske personer, som er bosat eller hjemmehørende i Danmark, eller som er in-

dehavere af en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Danmark.

Dansk statsborgerskab kan endvidere have afledt betydning ved

indtræden i ledelsen af

finansielle virksomheder,

ved finansielle virksomheders foretagelse af risikovurderinger

i henhold til hvidvaskloven samt ved indgivelse af klager via Forbruger i Europa i

Danmark.

Det fremgår af

timesharelovens

§ 8, stk. 1, at såfremt forbrugeren er statsborger i eller

har bopæl i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal en

timeshareaftale affattes på sproget eller et af sprogene i det land, hvor forbrugeren har

sin bopæl, eller hvor forbrugeren er statsborger. Forbrugeren kan vælge mellem de på-

gældende sprog, men der kan dog kun vælges et officielt sprog i EU, norsk eller is-

landsk.

Det er desuden oplyst, at når en

sundhedsperson

søger

autorisation i udlandet,

vil

værtslandet oftest anmode om en bekræftelse på, at den pågældende har en gyldig auto-

risation, CCPS, Certificate of Current Professional Status (Good Standing). CCPS’et

sendes som udgangspunkt direkte fra Sundhedsstyrelsen til værtslandets autorisations-

myndigheder. Hvis værtslandet er et andet EU-land, og den ansøgende sundhedsperson

ikke er EU-borger, skal Sundhedsstyrelsen gøre opmærksom på dette, når styrelsen

fremsender CCPS’et til værtslandets autorisationsmyndigheder.

Endvidere er det oplyst, at der af overenskomst af 14. juni 1993 med Finland, Island,

Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for visse personalegrupper inden for

sundhedsvæsnet og veterinærvæsnet, formentlig kan udledes et krav om dansk statsbor-

gerskab som betingelse for anerkendelse af dansk autorisation som sundhedsperson i et

af de øvrige nordiske lande.

Det følger af § 3 i

registreringsafgiftsloven,

at told- og skatteforvaltningen, efter regler,

som skatteministeren fastsætter, kan indrømme fritagelse for afgiften af motorkøretøjer,

der af danske statsborgere medbringes ved tilflytning fra Færøerne eller Grønland, og

som disse skal benytte her i landet under et ophold på indtil 3 år, men under omstæn-

digheder, der medfører registreringspligt for køretøjerne. Der skal være betalt afgift af

køretøjerne, og køretøjerne skal være benyttet af tilflytteren på Færøerne eller i Grøn-

land i mindst et år forud for registreringspligtens indtræden, og tilflytteren skal inden

for de sidste 12 år have opholdt sig i mindst 5 år på Færøerne eller i Grønland. Tilladel-

sen omfatter kun det ved tilflytningen medbragte køretøj og bortfalder ved afhændelse.

Overskrider opholdet det tidsrum, der omfattes af tilladelsen, eller afhændes motorkøre-

tøjet, forfalder afgiften med det beløb, der skulle have været betalt på det tidspunkt,

hvor køretøjet blev registreringspligtigt.

Efter ligningslovens § 7, stk. 1, nr. 15, medregnes

udetillæg, hjemflytningstillæg og bo-

sættelsespenge,

som oppebæres af danske statsborgere, der af den danske stat er udsendt

til tjeneste uden for riget, samt andre lignende ydelser, der tjener til dækning af merud-

gifter som følge af tjenesten i udlandet, ikke til den skattepligtige indkomst.

Efter skattekontrollovens § 11 A, stk. 2, nr. 2, skal betingelserne i bestemmelsens stk. 5

(om bilag, der skal vedlægges ved oprettelse af en konto i udlandet) ikke opfyldes af

danske statsborgere udsendt af den danske stat til tjeneste i udlandet samt de med så-

danne borgere samlevende ægtefæller og hjemmeboende børn, når de i medfør af kilde-

skattelovens § 1 er fuldt skattepligtige her til landet.

Det følger af kildeskattelovens § 1, at pligt til at svare

indkomstskat

til staten i overens-

stemmelse med reglerne i kildeskatteloven påhviler 1) personer, der har bopæl her i lan-

det, 2) personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af

mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller

lignende, 3) danske statsborgere, der uden at være omfattet af bestemmelserne under nr.

1 og 2, gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted her, med-

mindre de godtgør, at de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl her i lan-

det (en udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har

været skattepligtig her i landet i medfør af bestemmelserne i nærværende paragraf, side-

stilles i denne forbindelse med dansk statsborger) og 4) danske statsborgere, som af den

danske stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner m.v. er udsendt til

tjeneste uden for riget, og som ikke er omfattet af bestemmelserne foran under nr. 1 og

2, samt de med disse personer samlevende ægtefæller og de hos dem hjemmeværende

børn, der ikke er fyldt 18 år ved indkomstårets begyndelse, når de pågældende ægtefæl-

ler og børn er danske statsborgere, og de ikke er undergivet indkomstbeskatning til

fremmed stat efter reglerne for derboende personer.

Efter § 5, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse om indberetningspligter m.v. efter skattekontrol-

loven og § 8, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse om et indkomstregister skal der ikke foreta-

ges indberetning om administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved

herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsbor-

gere.

Det er generelt oplyst, at statsborgerskab ikke er afgørende i forhold til skattepligt i

Danmark. Det, der er afgørende for, om en person er skattepligtig i Danmark, er, hvor

den pågældende geografisk har bopæl og ophold. En udlænding, der tager bopæl i

Danmark, er skattepligtig efter samme regler som danske statsborgere med bopæl i

Danmark.

Det er endvidere i relation til skattepligt i Danmark oplyst, at skattelovgivningen ikke

tager højde for dobbelt statsborgerskab, og at der – de meget få steder i lovgivningen,

hvor statsborgerskab er relevant – alene tales om dansk statsborgerskab. Det forhold, at

en person måtte have både dansk og udenlandsk statsborgerskab, ændrer således ikke

ved, at betingelsen om dansk statsborgerskab er opfyldt.

2.5.4.

Ansættelsesmæssige forhold. På det ansættelsesmæssige område findes følgende

bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, om en borger har dansk statsborgerskab:

Det følger af grundlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., at ingen kan ansættes som tjenestemand

uden at have dansk indfødsret.

På baggrund af bestemmelsen i grundlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., er der indsat regler om

ansættelse af personer uden dansk indfødsret i tjenestemandslovens § 58 c og tjeneste-

mandspensionslovens § 19.

I tilfælde, hvor personer med dansk indfødsret ansættes som tjenestemænd, vil personer

uden dansk indfødsret blive ansat på tilsvarende vilkår som tjenestemænd, jf. tjeneste-

mandspensionslovens § 19 og tjenestemandslovens § 58 c. Bestemmelsen om kongelig

udnævnelse finder dog ikke anvendelse.

Tjenestemandspensionslovens § 19 og tjenestemandslovens § 58 c indebærer, at en per-

son med dansk indfødsret og en person uden dansk indfødsret er ligestillede. Udtrykket

”tilsvarende vilkår” skal forstås bogstaveligt. En person uden dansk indfødsret behand-

les således i alle ansættelsesretlige aspekter som en tjenestemand, herunder i forhold til

løn, rådighedsløn, pension, disciplinære sanktioner, arbejdsvilkår mv.

Ifølge praksis er der dog fortsat nogle kategorier af stillinger, hvor der ikke sker ansæt-

telse af personer uden dansk statsborgerskab på tilsvarende vilkår som tjenestemænd, jf.

tjenestemandslovens § 58 c. Det drejer sig navnlig om ansættelse som

dommere, politi-

betjente og fængselsfunktionærer.

For fængselsfunktionærer uden dansk statsborgerskab kan ansættelse ske som fængsels-

funktionær på prøve på tjenestemandslignende vilkår, hvis der ved ansættelsen er for-

ventning om, at den pågældende kan opnå dansk indfødsret inden for kortere tid, hvilket

i praksis betyder ca. et år efter prøveansættelsen.

2.5.5.

Uddannelse og studier. På det uddannelses- og studiemæssige område findes føl-

gende bestemmelser, hvor det er tillagt betydning, om en borger har dansk statsborger-

skab:

I forhold til

adgang til studiepladser

på uddannelser, som de danske universiteter udby-

der i medfør af universitetsloven, er det oplyst, at der ikke er forskel på retsstillingen for

danske statsborgere, statsborgere fra andre EU/EØS-lande og tredjelandes statsborgere.

Alle ansøgere skal uanset oprindelsesland opfylde en række adgangskrav, herunder have

en gymnasial eksamen – enten en dansk, grønlandsk, færøsk mv. gymnasial eksamen el-

ler en udenlandsk gymnasial eksamen – der er sammenlignelig med en dansk gymnasial

eksamen.

Endvidere er det oplyst, at ansøgere på alle bacheloruddannelser, hvor undervisnings-

sproget er dansk, skal opfylde et adgangskrav om det gymnasiale fag Dansk på A-

niveau eller dokumentere tilsvarende kvalifikationer, og at lignende sprogkrav kan stil-

les for kandidatuddannelser, hvor undervisningssproget er dansk.

Det er for så vidt angår

deltagerbetaling

til videregående uddannelser, der udbydes i

medfør af universitetsloven, oplyst, at der opkræves deltagerbetaling/studieafgift fra

udenlandske studerende, medmindre de efter EU-retten, EØS-aftalen eller internationale

aftaler har krav på ligestilling med danske statsborgere. Udenlandske studerende er lige-

ledes fritaget for deltagerbetaling, hvis de har tidsubegrænset opholdstilladelse eller en

opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark.

Efter SU-lovens § 2 a, stk. 1, skal man være dansk statsborger for at få

SU.

Det er dog

allerede i dag muligt for udenlandske statsborgere, herunder også EU- og EØS-borgere,

at få SU, hvis de kan ligestilles på baggrund af EU-retten, jf. lovens § 2 a, stk. 2. Her-

udover er der fastsat regler i SU-bekendtgørelsens kapitel 18 om ligestilling med danske

statsborgere, hvoraf det bl.a. fremgår, at udenlandske statsborgere kan ligestilles, hvis

de har haft erhvervsarbejde i Danmark i mindst 2 år forud for uddannelsen eller er

kommet til Danmark med deres forældre før de fyldte 20 år.

For så vidt angår

Statens Voksenuddannelsesstøtte

(SVU) følger det af § 2, stk. 1, nr. 5,

i lov om statens voksenuddannelsesstøtte, at det er en betingelse for at få ret til SVU, at

man er tilmeldt folkeregistret i Danmark eller er dansk statsborger, tilhører det danske

mindretal i Sydslesvig eller i henhold til international overenskomst har ret til SVU på

lige fod med danske statsborgere.

I relation til optagelse på danske videregående uddannelser i form af

erhvervsakademi-

uddannelser og professionsbachelor uddannelser

er det oplyst, at optagelse ikke er be-

tinget af dansk statsborgerskab.

Ansøgere med udenlandske eksamener, der kan sidestilles med en dansk gymnasial ek-

samen, eller som Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har vurderet som

sammenlignelig med en dansk gymnasial eksamen, kan optages på en videregående ud-

dannelse. Hvis ansøgeren har behov for tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på

midlertidigt ophold til uddannelse, sker optagelsen i kvote 3.

For så vidt angår statstilskud til

dækning af direkte undervisningsudgifter

efter § 32 i

lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-loven)

særligt tilskud til færdiggørelse af uddannelse

(§ 36 i LEP-loven), kan udenlandske

studerende kun indgå i beregningen af tilskud, hvis de pågældende opfylder betingel-

serne i § 35 i LEP-loven. Udenlandske studerende kan efter bestemmelsen i § 35 indgå i

beregningen af tilskud, hvis de pågældende 1) er meddelt tidsubegrænset opholdstilla-

delse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark,

2) er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som medfølgende

barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den Euro-

pæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, dels er meddelt opholdstilladelse efter ud-

lændingelovens § 9 a, jf. dog stk. 2, 3) er udvekslet med danske studerende efter aftale

mellem institutionen og en institution i udlandet eller 4) efter EU-retten, herunder EØS-

aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling

med danske statsborgere.

Der er således ikke bestemmelser i optagelsesregler, der kræver dansk statsborgerskab

for ret til optagelse.

Efter § 16, stk. 3, i lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndar-

bejdsskoler (lov om frie kostskoler) og tilskudsbekendtgørelsen til loven skal

højskole-

kurser

gennemføres med et flertal af danske elever og personer, der efter EU-retten eller

EØS-traktaten skal sidestilles med danske statsborgere.

Ifølge § 14 i bekendtgørelse om

tilskud m.v. til folkehøjskoler, efterskoler, hushold-

ningsskoler og håndarbejdsskoler

(frie kostskoler) skal kurset gennemføres med et fler-

tal af danske statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed. Efter stk. 2 sidestilles

elever, der 1) tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, 2) har tidsubegrænset opholds-

tilladelse i Danmark, 3) er statsborgere i de øvrige nordiske lande og kan godtgøre at

have ubrudt og lovlig bopæl i Danmark i mindst to år op til kursets begyndelse, 4) er

omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), 5) er stats-

borger i et andet EU- eller EØS-land, hvis eleven har lønnet beskæftigelse eller selv-

stændig erhvervsvirksomhed i Danmark eller eleven i øvrigt er omfattet af Rådets for-

ordning af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for fællesska-

bet (1612/68), eller 6) forsørges af en forælder, der er omfattet af nr. 5, med danske

statsborgere.

Det følger endvidere af § 30, stk. 2, nr. 1, i lov om

frie kostskoler,

at en elev efter an-

søgning til efterskolen kan opnå elevstøtte, når eleven er dansk statsborger eller efter in-

ternational overenskomst har ret til elevstøtte på lige fod med danske statsborgere eller

ligestilles i støttemæssig henseende med danske statsborgere efter regler fastsat af un-

dervisningsministeren.

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om statslig elevstøtte til elever på efterskoler, at til

nedsættelse af elevbetalingen for deltagelse i kurser på efterskoler, og hvor betingelser-

ne i lovens § 30, stk. 1 og 2 (om betingelser for at opnå indkomstbestemt elevstøtte til

elever på efterskoler), er opfyldt, ydes indkomstbestemt statslig elevstøtte til elever med

dansk statsborgerskab. Tilsvarende ydes elevstøtte til elever uden dansk statsborger-

skab, hvis 1) eleven eller elevens forældre, hvis eleven er under 19 år ved kursets be-

gyndelse, har haft ubrudt og lovligt ophold i Danmark i mindst 2 år op til kursets be-

gyndelse, 2) eleven er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integra-

tionsloven), eller 3) eleven forsørges af en forælder, der er statsborger i et andet EU- el-

ler EØS-land, hvis den pågældende forælder har lønnet beskæftigelse eller selvstændig

erhvervsvirksomhed i Danmark, eller eleven i øvrigt er omfattet af Rådets forordning af

15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for fællesskabet

(1612/68). Efter stk. 2 godkender skolen, at der ydes grundstøttebeløb til udenlandske

elever, der ikke opfylder en af betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, men hvor en eller begge af

elevens forældre har eller tidligere har haft dansk statsborgerskab.

Det er endvidere oplyst, at danske statsborgere som udgangspunkt ikke har ret til gratis

danskuddannelse i medfør af lov om

danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Det

er i den forbindelse desuden bemærket, at dansk statsborgerskab har betydning i forhold

til indfødsretsprøven, hvor prøveberettigede er udlændinge, der har ansøgt eller vil an-

søge om dansk indfødsret.

Efter § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om

specialpædagogisk støtte

ved videregående uddannelser

kan der ydes støtte til studerende, som har dansk statsborgerskab, som efter internatio-

nal overenskomst har ret til støtte på lige fod med danske statsborgere eller som i støt-

temæssig henseende ved uddannelser i Danmark ligestilles med danske statsborgere ef-

ter undervisningsministerens bestemmelse.

2.5.6.

Kulturarv mv. På området for kulturarv mv. findes følgende bestemmelser, hvor

det er tillagt betydning, om en borger har dansk statsborgerskab:

Efter forarbejderne til

pligtafleveringslovens

§ 8, stk. 2, nr. 2, om indsamling af materia-

le fra danske internetsider med henblik på bevaring for eftertiden, kan der bl.a. lægges

vægt på, om ophavsmanden er dansk statsborger. I de øvrige bestemmelser i pligtafleve-

ringsloven lægges der alene vægt på, om udgiver er ”dansk”. Der nævnes ikke specifikt

statsborgerskab.

Det fremgår af

museumslovens

§ 28 a, stk. 1, at fund af fortidsminder, herunder vrag af

skibe, skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at være gået tabt for

mere end 100 år siden, gjort på den dybe havbund af danske statsborgere eller af et

dansk indregistreret fartøj, tilhører den danske stat, medmindre andre lande eller private

kan bevise deres ejendomsret.

Efter § 28, stk. 4, må der ikke uden kulturministerens tilladelse foretages ændringer i til-

standen af

undervandskulturarv,

jf. stk. 1, som tilhører den danske stat, danske statsbor-

gere eller juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark. Ligeledes må danske

statsborgere og juridiske personer, der er hjemmehørende i Danmark, ikke foretage æn-

dringer af undervandskulturarv, jf. stk. 1, som tilhører andre, uden tilladelse fra de på-

gældende.

Endvidere fremgår det af bemærkningerne til museumslovens § 28 a, stk. 2, at danske

statsborgere ikke har pligt til at

indberette fund,

der klart tilhører andre lande.

Lov om tilbagelevering og overførelse af stjålne eller ulovligt udførte kulturgenstande

gælder for krav af international karakter om

tilbagelevering af stjålne kulturgenstande,

når den, som rejser krav om tilbagelevering, er statsborger eller har fast bopæl, eller, for

så vidt angår juridiske personer, er hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt konventio-

nen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt eksporterede kulturgenstande, jf. lovens §

2 (Danmark har tiltrådt konventionen).

Efter filmlovens § 17, stk. 1, forstås ved en

dansk film,

en film, der har en dansk produ-

cent. Endvidere skal filmen være indspillet på dansk eller rumme en særlig kunstnerisk

eller teknisk indsats, som medvirker til fremme af filmkunst og filmkultur i Danmark.

Efter § 17, stk. 2, forstås ved en dansk producent bl.a. en person, der har dansk statsbor-

gerskab eller har bopæl her i landet.

Efter filmlovens § 17, stk. 3, kan en film, der er optaget ved samarbejde med en eller

flere udenlandske producenter og mindst en dansk producent (koproduktion), betragtes

som dansk under forudsætning af, at der er et rimeligt forhold mellem den danske og

den udenlandske økonomiske indsats og indflydelse på produktionen og mellem indsat-

sen fra hver side i kunstnerisk eller i teknisk henseende.

Kravet om bopæl, statsborgerskab, hjemsted m.v. her i landet efter stk. 2 bortfalder, hvis

internationale aftaler, herunder traktaten om Det Europæiske Fællesskab, aftalen om

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og overenskomsten om fællesnordisk

arbejdsmarked, kræver det, jf. § 17, stk. 4.

2.5.7.

Civilretlige forhold. På det civilretlige område findes følgende bestemmelser,

hvor det er tillagt betydning, om en borger har dansk statsborgerskab:

Retsplejelovens

§ 448 c angår danske domstoles internationale kompetence til at træffe

afgørelse i ægteskabssager. Det følger af bestemmelsen, at en sag om ægteskab kan be-

handles her i landet, såfremt 1) sagsøgte har bopæl her i landet, 2) sagsøgeren har bopæl

her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her, 3) sagsøge-

ren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil

kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl, 4) begge parter er danske statsborge-

re, og sagsøgte ikke modsætter sig indbringelse for dansk domstol eller 5) skilsmisse

søges på grundlag af separation meddelt her i landet inden for de sidste fem år.

Det bemærkes hertil, at der formentlig ikke findes lande, der forhindrer en derboende

person i at anlægge ægteskabssag på grund af sit danske statsborgerskab, og § 448 c,

stk. 1, nr. 3, antages derfor ikke at have nogen praktisk betydning.

Efter

dødsboskiftelovens

§ 2, stk. 1, behandles et dødsbo i den retskreds, hvor afdøde

havde hjemting. Skifte af uskiftet bo, mens en efterlevende ægtefælle er i live, sker ved

den efterlevendes hjemting. Havde afdøde ikke hjemting her i landet, kan justitsministe-

ren henvise boet eller en del af dette til en dansk skifteret, såfremt 1) afdøde havde

dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark og efterlader sig aktiver, der

ikke inddrages under en bobehandling i udlandet, eller 2) afdøde, uanset om den pågæl-

dende har dansk indfødsret, efterlader sig aktiver i Danmark, der ikke inddrages under

en bobehandling i udlandet.

Efter § 8, stk. 1, i lov om

borteblevne

kan en sag til dødsformodningsdom anlægges her

i landet, hvis den borteblevnes sidst bekendte bopæl eller i mangel heraf hans sidst be-

kendte opholdssted var her. Det fremgår videre af lovens § 8, stk. 2, at hvis den borte-

blevnes sidst bekendte bopæl eller i mangel heraf hans sidst bekendte opholdssted var i

udlandet, kan sagen anlægges her a) af den borteblevnes ægtefælle, såfremt denne har

bopæl her og har dansk indfødsret eller havde dansk indfødsret ved ægteskabets indgå-

else, eller b) når den borteblevne har efterladt sig formue her i landet, men da kun med

virkning for denne.

Det er endvidere oplyst, at lov om

pas

til danske statsborgere mv. alene finder anven-

delse på danske statsborgere.

2.5.8.

Sociale og sundhedsmæssige ydelser. På området for sociale og sundhedsmæssige

ydelser findes følgende bestemmelser, hvor det er af betydning, om en borger har dansk

statsborgerskab:

Det fremgår af § 3 i lov om

aktiv socialpolitik,

at enhver, der opholder sig lovligt i lan-

det, har ret til hjælp efter loven. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at modtageren for at

få vedvarende hjælp, skal 1) være dansk statsborger, 2) være statsborger i en EU/EØS-

medlemsstat eller familiemedlem til en sådan og være berettiget til ophold efter fælles-

skabsretlige regler eller 3) være omfattet af en aftale efter § 4 (om mulighed for at indgå

aftaler med andre stater eller internationale organisationer om vedvarende hjælp til per-

soner, der ikke er danske statsborgere).

Efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik kan Udbetaling Danmark bestemme, at en dansk

statsborger, som har opholdt sig mange år i udlandet, kan få hjælp til forsørgelse, når

hjemrejse derved undgås og andre forhold taler herfor. Det er en betingelse, at hverken

ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, der kan dække det nødvendige

behov.

Det skal i tilknytning hertil bemærkes, at såfremt der bliver en øget adgang til at bevare

et dansk statsborgerskab, uanset at man har opnået statsborgerskab i et andet land, vil

flere personer være omfattet af reglerne om hjælp til forsørgelse i udlandet.

Det er oplyst, at en ansøger for at have ret til

social pension

(folkepension og førtids-

pension) skal have dansk indfødsret, fast bopæl i Danmark og have haft fast bopæl i

Danmark i mindst tre år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Det følger

dog af § 2, stk. 2, i lov om social pension, at kravet om dansk indfødsret ikke gælder for

personer, der har haft fast bopæl her i riget i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og

folkepensionsalderen, heraf mindst 5 år umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensi-

onen ydes. Såfremt ansøgningen om pension indgives efter folkepensionsalderen, skal

bopælskravet være opfyldt ved folkepensionsalderen. Det fremgår endvidere af stk. 2, at

kravet om dansk indfødsret ikke gælder for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i

Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven.

Det fremgår af § 2 i lov om

højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig før-

tidspension mv.,

at retten til pension er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret.

Efter bestemmelsens stk. 2 gælder dette dog ikke for 1) personer, der har haft fast bopæl

her i riget i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, heraf mindst

5 år umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, og 2) udlændinge, som

har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven. Efter stk. 3

kan ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fastsætte regler om, i

hvilke tilfælde udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsen-

tationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til ydelser efter lo-

ven.

Som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal betingelserne om dansk stats-

borgerskab for ret til dansk folke- og førtidspension fraviges navnlig for så vidt angår

EU/EØS-borgere, som er omfattet af forordning 883/04 om koordinering af de sociale

sikringsordninger, som ikke må udsættes for forskelsbehandling, og efter overenskom-

ster som Danmark har indgået med andre lande.

Efter § 5 i børnetilskudsloven kan

børnetilskud

kun udbetales, hvis følgende betingelser

er opfyldt: 1) Barnet eller en af forældrene, der har forældremyndigheden over barnet,

har dansk indfødsret eller med hensyn til børnetilskud efter §§ 2-3 har haft fast bopæl

her i landet i det seneste år og med hensyn til børnetilskud efter § 4 har haft bopæl her i

landet i de seneste 3 år. En ret, der er erhvervet ved fast bopæl, bevares uanset senere

fravær, når pågældende på ny får fast bopæl her i landet. Betingelsen om dansk indføds-

ret gælder dog ikke for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7

eller 8 i udlændingeloven. 2) Barnet faktisk opholder sig her i landet, jf. dog bestem-

melsen i børnetilskudslovens § 5, stk. 2 og 3. 3) Barnet ikke har indgået ægteskab. 4)

Barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, ikke sammen med

en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter lov om

social service eller i øvrigt forsørges af offentlige midler. 5) Den, der skal have børnetil-

skuddet udbetalt, har fast bopæl her i landet. Dette gælder dog ikke udbetaling af det

særlige børnetilskud til en person, der har ret til at modtage pension efter lov om social

pension i udlandet.

Efter børnetilskudslovens § 5 a, stk. 1, er det herudover en betingelse for ret til ydelser

efter loven, at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligt over for barnet, har

haft bopæl eller beskæftigelse i mindst 2 år her i riget inden for de seneste 10 år forud

for den periode, udbetalingen vedrører.

Det følger af § 10 a, stk. 1, i børnetilskudsloven, at til børn fra en flerbørnsfødsel, der

har samme bopæl, udbetales til hvert barn ud over det første et beløb på 5.436 kr. årligt,

indtil børnene fylder 7 år (flerbørnstilskud). Det følger endvidere af § 10 a, stk. 4, at

medmindre barnet eller en af forældrene, der har forældremyndigheden over barnet, har

dansk indfødsret eller har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændin-

geloven, forudsætter udbetaling af flerbørnstilskud fast bopæl her i landet i 1 år.

Efter børnetilskudslovens § 10 b, stk. 1, ydes der til forældre, der adopterer et uden-

landsk barn, til udgifter i forbindelse med adoptionen et engangsbeløb på 31.332 kr.

(adoptionstilskud). Det er en betingelse for at opnå adoptionstilskud, at barnet er for-

midlet af en af de organisationer, der er godkendt af ministeren for børn, ligestilling, in-

tegration og sociale forhold i medfør af § 30 i adoptionsloven. Efter stk. 3 forudsætter

udbetaling af adoptionstilskud – medmindre en af adoptanterne har dansk indfødsret el-

ler har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 – fast bopæl her i lan-

det i 1 år.

Det følger af børnetilskudslovens § 12, at bidraget kan betales forskudsvis for tiden,

indtil barnet fylder 18 år. Efter stk. 2 finder betingelserne i § 5, stk. 1, tilsvarende an-

vendelse med hensyn til adgangen til at få et bidrag udbetalt forskudsvis. Medmindre

barnet eller en af forældrene, der har forældremyndigheden over barnet, har dansk ind-

fødsret eller har fået opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven, forudsætter

udbetaling fast bopæl her i landet i en sammenhængende periode af 3 år.

Som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal betingelserne om dansk stats-

borgerskab for ret til ydelser efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af

børnebidrag fraviges navnlig for så vidt angår EU/EØS-borgere, som er omfattet af for-

ordning 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger, da disse borgere ikke

må udsættes for forskelsbehandling. Tilsvarende gælder efter visse overenskomster som

Danmark har indgået med andre lande.

Optjeningsprincippet finder anvendelse for EU/EØS-borgere m.fl. omfattet af reglerne i

forordning 883/04 under iagttagelse af sammenlægningsprincippet. Optjeningsprincip-

pet vil have meget begrænset virkning, idet beskæftigelses- og bopælsperioder i andre

EU/EØS-lande skal medregnes ved optjeningen af retten til ydelserne.

Det er generelt i relation til

sundhedsydelser

oplyst, at dansk statsborgerskab ikke har

betydning for retten til at modtage sundhedsydelser i Danmark efter sundhedsloven. Det

afgørende er, om den pågældende person har bopæl her i landet, jf. sundhedslovens § 7.

Det følger af § 1 i bekendtgørelse om

gratis vaccination

mod visse smitsomme syg-

domme mv., at tilbud om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme m.v. gi-

ves til personer, der har dansk indfødsret eller bopæl her i landet og til de persongrupper

og mod de sygdomme m.v., som fremgår af bekendtgørelsens § 2.

Det følger af artikel 2 i EF-forordning 883/2004 om koordinering af de

sociale sikrings-

ordninger,

at kredsen af personer, som EU-rettens regler om koordinering af de sociale

sikringsordninger finder anvendelse på, er personer, der er statsborgere i en medlems-

stat, samt statsløse og flygtninge bosat i en medlemsstat, og som er eller har været om-

fattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, samt disses familiemedlemmer og

efterladte.

Det følger endvidere af artikel 2, stk. 2, at forordningen ligeledes finder anvendelse på

efterladte efter personer, som har været omfattet af lovgivningen i en eller flere med-

lemsstater, uanset disse personers nationalitet, såfremt deres efterladte er statsborgere i

en medlemsstat eller statsløse eller flygtninge bosat i en medlemsstat.

I forhold til personer, der er dansk socialt sikret, finder EU-rettens koordineringsregler

således anvendelse for EU-statsborgere, samt disse familiemedlemmer og efterladte

(uanset nationalitet).

Det er endvidere oplyst, at det for at være omfattet af personkredsen i en række af Dan-

marks bilaterale sociale sikringsaftaler er en forudsætning, at dansk statsborgerskab er

fastlagt.

2.5.9.

Udlændingeretlige forhold. På det udlændingeretlige område findes følgende be-

stemmelser, hvor det er af betydning, om en person har dansk statsborgerskab:

Udlændingelovgivningen omfatter generelt ikke personer med dansk indfødsret. Der er

dog enkelte bestemmelser i udlændingeloven, hvorefter det har betydning, om en person

har dansk indfødsret.

På

familiesammenføringsområdet

har bl.a. den herboende persons statsborgerskabsfor-

hold eller opholdstilladelse betydning for muligheden for at opnå familiesammenføring.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, kan der efter ansøgning bl.a. gives opholdstilladelse

til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivs-

forhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har

dansk indfødsret eller har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, jf. § 9, stk. 1,

nr. 1, litra a og b.

Der kan endvidere efter bestemmelsen bl.a. gives opholdstilladelse til et ugift mindre-

årigt barn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når

barnet bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke gennem fast samlivsforhold

har stiftet selvstændig familie, og når den i Danmark fastboende person har dansk ind-

fødsret eller har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, jf. § 9, stk. 1, nr. 2, litra

a og b.

Herudover kan der efter bestemmelsen bl.a. gives opholdstilladelse til en mindreårig ud-

lænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end foræl-

dremyndighedens indehaver, når opholdstilladelse gives med henblik på adoption, op-

hold som led i et plejeforhold eller, hvis særlige grunde taler derfor, ophold hos barnets

nærmeste familie, og når den i Danmark fastboende person har dansk indfødsret eller

har statsborgerskab i et af de andre nordiske lande, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, litra a og b.

Personer med dansk indfødsret udgør således en af de grupper af personer, der under

opfyldelse af visse nærmere betingelser kan meddeles tilladelse til familiesammenføring

med en udenlandsk ægtefælle eller samlever mv. Herudover er personer med dansk ind-

fødsret en af de grupper, der efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan få familiesam-

menført andre familiemedlemmer end de i § 9, stk. 1, nr. 1-3, nævnte, hvis ganske sær-

lige grunde, herunder bl.a. hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 7, er det, medmindre ganske særlige grunde, herunder

hensynet til familiens enhed, taler derimod, en betingelse for meddelelse af opholdstil-

ladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, at ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til

Danmark er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Denne betin-

gelse stilles imidlertid ikke, når den herboende person har haft dansk indfødsret i 26 år.

Herudover indeholder udlændingeloven enkelte bestemmelser om udlændinge, der er-

hverver dansk indfødsret eller tidligere har haft dansk indfødsret.

Har en udlænding tidligere haft dansk indfødsret,

kan udlændingen gives opholdstilla-

delse efter udlændingelovens § 9 d, medmindre udlændingens danske indfødsret er fra-

kendt ved dom efter § 8 A eller § 8 B i lov om dansk indfødsret.

I relation til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 d er det oplyst, at der over for

personer, der tidligere har haft dansk indfødsret, alene er krav om, at de pågældende

fremlægger dokumentation herfor, for at kunne opnå opholdstilladelse efter bestemmel-

sen (dette kan eksempelvis være de pågældendes dåbsattest og eventuelt de pågælden-

des forældres dåbsattest). De nævnte personer skal ikke i øvrigt opfylde nogen betingel-

ser for at opnå opholdstilladelse efter § 9 d.

Udlændinge, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 d, er efter gældende

praksis omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 11, hvorefter der kan meddeles

tidsube-

grænset opholdstilladelse

til en udlænding over 18 år, der har et stærkt tilknytningsfor-

hold til Danmark, selvom alle de almindelige betingelser for at blive meddelt tidsube-

grænset opholdstilladelse ikke er opfyldt. Udlændinge, der har opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 d, kan således meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter

blot 1 års ophold (i modsætning til den almindelige betingelse om mindst 5 års ophold)

hvis de ikke har begået kriminalitet, ikke har forfalden gæld til det offentlige og har en

bestået danskprøve.

Efter udlændingelovens § 18 a, stk. 1,

bortfalder

en udlændings

opholdstilladelse,

når

udlændingen erhverver dansk indfødsret. Er en udlændings danske indfødsret blevet

frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, kan udlændingen generhverve

den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter § 18 a, stk. 1, hvis der ikke ville være

grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens regler herom, jf. ud-

lændingelovens § 18 a, stk. 2 og 3.

På

Asyl- og Visumområdet

er der kun meget få bestemmelser, hvor det har betydning,

om en person har dansk statsborgerskab.

På visumområdet drejer reguleringen sig om, med hvilket formål tredjelandsstatsborge-

re fra visumpligtige lande kan få visum til Danmark. For at få visum med henblik på

familiebesøg gælder, at værten skal være fastboende i Danmark. Værtens statsborger-

forhold har ikke betydning.

Dog gælder der særlige vilkår for medfølgende familie til danske statsborgere, der har

fast bopæl i udlandet, og som ønsker at holde ferie i Danmark. Regler om dobbelt stats-

borgerskab vil i den forbindelse kunne få betydning, fordi flere personer kan blive om-

fattet.

Ved afgørelsen af, om der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl),

§ 8 (kvoteflygtninge), § 9 c, stk. 3 (uledsagede mindreårige asylansøgere), § 9 c, stk. 4

(fribyordningen) og opholdstilladelse til udlændinge, hvis tilstedeværelse i Danmark er

nødvendig af hensyn til politiets eller anklagemyndighedens arbejde vedrørende konkret

efterforskning eller retsforfølgning, er det kun ansøgerens (udlændingens) forhold, der

er afgørende. Spørgsmålet om opholdstilladelse er ikke knyttet sammen med en anden

persons statsborgerforhold (som f.eks. familiesammenføring). Indførelse af regler om

dobbelt statsborgerskab vil således kun have betydning i denne forbindelse, hvis en an-

søger – frem for at søge om opholdstilladelse – kan søge dansk statsborgerskab.

På det udlændingeretlige område bemærkes det endvidere, at reglerne i integrationslo-

ven og repatrieringsloven alene vedrører udlændinge, og at bestemmelserne i disse love

derfor ikke er medtaget i opregningen ovenfor.

2.5.10.

Politi og forsvar. På det politi- og forsvarsmæssige område findes følgende be-

stemmelser, hvor det er af betydning, om en borger har dansk statsborgerskab:

Med lov nr. 604 af 12. juni 2013 er der indført en ny, samlet lovregulering af

Politiets

Efterretningstjenestes

virksomhed. Loven indeholder ikke bestemmelser, som tillægger

en persons statsborgerskab betydning. Dog finder lovens § 11 om lovlig politisk virk-

somhed alene anvendelse på her i landet hjemmehørende fysiske personer, hvilket bl.a.

omfatter danske statsborgere.

Efter § 2 i lov om

krigsmateriel

må krigsmateriel kun fremstilles, herunder samles, hvis

justitsministeren giver tilladelse dertil. Justitsministeren fastsætter de nærmere vilkår for

tilladelsen.

Det fremgår endvidere af lovens § 3, at det kræver særskilt tilladelse fra justitsministe-

ren, hvis ejer- eller ledelsesforholdene mv. i en virksomhed, der fremstiller krigsmateri-

el, når tilladelse meddeles efter § 2 eller på grund af efterfølgende ændringer, indebæ-

rer, at en personligt drevet virksomhed har eller får en indehaver, der ikke er dansk

statsborger (jf. § 3, nr. 1), virksomheden har eller får direktører eller tegningsberettigede

medarbejdere, som ikke er danske statsborgere (jf. § 3, nr. 3), andelen af virksomhedens

bestyrelsesmedlemmer, som er danske statsborgere, er eller bliver mindre end 80 pct.

(jf. § 3, nr. 4), andelen af dansk ejet selskabskapital er eller bliver mindre end 60 pct. (jf.

§ 3, nr. 5), udlændinge gennem ejerskab til selskabskapitalen repræsenterer eller kom-

mer til at repræsentere over 20 pct. af stemmerne (jf. § 3, nr. 6), eller udlændinge i øv-

rigt gennem besiddelse af kapital eller på anden måde har eller får bestemmende indfly-

delse på virksomheden (jf. § 3, nr. 7).

2.5.11.

Strafforfølgning og straffuldbyrdelse.

2.5.11.1.

Udlevering

Dansk statsborgerskab kan bl.a. have betydning i forhold til anmodninger om udleve-

ring fra Danmark til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet land, jf. nedenfor.

2.5.11.1.1.

Udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og Norden

Udleveringsloven indeholder bl.a. regler om udlevering til stater uden for Den Europæi-

ske Union og Norden, jf. lovens kapitel 2.

Udleveringslovens regler indebærer, at der ved udlevering til strafforfølgning sondres

mellem udlevering af danske statsborgere og udlevering af udlændinge.

Det fremgår således af udleveringslovens

§ 2, stk. 1, at justitsministeren på grundlag

af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union og Norden kan fastsæt-

te, at danske statsborgere kan udleveres

til strafforfølgning

i den pågældende stat, hvis

enten

den pågældende i de sidste 2 år forud for den pågældende handling har haft bopæl

i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse,

for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år,

eller

handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union og Norden ingen udle-

veringsoverenskomst, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk

statsborger

til strafforfølgning,

hvis betingelserne i § 2, stk. 1, i øvrigt er opfyldt og sær-

lige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor, jf. udleveringslovens § 2, stk. 2.

Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en dom i en stat

uden for Den Europæiske Union og Norden kan efter udleveringslovens § 2 a, 1. pkt.,

Lov nr. 833 af 25. august 2005 om udlevering af lovovertrædere med senere ændringer.

ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan hand-

lingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er

overenskomst herom med den pågældende medlemsstat, jf. § 2 a, 2. pkt.

Dansk statsborgerskab har ikke selvstændig betydning ved udlevering

til straffuldbyr-

delse

i lande uden for Den Europæiske Union og Norden, jf. herved udleveringslovens §

3, stk. 2.

2.5.11.1.2.

Udlevering til andre EU-medlemsstater eller nordiske lande

For så vidt angår udlevering til andre medlemsstater i Den Europæiske Union bestem-

mes i udleveringslovens § 10 b, stk. 1, at der ved udlevering

til strafforfølgning

af en

person med dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark kan stilles som vilkår, at

den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel

fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Ved udlevering

til straffuldbyrdelse

i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

kan udlevering af en dansk statsborger eller en person med fast bopæl i Danmark afslås,

hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet, jf. udleveringslovens § 10 b, stk. 2.

Udleveringslovens § 10 b finder tilsvarende anvendelse i forhold til udlevering til de

nordiske lande, jf. udleveringslovens § 10 l, stk. 1.

2.5.11.2.

Overførelse af domfældte

Dansk statsborgerskab kan også have betydning i forbindelse med overførelse af dom-

fældte til afsoning af frihedsstraf, jf. nedenfor.

2.5.11.2.1.

EU-straffuldbyrdelsesloven

Strafferetlige afgørelser om bl.a. fængselsstraf, der er truffet i andre medlemsstater i

Den Europæiske Union, kan fuldbyrdes i Danmark efter reglerne i lovbekendtgørelse nr.

213 af 22. februar 2013 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæ-

iske Union (EU-straffuldbyrdelsesloven), jf. lovens § 1, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes, at EU-straffuldbyrdelsesloven ikke finder anvendelse på afgørelser, der

er omfattet af den nordiske straffuldbyrdelseslov, i det omfang den nordiske straffuld-

byrdelseslov giver mere vidtgående adgang til fuldbyrdelse. Der henvises til pkt.

2.5.11.2.2 nedenfor.

Det følger af EU-straffuldbyrdelseslovens § 29 b, stk. 1, at en afgørelse om fængsels-

straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning fuldbyrdes i Danmark efter anmodning

fra en anden EU-medlemsstat, hvis den domfældte befinder sig i den anden medlemsstat

eller her i landet, og der ikke er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 29 c-f.

Reglerne i EU-straffuldbyrdelsesloven indebærer, at der i et vist omfang sondres mel-

lem danske statsborgere og udlændinge.

EU-straffuldbyrdelsesloven indebærer, at fængselsstraf mv. idømt i en anden EU-

medlemsstat som udgangspunkt kan afsones her i landet, hvis den domfældte er dansk

statsborger eller har fast bopæl i Danmark, og de øvrige betingelser i loven måtte være

opfyldt, jf. hertil EU-straffuldbyrdelseslovens § 29 f, nr. 2, modsætningsvis.

Fuldbyrdelse er som udgangspunkt betinget af, at den domfældte har givet sit samtykke

til fuldbyrdelse i Danmark, jf. lovens § 29 d, stk. 1, nr. 1, 1. led.

Det fremgår dog af bestemmelsens andet led, at den domfældtes samtykke i visse tilfæl-

de ikke er påkrævet. Det gælder bl.a., hvis den pågældende er dansk statsborger med

bopæl her i landet.

En domfældt med dansk statsborgerskab og bopæl i Danmark vil således

uden samtykke

fra den pågældende kunne overføres til Danmark til afsoning af en fængselsstraf eller

anden frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en anden EU-medlemsstat.

2.5.11.2.2.

Nordisk straffuldbyrdelseslov

Overførelse af domfældte mellem de nordiske lande kan ske efter reglerne i den nordi-

ske straffuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011 om samarbejde

mellem Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

Af lovens § 3, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at fængsel mv. idømt i Finland, Island, Norge el-

ler Sverige bl.a. kan fuldbyrdes her i landet, såfremt den dømte på det tidspunkt, da

straffen skal fuldbyrdes, har dansk statsborgerret.

2.5.11.2.3.

International straffuldbyrdelseslov

Overførelse af domfældte kan endvidere ske efter reglerne i den internationale straf-

fuldbyrdelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005.

Loven finder ikke anvendelse med hensyn til afgørelser, der er omfattet af den nordiske

straffuldbyrdelseslov, eller afgørelser, der kan fuldbyrdes efter reglerne i EU-

straffuldbyrdelsesloven, jf. § 1, stk. 2 og 3.

Det følger af § 2, stk. 1, i den internationale straffuldbyrdelseslov, at afgørelser, som

er omfattet af Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte

og tillægsprotokollen hertil af 18. december 1997, kan fuldbyrdes efter konventionens

og protokollens regler.

Af konventionens artikel 3, stk. 1, litra a, fremgår, at overførelse efter konventionen

bl.a. er betinget af, at den domfældte er statsborger i det land, hvortil overførelse sker

(fuldbyrdelseslandet). Tilsvarende gælder ved overførelse efter tillægsprotokollen, jf.

protokollens artikel 1, stk. 2.

Overførelse til Danmark i medfør af 1983-konventionen eller 1997-tillægsprotokollen er

således betinget af, at den pågældende har dansk statsborgerskab.

Det bemærkes dog, at begrebet ”statsborger” i konventionens artikel 3, stk. 1, litra a, for

Danmarks vedkommende ligeledes omfatter personer, som har fast bopæl i riget, jf. § 3,

stk. 1, i den internationale straffuldbyrdelseslov.

2.5.11.3.

Andre tilfælde, hvor dansk statsborgerskab har betydning

Dansk statsborgerskab kan – ud over de tilfælde, der er nævnt ovenfor – bl.a. også have

betydning i forbindelse med overførsel til Danmark af retsforfølgning i straffesager.

2.5.11.3.1.

Lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager

Lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager

med senere ændringer gennemfører Europarådets konvention af 15. maj 1972, som gi-

ver mulighed for at overføre retsforfølgningen af lovovertrædelser, der er omfattet af én

kontraherende stats lovgivning, til en anden stat, der har tiltrådt konventionen.

Af lovens § 1 fremgår, at lovovertrædelser, som er omfattet af konventionen, kan rets-

forfølges efter reglerne i konventionens afsnit I-IV og bestemmelserne i den nævnte lov.

En anmodning om at overtage retsforfølgning kan bl.a. fremsættes, hvis den mistænkte

er statsborger i den anmodede stat, jf. konventionens artikel 8, stk. 1, litra b.

Dansk statsborgerskab udgør således et af de kriterier, der kan føre til, at en stat, der har

tiltrådt den nævnte konvention, anmoder Danmark om at overtage retsforfølgningen

vedrørende den pågældende.

Tilsvarende fremgår det af konventionens artikel 11, stk. 1, litra c, at en stat bl.a. kan af-

slå at overtage retsforfølgningen, hvis den mistænkte ikke er statsborger i den pågæl-

dende stat og ikke var fast bosiddende på statens territorium, da lovovertrædelsen blev

begået.

2.6. Sammenfatning

De oplysninger, som arbejdsgruppen har indhentet, viser, at der på en række områder

findes bestemmelser, hvor dansk statsborgerskab er tillagt betydning i den gældende

lovgivning. Det drejer sig om et bredt spekter af bestemmelser inden for områder som

bl.a. borgerlige og forfatningsmæssige rettigheder, regler om ansættelse som tjeneste-

mand, visse erhvervsforhold samt inden for reguleringen af kulturarv mv.

I relation til skattepligt i Danmark er det generelt oplyst, at dansk statsborgerskab ikke

er afgørende. Det, der er afgørende for, om en person er skattepligtig i Danmark, er,

hvor den pågældende geografisk har bopæl og ophold. En udlænding, der tager bopæl i

Danmark, er skattepligtig efter samme regler som danske statsborgere med bopæl i

Danmark, og dobbelt statsborgerskab har således ikke betydning ved vurdering af, om

en person er skattepligtig i Danmark.

For så vidt angår retten til at modtage velfærdsydelser inden for det uddannelsesmæssi-

ge, beskæftigelsesmæssige samt sociale og sundhedsmæssige område kan det på bag-

grund af ministeriernes høringssvar generelt udledes, at dansk statsborgerskab kun i be-

grænset omfang tillægges betydning for retten til at opnå de pågældende ydelser.

På uddannelsesområdet er det således oplyst af Uddannelses- og Forskningsministeriet

(tidligere Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser), at ad-

gang til studiepladser på uddannelser, som de danske universiteter udbyder i medfør af

universitetsloven, ikke er betinget af dansk statsborgerskab, idet der ikke er forskel på

retsstillingen for danske statsborgere, statsborgere fra andre EU/EØS-lande og tredje-

landes borgere. Der stilles imidlertid krav om, at ansøgere skal opfylde forskellige ad-

gangskrav af primært uddannelsesmæssig karakter.

Det er endvidere oplyst af Uddannelses- og Forskningsministeriet, at der for så vidt an-

går deltagerbetaling til videregående uddannelser, der udbydes i medfør af universitets-

loven, opkræves deltagerbetaling/studieafgift fra udenlandske studerende, medmindre

de efter EU-retten, EØS-aftalen eller internationale aftaler har krav på ligestilling med

danske statsborgere. Udenlandske studerende er ligeledes fritaget for deltagerbetaling,

hvis de har en tidsubegrænset opholdstilladelse eller en opholdstilladelse med mulighed

for varigt ophold i Danmark.

Retten til at opnå SU er som udgangspunkt betinget af dansk statsborgerskab. Det er

dog allerede i dag muligt for udenlandske statsborgere at få SU, hvis de kan ligestilles

på baggrund af bl.a. EU-retten. En øget adgang til at bevare et dansk statsborgerskab vil

således formentlig kun i begrænset omfang betyde, at flere personer vil have ret til at

modtage SU ved ophold i udlandet og i Danmark.

I forhold til Statens Voksenuddannelsesstøtte er det oplyst af Uddannelses- og Forsk-

ningsministeriet, at det er en betingelse for at få ret til støtte, at man er tilmeldt folkere-

gistret i Danmark eller er dansk statsborger, tilhører det danske mindretal i Sydslesvig

eller i henhold til international overenskomst har ret til støtte på lige fod med danske

statsborgere.

For så vidt angår retten til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik er det oplyst af Beskæf-

tigelsesministeriet, at denne ikke er afhængig af dansk statsborgerskab. Det drejer sig

først og fremmest om kontanthjælp og revalideringsydelse. Retten tilkommer således

enhver, der opholder sig lovligt i landet. For at modtage vedvarende hjælp efter loven

skal modtageren dog være dansk statsborger, være statsborger i en EU/EØS-

medlemsstat eller familiemedlem til en sådan og være berettiget til ophold efter fælles-

skabsretlige regler eller være omfattet af en aftale med en anden stat eller international

organisation om vedvarende hjælp til personer, der ikke er danske statsborgere.

Endvidere følger det af lov om aktiv socialpolitik, at danske statsborgere, som har op-

holdt sig mange år i udlandet, har mulighed for at få hjælp til forsørgelse, når hjemrejse

derved undgås og andre forhold taler for det. En øget adgang til at bevare et dansk stats-

borgerskab vil således betyde, at flere personer vil kunne være omfattet af reglerne om

hjælp til forsørgelse i udlandet.

Herudover har Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (tidli-

gere Social-, Børne- og Integrationsministeriet) oplyst, at det i forhold til folkepension

og førtidspension som udgangspunkt er et krav, at modtageren af den pågældende ydel-

se har dansk indfødsret. Kravet om dansk indfødsret stilles imidlertid ikke over for per-

soner, der har haft fast bopæl her i riget i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og fol-

kepensionsalderen, heraf mindst 5 år umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensio-

nen ydes, idet det dog bemærkes, at bopælskravet – såfremt ansøgningen indgives efter

folkepensionsalderen – skal være opfyldt ved folkepensionsalderen. Endvidere stilles

kravet om dansk indfødsret ikke over for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i

Danmark efter § 7 (asyl) eller § 8 (kvoteflygtninge) i udlændingeloven.

I forhold til børnetilskud er det herudover af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integra-

tion og Sociale Forhold oplyst, at dette alene kan udbetales, hvis barnet eller en af for-

ældrene, der har forældremyndighed over barnet, har dansk indfødsret. Kravet om dansk

indfødsret er dog fraveget for personer, der har haft bopæl her i landet henholdsvis det

seneste år eller de seneste 3 år. Endvidere stilles kravet om dansk indfødsret ikke over

for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 (asyl) eller § 8 (kvo-

teflygtninge) i udlændingeloven.

Dansk indfødsret er dermed ikke alene afgørende for ret til folkepension, førtidspension

og børnetilskud.

Efter lov om individuel boligstøtte stilles der ikke krav om dansk indfødsret som betin-

gelse for at modtage boligstøtte. Udenlandske statsborgere kan således få boligstøtte på

lige fod med danske statsborgere, hvis de har fast bopæl her i landet.

Endelig har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse oplyst, at dansk statsborgerskab

ikke har betydning for retten til at modtage sundhedsydelser i Danmark efter sundheds-

loven. Det afgørende for at opnå ret til denne type ydelser er, at den pågældende person

har bopæl her i landet.

Kapitel 3. Fremmed ret

3.1. Indledning

Med henblik på at afdække, hvordan reglerne om dobbelt statsborgerskab er udformet i

andre lande, har arbejdsgruppen iværksat høringer af en række lande.

Arbejdsgruppen har anmodet de pågældende lande om at oplyse, om der i deres stats-

borgerretslovgivning er regler om dobbelt statsborgerskab, og hvornår disse regler i gi-

vet fald er blevet indført og senest er blevet ændret. Endvidere er de enkelte lande ble-

vet anmodet om at oplyse, hvorledes eventuelle regler om dobbelt statsborgerskab er

udformet, herunder i hvilken udstrækning dobbelt statsborgerskab anerkendes, samt om

andre modeller for dobbelt statsborgerskab har været overvejet.

Arbejdsgruppen har desuden anmodet om oplysninger om, hvorvidt der i tilknytning til

en eventuel indførelse af regler om dobbelt statsborgerskab har været etableret over-

gangsordninger, herunder hvorledes reglerne herom i givet fald nærmere har været ud-

formet.

Endelig har arbejdsgruppen anmodet de pågældende lande om at oplyse, hvorledes en

eventuel overgangsordning har været håndteret i praksis, om landene har en bestemmel-

se, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov, og såfremt landene har haft en be-

stemmelse svarende til indfødsretslovens § 8, om dette har givet anledning til afgræns-

ningsproblemer i forhold til spørgsmålet om generhvervelse.

Samlet set har de indhentede oplysninger vist, at dobbelt statsborgerskab accepteres

fuldt ud – det vil sige såvel for landets egne statsborgere, der erhverver et fremmed

statsborgerskab, som for andre landes statsborgere, der erhverver statsborgerskab i det

pågældende land – i Belgien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island,

Italien, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Sverige, Storbritan-

nien og Ungarn.

De indhentede oplysninger har endvidere vist, at statsborgerretslovgivningen i Estland,

Holland, Litauen, Norge, Tjekkiet og Østrig er baseret på et princip om at begrænse

dobbelt statsborgerskab, og at dobbelt statsborgerskab således alene accepteres i meget

begrænset omfang i disse lande.

I Spanien accepteres dobbelt statsborgerskab for spanske statsborgere, der erhverver

statsborgerskab i et andet land, samt for personer, der er statsborgere i et spansk-

amerikansk land, Andorra, Filippinerne, Guinea eller Portugal, som erhverver spansk

statsborgerskab. For personer fra andre lande end de spansk-amerikanske lande, Andor-

ra, Filippinerne, Guinea eller Portugal, som erhverver spansk statsborgerskab, stilles der

krav om, at de pågældende skal opgive deres oprindelige statsborgerskab i forbindelse

med erhvervelse af spansk statsborgerskab.

I Bulgarien accepteres dobbelt statsborgerskab for bulgarske statsborgere, der erhverver

statsborgerskab i et andet land, mens statsborgere fra andre lande skal opgive deres op-

rindelige statsborgerskab ved erhvervelse af bulgarsk statsborgerskab.

Den slovakiske statsborgerskabslov indeholder regler, hvorefter slovakiske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i et andet land, fortaber deres slovakiske statsborgerskab,

mens statsborgere i andre lande, der erhverver slovakisk statsborgerskab, kan bevare de-

res oprindelige statsborgerskab.

Den tyske statsborgerskabslovgivning indeholder regler, hvorefter dobbelt statsborger-

skab accepteres for tyske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et andet EU-land

samt Schweiz, samt for statsborgere fra de øvrige EU-lande og Schweiz, der erhverver

tysk statsborgerskab. Endvidere indeholder den tyske statsborgerskabslov en mulighed

for, at Tyskland kan indgå folkeretlige aftaler med yderligere lande om accept af dob-

belt statsborgerskab for såvel tyske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i det på-

gældende land, som for statsborgere fra det pågældende land, der erhverver statsborger-

skab i Tyskland.

Den slovenske statsborgerretslovgivning indeholder ligeledes regler om accept af dob-

belt statsborgerskab for statsborgere fra øvrige EU-lande, der erhverver slovensk stats-

borgerskab. Endvidere accepteres dobbelt statsborgerskab for slovenske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i et andet land.

Endelig har de indhentede oplysninger vist, at den lettiske statsborgerskabslovgivning

indeholder regler, hvorefter dobbelt statsborgerskab accepteres for lettiske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i øvrige EU-lande, medlemsstater i the European Free

Trade Association (EFTA), medlemsstater i NATO, Australien, Brasilien, New Zealand

samt stater med hvilke Letland har særlige bilaterale aftaler. Ligeledes accepteres dob-

belt statsborgerskab for statsborgere i de øvrige EU-lande, borgere fra medlemsstater i

EFTA, borgere fra medlemsstater i NATO, statsborgere i Australien, Brasilien eller

New Zealand samt borgere fra stater med hvilke Letland indgår særlige bilaterale afta-

ler, når de pågældende erhverver lettisk statsborgerskab. Endvidere er det med særlig

tilladelse fra ministerkabinettet muligt at opnå dobbelt statsborgerskab, selv om man er

eller bliver statsborger i lande, der ikke er en del af de ovennævnte kategorier. Endelig

er der mulighed for dobbelt statsborgerskab for tidligere lettiske statsborgere, der lever i

eksil.

3.2. Belgien

Det belgiske Justitsministerium har oplyst, at dobbelt statsborgerskab siden april 2008

efter den belgiske lovgivning om statsborgerret har været anerkendt fuldt ud.

Om baggrunden for den belgiske lovgivning har det belgiske Justitsministerium bl.a.

henvist til den stigende globalisering, herunder borgernes øgede mobilitet, den voksen-

de migrationsstrøm, det voksende antal blandede ægteskaber, princippet om ligestilling

af kønnene hvad angår videregivelse af nationalitet samt den stigende kulturelle diversi-

tet.

Herudover har det belgiske Justitsministerium oplyst, at belgisk statsborgerretslovgiv-

ning tidligere indeholdt en bestemmelse, hvorefter de belgiere, som var født i udlandet,

og som mellem deres 18. og 28. år uafbrudt havde haft deres hovedbopæl i udlandet,

hvert 10. år skulle afgive en statsborgerskabserklæring. Konsekvensen af ikke at afgive

en statsborgerskabserklæring var, at det belgiske statsborgerskab ville fortabes. Det er

oplyst, at bestemmelsen blev ophævet som følge af et ønske om at forenkle de admini-

strative procedurer, der var forbundet med betingelsen om afgivelse af en statsborger-

skabserklæring.

Desuden har det belgiske Justitsministerium oplyst, at der ikke i forbindelse med æn-

dringen af den belgiske statsborgerretslovgivning blev indført en overgangsordning,

men at indførelsen af nye regler om dobbelt statsborgerskab skete i to etaper. Fra den 9.

juni 2007 har belgiske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et land, der ikke har

tiltrådt Europarådets konvention om begrænsning af dobbelt statsborgerret, således

kunnet bevare deres belgiske statsborgerskab. Endvidere har belgiske statsborgere fra

den 28. april 2008 kunnet erhverve statsborgerskab i lande, der har tiltrådt Europarådets

konvention om begrænsning af dobbelt statsborgerret, uden at fortabe deres belgiske

statsborgerskab.

3.3. Bulgarien

Det bulgarske Justitsministerium har oplyst, at den bulgarske statsborgerretslovgivning

siden 1999 har tilladt dobbelt statsborgerskab for bulgarske statsborgere, der erhverver

statsborgerskab i et andet land, men at der som udgangspunkt stilles krav om løsning fra

et oprindeligt statsborgerskab for borgere, der erhverver bulgarsk statsborgerskab ved

naturalisation.

Der stilles dog ikke krav om løsning over for personer af bulgarsk afstamning, samt per-

soner hvor Bulgarien har en særlig interesse i, at de pågældende opnår statsborgerskab,

eller som har særlige evner inden for det sociale, økonomiske, videnskabelige, teknolo-

giske, kulturelle eller sportslige område, som er af betydning for Bulgarien. Ligeledes

stilles der ikke krav om løsning over for personer med flygtningestatus eller humanitær

opholdstilladelse.

Herudover har det bulgarske Justitsministerium oplyst, at lovændringen i 1999 inde-

holdt en overgangsordning, hvorefter personer, der havde fortabt deres bulgarske stats-

borgerskab uden at have søgt herom, eller som havde bosat sig i et land, som Bulgarien

ikke havde indgået en immigrationsaftale med, i perioden fra den 19. februar 1999 til

den 19. februar 2000 kunne indgive en officiel anmodning til justitsministeren om gen-

erhvervelse af det bulgarske statsborgerskab.

Endelig er det oplyst, at den bulgarske statsborgerskabslov ikke længere indeholder en

bestemmelse svarende til § 8 i den danske indfødsretslov.

3.4. Cypern

Det cypriotiske Indenrigsministerium har oplyst, at der ikke i den cypriotiske lovgiv-

ning om statsborgerret findes bestemmelser, der forbyder dobbelt statsborgerskab.

3.5. Estland

Den danske ambassade i Tallinn har oplyst, at den estiske statsborgerskabslovgivning

som udgangspunkt ikke anerkender dobbelt statsborgerskab. Det følger dog af den esti-

ske grundlov, at ingen, der ved fødslen har estisk statsborgerskab, kan fratages sit stats-

borgerskab. På den baggrund forekommer dobbelt statsborgerskab alligevel i praksis.

Det er af ambassaden oplyst, at den nævnte modstrid mellem den estiske statsborger-

skabslovgivning og grundloven aktuelt giver anledning til offentlig debat om en udvidet

adgang til dobbelt statsborgerskab.

Om baggrunden for de restriktive regler om dobbelt statsborgerskab har ambassaden

bl.a. henvist til, at de estiske myndigheder ønsker at undgå, at en stor gruppe borgere

har dobbelt statsborgerskab og dermed potentielt et mere tvivlsomt loyalitetsforhold til

Estland, herunder i lyset af Estlands historiske forhold.

Endvidere er det oplyst, at den estiske statsborgerskabslov indeholder en bestemmelse

svarende til § 8 i den danske indfødsretslov, men at bestemmelsen dog er mere restriktiv

end den danske bestemmelse. Det følger således af § 3 i den estiske statsborgerskabslov,

at en person, der i tillæg til estisk statsborgerskab ved fødslen også erhverver en anden

stats statsborgerskab, ved det fyldte 18. år inden for tre år skal give afkald på enten det

estiske eller den anden stats statsborgerskab. Den estiske stat kan imidlertid efter grund-

loven ikke fratage en person, der er født med estisk statsborgerskab, sit estiske statsbor-

gerskab.

Den danske ambassade i Tallinn har desuden oplyst, at der i Estland – som følge af den

sovjetiske besættelse og Estlands efterfølgende generhvervede uafhængighed – er en del

borgere som til trods for den estiske statsborgerskabslovs intention om at undgå dobbelt

statsborgerskab er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab.

3.6. Finland

Det finske Indenrigsministerium har oplyst, at der ved en ændring af den finske med-

borgerskabslov i 2003 (lov 359/2003) blev indført regler om fuld adgang til dobbelt

statsborgerskab.

Om baggrunden for ændringen af den finske medborgerskabslov har det finske Inden-

rigsministerium bl.a. henvist til behovet for at gøre det lettere for finske statsborgere

med bopæl uden for Finland at bevare deres tilknytning til landet samt behovet for at

lette en eventuel tilbagevenden til Finland for de pågældende. Ligeledes var det et øn-

ske, at udlændinge med fast bopæl i Finland skulle have mulighed for at søge statsbor-

gerskab i Finland, uden at dette skulle bero på de pågældendes mulighed for at bevare

deres oprindelige statsborgerskab.

Endvidere har det finske Indenrigsministerium oplyst, at medborgerskabsloven fra 2003

i § 60 indeholdt en overgangsbestemmelse, hvorved tidligere finske statsborgere inden 5

år fra lovens ikrafttræden kunne generhverve deres finske statsborgerskab gennem an-

meldelse. Denne adgang omfattede også voksne børn af finske statsborgere, selvom

børnene aldrig selv havde været finske statsborgere. Bestemmelsen indeholdt ikke be-

tingelser, herunder eksempelvis opholdskrav eller vandelskrav, for muligheden for at

generhverve et fortabt statsborgerskab.

Det finske Indenrigsministerium har desuden oplyst, at den finske medborgerskabslov

senest er ændret i 2011 (lov 579/2011). Med lovændringen er der givet en permanent

adgang for tidligere finske statsborgere, der er bosat i udlandet, til at generhverve deres

finske statsborgerskab.

Efter den gældende finske medborgerskabslovs § 29 (jf. lov 579/2011) kan tidligere fin-

ske statsborgere således generhverve deres statsborgerskab gennem anmeldelse. Der

stilles ikke efter bestemmelsen krav om, at de borgere, der ønsker at generhverve deres

statsborgerskab, skal opfylde betingelser, herunder eksempelvis et opholdskrav eller et

vandelskrav, for at kunne generhverve deres statsborgerskab. Adgangen til generhver-

velse omfatter dog ikke længere voksne børn af finske statsborgere, når børnene aldrig

selv har været finske statsborgere.

Ved indførelsen af fuld adgang til dobbelt statsborgerskab i 2003 indeholdt den finske

medborgerskabslov i § 34 en bestemmelse svarende til den danske indfødsretslovs § 8.

Bestemmelsen er – også efter lovændringen i 2011 – fastholdt i den finske medborger-

skabslov. Det finske Indenrigsministerium har i den forbindelse oplyst, at de finske

myndigheder ikke har oplevet problemer i forhold til afgrænsningen af den finske med-

borgerskabslovs § 34 over for overgangsreglerne om generhvervelse af et tidligere for-

tabt finsk statsborgerskab.

Om antallet af tidligere finske statsborgere, der har generhvervet deres statsborgerskab,

har det finske Indenrigsministerium oplyst, at de på baggrund af § 60 i medborgerskabs-

loven fra 2003 modtog ca. 19.400 anmeldelser om generhvervelse af finsk statsborger-

skab, samt at ca. 440 personer har generhvervet deres statsborgerskab efter § 29 i med-

borgerskabsloven fra 2011.

3.7. Frankrig

Det franske Udenrigsministerium har oplyst, at dobbelt statsborgerskab i henhold til

fransk lovgivning (code civil) accepteres fuldt ud.

Der stilles således bl.a. ikke i den franske statsborgerretslovgivning krav om, at udlæn-

dinge skal opgive deres oprindelige statsborgerskab for at opnå fransk statsborgerskab.

Efter artikel 21-27 i code civil kræves det blot, at en person, der opnår fransk statsbor-

gerskab, skal oplyse, hvilke nationaliteter den pågældende besidder samt hvilke af disse,

der ønskes bevaret.

Det er i den forbindelse endvidere oplyst, at Frankrig i 2008 opsagde kapitel 1 i Europa-

rådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret

og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

Derudover er det oplyst, at den franske statsborgerretslovgivning ikke indeholder en be-

stemmelse svarende til indfødsretslovens § 8, men at statsborgerretslovgivningen bl.a.

giver mulighed for, at en person, der er født i udlandet af en fransk forælder og en uden-

landsk forælder eller er født i Frankrig af en forælder født i Frankrig, har mulighed for

at opgive sit franske statsborgerskab i alderen mellem 17�½ og 19 år.

Det franske Udenrigsministerium har endvidere oplyst, at den franske statsborgerrets-

lovgivning giver mulighed for, at en myndig person, der er bosiddende i udlandet, og

som frivilligt opnår fremmed statsborgerskab, kan frasige sig sit franske statsborger-

skab, hvis den pågældende udtrykkeligt beder om det ved en underskreven erklæring.

3.8. Grækenland

Det græske Indenrigsministerium har oplyst, at dobbelt statsborgerskab accepteres i

græsk indfødsretslovgivning. Det er endvidere oplyst, at der ikke i græsk lovgivning

findes en bestemmelse, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov.

3.9. Holland

Det hollandske Justitsministerium har oplyst, at hollandsk statsborgerskabslovgivning

kun i meget begrænset omfang tillader dobbelt statsborgerskab. Dette gælder bl.a. i for-

hold til flygtninge.

Det er i den forbindelse endvidere oplyst, at Holland har tilsluttet sig Europarådets kon-

vention fra 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for

personer med dobbelt statsborgerret, og at personer, der ønsker at opnå hollandsk stats-

borgerskab ved naturalisation, derfor som udgangspunkt skal opgive deres oprindelige

statsborgerskab. Artikel 9 i statsborgerskabsloven indeholder dog en række undtagelser

til reglen om opgivelse af et oprindeligt statsborgerskab. Dette gælder bl.a. for personer,

der er gift med en hollænder, personer, der har opholdstilladelse på baggrund af asyl, og

personer, der skal betale et højt beløb til deres hjemland for at blive løst fra deres oprin-

delige statsborgerskab.

Ligeledes vil en hollandsk statsborger, der opnår et fremmed statsborgerskab, som ud-

gangspunkt miste sit hollandske statsborgerskab. Det hollandske Justitsministerium har

dog oplyst, at der siden den 1. april 2003 er indført tre undtagelser til denne hovedregel.

Disse undtagelser gælder imidlertid ikke, hvis statsborgerskab erhverves i Danmark,

Luxembourg, Norge eller Østrig.

De nævnte undtagelser medfører, at hollandsk statsborgerskab ikke fortabes af holland-

ske statsborgere, der er født i et fremmed land, og som har bopæl i dette land, når de

opnår statsborgerskab i det pågældende land. Endvidere fortabes hollandsk statsborger-

skab ikke af borgere, der, uafbrudt i mindst 5 år inden de pågældende er blevet myndi-

ge, har haft bopæl i et fremmed land, hvis statsborgerskab de opnår, ligesom hollandsk

statsborgerskab ikke fortabes af borgere, der indgår ægteskab eller registreret partner-

skab, og som derved automatisk erhverver statsborgerskab i ægtefællens eller partnerens

hjemland.

Endelig er det oplyst, at den hollandske statsborgerretslovgivning indeholder en be-

stemmelse, hvorefter hollandske statsborgere, der tillige besidder et andet statsborger-

skab, automatisk mister deres hollandske statsborgerskab, hvis de har boet uden for

Holland eller EU i mere end 10 år efter, at de er blevet myndige. Disse personer kan dog

undgå at miste deres hollandske statsborgerskab ved altid at have et gyldigt hollandsk

nationalitetspas.

3.10. Irland

The Irish Naturalisation and Immigration Service, der hører under det irske Justitsmini-

sterium, har oplyst, at den irske statsborgerretslovgivning siden 1956 har indeholdt reg-

ler om fuld anerkendelse af dobbelt statsborgerskab.

Det er dog i den forbindelse oplyst, at den irske statsborgerretslovgivning i relation til

personer, der er blevet irske statsborgere ved naturalisation, indeholder en enkelt undta-

gelse til den fulde anerkendelse af dobbelt statsborgerskab. Det følger således af irsk

statsborgerretslovgivning, at justitsministeren har mulighed for at tilbagekalde et irsk

statsborgerskab, hvis en person, der er meddelt statsborgerskab ved naturalisation, efter-

følgende frivilligt har erhvervet en fremmed nationalitet. Baggrunden herfor er, at det er

et lovbestemt kriterium i forbindelse med ansøgning om naturalisation, at en ansøger

har til hensigt at tage varigt ophold i Irland. Bestemmelsen indeholder ikke en pligt for

justitsministeren til at tilbagekalde et meddelt statsborgerskab, men alene en mulighed. I

praksis har ministeren ikke benyttet sig af muligheden for at tilbagekalde et meddelt

statsborgerskab.

Desuden er det oplyst, at den irske statsborgerretslovgivning ved indførelsen af fuld an-

erkendelse af dobbelt statsborgerskab ikke indeholdt en overgangsordning.

The Irish Naturalisation and Immigration Service har endelig oplyst, at den irske stats-

borgerretslovgivning ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til § 8 i den danske

indfødsretslov. Børn født i udlandet af irske statsborgere bliver irske statsborgere ved

registrering i Udenrigsministeriets register over børn født i udlandet.

3.11. Island

Det islandske Indenrigsministerium har oplyst, at den islandske statsborgerskabslov

blev ændret i 2003, således at dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud.

Om baggrunden for den islandske lovændring i 2003 har det islandske Indenrigsministe-

rium oplyst, at myndighederne i Island havde registreret en betydelig utilfredshed med,

at islandske statsborgere fortabte deres statsborgerskab ved erhvervelse af et fremmed

statsborgerskab. Den islandske statsborgerskabslov indeholdt ikke på daværende tids-

punkt et krav om, at udenlandske statsborgere, der erhvervede islandsk statsborgerskab,

skulle løses fra deres oprindelige statsborgerskab.

Endvidere har det islandske Indenrigsministerium henvist til, at der ikke i Island er reg-

ler om værnepligt, og at dette argument imod accept af dobbelt statsborgerskab derfor

ikke har haft en betydning i Island.

Den islandske statsborgerskabslov fra 2003 indeholdt en overgangsbestemmelse, hvor-

efter borgere, der havde fortabt deres islandske statsborgerskab, men som ville have be-

varet det, hvis Island før 2003 havde haft regler om accept af dobbelt statsborgerskab,

kunne generhverve deres statsborgerskab ved inden den 1. juli 2007 at afgive en erklæ-

ring herom.

Det islandske Indenrigsministerium har desuden oplyst, at den islandske statsborger-

skabslov senest er ændret i juni 2012, og at der med denne lovændring er blevet indført

en ny adgang til at generhverve et tidligere fortabt islandsk statsborgerskab. Adgangen

til generhvervelse gælder i perioden fra den 9. juni 2012 til den 1. juli 2016.

Under den tidligere overgangsordning, der udløb den 1. juli 2007, modtog det islandske

Indenrigsministerium 284 ansøgninger om generhvervelse af islandsk statsborgerskab.

Den islandske statsborgerskabslov indeholder en bestemmelse, der svarer til den danske

indfødsretslovs § 8. I forbindelse med lovændringen i 2003 blev bestemmelsen i den is-

landske statsborgerskabslov om fortabelse af statsborgerskab for islandske statsborgere

født i udlandet, der ikke har bevaret en tilknytning til Island gennem bopæl eller ophold

i landet, fastholdt. Bestemmelsen er – også efter lovændringen i juni 2012 – fastholdt i

den islandske statsborgerskabslov. Det er i den forbindelse af det islandske Indenrigs-

ministerium oplyst, at de islandske myndigheder ikke har oplevet problemer i praksis i

forhold til afgrænsningen af denne bestemmelse overfor overgangsreglerne om gener-

hvervelse af et tidligere fortabt islandsk statsborgerskab.

3.12. Italien

Det italienske Indenrigsministerium har oplyst, at den italienske statsborgerretslovgiv-

ning blev ændret i 1992, således at dobbelt statsborgerskab anerkendes fuldt ud.

Endvidere har det italienske Indenrigsministerium oplyst, at der ikke i forbindelse med

indførelsen af adgangen til dobbelt statsborgerskab blev indført overgangsregler.

Det er desuden oplyst, at der ikke i den italienske statsborgerretslovgivning findes en

bestemmelse, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov.

3.13. Letland

Den danske ambassade i Riga har oplyst, at det lettiske parlament den 9. maj 2013 ved-

tog en ændring af den lettiske statsborgerskabslov. Lovændringen trådte i kraft den 1.

oktober 2013.

På baggrund af lovændringen accepteres dobbelt statsborgerskab nu for lettiske stats-

borgere, når de erhverver statsborgerskab i øvrige EU-lande, medlemsstater i the Euro-

pean Free Trade Association (EFTA), medlemsstater i NATO, Australien, Brasilien,

New Zealand samt stater med hvilke Letland har særlige bilaterale aftaler. Ligeledes er

det med lovændringen muligt for statsborgere i de øvrige EU-lande, borgere fra med-

lemsstater i EFTA, borgere fra medlemsstater i NATO, statsborgere i Australien, Brasi-

lien eller New Zealand samt borgere fra stater med hvilke Letland indgår særlige bilate-

rale aftaler at beholde deres oprindelige statsborgerskab, når de opnår lettisk statsbor-

gerskab.

Om baggrunden for at acceptere dobbelt statsborgerskab for borgere fra medlemsstater i

EU og borgere fra medlemsstater i EFTA har det lettiske Justitsministerium bl.a. henvist

til EU-statsborgerskabets beståen og den tætte indbyrdes integration mellem EU-

landene. Endvidere er der henvist til, at Letland anerkender en lignende geopolitisk tæt-

hed med NATO-landene, som Letland deler et fælles sikkerhedsrum med, og at dobbelt

statsborgerskab derfor tillige anerkendes for borgere fra lande, der er medlem af NATO.

Derudover har det lettiske Justitsministerium oplyst, at den vedtagne accept af dobbelt

statsborgerskab for personer, der er statsborgere i Australien, Brasilien og New Zealand

er båret af kulturelle og historiske hensyn, idet et stort antal tidligere lettiske statsborge-

re bosatte sig i disse lande, da de flygtede fra Letland under 2. verdenskrig og under den

sovjetiske besættelse.

For en person, der ikke er statsborger i en medlemsstat i EU eller EFTA, en medlems-

stat i NATO, i Australien, Brasilien eller New Zealand eller i en stat, som Letland har

en særlig bilateral aftale med, vil det være muligt at opnå dobbelt statsborgerskab med

en særlig tilladelse fra ministerkabinettet.

Den lettiske statsborgerretslov indeholder endvidere særlige regler om dobbelt statsbor-

gerskab for lettiske statsborgere, der forlod Letland i perioden fra den 17. juni 1940 til

den 4. maj 1990 for at undslippe tysk eller sovjetisk besættelse.

Der er desuden om baggrunden for at acceptere dobbelt statsborgerskab for borgere fra

stater med hvilke Letland indgår særlige bilaterale aftaler bl.a. henvist til, at en beslut-

ning om at acceptere dobbelt statsborgerskab primært er af politisk karakter. Det er

endvidere anført, at en medlemsstat ved afgrænsningen af, hvilke stater den ønsker at

indgå bilaterale aftaler med, vil lægge vægt på de politiske, økonomiske og militære re-

lationer, ligesom historiske og kulturelle bånd mellem de to lande kan tillægges betyd-

ning. Det er oplyst, at Letland ikke på nuværende tidspunkt har indgået bilaterale aftaler

med andre lande om anerkendelse af dobbelt statsborgerskab.

Den lettiske ambassade har endelig oplyst, at lovændringen, der trådte i kraft den 1. ok-

tober 2013, ikke indeholder overgangsregler for personer, der tidligere har fortabt deres

lettiske statsborgerskab.

3.14. Litauen

Det litauiske Indenrigsministerium har oplyst, at det efter den litauiske forfatning, der

trådte i kraft i oktober 1992, ikke er muligt at have dobbelt statsborgerskab. Undtaget

herfra er tilfælde, som nærmere er reguleret i anden lovgivning.

Det litauiske Indenrigsministerium har i tilknytning hertil oplyst, at den litauiske stats-

borgerskabslov, der trådte i kraft den 1. april 2011, i artikel 7 opregner visse situationer,

hvor dobbelt statsborgerskab accepteres. Det er efter bestemmelsen i artikel 7 således

bl.a. muligt for personer, der er født med dobbelt statsborgerskab, og som endnu ikke er

fyldt 21 år, at besidde dobbelt statsborgerskab. Ligeledes er det muligt at besidde dob-

belt statsborgerskab for personer, der er flygtet under den sovjetiske besættelse, perso-

ner, der som følge af indgåelse af ægteskab automatisk erhverver deres ægtefælles

statsborgerskab, personer, der som følge af adoption enten erhverver litauisk statsbor-

gerskab eller erhverver statsborgerskab i et andet land, samt for flygtninge.

Endvidere er det oplyst, at den litauiske statsborgerskabslov indeholder en bestemmelse,

hvorefter Litauens præsident i særlige tilfælde – uden at de almindelige betingelser for

opnåelse af litauisk statsborgerskab er opfyldt – kan tildele litauisk statsborgerskab til

personer, der har ydet en enestående indsats for Litauen, og som har integreret sig i det

litauiske samfund. En enestående indsats for Litauen er nærmere beskrevet som en ind-

sats, der bidrager væsentligt til at konsolidere Litauen som stat samt til at styrke Litau-

ens autoritet i det internationale samfund.

Det litauiske Indenrigsministerium har endelig oplyst, at der på foranledning af litauere

i udlandet pågår en debat om udvidelse af adgangen til dobbelt statsborgerskab.

3.15. Luxembourg

Det luxembourgske Justitsministerium har oplyst, at den luxembourgske statsborgerrets-

lovgivning blev ændret den 1. januar 2009, således at dobbelt statsborgerskab med virk-

ning fra denne dato accepteres fuldt ud.

Om baggrunden for ændringen af reglerne har det luxembourgske Justitsministerium

bl.a. henvist til, at Luxembourg har en høj andel af fastboende udenlandske statsborge-

re, og at det var et ønske, at disse udenlandske statsborgere blev bedre integreret, samt

at der blev skabt en større følelse af social samhørighed i det luxembourgske samfund.

Det luxembourgske Justitsministerium har herudover oplyst, at den luxembourgske

statsborgerretslovgivning forud for lovændringen, der trådte i kraft i 2009, indeholdt en

bestemmelse, hvorefter luxembourgske statsborgere, som tillige var statsborgere i et an-

det land, var født i udlandet, og siden 18 års alderen havde boet i udlandet i en uafbrudt

periode på 20 år, mistede deres luxembourgske statsborgerskab, medmindre de pågæl-

dende indgav en erklæring om bevarelse af det luxembourgske statsborgerskab inden

udløbet af denne periode. Denne bestemmelse blev ophævet i 2006.

3.16. Malta

Det maltesiske Udenrigsministerium har oplyst, at den maltesiske statsborgerretslovgiv-

ning blev ændret i 2000, således at dobbelt statsborgerskab anerkendes fuldt ud.

Om baggrunden for at indføre regler om accept af dobbelt statsborgerskab har det mal-

tesiske Udenrigsministerium bl.a. henvist til, at man ønskede at fremme udlændinges in-

tegration i det maltesiske samfund.

Herudover har det maltesiske Udenrigsministerium oplyst, at maltesiske statsborgere,

som tidligere har fortabt deres statsborgerskab, som følge af lovændringen i 2000 – så-

fremt de opfylder nogle nærmere fastsatte bopælskrav – vil blive behandlet, som om de

ikke på noget tidspunkt har fortabt deres maltesiske statsborgerskab.

Såfremt de nærmere fastsatte bopælskrav ikke er opfyldt, vil de pågældende borgere ha-

ve mulighed for at søge om at blive registreret som maltesiske statsborgere og vil deref-

ter blive registreret som sådanne.

3.17. Norge

Det norske Barne-, Likestillings- og Inkluderingsdepartement har oplyst, at der med

henblik på at udarbejde et udkast til en ny lov om norsk statsborgerskab i 1999 ved

kongelig resolution blev nedsat et Statsborgerlovudvalg. Statsborgerlovudvalget fik bl.a.

til opgave at udrede og vurdere spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab.

Statsborgerlovudvalgets flertal anbefalede at tillade dobbelt statsborgerskab, men Bar-

ne-, Likestillings- og Inkluderingsdepartementet tilsluttede sig mindretallets anbefaling

om at fastholde princippet om ét statsborgerskab for norske statsborgere. Departementet

lagde i den forbindelse særligt vægt på, at statsborgerskab er et vigtigt symbol på sam-

hørighed med og loyalitet over for det norske politiske fællesskab og de principper, som

ligger til grund for dette fællesskab.

Den norske statsborgerskabslov blev ændret i 2005, og hovedreglen i statsborgerskabs-

loven er, at en borger har ét statsborgerskab.

Det er således oplyst, at den, som erhverver et andet statsborgerskab efter ansøgning el-

ler udtrykkeligt samtykke, mister sit norske statsborgerskab. Tilsvarende skal personer,

som ansøger om norsk statsborgerskab, opgive deres tidligere statsborgerskab, før de

kan opnå norsk statsborgerskab.

3.18. Polen

Det polske Udenrigsministerium har oplyst, at dobbelt statsborgerskab siden 2012 har

været accepteret i den polske statsborgerretslovgivning. Det er dog i forhold til uden-

landske statsborgere, der ønsker at erhverve statsborgerskab i Polen, oplyst, at dobbelt

statsborgerskab alene accepteres, hvis polsk statsborgerskab erhverves administrativt,

eller hvis statsborgerskabet generhverves via det polske Indenrigsministerium eller til-

deles af den polske præsident.

Det er i den forbindelse endvidere oplyst, at en polsk statsborger, der tillige har stats-

borgerskab i et andet land, i relation til rettigheder og pligter i Polen vil blive opfattet

som værende alene polsk statsborger og derfor ikke vil kunne påberåbe sig rettigheder

som følge af sit udenlandske statsborgerskab over for de polske myndigheder.

Det polske Udenrigsministerium har desuden oplyst, at opgivelse af polsk statsborger-

skab kræver præsidentens samtykke.

3.19. Portugal

Det portugisiske Institut for Civilregistre har oplyst, at den portugisiske statsborgerrets-

lovgivning blev ændret i 1981, således at dobbelt statsborgerskab anerkendes fuldt ud.

Endvidere har det portugisiske Institut for Civilregistre oplyst, at den portugisiske stats-

borgerretslovgivning bygger på såvel et jus sanguinis som et jus soli princip. Jus san-

guinis-princippet indebærer, at det i forhold til erhvervelse af portugisisk statsborger-

skab for børn født af portugisiske forældre er uden betydning, om det er faderen eller

moderen, der er portugisisk statsborger, ligesom det ikke har betydning, om barnet er

født i eller uden for Portugal.

I relation til jus soli-princippet (territorialprincippet) har det portugisiske Institut for Ci-

vilregistre oplyst, at dette bl.a. er indført for at lette integrationen af indvandrere i Por-

tugal.

Desuden er det oplyst, at der ikke i den portugisiske statsborgerskabslov findes en be-

stemmelse svarende til § 8 i den danske indfødsretslov.

Endelig har det portugisiske Institut for Civilregistre oplyst, at den portugisiske stats-

borgerskabslov fra 1981 indeholder en overgangsbestemmelse, hvorefter borgere, der

har fortabt deres portugisiske statsborgerskab, men som ville have bevaret det, hvis Por-

tugal før 1981 havde haft regler om accept af dobbelt statsborgerskab, kan generhverve

deres statsborgerskab.

Overgangsbestemmelsen indeholder ikke betingelser for muligheden for generhvervel-

se, herunder eksempelvis et opholdskrav eller et vandelskrav. Muligheden for gener-

hvervelse er alene betinget af, at den pågældende fremviser sin fødselsattest.

Det har ikke været muligt at få oplyst antallet af personer, der siden 1981, hvor den por-

tugisiske statsborgerretslovgivning blev ændret, har generhvervet deres portugisiske

statsborgerskab.

3.20. Rumænien

The National Authority for Citizenship i Rumænien har oplyst, at den rumænske stats-

borgerretslovgivning blev ændret i 1991, således at dobbelt statsborgerskab anerkendes

fuldt ud.

The National Authority for Citizenship har endvidere oplyst, at den rumænske statsbor-

gerretslovgivning ikke indeholder regler, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov.

Det er dog i tilknytning hertil oplyst, at den rumænske statsborgerskabslovgivning inde-

holder enkelte bestemmelser om børns fortabelse af rumænsk statsborgerskab. Det gæl-

der eksempelvis for børn, der er adopteret af udenlandske statsborgere, og som opnår

statsborgerskab efter adoptivforældrene. Fortabelse af det rumænske statsborgerskab

sker dog i disse tilfælde alene efter anmodning fra adoptivforældrene.

3.21. Schweiz

Den danske ambassade i Bern har oplyst, at den schweiziske statsborgerretslovgivning

blev ændret i 1992, således at dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud.

Den schweiziske ambassade har endvidere oplyst, at der som følge af, at Schweiz er

inddelt i kantoner og kommuner, kan forekomme store forskelle i betingelserne for op-

nåelse af schweizisk statsborgerskab i de enkelte kantoner og kommuner.

Endelig har den schweiziske ambassade oplyst, at et barn, der er født i udlandet af en

schweizisk mor eller far, og som tillige har et andet statsborgerskab, fortaber sit schwei-

ziske statsborgerskab, hvis den pågældende ikke inden udgangen af sit 22. år meddeler

til de schweiziske myndigheder i Schweiz eller i udlandet, at vedkommende ønsker at

opretholde sit schweiziske statsborgerskab.

Personer, som efter denne bestemmelse har fortabt deres schweiziske statsborgerskab,

kan søge om generhvervelse af deres statsborgerskab, såfremt de – udover at opfylde de

enkelte betingelser, der følger af statsborgerskabslovgivningen – har en tilknytning til

Schweiz, og der ikke er åbenlyse grunde til at meddele afslag på statsborgerskab.

3.22. Slovakiet

Det slovakiske Indenrigsministerium har oplyst, at slovakiske statsborgere, der frivilligt

erhverver et fremmed statsborgerskab, ifølge en lovændring, som trådte i kraft den 17.

juli 2010, automatisk fortaber deres slovakiske statsborgerskab.

Det er i den forbindelse oplyst, at det slovakiske Indenrigsministerium på nuværende

tidspunkt arbejder på en revision af reglerne om dobbelt statsborgerskab med henblik på

at give slovakiske statsborgere mulighed for i visse situationer at kunne beholde deres

slovakiske statsborgerskab ved erhvervelse af statsborgerskab i et andet land.

Det slovakiske Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at der ikke i den slovakiske

statsborgerretslovgivning stilles krav om løsning for andre landes statsborgere, der op-

når slovakisk statsborgerskab ved naturalisation.

3.23. Slovenien

Det slovenske Indenrigsministerium har oplyst, at der i den slovenske statsborgerrets-

lovgivning i 1991 blev indført regler om anerkendelse af dobbelt statsborgerskab for

slovenske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et andet land.

Det slovenske Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at dobbelt statsborgerskab

som udgangspunkt ikke anerkendes for borgere fra andre lande, der erhverver slovensk

statsborgerskab, men at der er to undtagelser hertil. Dobbelt statsborgerskab accepteres

således for borgere fra øvrige EU-lande, der naturaliseres i Slovenien, under forudsæt-

ning af, at det pågældende EU-land tilsvarende accepterer, at slovenske statsborgere kan

opnå statsborgerskab i landet uden at skulle opgive deres slovenske statsborgerskab.

Dobbelt statsborgerskab accepteres endvidere for personer, der opnår slovensk statsbor-

gerskab ved naturalisation, og som har særlige videnskabelige, økonomiske eller kultu-

relle evner.

Det slovenske Indenrigsministerium har herudover oplyst, at den slovenske statsborger-

retslovgivning trådte i kraft, da Slovenien blev uafhængigt, og at der derfor ikke var be-

hov for overgangsregler, samt at statsborgerretslovgivningen i Slovenien aldrig har in-

deholdt en bestemmelse svarende til den danske indfødsretslovs § 8.

3.24. Spanien

Det spanske Justitsministerium har oplyst, at den spanske statsborgerskabslovgivning

blev ændret i 2002, således at dobbelt statsborgerskab accepteres for spanske statsbor-

gere, der erhverver statsborgerskab i et andet land, samt for personer, der er statsborgere

i et spansk-amerikansk land, Andorra, Filippinerne, Guinea eller Portugal, som erhver-

ver spansk statsborgerskab.

For spanske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et andet land, forudsætter be-

varelsen af det spanske statsborgerskab dog, at vedkommende senest 3 år efter erhver-

velsen af et nyt statsborgerskab over for et spansk konsulat erklærer, at vedkommende

ønsker at beholde det spanske statsborgerskab.

For personer fra andre lande end de spansk-amerikanske lande, Andorra, Filippinerne,

Guinea og Portugal, som erhverver spansk statsborgerskab, stilles der krav om, at de

pågældende skal opgive deres oprindelige statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse

af spansk statsborgerskab.

Ved lovændringen, der trådte i kraft i januar 2003, blev der samtidig indført en bestem-

melse, hvorefter spanske statsborgere, der forud for 2003 har fortabt deres spanske

statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af et nyt statsborgerskab, kan generhver-

ve deres spanske statsborgerskab uden at skulle frasige sig det andet statsborgerskab.

Det er dog en betingelse for generhvervelse af spansk statsborgerskab, at de pågældende

personer er legalt bosiddende i Spanien, at de erklærer deres vilje til at generhverve det

spanske statsborgerskab, og at de er indskrevet i Civilstandsregistret.

3.25. Storbritannien

Det britiske Indenrigsministerium har oplyst, at der i Storbritannien i 1948 blev indført

fuld adgang til dobbelt statsborgerskab. Der findes dog i den britiske statsborgerskabs-

lov fra 1981 visse undtagelser hertil, som relaterer til Storbritanniens tidligere status

som kolonimagt.

Det britiske Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at der ikke i den britiske stats-

borgerretslovgivning findes en bestemmelse svarende til § 8 i den danske indfødsrets-

lov.

3.26. Sverige

Det svenske Arbetsmarknadsdepartementet har oplyst, at den svenske medborgerskabs-

lov blev ændret i 2001, således at dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud.

Om baggrunden for ændringen af den svenske medborgerskabslov har det svenske Ar-

betsmarknadsdepartementet bl.a. henvist til den øgede internationalisering, hvorved fle-

re borgere føler sig knyttet til mere end et land gennem f.eks. arbejde, studier eller ind-

vandring. Endvidere har Arbetsmarknadsdepartementet henvist til, at udlændinge i den

svenske internationale privatretlige og procesretlige lovgivning allerede før 2001 i flere

henseender var ligestillet med svenske statsborgere.

Arbetsmarknadsdepartementet har derudover henvist til de følelsesmæssige konsekven-

ser, der kan være forbundet med at opsige et statsborgerskab, hensynet til at bidrage til

øget trivsel og hurtigere integration i et nyt hjemland, samt det forhold at mange sven-

skere allerede inden lovændringen i 2001 havde dobbelt statsborgerskab.

Ved lovændringen i 2001 indeholdt den svenske medborgerskabslov en overgangsbe-

stemmelse, hvorefter de personer, der havde fortabt deres svenske statsborgerskab efter

den tidligere medborgerskabslov fra 1950, men som ville have bevaret det, såfremt

medborgerskabsloven fra 2001 havde været gældende på daværende tidspunkt, fik en

mulighed for efter anmeldelse at generhverve det svenske statsborgerskab. Overgangs-

ordningen udløb den 30. juni 2003.

Arbetsmarknadsdepartementet har oplyst, at antallet af personer, der indgav anmeldelse

om generhvervelse af deres svenske statsborgerskab i 2001, var 1.068 personer, i 2002

1.666 personer og i 2003 2.841 personer.

Desuden er det oplyst, at den svenske medborgerskabslov i § 14 indeholder en bestem-

melse, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov. En lignende bestemmelse fandtes i

medborgerskabsloven fra 1950 og i medborgerskabsloven fra 1924.

Arbetsmarknadsdepartementet har endelig oplyst, at der i Sverige er igangværende

overvejelser om at etablere en ny adgang til generhvervelse for de tidligere svenske

statsborgere, som ikke nåede at anmelde et ønske om generhvervelse inden den 30. juni

2003. Der er som led i disse overvejelser igangsat en udredning af en række forhold

vedrørende integration, herunder spørgsmålet om en ny ordning for generhvervelse af et

tidligere fortabt svensk statsborgerskab. Som led i dette arbejde er der i april 2013 af

Medborgarskapsutredningen afgivet en betænkning om ”Det svenska medborgarskapet”

(SOU 2013:29). Det fremgår bl.a. af betænkningen, at det – efter udløbet af den tidsbe-

grænsede mulighed som 2001-loven indeholdt for generhvervelse af svensk statsborger-

skab – har været anført, at perioden for generhvervelse var for kort, og at information

om muligheden for generhvervelse ikke nåede ud til alle berørte. Det foreslås på den

baggrund i betænkningen, at der indføres en generel adgang til generhvervelse for per-

soner, der tidligere har fortabt deres svenske statsborgerskab efter 1950-loven.

Det er i tilknytning hertil af Arbetsmarknadsdepartementet oplyst, at det i forlængelse af

indstillingerne i betænkningen bl.a. overvejes at indføre en permanent adgang til at gen-

erhverve et tidligere fortabt svensk statsborgerskab.

3.27. Tjekkiet

Det tjekkiske Indenrigsministerium har oplyst, at den tjekkiske statsborgerretslovgiv-

ning er baseret på princippet om at undgå dobbelt statsborgerskab. Dobbelt statsborger-

skab accepteres dog i visse tilfælde, eksempelvis for børn, der ved fødslen har erhvervet

dobbelt statsborgerskab.

Det tjekkiske Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at den tjekkiske statsborger-

retslovgivning ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til den danske indfødsrets-

lovs § 8.

Endelig har det tjekkiske Indenrigsministerium oplyst, at parlamentet i Tjekkiet på nu-

værende tidspunkt drøfter et udkast til et lovforslag om ændring af den tjekkiske stats-

borgerskabslovgivning, som vil medføre en fuld anerkendelse af dobbelt statsborger-

skab. Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, og en foreløbig godkendelse af lovforslaget

forventes at foreligge i januar 2014.

3.28. Tyskland

Det tyske Indenrigsministerium har oplyst, at der i tysk statsborgerret gælder et grund-

læggende princip om at undgå dobbelt statsborgerskab, og at dette betyder, at udlæn-

dinge, der opnår statsborgerskab i Tyskland, som udgangspunkt skal opgive deres op-

rindelige statsborgerskab.

Der findes dog undtagelser til princippet om at undgå dobbelt statsborgerskab. Det føl-

ger eksempelvis af den tyske statsborgerskabslovs § 12, at personer der ikke eller kun

under særligt komplicerede omstændigheder kan opgive deres tidligere statsborgerskab,

kan få dispensation fra kravet om at skulle opgive deres oprindelige statsborgerskab.

Der vil på baggrund af bestemmelsen i § 12 kunne dispenseres i situationer, hvor opgi-

velse eller tab af det oprindelige statsborgerskab til fordel for det tyske ikke er muligt

eller ikke er rimeligt, f.eks. hvis ansøgeren er mindreårig, hvis opgivelse af statsborger-

skabet er forbundet med anseelige omkostninger, hvis der stilles krav til ansøgeren om

religiøs adfærd, hvis opgivelse medfører, at ansøgeren indkaldes til værnepligt, der vil

betyde en adskillelse af ansøger og ansøgers familie, hvis ansøgeren kan se frem til at

skulle deltage i krigshandlinger, hvis ansøgerens forretningsmæssige forbindelser vil li-

de stor skade, eller hvis ansøgeren er politisk flygtning, herunder særligt hvis ansøgeren

tilhører gruppen af jødiske emigranter fra det tidligere USSR.

Det tyske Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at der i 2007 i den tyske lovgiv-

ning om statsborgerret blev indført regler om accept af dobbelt statsborgerskab for bor-

gere fra øvrige EU-lande og Schweiz. Tilsvarende medførte ændringen af loven, at dob-

belt statsborgerskab accepteres for tyske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i et

af de øvrige EU-lande eller i Schweiz. Ved lovændringen i 2007 blev der endvidere i

den tyske statsborgerskabslov indsat en bestemmelse, der giver Tyskland mulighed for

at indgå folkeretlige aftaler med yderligere lande om accept af dobbelt statsborgerskab

for såvel tyske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i det pågældende land, som

for statsborgere fra det pågældende land, der erhverver statsborgerskab i Tyskland.

Tyskland har imidlertid ikke indtil nu fundet anledning til at gøre brug af adgangen til at

indgå sådanne folkeretlige aftaler.

Det er endvidere oplyst, at ændringen af den tyske statsborgerretslov alene har haft

virkning fremadrettet, og at indførelsen af en overgangsordning derfor ikke har været

nødvendig.

3.29. Ungarn

Det ungarske Justitsministerium har oplyst, at den ungarske statsborgerretslovgivning

siden 1993 har indeholdt regler om fuld anerkendelse af dobbelt statsborgerskab.

Endvidere er det oplyst, at den ungarske statsborgerskabslovgivning ikke indeholder en

bestemmelse svarende til § 8 i den danske indfødsretslov.

3.30. Østrig

Det østrigske Indenrigsministerium har oplyst, at den østrigske statsborgerskabslov i

overensstemmelse med Europarådets konvention fra 1963 om begrænsning af tilfælde

af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret er base-

ret på princippet om at undgå dobbelt statsborgerskab. Dobbelt statsborgerskab vil dog

kunne erhverves i en række tilfælde.

Det er således bl.a. oplyst, at udlændinge, der ansøger om østrigsk statsborgerskab, skal

opgive deres oprindelige statsborgerskab, såfremt dette er muligt og rimeligt. Østrigske

statsborgere, der ønsker at ansøge om et fremmed statsborgerskab, har dog mulighed for

– inden ansøgning om et fremmed statsborgerskab – at ansøge om at bibeholde det

østrigske statsborgerskab.

Endvidere har det østrigske Indenrigsministerium oplyst, at børn af gifte forældre er-

hverver østrigsk statsborgerskab, hvis én af forældrene er østrigsk statsborger på fød-

selstidspunktet. Dette sker uafhængigt af, i hvilket land barnet fødes. Hvis barnet tillige

erhverver statsborgerskab efter sin anden forælder, der ikke er østrigsk statsborger, eller

som følge af jus soli-princippet (territorial-princippet), vil det pågældende barn være

dobbelt statsborger. Der er ikke i østrigsk statsborgerretslovgivning krav om, at barnet

skal vælge mellem de to statsborgerskaber ved sin 18-års fødselsdag eller senere.

Herudover har det østrigske Indenrigsministerium oplyst, at der alene er én situation,

hvor den østrigske statsborgerskabslov i forbindelse med naturalisation giver borgere

mulighed for at bevare deres oprindelige statsborgerskab. Dette er i situationer, hvor

borgere naturaliseres i statens interesse.

Det er desuden oplyst, at den østrigske statsborgerretslov ikke indeholder en bestem-

melse svarende til § 8 i den danske indfødsretslov.

Endelig er det oplyst, at den østrigske statsborgerskabslov indeholder en bestemmelse,

hvorefter tidligere østrigske statsborgere, der måtte forlade Østrig før den 9. maj 1945

som følge af bl.a. myndighedernes forfølgelse, har mulighed for at generhverve deres

statsborgerskab ved erklæring uden at skulle opgive et eventuelt andet statsborgerskab.

Kapitel 4. Hensyn for og imod øget accept af dobbelt statsborger-

skab.

4.1. Indledning

Der er flere gange i de senere år rejst spørgsmål ved, om de gældende regler om dobbelt

statsborgerskab bør ændres. Som led i debatten om dette spørgsmål har der været frem-

ført en række argumenter for en øget accept af dobbelt statsborgerskab, ligesom også

argumenter for en bevarelse af de gældende regler har været fremført.

De fremførte argumenter for en øget accept af dobbelt statsborgerskab er anført neden-

for under pkt. 4.2, mens de argumenter, der har været fremført som begrundelse for den

gældende regulering af dobbelt statsborgerskab, er anført under pkt. 4.3.

4.2. Argumenter, der har været fremført til støtte for en øget accept af dobbelt

statsborgerskab

4.2.1.

Den stigende vækst og internationalisering, herunder øget arbejdsudbud. I en tid,

hvor man ønsker at fremme økonomiske, kulturelle og politiske forbindelser på tværs af

landegrænser med henblik på at skabe bedre muligheder for vækst, og hvor dette bl.a.

sikres ved at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og ved at

højtuddannede danskere bestrider stillinger i internationale virksomheder i udlandet,

kan regler om øget accept af dobbelt statsborgerskab afhjælpe nogle af de uhensigts-

mæssigheder, som visse oplever, når de bosætter sig i et andet land.

For mange danskere, der bor i udlandet, udgør det således en begrænsning for de på-

gældende, at de ikke har mulighed for at opnå statsborgerskab i deres bopælsland uden

at miste deres danske statsborgerskab. Tilsvarende problemer oplever udlændinge, der

etablerer bopæl i Danmark på permanent basis.

Det kan i den forbindelse endvidere anføres, at statsborgerskab kan anses som et inci-

tament til integration for udlændinge.

4.2.2.

Engagement i lokalsamfund mv. I flere lande er det et krav, hvis man ønsker at

engagere sig i lokalsamfundet i officielt embede eller på ens børns skole mv., at man er

statsborger i det pågældende land.

For personer, der har boet i et andet land end deres hjemland i mange år, kan det ople-

ves som frustrerende ikke at kunne få lov til at få indflydelse på vigtige beslutninger,

der påvirker de pågældendes dagligdag, uden at give afkald på deres oprindelige stats-

borgerskab.

4.2.3.

Familiemæssige forhold. Udover at danskere, der har boet mange år i udlandet,

eller udlændinge, der har boet mange år i Danmark, oftest fortsat føler en stærk tilknyt-

ning til deres oprindelsesland, kan en opgivelse af det oprindelige statsborgerskab for

mange tillige medføre uhensigtsmæssige konsekvenser.

Personer, der flytter til udlandet, kan således have familiære interesser i hjemlandet og

kan have et ønske om at opretholde en nær kontakt til familiemedlemmer i hjemlandet,

ligesom familiemedlemmer i hjemlandet i (længere) perioder kan have behov for hjælp

og pleje. Det bemærkes i den forbindelse, at det kan være vanskeligt at tage et længere-

varende ophold i sit oprindelsesland efter en opgivelse af det oprindelige statsborger-

skab, idet ophold i mere end tre måneder i mange tilfælde vil kræve en opholdstilladel-

se.

Ligeledes kan det være problematisk at opholde sig i sit oprindelsesland i en længere

periode, hvis man alene har en tidsubegrænset opholdstilladelse i sit bopælsland, idet

man i så fald kan risikere at miste sin opholdstilladelse.

4.2.4.

Økonomiske forhold. Blandt de udfordringer, der kan være forbundet med at bo-

sætte sig i et land, hvor man ikke er statsborger, kan det nævnes, at udlændinge i visse

tilfælde stilles ringere end bopælslandets egne statsborgere i relation til eksempelvis

forhold som pensionsopsparing, forsikringer, rentesatser på lån, arveafgift, mulighed for

at hensidde i uskiftet bo og mulighed for at opnå legater som studerende. Herudover kan

der bl.a. være hindringer i forhold til fastansættelse i visse stillinger, herunder i relation

til muligheden for at blive sikkerhedsgodkendt til stillinger, hvor dette er påkrævet.

Om reglerne for udenlandske statsborgere, der bosætter sig i Danmark, kan henvises til

kapitel 2.5.

4.2.5.

For mange danskere bosat i udlandet og udlændinge bosat i Danmark vil en øget

accept af dobbelt statsborgerskab betyde, at mange af de nævnte udfordringer ikke læn-

gere vil være til stede, og at det derfor vil være lettere at arbejde og bosætte sig i udlan-

det.

4.3. Argumenter, der har været fremført til støtte for den hidtidige restriktive re-

gulering af dobbelt statsborgerskab

4.3.1.

Loyalitetshensyn. Det har til støtte for ikke at indføre regler om øget accept af

dobbelt statsborgerskab ofte været fremhævet, at en person opnår et særligt tilhørsfor-

hold og en særlig loyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger.

Bl.a. har synspunktet om loyalitetshensyn som begrundelse for at fastholde en restriktiv

regulering af dobbelt statsborgerskab været fremført i den norske betænkning (NOU

2000:32) om Lov om erverv og tap av norsk statsborgerskap, som blev afgivet til Justis-

og politidepartementet den 21. december 2000. Det fremgår således bl.a. af betænknin-

gen, at det vil kunne være problematisk for den, som er statsborger i to lande, at stå i et

loyalitetsforhold til mere end ét land. Det er i den forbindelse endvidere anført, at dette

også vil kunne skabe konflikt mellem de pågældende lande.

4.3.2.

Valgret og valgbarhed. Der har endvidere været rejst spørgsmål ved, om accept af

dobbelt statsborgerskab medfører, at personer med dobbelt statsborgerskab har valgret i

flere lande, og om dette er ønskeligt.

Den danske valglovgivning bygger på et princip, hvorefter valgret og valgbarhed til

Folketinget som udgangspunkt er betinget af, at den pågældende har bopæl her i riget.

Således følger det af grundlovens § 29, at enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i

riget og har nået valgretsalderen, har valgret til Folketinget, medmindre vedkommende

er umyndiggjort. En øget accept af dobbelt statsborgerskab vil dermed ikke umiddelbart

rejse spørgsmål i forhold til valgret i Danmark.

Det er desuden et spørgsmål, om en person med dobbelt statsborgerskab skal kunne stil-

le op til en lovgivende forsamling – være valgbar – i flere lande på samme tid. Det føl-

ger af grundlovens § 30, at enhver, der har valgret til Folketinget, tillige er valgbar,

medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør

ham uværdig til at være medlem af Folketinget. Det forudsættes derved, at den, der er

valgbar til Folketinget, har bopæl her i riget. Danske statsborgere, der permanent er bo-

sat i udlandet, vil således som udgangspunkt ikke være valgbare i forbindelse med valg

til Folketinget.

Det følger dog af valglovens § 2, at personer, der er udsendt af den danske stat og beor-

dret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget. Endvidere følger det

af bestemmelsen i § 2, at personer, der opholder sig i udlandet, ligeledes anses for at ha-

ve fast bopæl her i riget, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år ef-

ter udrejsen.

4.3.3.

Diplomatisk og konsulær bistand. I relation til retten til diplomatisk og konsulær

bistand for personer med dobbelt statsborgerskab har navnlig to problemstillinger været

fremhævet. Den ene vedrører den situation, hvor flere stater, hvori vedkommende er

statsborger, yder diplomatisk eller konsulær bistand mod en tredjestat, den anden vedrø-

rer den situation, hvor en stat ønsker at yde diplomatisk eller konsulær bistand mod en

anden stat, hvor vedkommende tillige er statsborger.

Spørgsmålet om diplomatisk og konsulær bistand er reguleret i Haag-konventionen af

12. april 1930 om visse spørgsmål vedrørende lovkonflikter om statsborgerskab. Det er

få stater, som har tiltrådt konventionen, men mange af konventionens bestemmelser er

accepteret som gældende folkeretlige principper. Danmark har undertegnet konventio-

nen (forbehold for artikel 5 og 11).

I forhold til spørgsmålet om diplomatisk og konsulær bistand mod en tredjestat følger

det af konventionens artikel 5, at såfremt en person med to eller flere statsborgerskaber

opholder sig i en tredjestat, skal denne person af tredjestaten alene anerkendes som væ-

rende statsborger i den stat, hvor han har fast bopæl, eller den stat, som han er tættest

knyttet til. Spørgsmålet om, hvilket af statsborgerskabslandene der yder diplomatisk el-

ler konsulær bistand mod en tredjestat, afgøres således ud fra en vurdering af bopæls-

eller tilknytningskriteriet.

Danmark anvender i forhold til den situation, hvor en stat ønsker at yde diplomatisk el-

ler konsulær bistand mod en anden stat, hvor vedkommende tillige er statsborger, den

folkeretlige regel, der er kodificeret i konventionens artikel 4, hvorefter en stat ikke må

yde diplomatisk eller konsulær bistand til en af statens borgere imod en stat, hvor borge-

ren tillige er statsborger. Danmark vil på den baggrund som udgangspunkt ikke kunne

yde diplomatisk eller konsulær bistand til en dansk statsborger, der opholder sig i et

land, hvor vedkommende tillige er statsborger, hvis opholdsstaten modsætter sig dette.

4.3.4.

Beskæftigelse inden for offentlige hverv, herunder i det diplomatiske korps. Loy-

alitetshensyn har som nævnt under pkt. 4.3.1 ovenfor været fremhævet som et argument

imod en øget accept af dobbelt statsborgerskab. Det har i den forbindelse bl.a. været an-

ført, at loyalitetshensyn kan være til hinder for beskæftigelse inden for visse offentlige

hverv.

I tilknytning hertil kan det anføres, at det bl.a. ved hvervet som dommer og ved beskæf-

tigelse som politibetjent efter praksis er et krav, at man er dansk statsborger. Dobbelt

statsborgerskab er imidlertid ikke til hinder for at bestride disse hverv.

Dobbelt statsborgerskab er endvidere ikke til hinder for ansættelse i Det Danske For-

svar, men det undersøges dog i forbindelse med ansættelse i forsvaret, om der er tale om

en person med dobbelt statsborgerskab. Dette sker med henblik på en vurdering af,

hvorvidt ansættelse og eventuel udsendelse i international tjeneste vil kunne medføre

konsekvenser for den pågældende som følge af dennes dobbelte statsborgerskab, herun-

der om den omstændighed, at den pågældende indtræder i Det Danske Forsvar, vil kun-

ne medføre, at den pågældende mister sit andet statsborgerskab efter dette lands lovgiv-

ning, eller at den pågældende vil kunne pålægges straf efter det andet lands lovgivning.

Det har derudover været drøftet, hvorvidt personer med dobbelt statsborgerskab kan væ-

re beskæftiget i det diplomatiske korps. Dobbelt statsborgerskab er imidlertid som ud-

gangspunkt ikke til hinder for beskæftigelse i det diplomatiske korps.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at det følger af artikel 8 i Wienerkonventionen om di-

plomatiske forbindelser, at medlemmer af repræsentationens diplomatiske personale

principielt skal være statsborgere i udsenderstaten, og at medlemmer af repræsentatio-

nens diplomatiske personale ikke må udpeges blandt modtagerstatens statsborgere,

medmindre denne stat har givet sit samtykke, der til enhver tid kan trækkes tilbage.

Modtagerstaten kan, ligeledes i henhold til konventionens artikel 8, forbeholde sig den

samme ret med hensyn til tredjelands statsborgere, der ikke samtidig er statsborgere i

udsenderstaten. Der er således forskel på udsendelse af modtagerstatens egne statsbor-

gere og personer med andet statsborgerskab.

4.3.5.

Værnepligt. I relation til værnepligt kan der bl.a. opstå konflikt i forhold til aner-

kendelse af, at værnepligt er aftjent i det ene af de lande, hvor en person er statsborger,

samt i forhold til den pågældendes indtræden i militæret, såfremt der er en krigstilstand

mellem de to stater.

Spørgsmålet om aftjening af værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab er på

europæisk plan reguleret, dels gennem den europæiske konvention af 6. maj 1963 om

begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dob-

belt statsborgerret, dels gennem den europæiske konvention af 6. november 1997 om

statsborgerret.

Det følger af kapitel 2 i den europæiske konvention om begrænsning af tilfælde af dob-

belt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret, at en person

med dobbelt statsborgerskab som udgangspunkt alene skal aftjene værnepligt i den stat,

på hvis territorium han har fast bopæl, og at vedkommende, når han har aftjent sin vær-

nepligt i denne stat, må anses for at have opfyldt sine militære forpligtelser over for en-

hver anden part, i hvis land han også har statsborgerskab.

Den europæiske konvention om statsborgerret fra 1997 følger princippet i 1963-

konventionen. Det er således i konventionens artikel 21 bestemt, at personer med stats-

borgerskab i to eller flere kontraherende stater kun skal aftjene værnepligt i en af disse

stater.

4.3.6.

Lovkonflikter på det strafferetlige område. Dansk statsborgerskab har ikke betyd-

ning for mulighederne for at få en person udleveret til Danmark. En række lande udle-

verer dog ikke egne statsborgere, og det dobbelte statsborgerskab vil da kunne få betyd-

ning i den forstand, at en statsborger vil kunne være beskyttet af det pågældende andet

lands regler om udlevering af egne statsborgere. En sådan beskyttelse tilkommer imid-

lertid også personer uden dobbelt statsborgerskab, hvis de pågældende er statsborgere i

et land, hvis lovgivning er til hinder for udlevering af egne statsborgere, og de flygter

dertil.

Efter de gældende regler om udlevering af lovovertrædere er der endvidere mulighed

for under visse omstændigheder at udlevere danske statsborgere – herunder personer

med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene er dansk – til stater både i og uden for Den

Europæiske Union.

4.4. Høring af interesseorganisationer

Som led i arbejdet med at beskrive konsekvenserne af dobbelt statsborgerskab har ar-

bejdsgruppen givet to danske organisationer, Danes Worldwide og Statsborger.dk, der

repræsenterer danske statsborgere med bopæl i udlandet, mulighed for at komme med

en udtalelse om spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab.

Danes Worldwide har bl.a. oplyst, at loyalitetssynspunktet, der ofte har været fremført

som et argument for en fastholdelse af de gældende regler om dobbelt statsborgerskab,

ikke udelukker, at borgere kan opnå et særligt tilhørsforhold til to lande samtidig, og at

flere lande – bl.a. i erkendelse af, at det er muligt at føle en dobbelt loyalitet i forhold til

to forskellige lande – inden for de senere år generelt har bevæget sig fra modstand til

accept af dobbelt statsborgerskab.

Danes Worldwide har i relation til spørgsmålet om værnepligt henvist til, at dette er re-

guleret af Europarådets konvention fra 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt

statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret og Europarådets

konvention fra 1997 om statsborgerret. Det er endvidere anført, at problemstillingen om

værnepligt og dobbelt statsborgerskab også kan søges løst gennem bilaterale aftaler.

Herudover har Danes Worldwide anført, at det ved en ændring af reglerne om dobbelt

statsborgerskab er væsentligt, at der samtidig tages stilling til spørgsmålet om mulighed

for at generhverve dansk statsborgerskab for borgere, der tidligere har fortabt deres

statsborgerskab. Det foreslås i den forbindelse, at der som led i en ændring af reglerne

om dobbelt statsborgerskab indføres en overgangsordning, således at tidligere danske

statsborgere (og deres eventuelle børn), som har mistet deres danske statsborgerskab i

forbindelse med erhvervelse af et fremmed statsborgerskab, får mulighed for at gener-

hverve dansk statsborgerskab ved indgivelse af en erklæring herom. Overgangsperioden

foreslås fastsat til eksempelvis 5 år.

Danes Worldwide har i tillæg til udtalelsen fremsendt en kopi af en udtalelse, som Da-

nes Worldwide fremsendte til Folketinget i januar 2011. I denne udtalelse beskriver Da-

nes Worldwide generelt, hvilke udfordringer deres medlemmer oplever som følge af de

gældende regler om dobbelt statsborgerskab. Danes Worldwide beskriver således i udta-

lelsen, at det at tage permanent ophold i et andet land end sit hjemland kan være for-

bundet med en del udfordringer – herunder bl.a. i forhold til adgang til uddannelse, ud-

dannelsesstøtte, lokal sygesikring, ansættelse i særlige jobs og offentlige stillinger, ad-

gang til at optage lån, åbne bankkonti og investere i fast ejendom samt i relation til arve-

forhold og skatteforhold i opholdslandet – uanset om man som dansker ønsker at bosæt-

te sig i udlandet, eller som udlænding ønsker at bosætte sig i Danmark.

Statsborger.dk har bl.a. tilkendegivet, at navnlig to centrale punkter er af betydning ved

en ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab. Dels muligheden for generhvervelse

af dansk statsborgerskab for borgere, der tidligere har måttet frasige sig deres danske

statsborgerskab, dels reglerne om bevarelse af dansk statsborgerskab for børn født i ud-

landet.

Begge organisationer har således bl.a. fremhævet vigtigheden af, at der tages stilling til

muligheden for generhvervelse for tidligere danske statsborgere, der som følge af de

gældende regler om dobbelt statsborgerskab har fortabt deres statsborgerskab.

Kapitel 5. Modeller for accept af dobbelt statsborgerskab.

5.1. Indledning

5.1.1.

Et regelsæt, der indebærer en øget accept af dobbelt statsborgerskab, kan udfor-

mes på flere måder. Der vil eksempelvis kunne indføres en fuld adgang til dobbelt stats-

borgerskab, der vil kunne indføres bestemmelser, som skelner mellem danske statsbor-

gere, som opnår statsborgerskab i udlandet, og udenlandske statsborgere, som opnår

statsborgerskab i Danmark, og der vil endvidere kunne indføres bestemmelser, som be-

grænser adgangen til dobbelt statsborgerskab til visse udlændinge, herunder således at

alene f.eks. EU-borgere får adgang til at blive dobbelte statsborgere i forbindelse med

opnåelse af dansk statsborgerskab.

Nedenfor under pkt. 5.2-5.8 er opstillet en række forskellige modeller for en øget accept

af dobbelt statsborgerskab. De opstillede modeller for en delvis accept af dobbelt stats-

borgerskab vil i vidt omfang kunne kombineres indbyrdes.

5.1.2.

Det grundlæggende princip i dansk indfødsretslovgivning om så vidt muligt at

undgå dobbelt statsborgerskab er, som det fremgår i kapitel 2.3.3 og 2.3.4 ovenfor, i

overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser på området.

Hvis Danmark beslutter i videre omfang at tillade dobbelt statsborgerskab, kan det blive

nødvendigt, at Danmark opsiger enten hele Europarådets konvention af 6. maj 1963 om

begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dob-

belt statsborgerret eller på baggrund af den særlige aftale mellem de kontraherende par-

ter af 2. april 2007 opsiger konventionens kapitel I om begrænsning i antallet af tilfælde

af dobbelt statsborgerret. Der henvises nærmere til kapitel 2.3.3 ovenfor.

Danmark vil inden for sin forpligtelse efter Europarådets konvention af 6. november

1997 om statsborgerret have mulighed for generelt at tillade dobbelt statsborgerskab, li-

gesom der vil være mulighed for at differentiere, således at dobbelt statsborgerskab ale-

ne tillades i forhold til visse lande. Der henvises nærmere til kapitel 2.3.4 ovenfor.

Spørgsmålet om en øget anerkendelse af dobbelt statsborgerskab vil endvidere skulle

vurderes i forhold til EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv og

EMRK artikel 14 om forbud mod diskriminering, hvis der er tale om forskelsbehand-

ling. Det bemærkes hertil, at det er forbundet med usikkerhed, i hvilket omfang adgan-

gen til at opnå eller bevare flere statsborgerskaber er beskyttet af EMRK, og således

hvorvidt Danmark er forpligtet til at undgå diskrimination i denne forbindelse. Der hen-

vises nærmere til kapitel 2.3.2 ovenfor.

5.1.3.

Det følger af artikel 16 i Europarådets konvention af 6. november 1997, at en

kontraherende stat ikke må gøre en persons erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret

betinget af, at vedkommende giver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, så-

fremt afkald eller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan påkræves.

Et krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab for andre landes statsborgere – uanset

hvilken model, der måtte ønskes – vil derfor alene kunne stilles med de begrænsninger,

der også gælder i dag. Der vil på den baggrund ikke kunne stilles krav om løsning over

for ansøgere med flygtningestatus her i landet, ansøgere fra lande, hvor det erfarings-

mæssigt er umuligt eller forbundet med overordentligt store vanskeligheder at blive løst,

ansøgere, der har fået afslag på løsning fra hidtidigt statsborgerskab, eller ansøgere, der

har dokumenteret, at de pågældende har gjort et seriøst, men forgæves forsøg på at blive

løst fra deres hidtidige statsborgerskab, jf. § 4, stk. 2, i cirkulæreskrivelsen om naturali-

sation.

Endvidere vil der efter modellerne ikke blive stillet krav om, at det i forhold til børn,

som optages på et lovforslag om naturalisation som bipersoner, skal godtgøres, at de

pågældende mister deres statsborgerskab i andre lande, jf. indfødsretslovens § 6, stk. 2.

Det bemærkes endvidere, at det følger af indfødsretslovens § 8, stk. 1, at den, der er født

i udlandet og aldrig har boet i Danmark og heller ikke har opholdt sig i Danmark under

forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin danske indfødsret ved det

fyldte 22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Justitsministeren, eller

den, ministeren bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgning indgivet inden dette tids-

punkt tillade, at indfødsretten bevares. Bestemmelsen i § 8 vil ikke blive berørt af de

modeller for en øget anerkendelse af dobbelt statsborgerskab, som er beskrevet neden-

for.

5.2. Fuld adgang til dobbelt statsborgerskab

5.2.1.

Én mulig model er en ubetinget generel accept af dobbelt statsborgerskab, hvor

der fremadrettet ikke længere stilles krav om løsning fra et hidtidigt statsborgerskab for

personer, der meddeles dansk indfødsret, ligesom bestemmelsen om, at danske statsbor-

gere, der efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke mv. opnår statsborgerskab i et an-

det land, automatisk mister deres danske statsborgerskab, ophæves.

Ansøgere, der naturaliseres, vil således ikke efterfølgende skulle dokumentere, at de er

blevet løst fra deres hidtidige statsborgerskab.

Ligeledes vil danske statsborgere, der rejser ud af landet, kunne erhverve et fremmed

statsborgerskab, uden at de pågældende herved som følge af dansk indfødsretslovgiv-

ning fortaber deres danske statsborgerskab.

Der vil dog fortsat inden for gruppen af personer, der naturaliseres, være personer, der

som følge af reglerne i deres tidligere hjemland automatisk vil fortabe deres hidtidige

statsborgerskab, når de erhverver dansk statsborgerskab.

Ligeledes vil gruppen af danske statsborgere, der rejser ud og erhverver fremmed stats-

borgerskab, kunne blive mødt med et krav om løsning fra hidtidigt statsborgerskab i det

land, som de ønsker at opnå statsborgerskab i.

5.2.2.

En gennemgang af statsborgerretslovgivningen i andre lande har vist, at dobbelt

statsborgerskab accepteres fuldt ud i Belgien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland,

Irland, Island, Italien, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Sveri-

ge, Storbritannien og Ungarn, jf. kapitel 3 ovenfor.

5.2.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.2.4.

Modellen rejser ikke spørgsmål i forhold til bestemmelsen om forskelsbehandling

i EMRK artikel 14 i sammenhæng med artikel 8 eller statsborgerretskonventionens arti-

kel 5.

5.3. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra EU-lande, EØS-lande og Schweiz

5.3.1.

Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de øvrige EU-lande, EØS-

landene og Schweiz

at blive dobbelte statsborgere, således at der for disse borgeres

vedkommende ikke stilles krav om løsning, når de opnår dansk statsborgerskab. Ligele-

EFTA er en international frihandelsorganisation med fire medlemslande (Norge, Island, Schweiz og Liech-

tenstein). Schweiz er det eneste EFTA-land, som ikke har tilsluttet sig EØS-aftalen (et samarbejde mellem

EU og EFTA). Der er i stedet indgået bilaterale samarbejdsaftaler mellem EU og Schweiz, bl.a. vedrørende

fri bevægelighed.

des vil danske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i de pågældende lande, ikke

automatisk fortabe deres danske statsborgerskab.

Det skal bemærkes, at man med denne model ikke vil imødekomme et ønske om dob-

belt statsborgerskab hos de personer, som har bosat sig uden for EU, herunder i USA,

Canada og Australien.

5.3.2.

En lignende model har man valgt i Tyskland, hvor man i 2007 ændrede den tyske

statsborgerretslovgivning, således at dobbelt statsborgerskab accepteres for tyske stats-

borgere, der erhverver statsborgerskab i et andet EU-land eller Schweiz, samt for borge-

re fra de øvrige EU-lande og Schweiz, der erhverver statsborgerskab i Tyskland. Der

henvises til kapitel 3.28 ovenfor.

Den slovenske statsborgerretslovgivning indeholder ligeledes regler om accept af dob-

belt statsborgerskab for statsborgere fra de øvrige EU-lande, som erhverver slovensk

statsborgerskab. Der henvises til kapitel 3.23 ovenfor. Om slovenske statsborgeres mu-

lighed for at bevare deres slovenske statsborgerskab, selv om de opnår statsborgerskab i

et andet land, henvises endvidere til pkt. 5.6.2 nedenfor.

Desuden indeholder den lettiske statsborgerretslovgivning regler om accept af dobbelt

statsborgerskab for statsborgere fra de øvrige EU-lande og EFTA-landene samt for letti-

ske statsborgere, der erhverver statsborgerskab i de pågældende lande. Der henvises til

kapitel 3.13 ovenfor.

5.3.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.3.4.

Modellen vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sam-

menhæng med artikel 8, selv om modellen indebærer en forskelsbehandling mellem på

den ene side statsborgere fra EU-lande, EØS-lande og Schweiz og på den anden side

tredjelandsstatsborgere. Det skyldes, at den positive særbehandling af statsborgere fra

disse lande må anses for at være objektiv og saglig, idet Danmark sammen med de øvri-

ge EU-lande og EØS-lande indgår i et særligt retligt fællesskab. For så vidt angår

Schweiz er der tale om en aftale mellem EU og Schweiz, der bygger på gensidige ret-

tigheder og pligter inden for nærmere bestemte områder. På den baggrund må det anta-

ges, at en positiv særbehandling af statsborgere fra Schweiz også er objektiv og saglig.

Der kan i denne forbindelse henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom af 18. fe-

bruar 1991 i

Moustaquim mod Belgien

og afvisningsafgørelse af 21. marts 2000 i

Öz-

turk m.fl. mod Norge.

Tilsvarende kan modellen ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerrets-

konventionens artikel 5, stk. 1, idet det i den forklarende rapport hertil er anført, at sta-

terne kan give positiv særbehandling til statsborgere fra bestemte andre lande, f.eks.

EU-landene imellem, idet dette vil udgøre forskelsbehandling på baggrund af ”nationa-

litet”, som ikke er omfattet af forbuddet i bestemmelsen – og ikke forskelsbehandling på

grundlag af ”national oprindelse”, som er omfattet af forbuddet i bestemmelsen.

5.4. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra de nordiske lande

5.4.1.

Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de øvrige nordiske lande at

blive dobbelte statsborgere, således at der for disse borgeres vedkommende ikke stilles

krav om løsning, når de opnår dansk statsborgerskab. Ligeledes vil danske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i de pågældende lande, ikke automatisk fortabe deres dan-

ske statsborgerskab.

Ved de nordiske lande forstås Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Disse lande

har et betydeligt historisk, kulturelt og sprogligt fællesskab, som bl.a. har givet sig ud-

slag i samarbejdet i Nordisk Råd, som danner rammen om det nordiske samarbejde in-

den for retsvæsen, kultur, samfærdsel, miljø samt sociale og økonomiske forhold.

Denne model vil ikke have selvstændig betydning ved siden af den foreslåede model i

pkt. 5.3 ovenfor.

Heller ikke denne model vil imødekomme et ønske om dobbelt statsborgerskab hos de

personer, som har bosat sig uden for Europa, herunder i USA, Canada og Australien.

5.4.2.

En tilsvarende model er valgt i Spanien, hvor personer, der erhverver spansk

statsborgerskab, og som er statsborgere i et spansk-amerikansk land (tidligere spansk

koloni i Latin- og Sydamerika samt Brasilien), Andorra, Filippinerne, Guinea eller Por-

tugal, er undtaget fra reglen om, at andre landes statsborgere skal opgive deres oprinde-

lige statsborgerskab, når de opnår spansk statsborgerskab, jf. ovenfor under kapitel 3.24.

Om spanske statsborgeres mulighed for at bevare deres spanske statsborgerskab, selv

om de opnår statsborgerskab i et andet land, henvises endvidere til pkt. 5.6.2 nedenfor.

5.4.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.4.4.

Modellen vurderes ikke at rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sam-

menhæng med artikel 8, selv om modellen indebærer en forskelsbehandling mellem på

den ene side statsborgere fra de nordiske lande og på den anden side tredjelandsstats-

borgere. Det bemærkes hertil, at den positive særbehandling af statsborgere fra disse

lande må anses for at være objektiv og saglig, da Danmark har særligt nære bånd til de

øvrige nordiske lande, ligesom landene traditionelt har samarbejdet om indfødsretslov-

givning. Der henvises til de principper, som kan udledes af Menneskerettighedsdomsto-

lens praksis, jf. pkt. 5.3.4 ovenfor, idet det bemærkes, at Domstolen ikke ses at have

haft anledning til at tage konkret stilling til det nordiske samarbejde.

Modellen kan endvidere ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskon-

ventionens artikel 5, stk. 1. Se hertil pkt. 5.3.4 ovenfor.

5.5. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra NATO-lande

5.5.1.

Der kan vælges en model, hvor det tillades borgere fra de øvrige NATO-lande at

blive dobbelte statsborgere, således at der for disse borgeres vedkommende ikke stilles

krav om løsning, når de opnår dansk statsborgerskab. Ligeledes vil danske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i de pågældende lande, ikke automatisk fortabe deres dan-

ske statsborgerskab.

NATO’s 28 medlemslande er Albanien, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland,

Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Neder-

landene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritan-

nien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA.

Formålet med NATO har bl.a. været at have en afskrækkende virkning på det tidligere

Sovjetunionen, men er også at styrke den europæiske politiske integration. NATO-

samarbejdet er fastlagt i en multilateral aftale, der bygger på gensidige rettigheder og

pligter inden for nogle afgrænsede områder. Medlemslandene har bl.a. ved artikel 5 i

den Nordatlantiske Traktat af 4. april 1949 forpligtet sig til at anse et angreb på en med-

lemsstat som et angreb på dem alle. Disse lande har således på visse områder et betyde-

ligt historisk og politisk, herunder sikkerhedspolitisk, interessefællesskab.

Heller ikke denne model vil imødekomme et ønske om dobbelt statsborgerskab hos de

personer, som har bosat sig uden for det transatlantiske område, herunder Australien.

5.5.2.

En tilsvarende model er valgt i Letland, hvor personer, der erhverver lettisk stats-

borgerskab, og som er statsborgere i et NATO-land, samt lettiske statsborgere, der op-

når statsborgerskab i et andet NATO-land, kan opnå dobbelt statsborgerskab, jf. ovenfor

under kapitel 3.13.

5.5.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.5.4.

Modellen rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng med ar-

tikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehandling mellem på den ene side statsbor-

gere fra NATO-lande og på den anden side tredjelandsstatsborgere. Det bemærkes her-

til, at Menneskerettighedsdomstolen ikke ses at have haft anledning til at tage konkret

stilling til NATO-samarbejdet, og at det giver anledning til tvivl, om der kan fremføres

de fornødne objektive og saglige grunde til en sådan særbehandling af borgere fra disse

lande. Dette vil således bero på nærmere undersøgelser. Der kan i øvrigt henvises til de

principper, som kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. pkt. 5.3.4

ovenfor.

Modellen kan ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskonventionens

artikel 5, stk. 1. Se hertil pkt. 5.3.4 ovenfor.

5.6. Krav om løsning for udlændinge, der bliver danske statsborgere, men ikke au-

tomatisk fortabelse for danske statsborgere, der søger fremmed statsborgerskab

5.6.1.

Der kan vælges en model, hvor der sker en differentiering mellem oprindeligt

danske statsborgere og andre landes statsborgere. Det kan eksempelvis inden for disse

rammer tillades, at oprindeligt danske statsborgere kan erhverve et andet lands statsbor-

gerskab, uden at de derved fortaber deres danske statsborgerskab, mens det fortsat for

andre landes statsborgere, der gennem naturalisation bliver danske, vil være et krav, at

de løses fra deres hidtidige statsborgerskab.

En sådan model vil særligt kunne tilgodese administrative hensyn. Det er således ikke

vanskeligt for de danske myndigheder at påse, at en statsborger i et andet land, der søger

dansk statsborgerskab, bliver løst fra sit andet statsborgerskab. De danske myndigheder

bliver derimod ikke i alle tilfælde orienteret om, at en dansk statsborger søger statsbor-

gerskab i et andet land, hvorfor det i højere grad beror på tilfældighed, om de danske

myndigheder bliver orienteret om, at en dansk statsborger automatisk har fortabt sin

indfødsret.

Det skal bemærkes, at en model, hvor der stilles krav om løsning i forbindelse med er-

hvervelse af dansk statsborgerskab, men hvor danske statsborgere, der erhverver et

fremmed statsborgerskab, ikke automatisk fortaber det danske statsborgerskab, vil kun-

ne føre til en form for omgåelse. Borgere, der bliver løst fra deres oprindelige statsbor-

gerskab i et land, hvor det ikke er forbundet med særlige vanskeligheder at generhverve

et mistet statsborgerskab, vil således kunne acceptere at blive løst fra deres oprindelige

statsborgerskab og vil derefter, når de har opnået dansk statsborgerskab, kunne gener-

hverve deres oprindelige statsborgerskab uden at miste det danske statsborgerskab.

5.6.2.

Denne model er valgt i Spanien, således at spanske statsborgere har mulighed for

at bevare deres spanske statsborgerskab, selv om de opnår statsborgerskab i et andet

land, hvorimod øvrige landes statsborgere som udgangspunkt kræves løst fra deres op-

rindelige statsborgerskab, når de erhverver spansk statsborgerskab, jf. dog pkt. 5.4.2

ovenfor. Når en spansk statsborger erhverver et andet statsborgerskab, skal den pågæl-

dende dog inden for en periode på 3 år over for et spansk konsulat erklære, at vedkom-

mende ønsker at beholde sit spanske statsborgerskab, jf. herom nærmere i kapitel 3.24

ovenfor.

En tilsvarende regulering findes i slovensk statsborgerskabslovgivning, jf. kapitel 3.23

ovenfor.

5.6.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.6.4.

Modellen rejser visse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng

med artikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehandling mellem personer, der alle-

rede er danske statsborgere, og personer, der opnår statsborgerskab ved naturalisation.

En sådan positiv særbehandling af danske statsborgere må imidlertid anses for at være

objektiv og saglig, da det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

praksis, at der i sager om adgang til at tage ophold i et land generelt er overbevisende

sociale grunde til at give særbehandling til personer, hvis tilknytning til landet udsprin-

ger af fødsel heri (eller som i øvrigt har en meget stærk tilknytning til landet). Der kan i

denne forbindelse henvises til Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. maj 1985 i

Abdulaziz, Cabales and Balkandali mod Storbritannien

(§ 88) og afgørelse af 18. sep-

tember 2007 i

Ponomaryov m.fl. mod Bulgarien.

Der kan endvidere henvises til Menne-

skerettighedsdomstolens tidligere omtalte afgørelse af 21. maj 2013 i

Fehér og Dolnik

mod Slovakiet

vedrørende en sag, hvori der skete den modsatrettede forskelsbehand-

ling mellem egne statsborgere, som ønsker andet statsborgerskab, og andre landes stats-

borgere, som ønsker naturalisation.

Modellen kan ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskonventionens

artikel 5, stk. 1. Se hertil pkt. 5.3.4 ovenfor.

For så vidt angår statsborgerretskonventionens artikel 5, stk. 2, bemærkes det, at der

med modellen sker forskelsbehandling mellem personer, der har statsborgerskab i landet

i forvejen, og personer, der står foran naturalisation. De personer, der står foran natura-

lisation, kan imidlertid ikke klassificeres som danske statsborgere, hvorfor det må anta-

ges, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i denne situation. Bestemmelsen er endvi-

dere alene en hensigtserklæring. Se i øvrigt om bestemmelsen kapitel 2.3.4.2 ovenfor.

5.7. Dobbelt statsborgerskab for borgere fra lande, hvormed der er indgået folke-

retlig aftale

5.7.1.

Der kan vælges en model, hvor dobbelt statsborgerskab accepteres for borgere fra

lande, som Danmark har indgået folkeretlig aftale med om (gensidig) accept af dobbelt

statsborgerskab. Regeringens adgang til at indgå sådanne aftaler følger af grundlovens §

19.

5.7.2.

Denne model er valgt i Tyskland, hvor lovgivningen om statsborgerret indeholder

en bestemmelse, hvorefter dobbelt statsborgerskab accepteres i forhold til lande, som

Tyskland har indgået en folkeretlig aftale med. Tyskland har imidlertid ikke indtil nu

fundet anledning til at gøre brug af adgangen til at indgå sådanne folkeretlige aftaler.

Der henvises til kapitel 3.28 ovenfor.

Modellen er endvidere anvendt i Letland, hvor dobbelt statsborgerskab accepteres i for-

hold til lande, som Letland har indgået en folkeretlig aftale med. Heller ikke i Letland er

adgangen på nuværende tidspunkt blevet anvendt. Der henvises til kapitel 3.13 ovenfor.

Se kapitel 2.3.2.

5.7.3.

Vælges denne model, vil der skulle ske hel eller delvis opsigelse af Europarådets

konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og vær-

nepligt for personer med dobbelt statsborgerret.

5.7.4.

Modellen rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel 14 i sammenhæng med ar-

tikel 8, idet modellen indebærer en forskelsbehandling mellem på den ene side statsbor-

gere i bestemte lande, som Danmark måtte indgå en folkeretlig aftale med, og på den

anden side tredjelandsstatsborgere. Det bemærkes hertil, at det vil bero på de konkrete

grunde til at indgå en folkeretlig aftale med hvert enkelt land, om der kan fremføres de

fornødne objektive og saglige grunde til en sådan særbehandling af borgere fra disse

lande. Dette vil således bero på nærmere undersøgelser. Der kan i øvrigt henvises til de

principper, som kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. pkt. 5.3.4

ovenfor.

Modellen kan ikke antages at rejse spørgsmål i forhold til statsborgerretskonventionens

artikel 5, stk. 1. Se hertil pkt. 5.3.4 ovenfor.

5.8. Andre modeller

Tysk ret indeholder en bestemmelse, hvorefter der kan

dispenseres

fra kravet om løs-

ning over for borgere fra andre lande end EU, EØS og Schweiz, hvis de pågældende ved

at opgive deres udenlandske statsborgerskab vil blive påført væsentlige ulemper ud over

tabet af deres borgerlige rettigheder i oprindelseslandet. Dette vil bl.a. omfatte ulemper

af økonomisk eller ejendomsrelateret karakter. Der henvises til kapitel 3.28 ovenfor.

Lettisk ret indeholder en bestemmelse om, at statsborgere i Brasilien, Australien og

New Zealand kan opnå dobbelt statsborgerskab. Bestemmelsen er begrundet i disse lan-

des stærke historiske og kulturelle bånd til Letland, herunder at der i disse tre lande er

ekstraordinært store lettiske diaspora, som i det væsentlige består af flygtninge og disses

efterkommere. Denne baggrund for at udvælge

konkrete lande

vil ikke kunne spejles i

danske historiske hensyn. Der henvises til kapitel 3.13 ovenfor.

Herudover indeholder den slovakiske lovgivning en bestemmelse om, at det tillades

borgere fra andre lande at blive dobbelte statsborgere, således at der for disse borgeres

vedkommende ikke stilles krav om løsning, mens der stilles

krav om løsning for egne

statsborgere,

som ønsker at blive statsborgere i et andet land. Modellen synes at være

begrundet i et ønske om at undgå dobbelt statsborgerskab blandt borgere, som tilhører

landets nationale mindretal, og har været forelagt Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol, som afviste sagen

. Det bemærkes, at det slovakiske Indenrigsministerium har

oplyst, at der på nuværende tidspunkt arbejdes på en revision af reglerne om dobbelt

statsborgerskab. Der henvises til kapitel 3.22 ovenfor.

Se Domstolens afgørelse i

Fehér og Dolník mod Slovakiet,

som er nærmere omtalt i kapitel 2.3.2.

Kapitel 6. Overgangsregler

6.1. Indledning

Som det fremgår af kapitel 4.2 ovenfor, oplever mange danske statsborgere det som et

problem, at de ikke i forbindelse med, at de bosætter sig i udlandet, kan opnå statsbor-

gerskab i deres bopælsland uden at skulle opgive deres danske statsborgerskab. Nogle

har på den baggrund valgt at opretholde deres danske statsborgerskab med den konse-

kvens, at de ikke i ønsket omfang har mulighed for at yde et aktivt bidrag i deres lokal-

samfund. For andre har det udgjort så stor en ulempe i dagligdagen ikke at være stats-

borger i deres bopælsland, at de pågældende har valgt at opgive deres danske statsbor-

gerskab for fuldt ud at kunne integrere sig i bopælslandet.

For de personer, der endnu ikke har opgivet deres danske statsborgerskab, vil regler om

øget accept af dobbelt statsborgerskab give en ny mulighed for, at de pågældende kan

blive fuldt integrerede i deres bopælsland, uden at de vil blive tvunget til at opgive deres

danske statsborgerskab.

Såfremt der i forbindelse med en ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab fast-

sættes overgangsregler om generhvervelse af et tidligere fortabt statsborgerskab, vil de

personer, som tidligere har fundet det nødvendigt at opgive deres danske statsborger-

skab, kunne få mulighed for at generhverve dette.

Der vil således i tilknytning til en ændring af de gældende regler om dobbelt statsbor-

gerskab skulle tages stilling til, hvilken konsekvens en sådan ændring bør have for per-

soner, der tidligere har fortabt deres danske statsborgerskab.

Som det fremgår af kapitel 2.1 ovenfor, følger det af indfødsretslovens § 8, at indføds-

retten som udgangspunkt fortabes af danske statsborgere født i udlandet, som hverken

gennem bopæl eller ophold i Danmark inden det fyldte 22. år har haft den fornødne til-

knytning til Danmark.

De opstillede modeller for en øget accept af dobbelt statsborgerskab vil, som det også

fremgår af kapitel 5.1 ovenfor, ikke berøre bestemmelsen i indfødsretslovens § 8.

De nedenfor opstillede kriterier for mulige overgangsordninger vil tilsvarende alene

omfatte personer, der har måttet opgive deres danske statsborgerskab som følge af be-

stemmelsen i indfødsretslovens § 7. Efter bestemmelsen i § 7 fortabes dansk indfødsret

af den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt sam-

tykke eller erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et an-

det land samt af ugifte børn under 18 år, som bliver fremmede statsborgere derved, at en

af deres forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed

statsborgerskab på en af de ovenfor nævnte måder, medmindre den anden af forældrene

vedbliver at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.

Indførelsen af en overgangsordning vil således ikke berøre bestemmelsen i indfødsrets-

lovens § 8. Dette medfører, at danske statsborgere omfattet af denne bestemmelse fort-

sat vil fortabe deres statsborgerskab ved det fyldte 22. år, hvis de ikke forud herfor har

haft bopæl i Danmark eller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed

med Danmark.

Det bemærkes dog i den forbindelse, at der ved den nærmere udformning af en over-

gangsordning vil kunne tages højde for bestemmelsen om fortabelse og bevarelse af

dansk statsborgerskab i indfødsretslovens § 8. Se herom nærmere nedenfor under pkt.

6.3.3.

6.2. Overgangsregler i andre lande

6.2.1. Indførelse af overgangsregler

Som det fremgår af kapitel 3 ovenfor, har visse af de lande, som har valgt at indføre reg-

ler om accept af dobbelt statsborgerskab, valgt også at indføre overgangsregler om gen-

erhvervelse af et tidligere fortabt statsborgerskab. Andre lande har valgt ikke at indføre

en sådan ordning.

I Sverige, Finland, Island og Portugal har der i tilknytning til indførelsen af regler om

accept af dobbelt statsborgerskab været etableret en overgangsordning. Overgangsord-

ningen har i disse lande været udformet som en erklæringsadgang, hvorefter en person,

der tidligere har fortabt sit statsborgerskab, over for myndighederne i det oprindelige

hjemland har kunnet erklære, at den pågældende ønskede at generhverve sit oprindelige

statsborgerskab.

I de nævnte lande har en person, der ønskede at generhverve sit statsborgerskab, kunnet

gøre det uden at skulle opfylde nogen yderligere betingelser herfor. Der har således ek-

sempelvis ikke været stillet krav om, at en person, for at kunne generhverve sit statsbor-

gerskab, har skullet bo i det pågældende land i en nærmere fastsat periode, eller at den

pågældende har skullet opfylde et vandelskrav.

Der har også i Bulgarien i forbindelse med indførelsen af regler om accept af dobbelt

statsborgerskab været etableret en overgangsordning. Om udformningen af overgangs-

ordningen er det oplyst, at personer, der tidligere har fortabt deres statsborgerskab, har

kunnet indgive en officiel anmodning til justitsministeren om generhvervelse af deres

bulgarske statsborgerskab. Det er ikke i den forbindelse oplyst, om der har været stillet

yderligere betingelser for generhvervelse.

Sverige, Island og Finland har oplyst, at de i deres statsborgerretslovgivning har en be-

stemmelse, der svarer til § 8 i den danske indfødsretslov, og at de ikke i forbindelse med

indførelsen af regler om fuld accept af dobbelt statsborgerskab har oplevet vanskelighe-

der i forhold til at afgrænse sager omfattet af overgangsordningen over for sager, hvor

en person har fortabt sit statsborgerskab ved det fyldte 22. år som følge af manglende

tilknytning til det pågældende land.

En række lande, herunder bl.a. Belgien, Irland, Italien og Storbritannien, har i forbindel-

se med indførelsen af regler, der fuldt ud accepterer dobbelt statsborgerskab, valgt ikke

at etablere en overgangsordning. Det kan i den forbindelse bl.a. bemærkes, at regler om

fuld accept af dobbelt statsborgerskab i Storbritannien blev indført allerede i 1948 og i

Irland i 1956.

Lande som Luxembourg, Cypern, Frankrig, Grækenland, Malta, Polen, Rumænien,

Schweiz og Ungarn har indført regler om fuld accept af dobbelt statsborgerskab, men

har ikke oplyst, om der i den forbindelse har været indført overgangsregler vedrørende

generhvervelse af et tidligere fortabt statsborgerskab.

6.2.2. Udstrækningen af en overgangsordning

En overgangsordning i tilknytning til en ændring af de gældende regler om dobbelt

statsborgerskab vil kunne udformes på forskellige måder.

De modtagne oplysninger om reglerne om dobbelt statsborgerskab i andre lande har

vist, at der – i de lande der har indført overgangsregler som led i en øget accept af dob-

belt statsborgerskab – både ses eksempler på lande, som har indført en overgangsord-

ning for en nærmere fastsat periode, og eksempler på lande, som har indført en over-

gangsordning uden tidsmæssig begrænsning.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Portugal ved ændringen af den portugisiske stats-

borgerretslovgivning i 1981 valgte at indføre en tidsmæssigt ubegrænset adgang til at

generhverve et tidligere fortabt portugisisk statsborgerskab, mens Sverige, Finland, Is-

land og Bulgarien efter det oplyste valgte en overgangsordning, der udløb efter en nær-

mere fastsat periode.

Det skal dog hertil bemærkes, at det svenske Arbetsmarknadsdepartementet har oplyst,

at det på nuværende tidspunkt overvejes, om der skal indføres en fornyet adgang til

generhvervelse af et tidligere fortabt svensk statsborgerskab, jf. kapitel 3.26 ovenfor.

Baggrunden herfor er ifølge departementet bl.a., at det har været anført, at den periode,

hvor svensk statsborgerskab kunne generhverves, var for kort, og at information om

muligheden for generhvervelse ikke nåede ud til alle berørte. I tilknytning hertil er det

endvidere relevant, at den svenske medborgerskabslov indeholder en generel adgang for

tidligere svenske statsborgere til at generhverve deres statsborgerskab, hvis de pågæl-

dende tager bopæl i Sverige. Varigheden af bopælskravet varierer alt efter, om den på-

gældende har boet i Sverige gennem hele sin opvækst, eller om vedkommende aldrig el-

ler alene i en kortere periode har været bosat i Sverige.

I forhold til Finland skal det bemærkes, at den finske medborgerskabslov oprindeligt in-

deholdt en tidsbegrænset adgang til at generhverve et tidligere fortabt finsk statsborger-

skab, men at denne adgang ved en lovændring i 2011 blev gjort permanent. Det finske

Indenrigsministerium har endvidere oplyst, at den oprindelige overgangsordning omfat-

tede personer, der tidligere havde været finske statsborgere samt voksne børn af tidlige-

re finske statsborgere, selv om børnene aldrig selv havde været finske statsborgere. Ved

lovændringen i 2011 blev overgangsordningen begrænset til alene at omfatte personer,

der tidligere har været finske statsborgere, jf. kapitel 3.6 ovenfor.

I relation til overgangsreglerne i den islandske statsborgerskabslov fremgår det af de

fremsendte oplysninger, jf. kapitel 3.11 ovenfor, at lovændringen i 2003 – hvor der blev

indført regler om fuld accept af dobbelt statsborgerskab – indeholdt en overgangsord-

ning, der udløb den 1. juli 2007. Den islandske statsborgerskabslov er imidlertid efter-

følgende blevet ændret i juni 2012, hvorved der bl.a. er indført en ny adgang til i perio-

den fra den 9. juni 2012 til den 1. juli 2016 at generhverve et tidligere fortabt islandsk

statsborgerskab.

6.2.3. Antallet af personer, der i andre lande har valgt at generhverve et tidligere

fortabt statsborgerskab

Som det fremgår af kapitel 3.26 ovenfor, har det svenske Arbetsmarknadsdepartementet

oplyst, at den svenske medborgerskabslov blev ændret i 2001, således at dobbelt stats-

borgerskab accepteres fuldt ud. Det er endvidere oplyst, at lovændringen indeholdt en

overgangsbestemmelse, hvorefter personer, der havde fortabt deres svenske statsborger-

skab, fik en mulighed for at generhverve dette.

Arbetsmarknadsdepartementet har i tilknytning hertil oplyst, at i alt 5.575 personer frem

til den 30. juni 2003, hvor overgangsordningen udløb, indgav anmeldelse om gener-

hvervelse af deres svenske statsborgerskab.

Det finske Indenrigsministerium har, som det fremgår af kapitel 3.6 og pkt. 6.2.2 oven-

for, oplyst, at den finske medborgerskabslov blev ændret i 2003, hvor der blev indført

regler om fuld adgang til dobbelt statsborgerskab. Endvidere er det oplyst, at lovæn-

dringen indeholdt en overgangsbestemmelse, der gav tidligere finske statsborgere og

disses voksne børn mulighed for inden for 5 år fra lovændringens ikrafttræden at gener-

hverve deres finske statsborgerskab. Det er herudover oplyst, at den finske medborger-

skabslov senest er ændret i 2011, og at der med denne lovændring er indført en perma-

nent adgang for tidligere finske statsborgere til at generhverve deres finske statsborger-

skab.

Det finske Indenrigsministerium har oplyst, at de på baggrund af den overgangsordning,

der blev indført i 2003, modtog ca. 19.500 anmeldelser om generhvervelse af finsk

statsborgerskab, samt at ca. 440 personer har generhvervet deres statsborgerskab efter

indførelsen af den permanente adgang til generhvervelse, der blev indført i 2011, jf. ka-

pitel 3.6 ovenfor. Det er i relation til antallet af anmeldelser om generhvervelse oplyst,

at disse ikke er koncentreret omkring enkelte lande, men at de personer, der har benyttet

sig af adgangen til at generhverve, kommer fra en række forskellige lande.

Det islandske Indenrigsministerium har, som det fremgår af kapitel 3.5 og pkt. 6.2.2

ovenfor, oplyst, at den islandske statsborgerskabslov blev ændret i 2003, således at dob-

belt statsborgerskab accepteres fuldt ud, og at der i den forbindelse blev indført en over-

gangsordning, hvorefter borgere, der havde fortabt deres islandske statsborgerskab,

kunne generhverve dette ved at afgive en erklæring herom.

I tilknytning hertil har det islandske Indenrigsministerium oplyst, at ministeriet i forbin-

delse med overgangsordningen – der udløb den 1. juli 2007 – modtog i alt 284 erklæ-

ringer om generhvervelse. Det er i den forbindelse endvidere oplyst, at den islandske

statsborgerskabslov senest er blevet ændret i 2012, og at der med denne lovændring er

indført en ny adgang til generhvervelse i perioden fra den 9. juni 2012 til den 1. juli

2016.

Det portugisiske Institut for Civilregistre har oplyst, at den portugisiske statsborgerrets-

lovgivning siden 1981 har indeholdt regler om fuld accept af dobbelt statsborgerskab,

og at loven fra 1981 indeholder en overgangsordning, der giver tidligere portugisiske

statsborgere mulighed for at generhverve deres statsborgerskab. Det har ikke været mu-

ligt at få oplyst, hvor mange personer der siden 1981 som følge af overgangsordningen

har generhvervet deres portugisiske statsborgerskab.

Endelig er det af det bulgarske Justitsministerium oplyst, at den bulgarske statsborger-

retslovgivning siden 1999 har tilladt dobbelt statsborgerskab for bulgarske statsborgere,

der erhverver statsborgerskab i et andet land, og at lovændringen i 1999 indeholdt en 1-

årig overgangsordning, der gav tidligere bulgarske statsborgere mulighed for at gener-

hverve deres statsborgerskab. Der er ikke oplyst, hvor mange personer der i overgangs-

perioden fra februar 1999 til februar 2000 har anmodet om at generhverve deres bulgar-

ske statsborgerskab.

6.3. Valg af overgangsregler

6.3.1. Udformning af en overgangsordning

Udformningen af en overgangsordning vil skulle ligge inden for rammerne af grundlo-

vens § 44, stk. 1, hvorefter ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Det vil sige, at det ikke kan overlades til administrative myndigheder eller til domstole-

ne at træffe afgørelse om tildeling af dansk indfødsret til udenlandske statsborgere og

statsløse personer.

Grundlovens § 44, stk. 1, er ikke til hinder for, at der ved lov fastsættes bestemmelse

om, at indfødsret automatisk opnås, når visse faste kendsgerninger er til stede.

Bestemmelsen er heller ikke anset at være til hinder for fastsættelse af bestemmelser om

udlændinges ret til at erhverve dansk indfødsret, når nogle bestemte betingelser er op-

fyldt. Sådanne bestemmelser findes i dag i indfødsretslovens §§ 3 og 4 om erklæring af

dansk statsborgerskab for nordiske og tidligere danske statsborgere. I disse sager træffer

myndighederne ikke afgørelse om tildeling af dansk indfødsret, men har blot til opgave

at konstatere, at de pågældende opfylder de betingelser, som er fastsat i loven.

6.3.2. Erklæringsadgang

Som det fremgår af kapitel 2.1 og pkt. 6.3.1 ovenfor, findes der i den gældende indføds-

retslov to bestemmelser, hvorefter henholdsvis nordiske statsborgere (§ 3) og tidligere

danske statsborgere (§ 4) har mulighed for at opnå dansk statsborgerskab ved erklæring.

En overgangsordning om generhvervelse af dansk statsborgerskab ved erklæring for-

ventes i vidt omfang at kunne administreres af Statsforvaltningen, på samme måde som

erklæringer om dansk statsborgerskab fra nordiske statsborgere og tidligere danske

statsborgere i dag administreres af Statsforvaltningen, jf. indfødsretslovens §§ 3 og 4.

Se herom nærmere ovenfor i kapitel 2.1.2.

En overgangsordning om generhvervelse ved erklæring udelukker ikke, at der generelt

knyttes betingelser som eksempelvis opholdskrav og vandelskrav til generhvervelsesad-

gangen. Der stilles således allerede i dag efter indfødsretslovens § 3 krav om, at stats-

borgere i de øvrige nordiske lande, som ønsker at erhverve dansk statsborgerskab ved

erklæring, har haft bopæl i Danmark i en nærmere fastsat periode, og at de pågældende

er ustraffede. Behandlingen af disse sager foretages af Statsforvaltningen, der på bag-

grund af oplysninger fra Det Centrale Personregister konstaterer, om bopælskravet er

opfyldt, ligesom det på baggrund af oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister kon-

stateres, om vandelskravet er opfyldt.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der i forhold til erklæringer om generhvervelse

fra tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i udlandet, bør stilles visse særli-

ge krav som følge af bestemmelsen i indfødsretslovens § 8.

Det følger af indfødsretslovens § 8, at den, der er født i udlandet og aldrig har boet her i

riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med

Danmark, taber sin danske indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre den pågældende

derved bliver statsløs. Der henvises om bestemmelsen nærmere til kapitel 2.1 samt til

pkt. 6.1 ovenfor.

Ved indførelsen af en eventuel overgangsordning vil det være relevant at overveje at

skelne mellem tidligere danske statsborgere født i udlandet, som ønsker at generhverve

et dansk statsborgerskab forud for det fyldte 22. år, og sådanne tidligere statsborgere,

som efter det fyldte 22. år ønsker at generhverve et fortabt dansk statsborgerskab. Der

henvises herom nærmere til pkt. 6.3.3 nedenfor.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der generelt bør knyttes betingelser om eksem-

pelvis ophold og vandel til generhvervelsesadgangen, kan det endvidere bemærkes, at

der efter den gældende bestemmelse i indfødsretslovens § 4 er adgang for tidligere dan-

ske statsborgere, som har boet i Danmark indtil det fyldte 18. år, til at generhverve et

fortabt dansk statsborgerskab, såfremt de pågældende har haft bopæl i Danmark i de

sidste to år. Der stilles ikke i disse sager et vandelskrav, jf. herved også kapitel 2.1

ovenfor. Det følger dog af indfødsretslovens § 4 A, stk. 2, at der ikke kan afgives erklæ-

ring om generhvervelse af dansk indfødsret, hvis der verserer en sag mod den pågæl-

dende, hvor der af anklagemyndigheden er nedlagt påstand om udvisning, eller hvor an-

klagemyndigheden som vilkår for et tiltalefrafald har fastsat, at den pågældende udvi-

ses.

6.3.3. Afgrænsning i forhold til indfødsretslovens § 8

En øget accept af dobbelt statsborgerskab vil have betydning for bestemmelsen i ind-

fødsretslovens § 7 om fortabelse af dansk indfødsret ved erhvervelse af fremmed stats-

borgerret og for bestemmelsen i § 4 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation vedrørende

afkald på hidtidigt statsborgerskab.

Som det fremgår af kapitel 5.1.3 ovenfor, vil bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 ikke

blive berørt af regler om øget accept af dobbelt statsborgerskab. Danske statsborgere,

der fødes i udlandet, vil således også efter indførelsen af regler om en øget accept af

dobbelt statsborgerskab ved det fyldte 22. år skulle dokumentere, at de gennem bopæl

eller ophold i Danmark inden det fyldte 22. år har bevaret deres danske indfødsret.

Det kan på den baggrund overvejes helt at

afskære personer, der er omfattet af indføds-

retslovens § 8

(dvs. danske statsborgere født i udlandet), fra at kunne benytte en eventu-

el overgangsordning, der giver tidligere danske statsborgere mulighed for at generhver-

ve deres danske statsborgerskab.

Det skal dog i relation til en beslutning om at afskære disse personer fra at være omfat-

tet af en eventuel overgangsordning bemærkes, at danske statsborgere, der fødes i ud-

landet, efter indførelsen af regler om øget accept af dobbelt statsborgerskab – alt efter

hvilken model for accept af dobbelt statsborgerskab der vælges – i lighed med andre

danske statsborgere vil kunne erhverve et andet statsborgerskab, uden at de derved mi-

ster deres danske statsborgerskab. Disse personer vil dog – ligesom i dag – ved det fyld-

te 22. år skulle dokumentere, at de gennem bopæl eller ophold inden det fyldte 22. år

har bevaret deres danske statsborgerskab.

Det kan på den baggrund overvejes at lade tidligere

danske statsborgere under 22 år,

der er født i udlandet,

være omfattet af en eventuel overgangsordning. Dette vil betyde,

at de pågældende personer, såfremt de forud for det fyldte 22. år har erhvervet et andet

statsborgerskab, gives mulighed for ved erklæring at generhverve det tidligere danske

statsborgerskab. Med henblik på ikke at ændre bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 vil

de pågældende derefter som hidtil ved det fyldte 22. år skulle dokumentere, at de har

boet i Danmark eller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed med

Danmark.

I praksis vil det betyde, at de pågældende personer, når de erklærer, at de ønsker at gen-

erhverve deres danske statsborgerskab, vil få udstedt et bevis for deres danske indføds-

ret, der dog vil indeholde et forbehold om, at de i medfør af indfødsretslovens § 8 vil

kunne fortabe indfødsretten ved det fyldte 22. år.

Ligeledes kan det overvejes at lade tidligere

danske statsborgere over 22 år, som er født

i udlandet,

og som tidligere har erhvervet et fremmed statsborgerskab under omstæn-

digheder som anført i indfødsretslovens § 7, nr. 1-3, være omfattet af en overgangsord-

ning.

For disse personer vil der – i det omfang de ikke ved det fyldte 22. år har modtaget en

afgørelse efter indfødsretslovens § 8 – skulle stilles krav om, at de pågældende enten

har haft bopæl i Danmark eller har haft ophold i Danmark af sammenlagt 1 års varig-

hed. Hvis de pågældende ved det 22. år har modtaget en afgørelse om, at de har fortabt

deres danske indfødsret i medfør af indfødsretslovens § 8, vil de ikke kunne benytte sig

af overgangsordningen.

Kravene om bopæl i Danmark eller ophold af sammenlagt 1 års varighed (for personer

der ikke ved det 22. år har modtaget en afgørelse efter indfødsretslovens § 8) vil blive

stillet med henblik på at iagttage de hensyn, der ligger bag bestemmelsen i indfødsrets-

lovens § 8, stk. 1. Kravene svarer således i vidt omfang til de betingelser, der efter ind-

fødsretslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., stilles over for personer, der ønsker at få udstedt bevis

for bevarelse af dansk indfødsret efter det fyldte 22. år.

Endvidere vil der med disse krav til generhvervelse ikke kunne rejses spørgsmål i for-

hold til grundlovens § 44.

Ved beregningen af den samlede varighed af en ansøgers tidligere ophold i Danmark vil

ansøgerens oplysninger herom som udgangspunkt blive lagt til grund. Dokumentations-

kravet vil dermed i disse sager svare til dokumentationskravet efter indfødsretslovens §

8, stk. 1, 1. pkt. Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at personer, der måtte ønske at

generhverve deres danske statsborgerskab som led i en overgangsordning, ikke i perio-

den efter, at de har fortabt deres danske statsborgerskab, har været vidende om, at det

fremadrettet ville blive relevant for dem at kunne redegøre for det præcise omfang af

deres besøg i Danmark inden det fyldte 22. år.

Erklæringer om generhvervelse fra tidligere danske statsborgere over 22 år, der er født i

udlandet, vurderes mest hensigtsmæssigt at skulle indgives til Justitsministeriet, som er

den myndighed, der behandler sager om bevarelse af dansk indfødsret efter indfødsrets-

lovens § 8.

Det bemærkes, at tidligere danske statsborgere over 22 år, som er født i udlandet, og

som ikke tidligere har erhvervet et fremmed statsborgerskab under omstændigheder som

anført i indfødsretslovens § 7, nr. 1-3, ikke vil være omfattet af overgangsordningen.

For tidligere danske statsborgere under 22 år, som er født i udlandet, vil en erklæring

om generhvervelse ikke kræve, at der stilles samme yderligere betingelser om bopæl og

ophold, som for tidligere danske statsborgere, født i udlandet, over 22 år. Dette skyldes,

at bevis for generhvervelse af dansk indfødsret som nævnt ovenfor i disse tilfælde vil

blive givet betinget af, at indfødsretten vil kunne fortabes ved det fyldte 22. år, jf. ind-

fødsretslovens § 8. De pågældende sager forventes på den baggrund at kunne behandles

af Statsforvaltningen, på samme måde som erklæringer om dansk statsborgerskab fra

nordiske og tidligere danske statsborgere i dag behandles af Statsforvaltningen.

6.3.4. Øvrige kriterier

Som det fremgår af pkt. 6.2 ovenfor, er der forskel på, hvordan overgangsregler i for-

bindelse med accept af dobbelt statsborgerskab har været udformet i de adspurgte lande.

Der er således eksempler på overgangsregler, der ophører inden for en nærmere fastsat

periode, ligesom der er eksempler på overgangsregler, der gælder uden tidsmæssige be-

grænsninger.

Det vil ved udformningen af en eventuel overgangsordning om generhvervelse af dansk

statsborgerskab være nødvendigt at tage stilling til, om tidligere danske statsborgere

uden tidsmæssige begrænsninger skal kunne indgive ansøgning om at generhverve de-

res danske statsborgerskab, eller om der ønskes en overgangsordning, der udløber på et

nærmere fastsat tidspunkt.

100

Endvidere vil det være nødvendigt at tage stilling til, om en overgangsordning alene

skal gælde for personer, der tidligere har været danske statsborgere, og som har fortabt

deres danske statsborgerskab som følge af, at de har erhvervet et andet statsborgerskab,

eller om ordningen desuden skal omfatte børn af disse tidligere danske statsborgere (ef-

terkommere), selv om børnene ikke selv tidligere har været danske statsborgere.

Efter de gældende regler om fortabelse i indfødsretslovens § 7 fortabes dansk indfødsret

af ugifte børn under 18 år, som bliver fremmede statsborgere derved, at en af deres for-

ældre, som har forældremyndigheden eller del i denne, erhverver fremmed statsborger-

ret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke eller ved at indtræde i offentlig tjeneste i

et andet land, medmindre den anden af deres forældre vedbliver at være dansk og lige-

ledes har del i forældremyndigheden.

Det vil således bl.a. under henvisning til hensynet til familiens enhed kunne overvejes at

lade ugifte børn under 18 år være omfattet af en forælders erklæring om generhvervelse

af dansk statsborgerskab. I tilknytning hertil vil der skulle tages stilling til, om en even-

tuel overgangsordning også skal omfatte voksne børn af tidligere danske statsborgere,

som ikke selv tidligere har haft dansk statsborgerskab, idet det i tilknytning hertil be-

mærkes, at der ikke for disse børn ses at være samme hensyn til familiens enhed som i

forhold til børn under 18 år.

Der vil, hvis det besluttes at indføre mulighed for generhvervelse for efterkommere af

tidligere danske statsborgere, skulle tages stilling til afgrænsningen til indfødsretslovens

§ 8 om fortabelse af dansk indfødsret for danske statsborgere født i udlandet.

6.4. Sammenfatning

Som det er beskrevet ovenfor, har de gældende regler om dobbelt statsborgerskab for

nogle personer medført, at de, fordi de ikke har ønsket at opgive deres danske indføds-

ret, har undladt at søge om statsborgerskab i deres bopælsland, mens det for andre per-

soner har medført, at de har opgivet deres danske statsborgerskab for at kunne integrere

sig fuldt ud i deres bopælsland. For den sidstnævnte gruppe af personer vil det have stor

betydning, såfremt der i forbindelse med en ændring af reglerne om dobbelt statsborger-

skab indføres en overgangsordning, der giver dem mulighed for at generhverve deres

danske statsborgerskab.

En overgangsordning vil, som det fremgår ovenfor, kunne udformes som en erklærings-

adgang. Det vil i den forbindelse være muligt at betinge en erklæring om generhvervel-

se af dansk statsborgerskab af eksempelvis et opholdskrav eller et vandelskrav.

101

I forbindelse med en beslutning om indførelse af en overgangsordning er det væsentligt

at få afklaret, hvorledes muligheden for generhvervelse efter overgangsordningen skal

afgrænses i forhold til indfødsretslovens § 8 om fortabelse af dansk indfødsret for dan-

ske statsborgere født i udlandet, jf. herom nærmere ovenfor under pkt. 6.3.3.

Endvidere vil en eventuel overgangsordning skulle sammenholdes med den adgang, der

allerede i dag i indfødsretslovens § 4 gælder for tidligere danske statsborgere til at gen-

erhverve deres danske indfødsret. Der henvises herom til kapitel 2.1.2 og pkt. 6.3.2

ovenfor.

I forbindelse med udformningen af eventuelle overgangsregler vil der herudover skulle

tages stilling til den tidsmæssige udstrækning af en sådan ordning. Det skal i tilknytning

hertil bemærkes, at de lande, der i forbindelse med indførelsen af en fuld adgang til

dobbelt statsborgerskab har etableret en tidsbegrænset overgangsordning, alle efterføl-

gende enten har forlænget den tidsbegrænsede periode eller har indført en permanent

adgang til generhvervelse for de personer, der tidligere har fortabt deres statsborger-

skab.

Endelig vil der ved udformningen af eventuelle overgangsregler skulle tages stilling til,

om ordningen alene skal gælde for personer, der tidligere har været danske statsborgere,

og som har fortabt deres danske statsborgerskab som følge af, at de har erhvervet et an-

det statsborgerskab, eller om ordningen desuden skal omfatte børn af disse tidligere

danske statsborgere (efterkommere), selv om børnene ikke selv tidligere har været dan-

ske statsborgere.

102

Kapitel 7. Økonomiske overvejelser

I det følgende redegøres for overvejelserne i forhold til de økonomiske konsekvenser

ved en øget accept af dobbelt statsborgerskab.

For så vidt angår retten til at modtage velfærdsydelser inden for det uddannelsesmæssi-

ge, beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige område kan det på baggrund af

ministeriernes høringssvar generelt udledes, at dansk statsborgerskab kun i begrænset

omfang tillægges betydning for retten til at modtage de pågældende ydelser, jf. kapitel

2. Tilsvarende er det i forhold til skattepligt generelt oplyst, at dansk statsborgerskab ik-

ke er afgørende. For nærmere om i hvilket omfang dansk statsborgerskab tillægges be-

tydning i den gældende lovgivning henvises til kapitel 2 ovenfor.

I forhold til administrative omkostninger vurderes indførelse af en øget accept af dob-

belt statsborgerskab at medføre flere sager om indfødsret og dermed øgede udgifter til

sagsbehandling, jf. tabel 1.

Tabel 1: Skøn over effekt af dobbelt statsborgerskab og overgangsordninger

Årlige sager

1. Øget accept af dobbelt statsborgerskab

2. Overgangsordning (5-årig)

3. Overgangsordning for efterkommere over 18 år (5-årig)

Total

Op til 1.220

Op til 2.120

Op til 2.000

Op til 5.340

Årlige udgifter

Op til 6,5 mio. kr.

Op til 3,5 mio. kr.

Op til 6 mio. kr.

Op til 16 mio. kr.

Skønnene i tabel 1 er udtryk for Justitsministeriets foreløbige skøn og er behæftet med

væsentlig usikkerhed. De endelige merudgifter afhænger dels af, hvilken konkret model

for dobbelt statsborgerskab der indføres, og dermed hvor mange nye sager om indføds-

ret der vil opstå, dels af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de nye sager. De

nærmere administrative omkostninger konsolideres i det videre arbejde i samarbejde

mellem Justitsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet. I det

følgende redegøres for overvejelserne i forbindelse med de foreløbige skøn i tabel 1.

Antallet af sager vil først og fremmest afhænge af, hvorvidt modellen giver alle uden-

landske statsborgere mulighed for at erhverve dobbelt statsborgerskab eller afgrænses

nærmere. Skønnene i dette kapitel tager udgangspunkt i en fuld model, som gælder for

alle udenlandske statsborgere. Såfremt adgangen til dobbelt statsborgerskab afgrænses,

vil det betyde færre sager.

103

Såfremt der tillige indføres en overgangsordning, der i en periode giver mulighed for

generhvervelse af dansk statsborgerskab, vil der ske en yderligere forøgelse af antallet

af sager om indfødsret. Antallet af sager vil bl.a. afhænge af overgangsordningens tids-

mæssige udstrækning. Skønnene i dette kapitel baserer sig på en 5-årig overgangsord-

ning. Såfremt overgangsperioden forkortes, eller adgangen til dobbelt statsborgerskab

på anden måde afgrænses, vil det betyde færre sager.

Antallet af sager under en overgangsordning vil endvidere afhænge af, hvorvidt ordnin-

gen inkluderer efterkommere af tidligere danske statsborgere samt hvilken aldersgrup-

pe, der omfattes.

Det forventes, at en øget accept af dobbelt statsborgerskab vil give en permanent for-

øgelse af antallet af sager, som dog vurderes at være kraftigst i de første år efter mulig-

heden indføres. Effekten fra overgangsordningen vil afhænge af dennes tidsmæssige ud-

strækning (i dette tilfælde en 5-årig ordning).

For så vidt angår overgangsperioden, er der i det foretagne skøn antaget en jævn forde-

ling af sager i overgangsperiodens løbetid. Der kan dog i praksis være betydelige ud-

sving mellem de enkelte år. Det bemærkes endvidere, at der ved en overgangsordning

vil være erklæringer, som indgives inden ordningens udløb, men som først bliver be-

handlet efter ordningens udløb som følge af ekspeditionstid mv. De årlige merudgifter i

forbindelse med en overgangsordning vil således kunne falde forskudt både mellem

årene og i forhold til overgangsordningens start- og ophørstidspunkt.

I forhold til de konkrete sagstyper vurderes en øget accept af dobbelt statsborgerskab at

medføre en forøgelse af antallet af naturalisationssager og sager om bevis for eller beva-

relse af dansk indfødsret, jf. tabel 2 og punkt 7.1 nedenfor. Hvis der samtidig indføres

en overgangsordning, vurderes det yderligere at ville medføre et væsentligt antal nye

erklæringssager samt et antal afledte sager om bevis for eller bevarelse af dansk ind-

fødsret både under og efter overgangsperioden, jf. tabel 2 og punkt 7.2. En overgangs-

ordning for efterkommere over 18 år vil medføre en yderligere forøgelse af antallet af

erklæringssager, jf. tabel 2 og punkt 7.3.

104

Tabel 2. Skøn over effekt fordelt på sagstyper

Årlige sager

7.1. Øget accept af dobbelt statsborgerskab

Naturalisationssager

Bevis/bevarelse af indfødsret

Total

7.2. Overgangsordning

Erklæringssager i Statsforvaltningen

Erklæringssager i Justitsministeriet

Bevis/bevarelse af indfødsret

Total

7.3. Overgangsordning for efterkommere over 18 år

Erklæringssager for efterkommere

Total

Op til 2.000

Op til 6 mio. kr.

Op til 1.700

Op til 300

Op til 120

Op til 2.120

Op til 2 mio. kr.

Op til 1 mio. kr.

Op til 0,5 mio. kr.

Op til 3,5 mio. kr.

Op til 1.100

Op til 120

Op til 1.220

Op til 6 mio. kr.

Op til 0,5 mio. kr.

Op til 6,5 mio. kr.

Årlige udgifter

7.1. Økonomiske konsekvenser ved øget accept af dobbelt statsborgerskab

En øget accept af dobbelt statsborgerskab forventes at medføre flere sager om dansk

indfødsret fordelt på henholdsvis naturalisationssager og sager om bevis for eller beva-

relse af dansk indfødsret.

7.1.1. Naturalisationssager

Som det fremgår kapitel 2, kan dansk indfødsret for personer, der ikke opfylder betin-

gelserne for at opnå dansk indfødsret ved fødslen eller ved erklæring, kun tildeles ved

lov (naturalisation).

Justitsministeriets Indfødsretskontor har i 2013 – herunder i lyset af den Indfødsretsafta-

le, der blev indgået den 23. maj 2013 mellem regeringen og Enhedslisten – oplevet en

stigning i antallet af indkomne naturalisationsansøgninger. Der er således i 2013 ind-

kommet ca. 6.900 naturalisationsansøgninger mod ca. 4.000 ansøgninger i 2012.

Det forventes på denne baggrund, at den årlige sagsmængde før indførelse af en øget

accept af dobbelt statsborgerskab udgør ca. 7.000 ansøgninger om naturalisation.

Det er af det svenske Arbetsmarknadsdepartementet oplyst, at Sverige som følge af ind-

førelsen af regler om fuld accept af dobbelt statsborgerskab i 2001 oplevede en stigning

i antallet af indkomne naturalisationsansøgninger på ca. 20 pct. i årene 2001-2003. Så-

fremt det lægges til grund, at Danmark som følge af en øget accept af dobbelt statsbor-

105

gerskab vil opleve en tilsvarende stigning i antallet af indkomne ansøgninger om natura-

lisation, må antallet af indkomne ansøgninger i de første tre år efter indførelsen af en

øget accept af dobbelt statsborgerskab forventes at blive ca. 8.400 ansøgninger årligt,

svarende til en stigning på 1.400 ansøgninger pr. år. Det skønnes, at der herefter vil væ-

re en permanent forøget effekt svarende til halvdelen af denne stigning.

Det skal hertil bemærkes, at Justitsministeriet i marts 2014 forventes at fremsætte et

lovforslag om lettere adgang til statsborgerskab for unge, som er født og opvokset i

Danmark. Lovforslaget forventes at medføre, at en række nuværende naturalisationssa-

ger i Justitsministeriet fremover vil blive behandlet som erklæringssager i Statsforvalt-

ningen. Det skønnes, at ca. 300 sager om året på denne baggrund skal modregnes i til-

gangen af naturalisationssager, således at der i praksis vil være tale om en stigning på

1.100 sager i de første år efter indførelsen af en øget accept af dobbelt statsborgerskab.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 1.100 naturalisationssager kan

medføre merudgifter på op til 6 mio. kr. årligt i de første år efter indførelsen af en øget

accept af dobbelt statsborgerskab, såfremt modellen omfatter alle udenlandske statsbor-

gere.

7.1.2. Sager om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret

Antallet af ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret efter indføds-

retslovens § 8 har i årene 2009-2012 været ca. 600 årligt.

En øget accept af dobbelt statsborgerskab vil betyde, at flere personer vil kunne blive

omfattet af indfødsretslovens § 8. Dette skyldes, at personer, der efter de gældende reg-

ler fortaber deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af statsborger-

skab i et andet land, ikke – såfremt dobbelt statsborgerskab i øget omfang accepteres –

fremadrettet vil fortabe deres danske statsborgerskab.

På den baggrund forventes en øget accept af dobbelt statsborgerskab at medføre en årlig

stigning i antallet af ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret på 20

pct., svarende til stigningen i antallet af naturalisationssager. Dermed vil stigningen

skønsmæssigt være på op mod 120 sager årligt efter indførelsen.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 120 sager om bevis for eller be-

varelse af dansk indfødsret kan medføre merudgifter på op til 0,5 mio. kr. årligt i de før-

106

ste år efter indførelsen af en øget accept af dobbelt statsborgerskab, såfremt modellen

omfatter alle udenlandske statsborgere.

7.2. Økonomiske konsekvenser ved en overgangsordning

En overgangsordning, der giver mulighed for generhvervelse af dansk statsborgerskab,

skønnes – uanset hvordan den nærmere udformes – i en årrække at ville indebære øgede

udgifter til administrativ sagsbehandling.

Der eksisterer ikke oplysninger om eller registreringer af, hvor mange personer, der i

dag har opgivet eller fortabt deres danske statsborgerskab. En vurdering af, hvor mange

personer der vil anmode om generhvervelse af dansk statsborgerskab via en overgangs-

ordning, må derfor baseres på et skøn på baggrund af erfaringer fra lignende udenland-

ske ordninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at Finland, Island og Sverige alle har indført en model

med fuld adgang til dobbelt statsborgerskab, som beskrevet ovenfor under kapitel 5.2.

Skønnene over antallet af sager i dette kapitel baserer sig derfor også på en model med

fuld adgang til dobbelt statsborgerskab. Hvis man i stedet vælger en begrænset model,

jf. ovenfor under kapitel 5.3-5.8, må antallet af personer, der ønsker at generhverve

dansk indfødsret, forventes at blive mindre, men hvor meget mindre er det dog vanske-

ligt at skønne over.

Finland, der har nogenlunde samme indbyggertal som Danmark, modtog under deres

overgangsordning, som løb i 5 år fra 1. juli 2003 til 31. maj 2008, i alt ca. 19.400 an-

meldelser om generhvervelse af finsk statsborgerskab. Heraf var de ca. 10.300 anmel-

delser fra tidligere finske statsborgere og ca. 9.100 anmeldelser fra efterkommere af fin-

ske statsborgere. Omkring halvdelen af anmeldelserne i hver af de to sagskategorier

blev modtaget med en nogenlunde jævn fordeling inden for ordningens første 4�½ år.

Den resterende halvdel af anmeldelserne blev modtaget i løbet af ordningens sidste �½

år.

Siden 2011 har Finland indført en permanent overgangsordning, som dog kun omfatter

tidligere finske statsborgere (og ikke efterkommere over 18 år). Ordningen har frem til

august 2012 resulteret i ca. 440 anmeldelser.

På baggrund af de finske erfaringer skønnes det, at indførelse af en 5-årig overgangspe-

riode i Danmark, hvor der i lighed med den finske ordning ikke i øvrigt stilles krav om

eksempelvis bopæl eller vandel for at generhverve statsborgerskabet, vil kunne medføre

107

ca. 10.000 erklæringer fra personer, der ønsker at generhverve deres danske statsborger-

skab. Hvis overgangsordningen tillige giver mulighed for, at efterkommere af danske

statsborgere også kan erklære, at de ønsker dansk statsborgerskab, skønnes det – med

betydelig usikkerhed – at kunne give op til yderligere 10.000 sager.

Island modtog i kraft af deres overgangsordning på 4 år, som løb fra 1. juli 2003 til 1.

juli 2007, i alt 284 erklæringer om generhvervelse af statsborgerskab. Den islandske

ordning omfattede i modsætning til den finske overgangsordning ikke efterkommere af

islandske statsborgere, som var over 18 år. Der er ca. 320.000 indbyggere i Island. Ta-

ges der højde for forskellen i indbyggertal mellem Danmark og Island, svarer det umid-

delbart til, at Danmark forventeligt ville modtage ca. 6.250 erklæringer om generhver-

velse af dansk statsborgerskab, hvis ordningen løber i 5 år.

Sverige modtog i kraft af deres overgangsordning, som løb i 2 år fra 1. juli 2001 til 30.

juni 2003, i alt 5.575 anmeldelser om generhvervelse af statsborgerskab. Den svenske

ordning omfattede i modsætning til den finske overgangsordning ikke efterkommere af

svenske statsborgere, som var over 18 år. Der er ca. 9,6 mio. indbyggere i Sverige. Ta-

ges der højde for forskellen i indbyggertal mellem Danmark og Sverige, svarer det til, at

Danmark forventeligt ville modtage ca. 3.250 erklæringer om generhvervelse af dansk

statsborgerskab, hvis overgangsordningen kun løber i 2 år.

Det skal dog bemærkes, at det i den svenske betænkning ”Det svenska medborgarska-

pet” (SOU 2013:29) har været anført, at information om den svenske ordning ikke nåe-

de ud til alle berørte personer, og at den tidsmæssige udstrækning af ordningen var for

kort, hvilket kan have haft betydning for antallet af anmeldelser, jf. herom nærmere

ovenfor under kapitel 3.26. Begge dele kan tale for, at de svenske tal er lavere, end hvad

der kan forventes i Danmark.

Sammenfattende skønnes det – med udgangspunkt i antallet af anmeldelser om gener-

hvervelse i særligt Finland – at Danmark ved indførelse af en 5-årig overgangsperiode

vil modtage op mod 10.000 erklæringer om generhvervelse af statsborgerskab svarende

til i gennemsnit 2.000 erklæringssager om året. Der må dog, navnlig henset til de finske

erfaringer, forventes flere erklæringssager i den sidste del af ordningens løbetid end i

starten. Hvis efterkommere – som i den finske overgangsordning – også tages med i

ordningen, skønnes det samlede årlige antal erklæringssager at kunne blive op mod det

dobbelte.

Det skal bemærkes, at antallet af erklæringer om generhvervelse af statsborgerskab må

forventes at blive påvirket af, i hvilket omfang myndigheder og interesseorganisationer

108

informerer om muligheden for at generhverve et tidligere fortabt dansk statsborgerskab.

Hvis overgangsordningens løbetid gøres kort, må informationsindsatsens betydning for

antallet af erklæringer antages at være større end ved en lang eller permanent over-

gangsordning.

Det skønnes også at have stor betydning for antallet af erklæringssager, om generhver-

velse gøres betinget af eksempelvis et bopælskrav eller et vandelskrav. Navnlig et bo-

pælskrav skønnes at ville have stor betydning for antallet af sager. Det skyldes, at det

for størstedelen af de personer, der har bosat sig i udlandet og har opgivet deres danske

statsborgerskab i forbindelse med, at de har erhvervet statsborgerskab i et nyt land, må

forventes, at de pågældende ikke vil ønske at opfylde et bopælskrav i Danmark, og der-

for ikke vil kunne benytte en sådan ordning for generhvervelse af dansk statsborger-

skab. Der er ikke stillet bopælskrav eller vandelskrav i forbindelse med den finske, is-

landske og svenske overgangsordning.

I det foretagne skøn over antallet af sager er der taget udgangspunkt i en overgangsord-

ning på 5 år svarende til, hvad der gjaldt i Finland.

Det skønnes, at selv hvis overgangsordningen gøres permanent, vil størstedelen af er-

klæringerne om generhvervelse af dansk statsborgerskab indkomme i løbet af ordnin-

gens første 5 år. Dette underbygges af, at Finland kun har modtaget ca. 440 anmeldelser

efter ordningen blev gjort permanent i 2011 og frem til august 2012. Der må således

forventes et mindre antal erklæringer i en årrække efter de første fem år, hvis over-

gangsordningen gøres permanent. Det er dog umiddelbart vanskeligt at kvalificere dette

antal nærmere.

Gøres overgangsordningen derimod kortere end 5 år, f.eks. 2 år som i Sverige, må der

forventes et højere antal årlige erklæringer om generhvervelse af dansk statsborgerskab

end de op mod 2.000 erklæringer, der er lagt til grund ved en 5-årig overgangsordning.

Det samlede antal erklæringer under en 2-årig overgangsordning må dog forventes at

blive mindre end det samlede antal erklæringer ved en 5-årig overgangsperiode.

7.2.1. Erklæringssager i Statsforvaltningen

Af de skønnede op mod 2.000 årlige erklæringer om generhvervelse af dansk statsbor-

gerskab ved en overgangsperiode på 5 år, lægges det til grund, at en stor del af disse vil

kunne administreres af Statsforvaltningen på samme måde som erklæringer om dansk

statsborgerskab fra nordiske og tidligere danske statsborgere i dag administreres af

109

Statsforvaltningen i henhold til indfødsretslovens §§ 3 og 4. Dette skønnes således med

betydelig usikkerhed at ville være tilfældet for op mod 1.700 af de 2.000 sager.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 1.700 erklæringssager i Stats-

forvaltningen kan medføre merudgifter på op til 2 mio. kr. årligt i overgangsordningens

løbetid, såfremt ordningen omfatter alle udenlandske statsborgere.

7.2.2. Erklæringssager i Justitsministeriet

I en mindre del af de 2.000 sager – skønnet til op mod 300 – vil der i forbindelse med

erklæringer om generhvervelse skulle stilles krav svarende til betingelserne i indføds-

retslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Dette vil være tilfældet i forhold til erklæringer om gener-

hvervelse fra tidligere danske statsborgere over 22 år, som er født i udlandet. På den

baggrund vurderes disse erklæringer mest hensigtsmæssigt at skulle indgives til Justits-

ministeriet, jf. herom ovenfor i kapitel 6.3.3.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 300 erklæringssager i Justits-

ministeriet kan medføre merudgifter på op til 1 mio. kr. årligt i overgangsordningens lø-

betid, såfremt ordningen omfatter alle udenlandske statsborgere.

7.2.3. Sager om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret

Såfremt det i forbindelse med indførelse af en overgangsordning tillades tidligere dan-

ske statsborgere under 22 år, der er født i udlandet, at være omfattet af overgangsord-

ningen, vil det for disse personer betyde, at de – såfremt de forud for det fyldte 22. år

har erhvervet et andet statsborgerskab – gives mulighed for ved erklæring at generhver-

ve det tidligere danske statsborgerskab.

Som det fremgår af kapitel 6.3.3. ovenfor, vil bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 ikke

blive berørt af regler om øget accept af dobbelt statsborgerskab. Personer født i udlan-

det, der er under 22 år, vil derfor som hidtil ved det fyldte 22. år skulle dokumentere, at

de har boet i Danmark eller har opholdt sig her under forhold, der tyder på samhørighed

med Danmark. Det vil i praksis betyde, at de pågældende personer, når de erklærer, at

de ønsker at generhverve deres danske statsborgerskab, vil få udstedt et bevis for deres

danske indfødsret, der vil indeholde et forbehold om, at de i medfør af indfødsretslovens

§ 8 vil kunne fortabe indfødsretten ved det fyldte 22. år.

110

For disse personer, der er under 22 år, når de benytter overgangsordningen, vil det såle-

des ved det fyldte 22. år skulle konstateres, om de har bevaret deres danske indfødsret.

Der er tale om personer, som forud for indførelse af en eventuel overgangsordning har

fortabt deres danske indfødsret som følge af indfødsretslovens § 7 (om automatisk for-

tabelse af dansk statsborgerskab som følge af erhvervelse af et fremmed statsborger-

skab), og som derfor ikke efter de gældende regler har mulighed for at bevare deres ind-

fødsret efter indfødsretslovens § 8.

Det skønnes, at der i en periode fra overgangsordningens start og indtil 22 år efter, at

overgangsordningen er ophørt, vil indkomme op mod 120 sager om året som følge her-

af. Skønnet svarer til, at en fjerdedel af alle erklæringer om generhvervelse kommer fra

personer under 22 år, som har benyttet sig af overgangsordningens mulighed for at gen-

erhverve dansk statsborgerskab.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 120 sager om bevis for eller be-

varelse af dansk indfødsret kan medføre merudgifter på op til 0,5 mio. kr. årligt, såfremt

overgangsordningen omfatter alle udenlandske statsborgere.

7.3. Økonomiske konsekvenser ved en overgangsordning for efterkommere

Hvis overgangsordningen udformes således, at børn af tidligere danske statsborgere,

som er under 18 år, og som ikke selv tidligere har været danske statsborgere, også om-

fattes af ordningen, vil en erklæring fra de pågældende om dansk statsborgerskab skulle

behandles i forbindelse med deres forældres erklæring om generhvervelse af dansk

statsborgerskab.

En sådan udvidelse af ordningen skønnes derfor ikke at medføre øget sagsbehandling af

betydning.

7.3.1. Erklæringssager fra efterkommere

Hvis ordningen udformes således, at efterkommere, som er fyldt 18 år, og som ikke selv

tidligere har været danske statsborgere, tillige skal kunne opnå dansk statsborgerskab,

anslås det – på baggrund af erfaringerne fra Finland – at medføre op mod 2.000 yderli-

gere sager om året.

Foreløbigt skønnes ressourceforbruget til behandlingen af sådanne sager at ville svare til

andre erklæringssager i Justitsministeriet som følge af overgangsordningen, idet det dog

111

i den forbindelse bemærkes, at det nærmere vil skulle afklares, hvilke krav der vil skulle

stilles i forbindelse med behandlingen af de pågældende sager, jf. bl.a. de hensyn, der er

beskrevet ovenfor i kapitel 6.3.3.

Udgifterne forbundet med sagsbehandlingen konsolideres nærmere i det videre arbejde.

Justitsministeriet skønner foreløbigt, at behandlingen af 2.000 erklæringssager fra efter-

kommere kan medføre merudgifter på op til 6 mio. kr. årligt i overgangsordningens lø-

betid, såfremt overgangsordningen omfatter alle udenlandske statsborgere.

112