13. april 2021
Trepartsaftale om tilpasning af lønkompensationsordningen i forbindelse med gradvis genåbning af
Danmark
Med Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark, er der aftalt en gradvist genåbning af samfundet. I
forlængelse heraf har regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalt, at den generelle
lønkompensationsordning forlænges til og med d. 30. juni 2021. Lønkompensationsordningen for
tvangslukkede virksomheder vil fortsætte indtil, der ikke længere er tvangslukkede virksomheder.
Forlængelsen er med til at give tryghed for virksomhederne og lønmodtagerne.
Den igangværende gradvise genåbning af Danmark medfører også, at flere virksomheder løbende genåbner,
og at virksomhederne derfor vil genindkalde deres medarbejdere og ikke længere have behov for
lønkompensation. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er i forlængelse heraf enige om, at der i
forbindelse med genåbningen af virksomhederne og genindkaldelsen af medarbejderne er behov for en mere
en fleksibel lønkompensationsordning, så virksomhederne yderligere får den mulighed, at medarbejdere,
omfattet af lønkompensationsordningen kan genoptage deres arbejde i de sidste syv kalenderdage i
kompensationsperioden, uden at dette påvirker virksomhedens mulighed for at få fuld lønkompensation for
disse dage.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er derfor enige om, at der gives mulighed for at arbejde i
virksomheden i de sidste syv kalenderdage, i kompensationsperioden, for de medarbejdere, der har været
omfattet af lønkompensation i mindst 30 kalenderdage. Dette vil gælde for både den generelle
lønkompensationsordning og ordningen for tvangslukkede virksomheder. Muligheden kan benyttes én gang
for hver lønkompenserede medarbejder.
Der tages forbehold for EU’s statsstøtteregler.
Øvrige betingelser følger af det tidligere aftalte for lønkompensationsordningen. Ordningen administreres af
Erhvervsstyrelsen.