Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
17. november 2020
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 24 (Alm. del) af 15.
oktober 2020
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for de økonomiske konsekvenser for at hæve loftet for
skattekreditter til henholdsvis 50, 75 og 100 mio. kr., herunder provenu
(umiddelbart samt efter tilbageløb og eftertilbageløb og adfærd),
erhvervsinvesteringer i F&U, BNP samt arbejdsudbud (i fuldtidspersoner) årligt
frem til 2025 samt varigt? Ministeren bedes ligeledes redegøre for de økonomiske
konsekvenser såfremt ovenstående grænser kombineres med et forhøjet fradrag
på henholdsvis 110 og 130 pct. for skattekreditterne.
Svar
Med skattekreditordningen kan selskaber få udbetalt skatteværdien af den del af
deres underskud, der hidrører fra forsknings- og udviklingsaktiviteter. Der kan ef-
ter gældende regler maksimalt udbetales skatteværdien af 25 mio. kr. årligt, hvilket
ved en selskabsskattesats på 22 pct. svarer til, at der kan udbetales op til 5,5 mio.
kr. årligt.
I 2019 udgjorde den samlede udbetaling af skattekreditter ca. 1,1 mia. kr. Det
skønnes med betydelig usikkerhed, at hæves loftet til 100 mio. kr., da vil dette
medføre, at de årlige udbetalinger stiger til ca. 2 mia. kr. svarende til en stigning på
900 mio. kr. i de udbetalte skattekreditter. Det har på nuværende tidspunkt ikke
været muligt at vurdere konsekvenserne af COVID-19-krisen på skattekreditter,
men krisen vil alt andet lige øge disse midlertidigt.
På dette grundlag kan det umiddelbare mindreprovenu skønnes til 900 mio. kr. og
680 mio. kr. efter tilbageløb og adfærd i 2021. En del af dette mindreprovenu vil
blive opvejet af, at de udbetalte underskud ikke som ellers vil kunne modregnes i
efterfølgende års overskud. Det får mindreprovenuet til gradvist at aftage i de
næstkommende år. Den varige virkning beregnes til 300 mio. kr. efter tilbageløb
og adfærd,
jf. tabel 1.
Hvis dette kombineres med forhøjet fradrag på henholdsvis
110 og 130 pct., stiger effekten af tiltaget med henholdsvis ca. 25 pct. og 100 pct.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk