Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
4. maj 2021
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 211 (Alm. del) af 11.
marts 2021 stillet efter ønske fra Lars Boje Mathiesen (NB)
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse virkningen på de offentlige finanser (umiddelbart, efter tilba-
geløb og efter tilbageløb og adfærd) samt virkningen på arbejdsudbud og BNP
ved, at boligsikring for husstande med børn fremover kun må udgøre 15 pct. af
boligudgiften. Husstande med pensionister undtages. Indfasning skal kun gælde
nye forældre (dvs. forsørger uden børn pr. 31. december 2022). Virkningen ønskes
opgjort for 2023-2025, 2030, 2035 og 2040.
Svar
Efter gældende regler udgør boligsikringen som udgangspunkt 60 pct. af huslejen
minus et fradrag på 18 pct. af indkomsten over en fradragsgrænse på 147.500 kr.
For husstande uden børn kan boligstøtten dog højest udgøre 15 pct. af huslejen.
En gradvis udvidelse af denne 15 procents begrænsningsregel til også at gælde for
husstande med børn skønnes at medføre en udgiftsbesparelse efter tilbageløb og
adfærd, der stiger fra at udgøre 80 mio. kr. i 2023 til omkring 990 mio. kr. i 2040
opgjort i 2021-niveau,
jf. tabel 1.
Den stigende udgiftsbesparelse skal ses i sammen-
hæng med, at ændringen kun gælder nye forældre i 2023 og frem. I 2040 skønnes
udgifterne til boligsikring til børnefamilier at blive reduceret fra 1.700 mio. kr. til
780 mio. kr. opgjort i 2021-niveau. Det svarer således til godt en halvering af ud-
gifterne.
Ændringen medfører, at færre husstande, der modtager boligsikring, vil blive om-
fattet af indkomstmodregning i boligsikringen. Dermed øges incitamentet til be-
skæftigelse både via lavere sammensat marginalprocent og direkte som følge af la-
vere boligsikring. Dette medfører et øget arbejdsudbud. Virkningen på arbejdsud-
buddet skønnes med usikkerhed at stige fra at udgøre omkring 100 fuldtidsperso-
ner i 2023 til omkring 1.600 fuldtidspersoner i 2040. Virkningen er omtrent ligeligt
fordelt mellem øget timearbejdsudbud og øget deltagelse på arbejdsmarkedet. Det
er lagt til grund, at ændringen i boligsikringsreglerne har samme virkning på ar-
bejdsudbuddet som en tilsvarende ændring i indkomstskattereglerne.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk