Udenrigsministeriet
Folketingets Europaudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2021-11579
HPA
7. maj 2021
EUU alm. del
–
svar på spørgsmål 126 fra Søren Søndergaard
(EL) stillet den 8. april 2021 til udenrigsministeren
Spørgsmål 126
Ministeren bedes forholde sig til, at EU´s ombudsmand har kritiseret, at
udkastet til EU-Mercosur-aftalen var færdigt, inden konsekvensanalysen
fra London School of Economics var færdiggjort, hvilket betyder, at
aftalen er indgået på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Svar
EU-kommissionen skal som led i forhandlinger om større frihandelsaftaler
altid have udarbejdet en uafhængig konsekvensanalyse af de kvantitative
økonomiske, miljømæssige og sociale effekter af aftalen, herunder
bæredygtighedsaspekter som klima, miljø og arbejdstagerrettigheder.
Jeg er enig i, at konsekvensanalyser ideelt set bør færdiggøres inden
forhandlingerne om en handelsaftale afsluttes. Den uforudsigelige
dynamik i forhandlingerne om Mercosur-aftalen gjorde det imidlertid ikke
muligt, men jeg hæfter mig ved, at de studier og undersøgelser, der har
ligget til grund for konsekvensanalysen, løbende er blevet taget i
betragtning af Kommissionen under forhandlingerne.
Det er positivt, at konsekvensanalysen har skabt et oplyst grundlag og nu
foreligger tids nok til, at vi kan have en grundig debat, inden aftalen skal
godkendes.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod