ERU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 492: Spm., om de problemstillinger, som Konkurrencestyrelsen og Finanstilsynet fremhæver vedr. selskaber, der får en forhøjet rente på deres indestående i et pensionsselskab, når de vælger pensionsselskabet til at forvalte deres ansattes firmapensioner, til erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del
Offentligt

Erhvervsudvalget 2020-21

ERU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 207

Offentligt

Folketingets Erhvervsudvalg

ERHVERVSMINISTEREN

16. april 2021

ERHVERVSMINISTERIET

Besvarelse af spørgsmål 207 alm. del stillet af udvalget den 8. januar

2021 efter ønske fra Victoria Velasquez (EL).

Spørgsmål:

I Økonomisk Ugebrev nr. 41 fra 6. december 2020 - 25. årgang og nr. 42

–

fra 13. december 2020 - 25. årgang beskriver journalist Carsten Vitoft,

at en række virksomheder undgår minusrenter på frie likvider, fordi de i

stedet for bankindeståender får lov til at placere dem i pensionsselskaber,

der giver nul- eller plusrenter. Modydelsen er, at virksomhederne indgår

aftaler med pensionsselskaberne om, at de forvalter de ansattes firmapen-

sioner. Det er angiveligt muligt for pensionsselskaberne at udbyde denne

slags produkter i overensstemmelse med pensionsbeskatningslovens § 53

Vil ministeren svare på,

–

om den beskrevne praksis i de nævnte artikler er i overensstem-

melse med retstilstanden og intentionen med lovgivningen,

–

om Finanstilsynet finder, at den beskrevne praksis tjener de på-

gældende pensionskunders (ikke virksomhedernes, men deres an-

sattes) interesser,

–

om Finanstilsynet har pligt til at registrere en sådan praksis og

foreslå den ændret i overensstemmelse med pensionskundernes

interesser,

–

om hvilken lovgivning i hhv. den finansielle regulering og på

skatteområdet, der skulle ændres, hvis den omtalte praksis skulle

forhindre,

–

om konkurrencemyndighederne mener, at den beskrevne praksis

hæmmer konkurrencen mellem selskaberne på pensionsmarkedet,

–

om skattemyndighederne har et overblik over, hvor mange

penge de anbragte formuer iht. § 53 A for virksomheder med an-

satte beløber sig til,

–

om staten ved denne anbringelse af virksomhedernes formue i

pensionsselskaberne går glip af skatteprovenu og vil ministeren

beskrive, hvilke dele af pensionsbeskatningslovens § 53 A, der

muliggør den beskrevne praksis, og hvordan hullet kan lukkes?

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Tlf.

Fax

33 92 33 50

33 12 37 78

CVR-nr. 10 09 24 85

EAN nr. 5798000026001

[email protected]

www.em.dk

ERU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 492: Spm., om de problemstillinger, som Konkurrencestyrelsen og Finanstilsynet fremhæver vedr. selskaber, der får en forhøjet rente på deres indestående i et pensionsselskab, når de vælger pensionsselskabet til at forvalte deres ansattes firmapensioner, til erhvervsministeren

Svar:

Ad 1)

–

om den beskrevne praksis i de nævnte artikler er i overens-

stemmelse med retstilstanden og intentionen med lovgivningen

Der lægges til grund, at der i forhold til artiklerne i Økonomisk Ugebrev

spørges til to potentielt sammenhængende typer af praksis:

a) At livsforsikringsselskaber har kunnet tilbyde virksomheder at

oprette ordninger, hvor virksomheden har kunnet placere sin

overskudslikviditet på nærmere aftalte vilkår (der beskrives nul-

eller plusrenter) fremfor at have dem stående i banken på en ind-

lånskonto til negative renter

b) At virksomheder ved valg af leverandør til den pensionsordning,

de ønsker at tilbyde ansatte som del af en samlet lønpakke, kan

vælge ud fra, hvor gode vilkår livsforsikringsselskabet kan til-

byde ift. en eventuel ordning til placering af overskudslikviditet

Ift. a) har jeg forelagt spørgsmålet for Finanstilsynet, der har oplyst føl-

gende:

”Finanstilsynet vurderer, at det er inden for den

gældende regule-

rings rammer, at livsforsikringsselskaber kan tilbyde en virksomhed

at indskyde midler på en ordning i et livsforsikringsselskab.”

Ift. b) følger det af den danske arbejdsmarkedsmodel, at ansattes løn-

pakke, og herunder en eventuel pensionsordning, kan forhandles som en

del af en overenskomst. For områder, der pt. ikke er overenskomstdæk-

ket, vælger virksomheden, hvilken lønpakke, herunder pensionsordning,

man vil tilbyde de ansatte (en såkaldt firmapension).

Ad 2)

–

om Finanstilsynet finder, at den beskrevne praksis tjener de

pågældende pensionskunders (ikke virksomhedernes, men deres an-

sattes) interesser

Jeg har forelagt spørgsmålet for Finanstilsynet, der har oplyst følgende:

”Virksomheder,

der ikke er overenskomstdækkede, kan vælge at

aftale vilkår med en leverandør af pensionsordninger, som de even-

tuelt ønsker at tilbyde deres ansatte som firmapension. Det kan

f.eks. være et kommercielt livsforsikringsselskab.

Det kan ikke afvises, at virksomheden i valget af leverandør vil

vælge ud fra, hvor gode vilkår livsforsikringsselskabet kan tilbyde i

forhold til en ordning til placering af virksomhedens overskudsli-

kviditet.

Virksomheders eventuelle aftaler med livsforsikringsselskaber om

placering af overskudslikviditet vil dog altid skulle oprettes som en

særskilt forsikringsaftale mellem virksomheden og livsforsikrings-

selskabet, som ikke er en del af den selvstændige aftale om forsikring

og pensionsopsparing til virksomhedens ansatte

Hvis et livsforsikringsselskab tilbyder en garanteret forrentning af

en virksomheds overskudslikviditet, der ligger over den risikofri

rente, så vil livsforsikringsselskabet i henhold til lovgivningen skulle

afsætte penge (foretage hensættelser), der skal sikre, at livsforsik-

ringsselskabet kan leve op til sine forpligtigelser, når ordningen skal

udbetales. Den risikofrie rente beregnes på basis af euroswaprente-

kurven. Målt på det 10 årige punkt på den risikofrie rentekurve var

renten -0,09 pct. ultimo februar 2021.

Lidt forsimplet kan det siges, at hvis et livsforsikringsselskab derfor

tilbyder en virksomhed en højere forrentning (garanti) end niveauet

for den risikofrie rente i det nuværende marked, så vil selskabet

skulle finde pengene i sin egenkapital til at kunne dække hensættel-

serne og de fremtidige forpligtelser.

Finanstilsynet fører endvidere i det løbende tilsyn kontrol med reg-

lerne om rimelighed for pensionsprodukter, der bl.a. indebærer en

kontrol med, at der ikke sker en urimelig omfordeling af midler mel-

lem kunder. Dette vil også omfatte omfordeling mellem en virksom-

hedsaftale om overskudslikviditet på den ene side og samme virk-

somheds eventuelle aftale om pensioner til de ansatte og andre kun-

der i samme fællesskab på den anden side. Såfremt der er risiko for

omfordeling ved at sammenblande midler fra kunder, skal selskabet

beslutte passende værn, der sikrer, at alle kunder behandles rimeligt,

f.eks. værn i forhold til at trække midler ud af ordningen.”

Ad 3)

–

om Finanstilsynet har pligt til at registrere en sådan praksis

og foreslå den ændret i overensstemmelse med pensionskundernes

interesser

Jeg har forelagt spørgsmålet for Finanstilsynet, der har oplyst følgende:

”Finanstilsynet

har ikke pligt til at registrere al lovlig adfærd i mar-

kedet. Finanstilsynet har derfor ikke et separat register over de kon-

krete aftaler, som er indgået mellem virksomheder og livsforsik-

ringsselskaber om ordninger til placering af likviditet, der skatte-

mæssigt behandles efter pensionsbeskatningslovens § 53 A. Finans-

tilsynet har endvidere heller ikke registre over samtlige aftaler om

pensionsordninger for ansatte i virksomheder.

Hvis Finanstilsynet identificerer en ulovlig praksis inden for den fi-

nansielle lovgivning i forbindelse med sit tilsyn med de finansielle

virksomheder, kan der gives påbud til de finansielle virksomheder

om at ændre adfærd og overholde lovgivningen.”

Ad 4)

–

om hvilken lovgivning i hhv. den finansielle regulering og på

skatteområdet, der skulle ændres, hvis den omtalte praksis skulle for-

hindres

Lønforhold, herunder pensionsordninger, forhandles i den danske arbejds-

markedsmodel som udgangspunkt mellem arbejdsmarkedets parter, jf. sva-

ret på spørgsmål 1. Det vil derfor være et indgreb i den danske arbejdsmar-

kedsmodel, hvis der gennemføres lovgivning, der griber ind i virksomhe-

ders adgang til at vælge den firmapensionsordning, som de ønsker at til-

byde deres ansatte, hvis der ikke er en overenskomstdækning. Forholdene

på arbejdsmarkedet henhører under beskæftigelsesministerens ressort og

reguleres som udgangspunkt ikke i den finansielle regulering.

I forhold til ændringer, der ville skulle foretages i den finansielle regulering

for at forhindre livsforsikringsselskaber i at udbyde produkter til virksom-

heder til placering af overskudslikviditet, har jeg forelagt spørgsmålet for

Finanstilsynet, der har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

”Rammerne

for livsforsikringsselskabernes udbud af produkter er

overordnet reguleret i bilag 8 i lov om finansiel virksomhed, der fast-

sætter de overordnede typer af produkter (forsikringsklasser), som

livsforsikringsselskaber kan udbyde. Bilaget afspejler bilag 2 i Sol-

vens II-direktivet (direktiv 2009/138), og adgangen til at drive de

nævnte typer af virksomhed følger således af Solvens II-direktivet.

En indskrænkning af disse rammer i dansk lovgivning ville potentielt

kunne forhindre udbuddet af produkter til placering af overskudsli-

kviditet, men en sådan indskrænkning vil skulle overvejes nøje. Det

vil bl.a. skulle overvejes, hvorvidt en sådan potentiel ændring kan

ske inden for rammerne af den europæiske Solvens II-regulering.

Endvidere vil der skulle foretages en vurdering af, om en eventuel

indskrænkning af rammerne vil have utilsigtede negative konse-

kvenser for andre livsforsikringsprodukter end netop dem, der udby-

des til virksomheder til placering af deres overskudslikviditet.

Finanstilsynet vil fremadrettet på inspektioner sætte fokus på livs-

forsikringsselskabernes udbud af produkter til placering af over-

skudslikviditet.”

Der henvises til svaret på spørgsmål 7 ift. lovgivning på skatteområdet.

Ad 5)

–

om konkurrencemyndighederne mener, at den beskrevne

praksis hæmmer konkurrencen mellem selskaberne på pensionsmar-

kedet,

Jeg har forelagt spørgsmålet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der

oplyser følgende, som jeg kan henholde mig til:

”Den

af Økonomisk Ugebrev beskrevne praksis vedrører de

kom-

mercielle livsforsikringsselskaber, der forvalter firmapensionsord-

ninger. De kommercielle livsforsikringsselskaber konkurrerer om at

sælge firmapensionsordninger til virksomhederne. Det skyldes, at

firmapensionsordninger

typisk oprettes for de ansatte af virksomhe-

derne som en del af ansættelsestilbuddet. Det er derfor i dette tilfælde

primært virksomhederne

–

frem for den enkelte opsparer

–

der

”kø-

ber” firmapensionsordninger hos de kommercielle livsforsikrings-

selskaber, og som med deres efterspørgsel kan bidrage til at styrke

konkurrencen på markedet.

Konkurrencerådet har offentliggjort en analyse af pensionsmarkedet

og af de kommercielle selskabers indtjening på kapitalforvaltning

som peger på, at de kommercielle selskabers samlede pris dækker

over, at de sætter relativt lave, og i mange tilfælde tabsgivende, for-

sikringspræmier og priser på administration, mens der omvendt sæt-

tes høje priser på kapitalforvaltningen/investering af pensionsfor-

muen, der genererer en meget betydelig indtjening hos de kommer-

cielle selskaber.

I forhold til den beskrevne praksis ved at tilbyde et produkt til selve

virksomheden til placering af overskudslikviditet ud over udbuddet

af firmapensionsordningerne, så er konkurrenceeffekten af et sådan

produkt ikke selvstændigt analyseret tidligere. Undersøgelser i for-

bindelse med Konkurrencerådets analyse viser dog mere generelt, at

mere end hver fjerde virksomhed angiver, at det var vigtigt eller me-

get vigtigt, at virksomheden kunne opnå økonomiske fordele ved at

oprette en pensionsordning. Det kan derfor ikke udelukkes, at nogle

virksomheder vil tillægge muligheden for at oprette en ordning om

placering af overskudslikviditet vægt, når virksomheden tager stil-

ling til placering af de ansattes firmapensionsordninger hos et livs-

forsikringsselskab. Denne mulighed medfører ikke nødvendigvis i

sig selv en afsvækket konkurrence på markedet, men kan bl.a. ses

som en konsekvens af konkurrenceforholdene på markedet, herun-

der at indtjeningen er relativt høj på pensionsselskabernes kapital-

forvaltning.”

Jf. Konkurrencerådets

analyse, ”Konkurrencen på markedet for pension”, december

2019, samt Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsens artikel, ”Pensionsselskabernes indtje-

ning på kapitalforvaltning”, december 2020.

Ad 6)

–

om skattemyndighederne har et overblik over, hvor mange

penge de anbragte formuer iht. § 53 A for virksomheder med ansatte

beløber sig til,

Jeg har forelagt spørgsmålet for skatteministeren, der oplyser følgende,

som jeg kan henholde mig til:

”

Skatteforvaltningens seneste fuldt opdaterede data om indestående

på pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A,

som har virksomheder som forsikringstagere, er fra 2020. Dataene

dækker kun virksomheder, der er drevet i selskabsform, da det pt.

ikke er muligt at trække samme oplysninger for virksomheder, der

drives personligt. Dataene omfatter alle virksomheder drevet i sel-

skabsform, uanset om de pågældende virksomheder måtte have an-

satte med pensionsordninger i samme forsikringsselskab.

Ved udgangen af 2020 var der således et indestående på ca. 3,3 mia.

kr. på pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens §

53 A, hvor forsikringstageren var en virksomhed drevet i selskabs-

form. Til sammenligning blev der for 2020 indberettet et indestående

på ca. 14,3 mia. kr. på pensionsordninger omfattet af pensionsbe-

skatningslovens § 53 A, hvor forsikringstageren var en person”

Ad 7)

–

om staten ved denne anbringelse af virksomhedernes formue

i pensionsselskaberne går glip af skatteprovenu og vil ministeren be-

skrive, hvilke dele af pensionsbeskatningslovens § 53 A, der muliggør

den beskrevne praksis, og hvordan hullet kan lukkes?

Jeg har forelagt spørgsmålet for skatteministeren, der oplyser følgende,

som jeg kan henholde mig til:

”Pensionsbeskatningsloven

regulerer den skattemæssige behandling

af indbetalinger på og udbetalinger fra pensionsordninger mv. Der

er i pensionsbeskatningslovens kapitel 1 fastsat krav til, hvordan op-

sparingen skal foretages for, at opsparingen er skattebegunstiget.

Skattebegunstigelsen består i, at afkastet beskattes lempeligt efter

pensionsafkastbeskatningsloven, og for ratepensioner og livrenter

m.v. desuden i, at der er fradragsret for indbetalingerne.

Pensionsbeskatningslovens § 53 A regulerer de skattemæssige vilkår

for livsforsikringer, pensionskasseordninger og pensionsordninger i

pengeinstitutter, der ikke er omfattet af de almindelige regler i pen-

sionsbeskatningslovens kapitel 1. Reglen gælder også for pensions-

ordninger, hvor pensionsopspareren har valgt at give afkald på skat-

temæssig behandling efter de almindelige regler. Efter § 53 A, stk.

1, nr. 1, gælder § 53 A således for ”livsforsikring, der ikke omfattes

af pensionsbeskatningslovens kapitel 1”, og efter § 53 A, stk. 1, nr.

2, for livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor

forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på be-

skatning efter de almindelige regler.

Der er ikke fradrag for virksomhedernes indbetalinger til pensions-

ordninger omfattet af § 53 A, men til gengæld er udbetalingerne skat-

tefri. Afkastet beskattes som kapitalindkomst (personer) eller med

selskabsskat (selskaber mv.), altså med en højere sats end den pen-

sionsafkastskat, som betales af afkastet på skattebegunstigede pensi-

onsordninger.

Reglen i § 53 A er en opsamlingsbestemmelse til de almindelige reg-

ler i pensionsbeskatningsloven. Den omfatter således en bred vifte

af forskellige pensions- og livsforsikringsprodukter, herunder grup-

pelivsforsikring, ligesom reglen også finder udbredt anvendelse på

udstationerede borgere, der under udstationeringen ikke vil kunne

udnytte fradragsretten for indbetalinger til almindelige livrenter og

ratepensioner. Reglen anvendes også på såkaldt krydslivsforsikring,

hvor ejeren af forsikringen og den forsikrede person er forskellige.

Hvis den forsikrede dør, modtager ejeren af forsikringen udbetalin-

gen, hvilket vil være en relevant løsning for ugifte samlevende per-

soner og for kompagnoner.

Pensionsbeskatningslovens regler, herunder § 53 A, indeholder ikke

en produktregulering af pensionsordninger, men fastlægger alene

den skattemæssige behandling af forskellige typer af pensionsord-

ninger.”

Med venlig hilsen

Simon Kollerup