Epidemiudvalget 2020-21
EPI Alm.del
Offentligt
2415186_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Epidemiudvalg
Dato: 14-06-2021
Enhed: DAICY
Sagsbeh.: DEPLCHR
Sagsnr.: 2109086
Dok. nr.: 1762246
Folketingets Epidemiudvalg har den 17. maj 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 193
(Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 193:
”Ministeren
bedes kommentere henvendelse af 17/5-2021 fra Marianne Ørgaard om
krydsvaccinationer, jf. EPI alm. del
bilag 294.”
Svar:
Sundhedsstyrelsen besluttede den 14. april 2021, at vaccinationsprogrammet mod
COVID-19 i Danmark fortsætter uden vaccinen Vaxzevria® fra AstraZeneca. Sundheds-
styrelsen anbefaler, at personer, som har modtaget 1. stik med vaccinen fra AstraZe-
neca, bliver færdigvaccineret med én dosis af en mRNA-vaccine, hvilket har været til-
fældet for de ca. 150.000 personer i Danmark, der nu tilbydes færdigvaccination med
en mRNA-vaccine efter 1. stik med AstraZeneca. Det faglige grundlag kan tilgås via
følgende link:
Vaccinationstilbud til personer, der har påbegyndt, men ikke færdig-
gjort, vaccinationsforløb med Vaxzevria®
Forordningen om det digitale EU COVID Certifikat, der træder i kraft 1. juli 2021, inde-
bærer, at et medlemsland, som godtager vaccination som grundlag for indrejse, for-
pligtes til at godtage dokumentation for alle EMA-godkendte vacciner. Der gælder
dog med forordningen alene en forpligtelse til at godtage færdigvaccinerede, og det
er derfor op til medlemslandene selv at beslutte, om eksempelvis én dosis er tilstræk-
keligt. Der gælder desuden med forordningen en forpligtelse for medlemslandene om
at behandle indehavere af certifikater lige.
De danske myndigheder er i dialog med en række andre lande om krydsvaccination.
Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen har oplyst, at en række lande ligesom Dan-
mark anbefaler, at personer, som har modtaget 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca
færdigvaccineres med mRNA-vaccine. De fleste EU- og Schengenlande anser personer,
der har modtaget to forskellige EMA-godkendte vacciner som færdigvaccinerede.
De danske myndigheder har rejst problemstillingen i EU, og det indgår nu i udkastet
til ændring af Rådets henstilling (EU) 2020/1475 om den frie bevægelighed, at kryds-
vaccination bør anses som færdigvaccination. Rådshenstillingen lægger op til en koor-
dineret tilgang til mobiliteten internt i EU men er ikke bindende for medlemslandene.
Det anbefales derfor fortsat, at man orienterer sig grundigt om de restriktioner og
krav, som gælder i det land, man ønsker at rejse til.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Line Cecilie Høj Rosenkrands