Folketingets Børne- og Undervisnings-
udvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 5514
Doknr.
442876
Dato
08-09-2021
Endeligt svar på spørgsmål fra Marie Bjerre (V) stillet den 12. juli 2021.
Spørgsmål nr. 410:
”Vil
ministeren redegøre for, om en kommune har hjemmel til at kræve, at allerede
etablerede private storpasningsordninger uden for børnepasseres egen bopæl frem-
over skal leve op til brandkrav om blandt andet etablering af Automatisk Brandalarm
Anlæg (ABAanlæg)?”
Svar:
Byggeloven finder som udgangspunkt anvendelse ved opførelse af ny bebyggelse, ved
væsentlige ombygninger, ved væsentlige anvendelsesændringer af bebyggelse og ved
nedrivning af bebyggelse.
Det vil sige, at en bygning skal leve op til de krav i byggeloven, herunder bygningsreg-
lementet, som var gældende på tidspunktet for bygningens opførsel. Hvis bygningen
ombygges væsentligt, herunder hvis bygningens anvendelse ændres væsentligt, skal
bygningen opfylde de krav, der var gældende på tidspunktet for ombygningen.
Det er kommunalbestyrelsen, der som bygningsmyndighed påser, at kravene i bygge-
lovgivningen er overholdt og træffer afgørelse i konkrete byggesager.
Der er krav om automatisk brandalarmanlæg (ABA-anlæg) i bygninger, der er indret-
tet som f.eks. vuggestuer og andre lignende daginstitutioner, hvilket blev indført i byg-
ningsreglementet pr. 1. december 2004. Sådanne bygninger svarer til anvendelseska-
tegori 6, og kravet gælder uanset de ejermæssige og organisatoriske forhold.
Alt efter om en pasningsordning er etableret inden eller uden for egen bopæl kan der
være forskel på de bygningsmæssige krav.
En privat bolig kan således anvendes til visse former for erhverv, herunder f.eks. dag-
pleje, uden, at den ændrer anvendelse i byggelovens forstand. I sådanne tilfælde er der
ikke krav om installation af ABA-anlæg.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek