Børne- og Undervisningsudvalget (BUU) Alm. del

Samling: 2020-21

Spørgsmål 267

Den 17. marts 2021 landede DCUM-rapporten der vedrører den mobbesag fra Herlev, som betød at en kun 12-årig dreng forsøgte at begå selvmord på hans skole i efteråret 2020. DCUM-rapporten kommer med en klar og skarp kritik af Herlev Kommune. Herlev Kommune har efterfølgende valgt at sende følgende mail ud til alle forældre på Lindehøjskolen, som tydeligt indikerer, at den klare kritik DCUM rejser ikke bliver taget alvorligt. Der er således hverken fremlagt tiltag, der skal reducere mobning på skoler i Herlev, ligesom den skrappe kritik fra DCUM slet ikke anerkendes: "Kære forældre Som bekendt udtog Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) Lindehøjskolen til tilsyn den 5. oktober 2020. Skolen blev udtaget til tilsyn på baggrund af en artikel i Ekstra Bladet den 25. september 2020, hvor avisen skrev om en hændelse, der fandt sted på Lindehøjskolen den 24. september 2020. For os var tilsynet velkomment. Vi ønsker at arbejde transparent og stiller os til enhver tid åben overfor en drøftelse af arbejdet på Lindehøjskolen. Forvaltningen og Lindehøjskolen har gjort sig umage for at stille sig til rådighed for tilsynet. Vi har i dag modtaget tilbagemeldingen på tilsynet fra DCUM. Vi kan konstatere, at tilsynet ikke har givet anledning til anbefalinger rettet mod den faglige håndtering af enkelte elevers eller klassers trivsel. Tilsynet bidrager med en vejledende udtalelse på to punkter: Skolens antimobbestrategi skal inkludere en henvisning til § 1 c i undervisningsmiljøloven. Skolen skal forbedre praksis vedrørende de henvendelser og tilhørende vurderinger der hører under § 1 c i Undervisningsmiljøloven. Herover skal skolen overholde tidsfristerne jævnfør § 1 c i Undervisningsmiljøloven. Den præcisering tager vi til os, for dermed at sikre de bedst mulige rammer for indsatsen overfor børnene og samarbejdet med forældrene. Forvaltningen vil sammen med Lindehøjskolens ledelse og Skolebestyrelsen iværksætte et arbejde, så de to anbefalinger indarbejdes i skolens praksis. Vedlagt dette brev findes tilbagemeldingen fra DCUM. DCUM har meddelt forvaltningen, at de har afsluttet sagen.” Vil ministeren oplyse, om ministeren mener, at Herlev Kommune tager DCUM’s rapport tilstrækkelig alvorligt i lyset af, at en 12-årig dreng i efteråret forsøgte at begå selvmord, og i lyset af at der over årene har været adskillige voldsomme mobbesager i kommunen, som har været beskrevet i pressen? Vil ministeren endvidere oplyse, om ministeren vil indhente en redegørelse fra Herlev Kommune for at få Herlev Kommune til at uddybe, hvorfor der ikke er taget nogle initiativer til at stoppe mobning på Lindehøjskolen og andre skoler i Herlev Kommune?
Dato: 06-04-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne: folkeskolen

Endeligt svar

Dokumentdato: 03-05-2021
Modtaget: 03-05-2021
Omdelt: 03-05-2021

BUU alm. del - svar på spm. 267, om Herlev Kommune tager DCUM’s rapport tilstrækkelig alvorligt i lyset af, at en 12-årig dreng i efteråret forsøgte at begå selvmord mv., fra børne- og undervisningsministeren

Svar BUU spm. 267 (pdf-version)
Html-version

Udvalgsspørgsmål

Dokumentdato: 06-04-2021
Modtaget: 06-04-2021
Omdelt: 06-04-2021

Spm., om Herlev Kommune tager DCUM’s rapport tilstrækkelig alvorligt i lyset af, at en 12-årig dreng i efteråret forsøgte at begå selvmord mv., til børne- og undervisningsministeren

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version