BUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 156: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om, hvilke konkrete ideer ministeren har til at styrke inklusionen i folkeskolen, til børne- og undervisningsministeren

Børne- og Undervisningsudvalget 2020-21
BUU Alm.del
Offentligt

TALEPAPIR

–

DET TALTE ORD GÆLDER

Anledning

Titel

Åbent samråd om BUU alm. del spm. P og Q

Regeringens initiativer på almen- og specialundervis-

ningsområdet

Målgruppe

Arrangør

Taletid

Tid og sted

Børne- og Undervisningsudvalget

Ca. 5 min.

Torsdag den 25. februar kl. 10.15

–

11.15 i lokale 2-133

BUU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 156: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om, hvilke konkrete ideer ministeren har til at styrke inklusionen i folkeskolen, til børne- og undervisningsministeren

Disposition

1. Indledning

2. Kort status

3. Regeringens initiativer på den korte bane

4. Evaluering af inklusion og specialpædagogisk bistand

5. Afslutning

Samrådsspørgsmål P: ”Hvilke konkrete ideer har ministeren til at styrke inklusionen i

folkeskolen, så flere børn med specielle behov reelt bliver en del af det sociale og

faglige fællesskab i klassen?”

Samrådsspørgsmål

Q: ”Hvad er ministerens holdning til, at andelen af elever der se-

gregeres har været stigende de sidste fire år og nu stort set er tilbage på samme ni-

veau som i 2012, og hvilke initiativer mener ministeren, at det kalder på, i det der

henvises

til flere elever modtager specialtilbud bragt på kl.dk. den 23. januar 2020?”

1. Indledning



Tak til Konservative Folkeparti for at sætte fokus på denne vigtige dagsorden

–

og jeg er enig i de indledende ord fra ordføreren.



Det har været forkert at fastsætte en målsætning om et konkret tal for inklusi-

onsgraden, og det er godt, at den er blevet afskaffet igen. Børn passer ikke ind i

sådanne statistikker, og fokus må ikke være at få børn til at passe ind i en be-

stemt kategori. Det skal være en faglig vurdering, der ligger til grund for, hvil-

ket undervisningstilbud, der passer bedst til barnet.

2. Kort status



Når flere børn får et specialundervisningstilbud, bliver jeg indledningsvis lettet.

Jeg har indtryk af, at for få børn har fået det undervisningstilbud, som er bedst

for dem. Det kommer an på barnet og dets behov, og mange børn kom i

klemme umiddelbart efter vedtagelsen af inklusionslovgivningen. Mit indtryk -

de seneste år - er, at for få elever har fået det tilbud, som de har behov for.



Men når flere elever modtager specialundervisningstilbud, så kan man faktisk

ikke bare som udgangspunkt sige: Det er godt, eller det er skidt. For det hand-

ler jo om, hvorvidt undervisningen passer til eleven.



Det er godt, hvis det er det fagligt bedste for eleven at modtage specialunder-

visning. Det er skidt, hvis eleven havde bedre af at modtage almenundervis-

ning.



I en periode var man politisk alt for optagede af at ramme en bestemt procent-

andel for, hvor mange der modtog specialundervisning, og hvor mange der var

i almenundervisningen.



Midt i det blev det enkelte barn glemt. Og det er ubetinget skidt.



Der er lige så stor en andel elever i segregerede specialundervisningstilbud som

før inklusionslovgivningen tilbage i 2012, og jeg vil gerne adresse en problem-

stilling, der bekymrer mig meget i denne sammenhæng.



Vi hører i for høj grad, at der sættes for sent ind. Der går for lang tid, inden

børn kommer i et specialtilbud. Det er min oplevelse, at problemerne er større,

end de var før inklusionslovgivningen, selvom lige så mange kommer i special-

tilbud.



Er det fordi, at flere børn er blevet dårligere eller har fået det skidt, eller skyl-

des det, at vi sætter senere ind i børnenes udvikling efter inklusionsloven.



Vi kan se af tallene, at der er store kommunale forskelle, og mens de fleste

kommuner har haft en stigning i andelen i segregerede tilbud, har 15 pct. haft

et fald.



Mange af de historier, vi hører fra praksis vidner både om fejlslagen inklusion,

og om skoler og kommuners udfordringer med at omsætte de fine idealer om

inklusion til skolens hverdag og virkelighed.



Historierne peger på, at inklusion i nogen kommuner i for høj grad er blevet

gjort til et ideal, der spærrer for, at vi giver børn med udfordringer de rammer

og den støtte, de har brug for.



Når det er sagt, så ser jeg gerne, at vi ændrer i organiseringen af specialunder-

visningsområdet, så flere specialtilbud forankres på den enkelte folkeskole. Vi

har haft en drøftelse i Folketinget omkring de elever, som modtager under 9 ti-

mers støtte, og jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det er vigtigt, at vi får

højnet retssikkerheden omkring det.



Men det er ikke nok med det. Skolerne skal i højere grad være gearet til at yde

en vifte af specialpædagogiske tilbud og støtteformer (mellemformer) og med

et korps af lærere med specialpædagogiske kompetencer, så både økonomiske

ressourcer og specialkompetencer bliver på skolerne og kan komme flere ele-

ver til gode.



Helt konkret skal der være specialundervisningstilbud på alle skoler, så lærerne

kan få hjælp fra et specialcenter. De vil også kunne hjælpe børn med andre pro-

blemer fx i hjemmet, og som i en periode har brug for mere ro om deres under-

visning. De behøver ikke afvente en udredning, men kan få hjælp med det

samme.

3. Regeringens initiativer på den korte bane



I den almene folkeskole handler det om at løse de udfordringer, der forhindrer

skolen i at være god for alle elever. Vi skal have specialpædagogikken tættere

på, vi skal gøre brug af tolærerordninger

–

og vi skal sætte tidligt og forebyg-

gende ind.



Jeg er meget optaget af mellemformerne og at få specialundervisningscentre ud

på selve folkeskolerne. Dette afspejler sig i det, som vi har lagt vægt på fx i vo-

res håndtering af ordblindeområdet med flere læsevejledere. Jeg vil gerne have

specialundervisningskompetencer på alle folkeskoler, så vi kan håndtere både

indlæringsproblemer og problemer af social karakter. Dette handler om at

vende tilbage til nogle af de ting, som var i gamle dage.

4. Evaluering af inklusion og specialpædagogisk bistand



I evalueringen af inklusion og specialpædagogisk bistand bliver der også set på

brugen af mellemformer mellem almen- og specialundervisning og de lovende

resultater fra fx NEST klasser i Aarhus kommune, hvor alle elever, herunder

fire med autisme, klarer sig godt i klasser med lav klassekvotient og to under-

visere og en særlig pædagogisk tilgang. Jeg er meget glad for NEST-klasserne i

Aarhus, hvor man skruer ned for klassekvotienten i de klasser, hvor der er børn

med diagnoser, som godt kan inkluderes under forudsætning af, at der er færre

børn.



Vi skal se på, hvordan vi indretter skolen på tværs af almen- og specialunder-

visningen, så skolen imødekommer elevernes forskellige behov og sikrer, at

eleverne får den støtte, de har behov for.



Jeg er endvidere meget ærgerlig over, at man gik væk fra at have specialunder-

visning som linjefag på læreruddannelsen. Derfor skal man også kigge på, hvil-

ken slags uddannelse man giver lærerne, så de har de rigtige kompetencer til at

håndtere problemstillingerne.

6. Afslutning



Der kommer en evaluering af inklusion, og jeg har ikke noget behov for at

vente med drøftelser af løsninger, indtil vi har et resultatet. Da vi sidste år

havde Sorømøde om inklusion, var det min plan, at vi skulle gå i gang, og det

har vi gjort bl.a. på ordblindeområdet og det store PPR-projekt, som vi har la-

vet i fællesskab.



Derfor mener jeg ikke, at det er nødvendigt at vente på evalueringen, men den

bliver selvfølgelig god at have også som sammenligning med gennemgangen

på området i 2016.