BOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 375: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvilke konsekvenser afskaffelsen af betalingskommunefolketallet og udligningsreformen har for selvejende og private institutioner, herunder om der er negative konsekvenser for førnævnte institutioner, som resulterer i færre valgmuligheder for borgerne, hvis kommuner anvender de tilbud, som ligger inden for kommunegrænsen frem for uden for kommunegrænsen, til indenrigs- og boligministeren

Indenrigs- og Boligudvalget 2020-21
BOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg

Stormgade 2-6

1470 København K

Telefon 72 28 24 00

Sagsnr.

2021-6339

Doknr.

453980

Dato

28-10-2021

Svar på spørgsmål fra udvalget stillet den 1. oktober 2021.

Spørgsmål nr. 372:

”Vil ministeren som opfølgning på den tekniske gennemgang af Indenrigs- og

Boligministeriets analyse ”Afrapportering om betalingsforpligtigelse og kommunale

incitamenter” i BOU den 30. september 2021 oversende konkrete beregninger med

eksempler på dyre enkeltsager, der viser den kommunale besparelse ved at anvende

tilbud inden for egen kommune kontra tilbud uden for egen kommune, herunder med

udgangspunkt i bl.a. nedenstående beløbsintervaller?

- 1,0-1,5 mio. kr.

- 1,5-2,0 mio. kr.

- Over 2,0 mio. kr.”

Svar:

Analysen ”Afrapportering om betalingsforpligtigelse og kommunale incitamenter”

fokuserer på en kommunes samlede indtægter, når en borger flytter væk fra

kommunen i forbindelse med en kommunal indsat. Beregningerne illustrer således

udligningsvirkningen ved flytning af en person med karakteristika, som er typiske for

personer i relevante indsatser. De relevante indsatser er i analysen afgrænset til

anbringelse af børn og unge uden for hjemmet og voksne i botilbud o.lign.

Sammenfattende viser beregningerne, at den negative udligningsvirkning for et

anbragt barn typisk vil være under 70.000 kr. og under 200.000 kr. for en voksen i

botilbud.

Dette dækker som nævnt det mest typiske billede. I rapporten er der også vist

eksempler på, at børn eller voksne i sociale tilbud kan have fx en højere betydning ift.

opgørelsen af udgiftsbehov og dermed virkning i udligningsbeløb ved fraflytning til

anden kommune. Nedenfor er givet yderligere eksempler herpå,

jf. tabel 1.

BOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 375: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvilke konsekvenser afskaffelsen af betalingskommunefolketallet og udligningsreformen har for selvejende og private institutioner, herunder om der er negative konsekvenser for førnævnte institutioner, som resulterer i færre valgmuligheder for borgerne, hvis kommuner anvender de tilbud, som ligger inden for kommunegrænsen frem for uden for kommunegrænsen, til indenrigs- og boligministeren

Tabel 1

Fordeling af udligningsvirkning ved fraflytning til anden kommune

Procent

Anbragte børn og unge

Under 100.000 kr.

Mellem 150.000 og 250.000 kr.

Over 300.000 kr.

I alt

100

Voksne i botilbud

Under 200.000 kr.

Mellem 200.000 og 300.000 kr.

Over 300.000 kr.

I alt

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet, ”Afrapportering om betalingsforpligtigelse og kommunale incitamenter”, 2021.

100

For gruppen af anbragte børn og unge er der for ca. 73 pct. opgjort en negativ virkning

i handlekommunens udligningstilskud på under 100.000 kr. ved en fraflytning. For ca.

25 pct. er der opgjort en negativ virkning på mellem 150.000 og 250.000 kr. og for ca.

2 pct. er der opgjort en negativ virkning over 300.000 kr.

For ca. 81 pct. af de voksne i botilbud er der opgjort en negativ virkning på under

200.000 kr. ved en flytning. For ca. 17 pct. er der opgjort en negativ virkning på

mellem 200.000 og 300.000 kr. og for ca. 2 pct. er der opgjort en negativ virkning

over dette niveau.

Det skal bemærkes, at de højeste virkninger kan tilskrives det socioøkonomiske

udgiftsbehov, som også før udligningsreformen primært var baseret på oplysninger

efter bopælskommune. Det gælder særligt eksemplerne med voksne.

For et anbragt barn viser et konkret beregningseksempel en forskel før og efter

udligningsreformen i udligningsvirkningen ved flytning på omkring 75.000 kr.

For voksne i botilbud er forskellen i udligningsvirkningen før og efter

udligningsreformen i et beregningseksempel opgjort til omkring 30.000 kr.

Beregningerne i analysen vedrører alene virkninger for kommuners indtægter ved en

flytning til anden kommune baseret på individoplysninger om karakteristika ved

borgere i sociale tilbud. Der er i det anvendte datagrundlag ikke individoplysninger,

der kan anvendes til at opgøre den udgift, den ansvarlige kommune har til den

enkeltes konkrete indsatser.

I analysen fremhæves det dog, at den kommunale, gennemsnitlige udgift til relevante

indsatser kan variere fra knap 0,5 mio. kr. til over 1 mio. kr. Det fremhæves også, at

spredningen inden for de enkelte indsatser er betydelig.

Der henvises i afrapporteringen til en analyse fra Social- og Ældreministeriet, der ser

på brugen af botilbud til voksne. I analysen opgøres de individuelle enhedsudgifter,

der udtrykker, hvad indsatsen koster for en person med ophold på et botilbud i et år.

Analysen viser, at den gennemsnitlige individuelle enhedsudgift er størst for borgere

bosat uden for betalingskommunen. Forskellene mellem borgerne bosat i og uden for

kommunen kan være et udtryk for, at borgerne bosat uden for kommunen

gennemsnitligt set har et større eller mere kompleks støttebehov, der gør det

nødvendigt at modtage et mere udgiftstungt tilbud, der ikke nødvendigvis er

beliggende i kommunen selv. Det er i analysen dog ikke muligt at belyse dette, og

kommunernes konkrete overvejelser i forbindelse med visitationen indgår ikke.

Social- og Ældreministeriets analyse er vedlagt svaret på BOU alm. del – spm. 373,

jf.

bilag 1.

Uanset om en kommune vælger at tilbyde en indsats inden for eller uden for

kommunen, vil den i særligt dyre enkeltsager kunne få statslig refusion for den del af

udgiften, som overstiger visse beløbsgrænser,

jf. den centrale refusionsordning efter §

176 i lov om social service.

I nedenstående

tabel 2

vises tre beregningseksempler for den statslige refusion under

den centrale refusionsordning. De refusionsberettigede udgifter i

beregningseksemplerne er fastsat med udgangspunkt i de beløbsgrænser, som er

nævnt i spørgsmålet.

Tabel 2

Den centrale refusionsordning – eksempelberegninger (1.000 kr.)

Udgift

før

refusion

Eksempel 1

Eksempel 2

Eksempel 3

1.250

1.750

2.250

Udgift

efter

refusion

1.150

1.503

1.713

Refusion

100

248

538

Anm.: Under den centrale refusionsordning ydes der for 2021 (2021-pl) 25 pct. refusion for den del af udgiften, der overstiger

0,85 mio. kr. og op til og med 1.66 mio. kr. Der ydes 50 pct. refusion for den del af udgiften, der overstiger 1,66 mio. kr.

og op til og med 2,09 mio. kr. Kommunerne vil kunne få refusion på 75 pct. af udgiften i den enkelte sag, der overstiger

2,09 mio. kr.

Med venlig hilsen

Kaare Dybvad Bek

Bilag:

Bilag: BOU alm. del – svar på spm. 373.